Følelsesspiser

Bliver langt! Så er i advaret!

Ja mine emner pt. lyder sgu så negative Men på plussiden startede dagen SKOD med Rose og søvn MEN blev bedre! Over middag tog hun en lur på 2,5 time (!!!! sover normalt max 20 min) og i aften blev hun puttet 19.30 og faldt hurtigt i søvn uden pjat, er kun vågnet 1 gang for at få sutten :O

Jeg tabte mig jo 25 kilo før jeg blev gravid. Og tog 25 kilo på under graviditeten. Nogen af dem røg ved fødslen, men jeg er stadig 13 kilo fra min før-gravidvægt, og så mangler jeg at smide yderligere 4-7 kilo. Altså mellem 17-20 kilo i alt (FUCK). 

Mit vægttab før graviditeten gik STRÅLENDE! Tabte mig lynhurtigt og var topmotiveret. Kørte med klatten.. Men jeg har ikke kunne genfinde den motivation.

1. Januar gik jeg i gang og tabte mig hurtigt fra cirka 83 til 79. Jeg tabte gejsten og kom op på næsten 86 kilo (!!!!). For nylig fik jeg gejsten igen og kom ned på 82,5. Så tabte jeg gejsten igen og i dag vejede jeg 84,7. Fuck det er så dumt!!! Hvad laver jeg?

Ingen kan forære én motivation. Det findes ikke. Man kan kun finde den i sig selv, men jeg er virkelig i vildrede. Jeg spiser i dén grad med følelserne, og når jeg er på et punkt hvor det går skidt, så ÆDER jeg. Den seneste uge har jeg spist så dårligt, og jeg føler mig så klam. Man kan se det på min hud, jeg er oppustet. Jeg ser frygtelig ud. Jeg har spist så meget slik, kage, drukket sodavand. Jeg har ingen lyst haft til sund mad, og har nærmest ikke kunne spise mere usundt end hvad jeg har gjort!

Jeg snakkede med min mor i aften og sagde, jeg ikke vidste hvad der gik af mig. Hun sagde til mig, (fordi jeg var ved at kværne en plade marabou) at jeg jo ikke spiste chokolade, fordi jeg var lykkelig. At det jo altid er når jeg går og ruger på noget. Det åbnede mine øjne lidt, og hun har jo helt ret.

Pt. går jeg først og fremmest og bekymrer mig om økonomien. Min kærestes er ok, men min SEJLER, og fordi jeg føler mig opgivende og ikke magter at tænke på det, går jeg alligevel og småbruger af penge, jeg ikke har, fordi nye ting gør mig glad. Eller at købe en sandwich eller noget - I ved, mad igen. Vi venter på at vores boligstøtte går igennem, men der er pt. en behandlingstid på 3 måneder. Vi ansøgte i februar og venter stadig...

Jeg bekymrer mig om min uddannelse. Det stresser mig. Jeg elsker emnet, men hader formidlingen. Jeg keder mig på mit studie, og jeg lærer SÅ dårligt ved, at der ikke er noget praktisk (jeg læser psykologi). Jeg gruer for at vende tilbage på studiet og har ekstrem mavepine, når jeg tænker over det. Jeg glæder mig slet ikke.. Jeg drømmer om at blive jordemoder, men den drøm er af forskellige årsager ikke mulig. Jeg klarer mig godt på mit studie, til 12-taller når vi har eksamen, og derfor er der ikke mange der tager mine tvivls-tanker seriøst, fordi "Jeg klarer det jo så godt".

Oven i det har Rose jo haft den her dårlige søvnperiode, hvilket betyder jeg går rundt som en zombie. Som konsekvens kommer jeg ikke ud af en dør. Jeg kommer ikke til træning, som jeg ellers havde lovet min veninde. Jeg kom ikke til babysalmesang i torsdags. Det vasketøj jeg vaskede for en uge siden, hænger stadig til tørre, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at folde det, og jeg orkede ikke at benytte min vasketid i fredags, så har proppet vasketøjskurv igen.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her, andet end ud med det. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her mønster, for jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, at NU stopper det, men det er bare indtil jeg føler mig nede igen og har "brug for en kage". Jeg er angst, fordi jeg ser mig i spejlet. Ser den store mave, dobbelthagen, den store mave. Bliver dårlig af at se på mig selv, men jeg sætter ikke bremserne i. Jeg er 8-9 kilo fra det jeg vejede da jeg vejer mest, og det gør mig SÅ bange at jeg fortsat tager på.

