Ja min dejlige, vidunderlige kæreste har friet til mig! 
Det er SÅ fantastisk og jeg er helt rundt på gulvet. Vi har et barn sammen på ca et år og har været kærester i 2½. Vi har lige fundet vores drømmehus og skal flytte om ca 4 mdr. Det hele er måske gået lidt stærkt synes nogen. Men vi ELSKER hinanden og føler begge at vi har fundet den eneste ene. Derudover skal det siges at vi begge er i 30'erne så mht til børn er der jo også visse tidsbegrænsninger 
Grunden til at jeg skriver MEN er;
Jeg har en søsken (som jeg elsker meget højt!) som ikke lige har haft det helt så "nemt" som jeg. H*n har en kronisk sygdom der gør at mange af teenageårene blev brugt med bekymringer og undersøgelser og ind og ud af sygehusene indtil lægerne fandt ud af hvad det var. H*n har haft fast kæreste igennem vel 7-8 år så på den front er det dejligt De har også købt deres drømmested så også der er de "med". (jeg købte dog først hus med min x, så her var h*n jo ikke den der FØRST gjorde det). De var igennem det meget, meget frygtelige at miste halvvejs igennem deres nylige graviditet og inden da havde de også mistet en gang før dog meget tidligere i forløbet.
For en del tid siden sidder jeg sammen med mine forældre hjemme ved dem og på en eller anden måde kommer vi til at snakke om at min kæreste og jeg ikke er gift og da udbryder min far; "DET GØR I IKKE! Noget skal h*n sgu have lov at komme først med!!" 
Der er 4 år imellem os og jeg må indrømme jeg blev noget paf over DEN udmelding... Nå men tiden går og her for et stykke tid siden er jeg så igen hjemme ved mine forældre hvor min søsken også er der og jeg mener vi snakker om at der kommer til at gå nogle år endnu før de skal giftes fordi de ikke har råd (aka de prioritere deres penge på andet som at renovere huset) jeg siger så sådan lidt provokerende noget i retning med "ja vi må jo ikke før jer" eller sådan noget i den stil, hvor min mor så siger "nej det må du ikke!" 
(jeg kan ikke huske vores præcise ord, men der var ikke tvivl om hvad hun mente)
Jeg har efterfølgende talt med min søsken om det og h*n sagde at det var h*n ked af at høre fordi det var bestemt ikke det h*n ønskede. H*n havde en aften inden deres graviditet haft en øv dag og haft brug for at lukke lidt varmt luft ud og sagt til vores forældre at h*n synes det var lidt øv at det hele bare flaskede sig for mig, men overhovedet ikke for dem.... Og det har mine forældre så taget noget bogstaveligt.
Ok så. Det var rart at få snakket om med min søsken og så tænkte jeg ikke lige mere over det
Så skete der jo så det meget meget sørgelige at de mistede ca halvvejs i deres graviditet Det er ved at være 1½ mdr siden nu og det er jo super sørgeligt og vi har alle grædt meget. Men som min kæreste også siger; det skal jo ikke forhindre OS i at leve VORES liv og være lykkelige. Og det er jo SÅ rigtigt.
OG så skete det mest vidunderlige jo at min kæreste friede til mig her tidligere på ugen! 
(og det var SÅÅÅÅÅ romantisk!!!!)
Jeg har fortalt det til nogle få veninder, til min elskede mormor (som ikke fortæller det vidre! , til vores svigerforældre (som blev meget glade på vores vegne) og så har jeg så fortalt det til min søsken i dag. som blev "glad på vores vegne" men som jeg også godt ku fornemme satte en høflig mine og et lidt stivt smil på (jeg kan faktisk ikke huske om jeg overhovedet fik et knus) Senere spurgte jeg hvordan h*n rent faktisk havde det og så lød svaret; Jamen jeg er glad på jeres vegne, men jeg må da indrømme at jeg er en smule misundelig på hvordan det hele bare flasker sig for jer....." Jeg prøvede så at sige at det med bryllup var jo en prioriteringssag og det gav h*n mig da ret i.
Jeg kan GODT forstå at det måske er svært at se hvor lykkelig jeg/ vi er og hvordan det hele bare kører for os, men samtidig bliver jeg også ked af det indeni at h*n ikke bare tænker og føler "FUCK hvor er jeg lykkelig på jeres vegne!!!!) Men det er klart at de bære rundt på en sorg som stadig er stor og det må være svært for dem at se på vores barn der bare tonser derudaf og er så levende og vidunderlig.... Derfor kan jeg også godt "håndtere" denne reaktion.
Det jeg har det RIGTIG svært med er at sådan som jeg nu går og frygter mine forældre reagere. Det burde være en glædelig ting at skulle fortælle ens forældre at man skal giftes med den man elsker over alt på jorden, men istedet frygter jeg at de reagere med et "vi troede vi havde en aftale!" eller "nå så fik din søsken heller ikke lov til dette først" eller bare slet og ret at de ikke bliver glade!.......
Jeg har virkelig ondt i maven og har efter dagens reaktion slet ikke lyst til at fortælle dem det..... For HVIS de reagere negativt, så er jeg bange for at mine følelser går helt amok og jeg ender med at sige at de slet ikke skal tænke på det, fordi de kan bare blive væk fra vores bryllup/ liv. Jeg gruer for at denne ellers glædelige begivenhed skal ende med at skabe så dybe sår i vores familie at mit barn ender med ikke at få det forhold til sine bedsteforældre som jeg jo drømmer om de skal have.
Mht. drømmehuset jamen så var både min mors og min søskens kommentar; jamen det er da godt nok langt væk.... (vi flytter 15-20 min i bil længere væk fra dem) det "sjove" er at de i forvejen ret sjældent besøger os, men det er jo også meget nemmere for OS at køre hjem til DEM, for de bor jo tæt på hinanden, eller??
Hmmm ja jeg ved godt det hele er noget rodet og MEGET langt. Men mit meget store dilemma i det her er hvordan jeg får det sagt til mine forældre, at vi skal giftes og at vi glæder os og er super lykkelige? Jeg er så bange for deres reaktion og hvad det kan få at konsekvenser..... Måske er det hele bare ubegrundet. Måske er det mig der ligger for meget i det hele, jeg ved det ikke...... Jeg ved bare at jeg har ondt i maven på den dårlige måde lige nu og det burde være på den gode.......
