Min bror og svigerinde har mistet. Hvad kan jeg gøre?

Kofoed. skriver:

Jamen man kan komme ind på det på mange måder, den bedste start er, at starte med er nemt spørgsmål, såsom har i været ude og se til (barnets navn) for nylig, og ellers stige i sværhedsgraden, men stil helst spørgsmål hvor der kan kommer masser af ord på svaret. Hvis det så bliver en meget dyb samtale, så reagere ikke for voldsomt på de voldsomme ting. Fx var det en kæmpe oplevelse for mig at se isabella efter fødselen, selvom det nok ikke lyder som er kønt syn, så var det bare magisk for mig og vil heller end gerne fortælle om det.

Jamen det er noget andet for en mand, de bliver "rigtig" far når barnet kommer ud, men du er allerede mor ved den positive test, så det er en længere processe for mor, selvom det selvfølgelig også var hårdt for far. Han havde to timer selv, hvor jeg havde 4, hans var nok, mit var der kun lige taget hul på, jeg døjer så også med mange ting fra min barndom oveni og når man først er nede, så kommer alle de gamle ting tilbage.

Er glad for mit svar har givet dig noget, håber inderligt de hurtigt kommer tilbage på fode igen.

Min bror sagde til mig ved begravelsen, da jeg spurgte hvordan det gik, at han stadig var lidt berørt af det, men ikke så meget som hans kone. Hun havde det rigtig svært, både med førforløbet, fødslen, samt alle de følelser og praktiske opgaver bagefter. Som pårørende kan man slet ikke sætte sig ind i moderens oplevelse, men nu har jeg selv næsten lige fået en lille og min mave gør store knuder, når jeg forestiller mig at man skal føde et dødt barn. Der kan bare ikke være noget der gør en oplevelse som den, positiv. De så også deres søn bagefter og tog billeder osv, hvilket de er rigtig glade for!!

Tak for dine søde ord, jeg håber du en dag finder en ro omkring dine oplevelser, som du kan leve med. Du er velkommen til at skrive til mig, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig

Krussedulle skriver:

ja, jeg ville helt sikkert tilbyde dem hjælp og støtte, og lade dem vide at man er der!

måske er de selv parate til at komme til dig, måske ikke.

Jeg tror du har ret. Det er nok nemmere at tage imod hjælpen end at bede om den!

Talbutikken skriver:

Jamen, en ting der er vigtigt når en af jer bliver gravide igen, er måde i overbringer nyheden, det skal gørs skønsomt ligesom man fek. ville fortælle det til en veninde som var i behandling for barnløshed.

Uanset, hvilken reaktion der vil komme derpå,
SKAL DET RESPEKTERES! Det kan godt være at de vil lukke helt af men det er ikke for at såre jer men fordi det er for smerte fuldt, lige ledes kan det være de bliver helt vildt glade på jeres vejne.. Det afhænger helt af hvor langt de er komme i deres sorgeprocces..

Det er skide svært at se alle andres unger, vokse, blive større, fordi man konstant bliver mindet om at man ikke har sit eget hos sig.

Feks. Næste år, ville min datter skulle have været nonfirmeret.. Næste år skal alle hendes klasse kammerater og ikke mindst min bedste venindes søn Konfirmeres eller Nofirmeres.. Bare tanken om det er ikke til at bære og jeg ved ærligtalt ikke om jeg vil være i stand til at deltage i min beste venindes søns og det er ikke fordi jeg vil eller fordi jeg ønsker at såre hende.. Men jeg bliver nød til at passe på mig selv, så jeg ikke gå mere i stykker end jeg er i forvejen.. Håber det giver mening, det er svært for mig at sætte ord på disse følser, så det er kan måske virke lidt rodet.. Men bare det at få sat ord på er en del af processen  og vejen tilbage til glæden ved livet og at man har lært at leve med sit tab

Tak for dine råd

Jeg tror godt jeg kan følge din i dine ord omkring nonfirmationen. Og forstår den overførte betydning i det. Jeg vil helt sikkert skrive mig bag øret at det handler meget om måden det bliver overbragt på. 