Nå, så kom jeg ud med det.. Jeg skammer mig. Jeg var så flot lige da jeg blev gravid, nu er jeg 84,7 kilo tung i stedet for 70-72 kilo. 

Åhh, har desværre ikke nogle gode råd. Hele dit indlæg kunne være skrevet af mig - jeg har det på nøjagtig samme måde!!!

Min datter vågner også mange gange om natten, så min søvn bliver forstyrret, og det kan virkelig mærkes :-S

Og jeg synes bare det er så svært at tage sig sammen, og gøre noget ved det klamme spejlbillede jeg har  

Og svært at tage sig sammen til at få ordnet praktiske ting.

 

Jeg elsker tiden med min guldklump, og har fint overskud når det handler om hende.... Glæder mig dog altid til manden kommer hjem fra job, så jeg kan få bare 5-10 min alenetid... Min pige sover heller ikke så meget om dagen, så heller ingen morfar-lur på sofaen til morhyrer i huset

 

Åhhh, håber snart bøtten vender, og at overskuddet og søvnen beder tilbage, så jeg kan tage mig sammen!!!

 

Mit svar hjælper dig nok ikke, ville bare fortælle dig, at du ikke er alene om at have den sådan...

 

Kæmpe kram til dig :-) 

Frøken J. skriver:

Bliver langt! Så er i advaret!

Ja mine emner pt. lyder sgu så negative Men på plussiden startede dagen SKOD med Rose og søvn MEN blev bedre! Over middag tog hun en lur på 2,5 time (!!!! sover normalt max 20 min) og i aften blev hun puttet 19.30 og faldt hurtigt i søvn uden pjat, er kun vågnet 1 gang for at få sutten :O

Jeg tabte mig jo 25 kilo før jeg blev gravid. Og tog 25 kilo på under graviditeten. Nogen af dem røg ved fødslen, men jeg er stadig 13 kilo fra min før-gravidvægt, og så mangler jeg at smide yderligere 4-7 kilo. Altså mellem 17-20 kilo i alt (FUCK). 

Mit vægttab før graviditeten gik STRÅLENDE! Tabte mig lynhurtigt og var topmotiveret. Kørte med klatten.. Men jeg har ikke kunne genfinde den motivation.

1. Januar gik jeg i gang og tabte mig hurtigt fra cirka 83 til 79. Jeg tabte gejsten og kom op på næsten 86 kilo (!!!!). For nylig fik jeg gejsten igen og kom ned på 82,5. Så tabte jeg gejsten igen og i dag vejede jeg 84,7. Fuck det er så dumt!!! Hvad laver jeg?

Ingen kan forære én motivation. Det findes ikke. Man kan kun finde den i sig selv, men jeg er virkelig i vildrede. Jeg spiser i dén grad med følelserne, og når jeg er på et punkt hvor det går skidt, så ÆDER jeg. Den seneste uge har jeg spist så dårligt, og jeg føler mig så klam. Man kan se det på min hud, jeg er oppustet. Jeg ser frygtelig ud. Jeg har spist så meget slik, kage, drukket sodavand. Jeg har ingen lyst haft til sund mad, og har nærmest ikke kunne spise mere usundt end hvad jeg har gjort!

Jeg snakkede med min mor i aften og sagde, jeg ikke vidste hvad der gik af mig. Hun sagde til mig, (fordi jeg var ved at kværne en plade marabou) at jeg jo ikke spiste chokolade, fordi jeg var lykkelig. At det jo altid er når jeg går og ruger på noget. Det åbnede mine øjne lidt, og hun har jo helt ret.

