foto på lærred skriver:
<fra landsforeningen fra spædbørnsdød. (Kan desuden kun anbefale dette forum).
"Da min datter mistede sin søn, blev jeg selv hårdt ramt af sorgen. Jeg var i tvivl om, hvordan vi som forældre skulle håndtere hendes store smerte, og vi var bange for om hendes forhold kunne holde til det. Derfor valgte jeg sammen med min kone at gå til en psykolog. Psykologen støttede os og hjalp os med at formulere en strategi. Vi sendte hver dag en sms eller ringede kort til vores datter i den første tid efter Elias’ død. Vi spurgte åbent, hvad de havde brug for og valgte ikke at blive kede af det, når de afviste os. Den strategi har fungeret for os".
Jan, far til Helle og morfar til Elias.
"Da jeg mistede min datter, var det min veninde Eva, jeg først kontaktede. Eva kom op og besøgte mig på hospitalet og så min lille pige. Det var rigtig vigtigt for mig, at hun forstod, hvor stolt jeg var af hende. Hun var så lillebitte – vejede kun knap 300 gram – men hun fyldte hele mig med en helt betingelsesløs og uendelig kærlighed. Eva spurgte meget ind til det hele, hvad jeg tænkte og følte – uden at prøve at sige noget, der kunne gøre det hele ”lettere”. Sammen med Eva følte jeg, at jeg fik lov til at være sørgende mor. Det betød meget for mig – fordi jeg i så mange andre sammenhænge følte, at min sorg og det, at jeg var blevet mor til et lille barn, var noget usynligt noget…"
Linda, mor til Eline
Som familie eller venner til forældre, der har mistet et barn, kan du komme i tvivl om hvordan du skal agere ovenfor forældrene. Du kan være bange for at sige noget forkert og gøre forældrene mere kede af det. Du kan måske også være i tvivl om, hvorvidt det er for påtrængende at kontakte forældrene, og om du mon er i en position, hvor det er naturligt at gøre dette. Det vigtigste, du kan gøre er, at vise at du ved det.
Når man er i sorg, kan det være svært at vide hvad, man har brug for. Derfor er det fint, hvis du kommer med konkrete tilbud om hjælp, som forældrene kan forholde sig til. Du kan for eksempel foreslå, at give en hånd med rengøring inden begravelsen, passe eventuelle søskende, komme forbi med et fad lasagne, en pose boller eller lignende. Vær indstillet på, at det måske kun skal afleveres i døren – ellers sørg for, at besøget ikke bliver for langt. Acceptér hvis forældrene takker nej til dit tilbud. Der kan være mange grunde til, at forældrene ikke kan eller vil modtage din støtte lige nu. Den nemmeste måde at finde ud af det på, er ved at spørge.
"Den første nat efter at Miriam og Jonathan mistede Sabine, sad vi oppe hele natten og surfede på nettet. Vi vidste ikke, hvad vi skulle sige til dem. Hvad siger man til ens venner, hvis barn lige er dødt? Vi sms'ede mange gange, inden de gav os lov til at komme på besøg, og det var hårdt at skulle vente. Vi kunne knapt genkende Miriam, da vi endelig så hende. Det var voldsomt. Vi valgte at tilbyde al vores hjælp, og vi arrangerede kaffe efter Sabines afskedsceremoni. I tiden efter tog vi ofte kontakt og spurgte meget til dem".
Mia og Thomas, venner til Miriam og Jonathan
Det er i orden at sige, at du ikke ved, hvad du skal sige – ord kan føles meget fattige og mødet med døden kan gøre os afmægtige. Sæt ord på denne afmagtsfølelse, og vid, at du ikke kan tage sorgen væk fra forældrene. Sorgen kan ikke trøstes væk, men det kan måske føles en smule mindre ensomt for forældrene, hvis de oplever, at deres nærmeste ikke er bange for at forholde sig til det de har oplevet.
Anerkend forældrenes oplevelser, og undgå kommentarer som ”Der var måske en mening med det”, ”Det var godt, I ikke nåede at lære ham/hende bedre at kende”, ”I må bare skynde jer at få en ny”, eller lignende. Bemærkninger som dette har sjælden den ønskede effekt, men vil blot medvirke til, at forældrene føler, at deres tab ikke bliver anerkendt og at de føler sig mere isoleret og alene med deres sorg.
"Jeg kunne ikke holde ud af skulle se billederne af deres døde barn eller at komme til afskedsceremonien. Det var for svært. Jeg besøgte dem i stedet og fortalte dem ligeud, hvordan jeg havde det. De accepterede det, og vi er stadig gode venner".
Peter, ven til Morten
Ofte oplever sørgende, at støtten den første tid er rigtig god, men at den svinder med tiden. Dette kan nogle gange medføre, at forældrene går fra nærmest at ”drukne” i tilbud om støtte til at føle sig mere eller mindre alene med deres sorg.
Vær opmærksom på, at sorgen sjældent aftager i en lige kurve efter tabet – sorg tager tid, og vil for de flestes vedkommende være noget, der bliver en del af deres liv og noget de ligeså langsomt skal lære at leve med. Bliv ved med at spørge ind til hvordan, de sørgende har det og hvad, de har brug for. Vis din opmærksomhed i forbindelse med mærkedage og højtider, som ofte kan være svære – men også betydningsfulde – tidspunkter for de efterladte.
Der er ligeså mange måder at sørge på, som der er sørgende. Den enkelte er nødt til at finde sin egen vej igennem sorgen – og der findes ingen mere eller mindre rigtige måder at gøre dette på.
Enkelte har brug for at tale meget om tabet og sætte ord på følelser og tanker igen og igen – andre bearbejder sorgen med færre ord og følelsesudtryk. For nogle er det en hjælp at vende tilbage til arbejde kort efter at have mistet – andre trænger mere tid. Nogle forældre vælger hurtigt at prøve at få et barn igen efter at have mistet, mens andre venter i længere tid.
Hav tiltro til, at den enkelte selv kan finde ud af, hvad vedkommende har behov for og hvornår. Spørg, lyt og acceptér de svar, du får.
Hvis du er bekymret for om den, der har mistet, er ved at udvikle nogle problemer, som vedkommende ikke selv kan finde vej ud af, så tal med ham eller hende om dine bekymringer og find ud af, om personen deler dine opfattelser. Hvis det er tilfælde, så spørg ham eller hende hvad du kan gøre, for at støtte og om du eventuelt kan bistå i forhold til at opsøge anden hjælp.
Du er altid velkommen til at kontakte sekretariatets rådgivere for at få en samtale om det, at være tæt på nogen der har mistet. Kontakt os på tlf. 3961 2451 eller pr. mail.
Som netværk kan du også henvise forældre til rådgivningen ved at bede om forældrenes samtykke til at videregive deres kontaktoplysninger, hvorefter vi kontakter dem telefonisk (eller pr. mail, hvis forældrene foretrækker det).
Tusind tak for din henvisning til hjemmesiden, jeg har været inde og lure. Det giver et godt billede af hvad man som familie kan gøre!