Ja det vil være svært at forudsige deres reaktion. De må sikkert engang lidt ude i fremtiden, selv tænke tanken om at vi en dag vil komme og fortælle om familieforøgelse, men derfor er det ikke sikkert at reaktionen er lige som de selv havde forestillet sig.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den hverdag, hvor man bliver udsat for konstante påmindelser om det andre har og det man selv har mistet. Tænk at man overhovedet kan se en vej frem. Føler med dig!

twinboys skriver:

R.I.P lille Benjamin...

Hvor er livet nogle gange forfærdeligt...

Varme knus og tanker til jer...

Majbritt

Ja, livet kan virkelig være svær at finde mening i nogen gange!

Tak

Anonym skriver:

Min bror og hans kone har mistet deres ufødte barn. Min svigerinde var så uheldig at få moderkageløsning i starten af graviditeten, men da baby havde det godt, skulle hun bare tage den fuldstændig med ro og passe på sig selv og den lille. De gik til mange scanninger og kontroller, men en dag, da hun var 23+3 kunne hun ikke mærke liv og det viste sig at drengen var død i maven. Hun blev sat i gang med fødslen og fødte efter 6 timer. Hun fortalte at smerterne ved fødslen var dejlige og velkomne, da det tog smerten i hjertet for en kort stund.

Hun fødte et stjernebarn ved navn Benjamin og i dag har vi været samlet, kun de nærmeste, for at sætte hans urne i jorden og vise vores støtte. Deres to piger er heldigvis så små at de endnu ikke helt forstår meningen med det hele, men de kan mærke den stemning som huset har været i, de sidste par uger.

Det er så forfærdeligt! Hvordan kan man nogensinde komme ovenpå igen? Datoerne vil minde dem om tabet hvert eneste år, den næste gravide mave i deres nærhed, vil minde dem om det de ikke fik.

Hvordan kan man hjælpe dem i deres sorg og støtte dem? 

Hvor gør det mig ONDT

Jeg har selv mistet den 27 April. så en ting jeg vil sige er:

LIGE meget hvor længe det er siden, så spørger altid til hvordan de har det, især moren. og om i skal tage op og besøge gravestedet.. osv

Jeg ved fra mig selv, at jeg føler mig svigtet af min familie, fordi de ikke spørger til mig og spørger til at tag med op på gravestedet eller slev tag derop ( håber du forstår hva jeg mener)

TR skriver:

Hvor gør det mig ONDT

Jeg har selv mistet den 27 April. så en ting jeg vil sige er:

LIGE meget hvor længe det er siden, så spørger altid til hvordan de har det, især moren. og om i skal tage op og besøge gravestedet.. osv

Jeg ved fra mig selv, at jeg føler mig svigtet af min familie, fordi de ikke spørger til mig og spørger til at tag med op på gravestedet eller slev tag derop ( håber du forstår hva jeg mener)

 

Tak for dine råd og tanker. Jeg sætter stor pris på at få indblik i hvad man som pårørende kan gøre for at hjælpe. 

Og så gør det mig ondt at du også har mistet, jeg kan ikke sætte mig ind i det, men hvor må det være forfærdeligt!

Jeg vil helt sikkert snakke med min bror og svigerinde om det og nu hvor det er ved at være nogle uger side, er det nok meget godt at få frisket op, at det er godt at huske at spærge til

Anonym skriver:

Tak for dine råd og tanker. Jeg sætter stor pris på at få indblik i hvad man som pårørende kan gøre for at hjælpe. 

Og så gør det mig ondt at du også har mistet, jeg kan ikke sætte mig ind i det, men hvor må det være forfærdeligt!

Jeg vil helt sikkert snakke med min bror og svigerinde om det og nu hvor det er ved at være nogle uger side, er det nok meget godt at få frisket op, at det er godt at huske at spærge til

Det var så lidt ..

Jeg kan godt forstille mig, hvor svært det må være, at være pårøren .. for man kommer hurtig til at stå et sted hvor man gerne vil gør en masse, man ved bare ikk hvordan.

Men sige det til dem, for så ved de at man er der , men at man bare har svært ved, at se hvor kan hjælpe.. det er jo en ærlig sag .