Pt. går jeg først og fremmest og bekymrer mig om økonomien. Min kærestes er ok, men min SEJLER, og fordi jeg føler mig opgivende og ikke magter at tænke på det, går jeg alligevel og småbruger af penge, jeg ikke har, fordi nye ting gør mig glad. Eller at købe en sandwich eller noget - I ved, mad igen. Vi venter på at vores boligstøtte går igennem, men der er pt. en behandlingstid på 3 måneder. Vi ansøgte i februar og venter stadig...

Jeg bekymrer mig om min uddannelse. Det stresser mig. Jeg elsker emnet, men hader formidlingen. Jeg keder mig på mit studie, og jeg lærer SÅ dårligt ved, at der ikke er noget praktisk (jeg læser psykologi). Jeg gruer for at vende tilbage på studiet og har ekstrem mavepine, når jeg tænker over det. Jeg glæder mig slet ikke.. Jeg drømmer om at blive jordemoder, men den drøm er af forskellige årsager ikke mulig. Jeg klarer mig godt på mit studie, til 12-taller når vi har eksamen, og derfor er der ikke mange der tager mine tvivls-tanker seriøst, fordi "Jeg klarer det jo så godt".

Oven i det har Rose jo haft den her dårlige søvnperiode, hvilket betyder jeg går rundt som en zombie. Som konsekvens kommer jeg ikke ud af en dør. Jeg kommer ikke til træning, som jeg ellers havde lovet min veninde. Jeg kom ikke til babysalmesang i torsdags. Det vasketøj jeg vaskede for en uge siden, hænger stadig til tørre, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at folde det, og jeg orkede ikke at benytte min vasketid i fredags, så har proppet vasketøjskurv igen.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her, andet end ud med det. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her mønster, for jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, at NU stopper det, men det er bare indtil jeg føler mig nede igen og har "brug for en kage". Jeg er angst, fordi jeg ser mig i spejlet. Ser den store mave, dobbelthagen, den store mave. Bliver dårlig af at se på mig selv, men jeg sætter ikke bremserne i. Jeg er 8-9 kilo fra det jeg vejede da jeg vejer mest, og det gør mig SÅ bange at jeg fortsat tager på.

Nå, så kom jeg ud med det.. Jeg skammer mig. Jeg var så flot lige da jeg blev gravid, nu er jeg 84,7 kilo tung i stedet for 70-72 kilo. 

Hej 

 

Jeg ved slet ikke om jeg kan sige noget fornuftigt - for lyder som om du har prøvet det meste. 

Men har du prøvet og sidde ned, tænke over inden du tager mad i munden "har jeg virkelig brug for dette?" 

Har du tænkt? HOV hvad er det der gør mig ulykkelig så jeg SKAL spise det stykke chokolade nu? 

Og nu blander jeg mig i noget jeg måske ikke skal, men går ud fra du bor med faderen til dit barn? Du siger hans økonomi er ok, men din er ret dårlig, har i ikke fælles økonomi? 

Og ellers, ja lad vær med og købe det chokolade, selvom det råber til dig nede i kiosken. Jeg har selv tabt nu 8,5 kg siden 1 januar mangler 1,5 kg for at nå 10 og jeg kæmper virkelig også en kamp, slik, chips osv ryger ned (dagligt ) de her dage da jeg læser til eksamen. 

 

Kæmper krammer herfra, jeg ved du kan, men kun dig selv kan styre dine hænder på vej op til munden med chokolade - det kan jeg ikke gøre for dig 

 

P.s Er du med i vores tabergruppe på facebook? 

Frøken J. skriver:

Bliver langt! Så er i advaret!

