Nu har jeg læst mange af jeres FB, og fik lyst til at bidrage med et indlæg. Mine første 4 fødsler går jeg lige let henover..
Første fødsel trak ud i evigheder. Veer i 48 timer. Midt i det hele ( hvor de sagde at jeg for gud's skyld ikke måtte presse ) fandt lægen ud af at min pige lå med numsen ned af. Det endte med et AKS i lynnets hast. Min datter endte op med at blive handicappet som følge af det
. Det var på Herlev hospital. Der skulle jeg aldrig føde igen!! Hun kom 14 dage efter termindatoen.
De næste 3 fødsler kom så til at forgå på Glostrup Hospital...
2. & 3. fødsel tog vel ca. 10-12 timer. Fik 2 skønne velskabte drenge ud af det 
. De kom 11 og 13 dage efter terminsdato.
4. fødsel startede med lidt murren her og der sent en fredag aften. Gik i seng og faldt godt i søvn. Vågende nogle gange og tænkte ØV..Ingen tegn på rigtige veer. Stop op kl. 7:30 og fik de andre børn i tøjet og givet dem morgenmad. De murrede stadig lidt..Fra det ene øjeblik til det andet gjorde det lidt mere "rigtigt" ondt. Det var omkring kl. 8:30. Fik fat i en barnepige og ryddet op efter morgenmaden. Var på hospitalet ca. kl 9:15. Fik endnu en pige kl. 9:59. 
Hun kom på terminsdatoen..
Nå men den fødsel jeg ville frem til var da 5. barnet så dagens lys
. Jeg havde efterspurgt en hjemmefødsel, eftersom de andre fødsler var klaret uden smertestillende ( Udover lidt lattergas - det var bare fedt 
 
.. Det kunne sagtens lade sig gøre indtil de fandt ud af, at der manglede et kar i navlesnoren - den med næring. ÆV.. Denne gang skulle jeg så føde på Horsens sygehus.
En aften kl. 21:07, var første ve netop overstået. JUBIII, jeg var så spændt. Jeg var i fuld sving med at putte de andre børn samtidigt med alt vasketøjet. skrev til en veninde at nu havde jeg fået veer, men de ting der tager jo sin tid. Sagde til min mand, at jeg troede det så småt var gået i gang..Han reagerede ved at blive helt forfjamsket og grinede. Det gjorde jeg også - det gjorde jeg så ikke 10 min efter!
Gik op til de andre børn kl. 21:15, og sagde at nu kom deres lillebror snart ud og hilste på dem. Fik da lige fortalt dem nyheden, da det pludselig gjorde pænt nas. Smed mig på sengen. Selvfølgelig satte samtlige børn sig lige ved siden af mig på sengen. Min bedre halvdel rendte stadig rundt nede i stuen med et grin på og råbte op til mig, om alt var i orden.. Havde KONSTANTE veer og skulle samtidigt forklare børnene at det var heeelt normalt, at en mor vred sig og pustede som en vild, når en baby skulle ud. Hvor fanden blev manden af?????? Han kom kort tid efter, op af trappen, snakkende og grinende. Han talte gud-hjælpe-mig i mobil. Kunne høre ham sige: ja-ja, den er god nok, hun stønner og klynkler!! Kunne have slået ham, hvis jeg havde været i stand til det. Han er senere hen tilgivet, da det var barnepigen han havde ringet til
Fik en pause i veerne, beroligede børnene og sagde til min mand, at jeg lige ville gå i bad og barberer mig lidt her og der. Kom nedenunder og nåede da lige badeværelset, da jeg skulle tisse helt vildt. Til min store skræk kunne jeg hive blodigt slim ud af mig selv. Det føles som det ingen ende ville tage. Panikkede lidt.. Det havde jeg aldrig oplevet før - tiltrods for at dette her altså var 5. gang.
Fik kun bukserne halvt af, da jeg godt kunne mærke hvor det her pludselig bar hen. Så kom tanken om, at jeg måske ikke nåede at få et klykx!! Panikkede igen. Jeg havde altså IKKE lyst til at ligge og skide på fødebriksen!! Valget stod på at nå et bad eller prøve at komme på wc.. Droppede ideen med badet og satte mig på wc'et. Fornuftigt valg . Fik så godt som bukserne hevet op igen, og tænkte, hvor er manden nu henne af????
Tror jeg fik sagt et eller andet, og råbt NU..VI KØRER NU.. Og løb ud i en iskold bil. Det var en kold marts måned. Han stod og gloede, og spurgte hvorfor jeg ikke tog sko på!! Øhh, hvem tænker på fodtøj i sådan et øjeblik
..