Ja mine emner pt. lyder sgu så negative Men på plussiden startede dagen SKOD med Rose og søvn MEN blev bedre! Over middag tog hun en lur på 2,5 time (!!!! sover normalt max 20 min) og i aften blev hun puttet 19.30 og faldt hurtigt i søvn uden pjat, er kun vågnet 1 gang for at få sutten :O

Jeg tabte mig jo 25 kilo før jeg blev gravid. Og tog 25 kilo på under graviditeten. Nogen af dem røg ved fødslen, men jeg er stadig 13 kilo fra min før-gravidvægt, og så mangler jeg at smide yderligere 4-7 kilo. Altså mellem 17-20 kilo i alt (FUCK). 

Mit vægttab før graviditeten gik STRÅLENDE! Tabte mig lynhurtigt og var topmotiveret. Kørte med klatten.. Men jeg har ikke kunne genfinde den motivation.

1. Januar gik jeg i gang og tabte mig hurtigt fra cirka 83 til 79. Jeg tabte gejsten og kom op på næsten 86 kilo (!!!!). For nylig fik jeg gejsten igen og kom ned på 82,5. Så tabte jeg gejsten igen og i dag vejede jeg 84,7. Fuck det er så dumt!!! Hvad laver jeg?

Ingen kan forære én motivation. Det findes ikke. Man kan kun finde den i sig selv, men jeg er virkelig i vildrede. Jeg spiser i dén grad med følelserne, og når jeg er på et punkt hvor det går skidt, så ÆDER jeg. Den seneste uge har jeg spist så dårligt, og jeg føler mig så klam. Man kan se det på min hud, jeg er oppustet. Jeg ser frygtelig ud. Jeg har spist så meget slik, kage, drukket sodavand. Jeg har ingen lyst haft til sund mad, og har nærmest ikke kunne spise mere usundt end hvad jeg har gjort!

Jeg snakkede med min mor i aften og sagde, jeg ikke vidste hvad der gik af mig. Hun sagde til mig, (fordi jeg var ved at kværne en plade marabou) at jeg jo ikke spiste chokolade, fordi jeg var lykkelig. At det jo altid er når jeg går og ruger på noget. Det åbnede mine øjne lidt, og hun har jo helt ret.

Pt. går jeg først og fremmest og bekymrer mig om økonomien. Min kærestes er ok, men min SEJLER, og fordi jeg føler mig opgivende og ikke magter at tænke på det, går jeg alligevel og småbruger af penge, jeg ikke har, fordi nye ting gør mig glad. Eller at købe en sandwich eller noget - I ved, mad igen. Vi venter på at vores boligstøtte går igennem, men der er pt. en behandlingstid på 3 måneder. Vi ansøgte i februar og venter stadig...

Jeg bekymrer mig om min uddannelse. Det stresser mig. Jeg elsker emnet, men hader formidlingen. Jeg keder mig på mit studie, og jeg lærer SÅ dårligt ved, at der ikke er noget praktisk (jeg læser psykologi). Jeg gruer for at vende tilbage på studiet og har ekstrem mavepine, når jeg tænker over det. Jeg glæder mig slet ikke.. Jeg drømmer om at blive jordemoder, men den drøm er af forskellige årsager ikke mulig. Jeg klarer mig godt på mit studie, til 12-taller når vi har eksamen, og derfor er der ikke mange der tager mine tvivls-tanker seriøst, fordi "Jeg klarer det jo så godt".

Oven i det har Rose jo haft den her dårlige søvnperiode, hvilket betyder jeg går rundt som en zombie. Som konsekvens kommer jeg ikke ud af en dør. Jeg kommer ikke til træning, som jeg ellers havde lovet min veninde. Jeg kom ikke til babysalmesang i torsdags. Det vasketøj jeg vaskede for en uge siden, hænger stadig til tørre, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at folde det, og jeg orkede ikke at benytte min vasketid i fredags, så har proppet vasketøjskurv igen.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her, andet end ud med det. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her mønster, for jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, at NU stopper det, men det er bare indtil jeg føler mig nede igen og har "brug for en kage". Jeg er angst, fordi jeg ser mig i spejlet. Ser den store mave, dobbelthagen, den store mave. Bliver dårlig af at se på mig selv, men jeg sætter ikke bremserne i. Jeg er 8-9 kilo fra det jeg vejede da jeg vejer mest, og det gør mig SÅ bange at jeg fortsat tager på.

Nå, så kom jeg ud med det.. Jeg skammer mig. Jeg var så flot lige da jeg blev gravid, nu er jeg 84,7 kilo tung i stedet for 70-72 kilo. 

Hej

Jeg ved ikke om jeg kan komme med nogen gode råd, men jeg vil alligevel svare dig.

Jeg tror ikke det handler om maden overhovedet, jeg tror det handler om overskud. Jeg har læst med i dine indlæg vedr ingen søvn og det er ikke for sjov det har været brugt som tortur metoder

Jeg har selv været en (kæmpe) stor pige, så jeg kender følelsen så udemærket. Det handler om at finde ud af hvorfor man spiser og så lære at sætte ord på det, FØR man spiser.

Det kan ikke nytte noget at du skælder dig selv ud, og det kan ikke nytte noget du giver op. Men hvordan pokker lader man lige være med det, når man ikke magter kampen?

Jo,man beslutter sig for at acceptere sig selv som man er og så lave et realistisk mål.

Hvis du nu feks er ved at tage en plade marabou, så spørg dig selv INDEN du åbner, om hvordan du bagefter vil føle dig indeni. Du skal genkalde den følelse af " fuck jeg hader mig selv endnu mere nu fordi jeg åd den, og i morgen har jeg garanteret taget 34 kg på" Og så brug den følelse til at lade være! For du ved jo at du IKKE blir glad af at spise den. Og første gang du vinder over monsteret og IKKE spiser det usunde, så lover jeg det er en kæmpe sejr. Og med sejr kommer overskud. Og med tiden bliver det altså nemmere!

HVis det kan hjælpe sig, så vil jeg gerne være din sparringspartner. Vi kan skrive sammen, og du kan sætte ord på dine følelser og så kan vi snakke om hvad det hele bunder i. Det er tit nemmere at tage det i opløbet, end at tage det hele på en gang.

Frøken J. skriver:

Bliver langt! Så er i advaret!

Ja mine emner pt. lyder sgu så negative Men på plussiden startede dagen SKOD med Rose og søvn MEN blev bedre! Over middag tog hun en lur på 2,5 time (!!!! sover normalt max 20 min) og i aften blev hun puttet 19.30 og faldt hurtigt i søvn uden pjat, er kun vågnet 1 gang for at få sutten :O

Jeg tabte mig jo 25 kilo før jeg blev gravid. Og tog 25 kilo på under graviditeten. Nogen af dem røg ved fødslen, men jeg er stadig 13 kilo fra min før-gravidvægt, og så mangler jeg at smide yderligere 4-7 kilo. Altså mellem 17-20 kilo i alt (FUCK). 

Mit vægttab før graviditeten gik STRÅLENDE! Tabte mig lynhurtigt og var topmotiveret. Kørte med klatten.. Men jeg har ikke kunne genfinde den motivation.

1. Januar gik jeg i gang og tabte mig hurtigt fra cirka 83 til 79. Jeg tabte gejsten og kom op på næsten 86 kilo (!!!!). For nylig fik jeg gejsten igen og kom ned på 82,5. Så tabte jeg gejsten igen og i dag vejede jeg 84,7. Fuck det er så dumt!!! Hvad laver jeg?

Ingen kan forære én motivation. Det findes ikke. Man kan kun finde den i sig selv, men jeg er virkelig i vildrede. Jeg spiser i dén grad med følelserne, og når jeg er på et punkt hvor det går skidt, så ÆDER jeg. Den seneste uge har jeg spist så dårligt, og jeg føler mig så klam. Man kan se det på min hud, jeg er oppustet. Jeg ser frygtelig ud. Jeg har spist så meget slik, kage, drukket sodavand. Jeg har ingen lyst haft til sund mad, og har nærmest ikke kunne spise mere usundt end hvad jeg har gjort!