Vi kørte kl. ca. 21:23. Efter et lille minuts kørsel og brok fra min side at. Det var jo mandens skyld at det var bumb på vejen, fik jeg endelig ro på. Ingen veer eller smerter. Nåå sagde min mand, det går da meget godt nu. Du er jo stille og har ikke ondt. Jaja, tænkte jeg bare, kom nu bare afsted. Syntes jeg kunne mærke et eller andet, så gisbede lige en gang. Men ja, han havde ret. Jeg havde ikke ondt mere, men var langt fra tryg.
Efter yderligere 1 minut sad vi i tavshed. Brød tavsheden med et : Victor, stop bilen og tag mine bukser af. NEJ, det mener du ikke, sagde han. Det er bare løgn! For første gang i dette forløb, så jeg alvoren i hans ansigt (hehe)..Han farede ud af bilen og hev døren op hvor jeg sad. Han fik hurtigt mit ene bukseben og trusser af og skubbede sædet tilbage. Jeg fik det ene ben op i forruden ( med bukser og trusser dinglende om benet ), skubbet numsen frem og fik det andet ben ud af bilen. Vi kom til at grine lidt. Det må have set komisk ud. Han fumlede mobilen frem. Hvem skal jeg ringe til, siger han så..Øhh fik jeg svaret.. 112 - nej fødegangen - nej 122 - nej jordemoderen. Valget er dit sagde jeg så, men hovedet kommer altså nu! Hørte ham sige i tlf, hovedet kommer altså nu. Han fik lagt på og satte sig på hug på fortorvet. Da hovedet var ude, kom jeg i tanke om, at det var temmeligt koldt, og at vi ikke havde noget at pakke drengen ind i. Spurgte Victor om han ikke kunne løbe ind i det hus vi holdte ude foran, og spørge om de ikke havde et håndklæde vi måtte låne. Min glæde var stor, da jeg så ham komme løbende med et tykt varmt tæppe. Victor satte sig igen på hug, så måtte jeg lige dobbelt tjekke om han var klar til at gribe. Jeg pressede en enkelt gang også lå lille Anders perfekt i min mands hænder 
. Min mand sad bare der på hug med den største ømhed og kiggede på vores søn. Måtte til sidste minde ham om, at det var koldt og jeg også ville se ham. Han havde endnu ikke grædt! Jeg fik ham op og gnubbede ham "hårdt" på ryggen også kom den forløsende gråd. Lykken var fuldendt. Vi sad alle 3 sad inde i bilen og så de blå blink komme hen af landevejen. Først kom lægeambulancen og derefter en ambulance. Kom ind i ambulancen og Victor klippede navlesnoren over.
Vi kom stolte ind på Horsens sygehus med vores smukke dreng. Jordemoderen var bare en rigtig møgkælling. Moderkagen skulle jo også ud, så jeg sagde at jeg lige ville presse lidt, mens hun hev i resten af snoren. NEJ, sagde hun bare. Også rev hun ellers til og hev den ud 
. Det næste hun sagde var, at barnet så underernæret ud. Ja, sagde min mand stille og roligt, der manglede også et kar i navlesnoren, den med næring.. Det gjorde der ihvertfald ikke, sagde hun så. Til sidste smed hun moderkagen op på et bord med et klask, og måtte modvilligt konstatere at min mand havde ret. Nå, sagde hun så bare..Ikke noget med et tillykke og godt gået. Godt vi ikke endte op med at skulle føde med hende!
Anders blev født 20 minutter efter første ve, kl. 21:27 og vejede 2500 kg. Født 10 dage før termin.
En drømmefødsel med den bedste fødselshjælper, jeg nogensinde kunne ønske mig 
. Har ærgret mig over at det skulle være mit sidste barn, eftersom det hele bare gik så nemt,let og stort set smertefrit...Ved godt det lyder som det rene pral, men det gjorde faktiskt ikke specielt ondt..
Skæbnen ville det anderledes mht. flere børn. Sidder netop i dette øjeblik og er mere end højgravid med barn nr. 6. Er i uge 40+4 og ekstrem utålmodig.
Denne gang må jeg heller ikke føde hjemme, men skal på Kolding sygehus. Det er en lille halv time i bil fra hvor vi bor. Mine fødsler er gået hurtigere og hurtigere, så de siger at jeg bare skal køre hen til dem, når der er 6-8 min mellem veerne ( Øhhh )...Prøvede kun det med så lange intavaller med de 3 første fødsler, så har haft panik tanker mange gange om denne fødsel. Har mine bange anelser, men det kan kun fremtiden vise..Og lad lige den fremtid komme NU
...