Jeg snakkede med min mor i aften og sagde, jeg ikke vidste hvad der gik af mig. Hun sagde til mig, (fordi jeg var ved at kværne en plade marabou) at jeg jo ikke spiste chokolade, fordi jeg var lykkelig. At det jo altid er når jeg går og ruger på noget. Det åbnede mine øjne lidt, og hun har jo helt ret.

Pt. går jeg først og fremmest og bekymrer mig om økonomien. Min kærestes er ok, men min SEJLER, og fordi jeg føler mig opgivende og ikke magter at tænke på det, går jeg alligevel og småbruger af penge, jeg ikke har, fordi nye ting gør mig glad. Eller at købe en sandwich eller noget - I ved, mad igen. Vi venter på at vores boligstøtte går igennem, men der er pt. en behandlingstid på 3 måneder. Vi ansøgte i februar og venter stadig...

Jeg bekymrer mig om min uddannelse. Det stresser mig. Jeg elsker emnet, men hader formidlingen. Jeg keder mig på mit studie, og jeg lærer SÅ dårligt ved, at der ikke er noget praktisk (jeg læser psykologi). Jeg gruer for at vende tilbage på studiet og har ekstrem mavepine, når jeg tænker over det. Jeg glæder mig slet ikke.. Jeg drømmer om at blive jordemoder, men den drøm er af forskellige årsager ikke mulig. Jeg klarer mig godt på mit studie, til 12-taller når vi har eksamen, og derfor er der ikke mange der tager mine tvivls-tanker seriøst, fordi "Jeg klarer det jo så godt".

Oven i det har Rose jo haft den her dårlige søvnperiode, hvilket betyder jeg går rundt som en zombie. Som konsekvens kommer jeg ikke ud af en dør. Jeg kommer ikke til træning, som jeg ellers havde lovet min veninde. Jeg kom ikke til babysalmesang i torsdags. Det vasketøj jeg vaskede for en uge siden, hænger stadig til tørre, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at folde det, og jeg orkede ikke at benytte min vasketid i fredags, så har proppet vasketøjskurv igen.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her, andet end ud med det. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her mønster, for jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, at NU stopper det, men det er bare indtil jeg føler mig nede igen og har "brug for en kage". Jeg er angst, fordi jeg ser mig i spejlet. Ser den store mave, dobbelthagen, den store mave. Bliver dårlig af at se på mig selv, men jeg sætter ikke bremserne i. Jeg er 8-9 kilo fra det jeg vejede da jeg vejer mest, og det gør mig SÅ bange at jeg fortsat tager på.

Nå, så kom jeg ud med det.. Jeg skammer mig. Jeg var så flot lige da jeg blev gravid, nu er jeg 84,7 kilo tung i stedet for 70-72 kilo. 

ved ikke hvad jeg skal sige - da jeg har en rygrad som en regnorm

men du har gjort det før og KAN GØRE DET IGEN, du har bevist det for dig selv og alle andre - og nej man kan ikke tvinge en motivation frem, men tror du ikke motivationen bliver bedre når vejret bliver bedre og solen skinner? (det håber jeg i hvert fald på)

og sikke øv med alle dine bekymringer - kan virkelig godt forstå du ikke har overskud til at tænke sund mad og motion ind også, håber snart i får noget afklaring på det hele

jeg er ikke en skid bedre end dig, desværre..

14 dage efter jeg havde født vejede jeg godt nok kun 1 kg mere end før jeg blev gravid, men det her barsel - det gør bestemt ikke noget fodt for min krop  jeg har taget 10-12 siden jeg fødte  og er så FLOV over det, men jeg har heller INGEN motivation.. ØV!

Måske kan du prøve at vende den om, og få lidt af overskuddet igen, før du også skal prøve at tabe dig. Det er SÅ hårdt med et barn, der ikke sover, og som du selv beskriver, så mister man både lysten og energien til både de dagligdags gøremål og til de aktiviteter, der måske kunne give lidt input på energikontoen.

Kan I deles om nattjansen i en periode, så du kan sove ud hver anden dag (eller i hvert fald i weekenderne)? Har I familie/venner/andre, der kan tage lillepigen nogle timer om dagen, eller måske endda natten over engang imellem?

For mig lyder det som om du i den grad trænger til at komme lidt ovenpå og gøre noget godt for dig selv. Ikke at det får de andre problemer eller bekymringer til at gå væk, men det gør det i hvert fald nemmere at håndtere dem.

Pipsle2012 skriver:

Åhh, har desværre ikke nogle gode råd. Hele dit indlæg kunne være skrevet af mig - jeg har det på nøjagtig samme måde!!!

Min datter vågner også mange gange om natten, så min søvn bliver forstyrret, og det kan virkelig mærkes :-S

Og jeg synes bare det er så svært at tage sig sammen, og gøre noget ved det klamme spejlbillede jeg har  

Og svært at tage sig sammen til at få ordnet praktiske ting.

 

Jeg elsker tiden med min guldklump, og har fint overskud når det handler om hende.... Glæder mig dog altid til manden kommer hjem fra job, så jeg kan få bare 5-10 min alenetid... Min pige sover heller ikke så meget om dagen, så heller ingen morfar-lur på sofaen til morhyrer i huset

 

Åhhh, håber snart bøtten vender, og at overskuddet og søvnen beder tilbage, så jeg kan tage mig sammen!!!

 

Mit svar hjælper dig nok ikke, ville bare fortælle dig, at du ikke er alene om at have den sådan...

 

Kæmpe kram til dig :-) 

Jeg sender også et stort kram til dig Det er rigtigt hårdt at være så meget på, selvom man elsker sine børn højere end noget andet! Min datter er heldigvis begyndt at sove bedre nu, så det skal jeg udnytte!!

Mille83 skriver:

Hej 

 

Jeg ved slet ikke om jeg kan sige noget fornuftigt - for lyder som om du har prøvet det meste. 

Men har du prøvet og sidde ned, tænke over inden du tager mad i munden "har jeg virkelig brug for dette?" 

Har du tænkt? HOV hvad er det der gør mig ulykkelig så jeg SKAL spise det stykke chokolade nu? 

Og nu blander jeg mig i noget jeg måske ikke skal, men går ud fra du bor med faderen til dit barn? Du siger hans økonomi er ok, men din er ret dårlig, har i ikke fælles økonomi? 

Og ellers, ja lad vær med og købe det chokolade, selvom det råber til dig nede i kiosken. Jeg har selv tabt nu 8,5 kg siden 1 januar mangler 1,5 kg for at nå 10 og jeg kæmper virkelig også en kamp, slik, chips osv ryger ned (dagligt ) de her dage da jeg læser til eksamen. 

 

Kæmper krammer herfra, jeg ved du kan, men kun dig selv kan styre dine hænder på vej op til munden med chokolade - det kan jeg ikke gøre for dig 

 

P.s Er du med i vores tabergruppe på facebook? 

Tak for dit svar, det er sødt af dig!

Hvad angår økonomien har vi ikke fælles, nej. Vi har en fælleskonto hvorfra vi betaler husleje, fællesregninger mm. og så er det der vi indsætter penge til mad begge to, som vi kan handle for. Hvad vi hver især ellers har, er adskilt.. Sådan at han ikke skal "blande sig i" hvad jeg bruger penge på og omvendt.. Self. ville det aldrig være sådan, at hvis jeg ikke havde råd til et eller andet at han ikke vil betale, det vil han gerne, men vi prøver at undgå det. Det lysner dog lidt nu, for vi har endelig fået bevilget boligstøtte!

Jeg har tænkt meget over det du har skrevet, og jeg vil lave et skema. Da jeg en gang gik til psykolog for at arbejde på min jalousi (som jeg er ovre nu), havde jeg lignende skema. Hvor jeg så noterer hver gang jeg støder på en "krisesituation".. Så vil jeg skrive noget ala: "Hvad er det du vil spise lige nu?" - "Hvorfor?" - "Hvordan er dit humør lige nu?" - "Hvorfor er dit humør sådan?" - "Er du sulten, eller har du bare LYST til mad?" - "Har du brug for det?" - "Hvordan vil du have det, når du har spist det?" - "Hvordan vil du have det hvis du IKKE spiser det?" for at blive opmærksomme på mine spisemønstre..

Men tak for dit svar og tanker!

Kongmulle skriver:

Hej

Jeg ved ikke om jeg kan komme med nogen gode råd, men jeg vil alligevel svare dig.

Jeg tror ikke det handler om maden overhovedet, jeg tror det handler om overskud. Jeg har læst med i dine indlæg vedr ingen søvn og det er ikke for sjov det har været brugt som tortur metoder

Jeg har selv været en (kæmpe) stor pige, så jeg kender følelsen så udemærket. Det handler om at finde ud af hvorfor man spiser og så lære at sætte ord på det, FØR man spiser.

Det kan ikke nytte noget at du skælder dig selv ud, og det kan ikke nytte noget du giver op. Men hvordan pokker lader man lige være med det, når man ikke magter kampen?

Jo,man beslutter sig for at acceptere sig selv som man er og så lave et realistisk mål.

Hvis du nu feks er ved at tage en plade marabou, så spørg dig selv INDEN du åbner, om hvordan du bagefter vil føle dig indeni. Du skal genkalde den følelse af " fuck jeg hader mig selv endnu mere nu fordi jeg åd den, og i morgen har jeg garanteret taget 34 kg på" Og så brug den følelse til at lade være! For du ved jo at du IKKE blir glad af at spise den. Og første gang du vinder over monsteret og IKKE spiser det usunde, så lover jeg det er en kæmpe sejr. Og med sejr kommer overskud. Og med tiden bliver det altså nemmere!

HVis det kan hjælpe sig, så vil jeg gerne være din sparringspartner. Vi kan skrive sammen, og du kan sætte ord på dine følelser og så kan vi snakke om hvad det hele bunder i. Det er tit nemmere at tage det i opløbet, end at tage det hele på en gang.

Hvor er du bare rigtig, rigtig sød. Det er virkelig sødt af dig at tilbyde og komme med dine råd.. Du kan prøve at læse svaret jeg har skrevet ovenfor - Jeg tror jeg vil lave mig et følelsesskema og blive opmærksom på mine mønstre.. Overvejer også at markere i et skema hver dag hvornår på dagen jeg har kriser og prøve at se et mønster. For jeg har jo som sagt tabt mig før, men jeg fik aldrig arbejdet med det psykiske, og det er SÅ stor en del af det!

Kan rigtig godt bruge en sparringspartner, så det ville jeg være glad for, hvis du ville være..

Tak

TrineMine86 skriver:

ved ikke hvad jeg skal sige - da jeg har en rygrad som en regnorm

men du har gjort det før og KAN GØRE DET IGEN, du har bevist det for dig selv og alle andre - og nej man kan ikke tvinge en motivation frem, men tror du ikke motivationen bliver bedre når vejret bliver bedre og solen skinner? (det håber jeg i hvert fald på)

og sikke øv med alle dine bekymringer - kan virkelig godt forstå du ikke har overskud til at tænke sund mad og motion ind også, håber snart i får noget afklaring på det hele

jeg er ikke en skid bedre end dig, desværre..

14 dage efter jeg havde født vejede jeg godt nok kun 1 kg mere end før jeg blev gravid, men det her barsel - det gør bestemt ikke noget fodt for min krop  jeg har taget 10-12 siden jeg fødte  og er så FLOV over det, men jeg har heller INGEN motivation.. ØV!

Vi burde virkelig sparke hinanden bagi røven og få bugt med de onde kilo! Men overskud har VIRKELIG meget at sige. Men tror helt sikkert du har ret i, at når solen kommer frem for alvor og det bliver lysere og varmere, så bliver det bedre! PLus jeg har haft en frygtelig tur i H&M hvor jeg ikke kunne passe en skid, og det giver altså også en motivation Jeg har en plan om at starte i morgen, så skal det altså SKE!