At der kom en fødselberetning fra mig... Den har jeg, med vilje, gået og ventet et helt år på at fortælle jer... Mange dage er gået forbi med tanker om hvad der egentlig skete og mange ting er blevet taget til overvejelse om hvad vi kan gøre næste gang for at det bliver en sjovere og ikke nær så skræmmende oplevelse. 
Jeg var overbevist om at Silas ville komme til verdenen et par uger før tid, men nej mor måtte vente og jo nærmere vi kom terminsdagen jo mere panikkede jeg over at skulle gå over tid.
Den 9/4-11
Min kat Bailey gik i fødsel og jeg hjalp hende med at føde hendes små killinger, 3 stks. 2 overlevede. Jeg var overbevist om at der var et eller andet i luften mens jeg hjalp hende som stille og roligt satte tingene i gang hos mig. I løbet af natten begyndte jeg at få små plukveer som gjorde at jeg faktisk ikke rigtig kunne sove...
Den 10/4-11
Den oprindelige terminsdag givet fra lægen af.
En dejlig dag, med masser af varme i luften, solen skinnede og vi havde vores venner Palle og Andreas på besøg... Jeg havde siden natten haft små plukveer som stille og roligt begyndte at blive til lidt mere og siden jeg ikke har haft veer før, så tænkte jeg lidt til mig selv.. "Ha, hvis det er sådan her de er, så klarer jeg sku da nemt. Hvad er det dog de andre piver om??" Jaja, det skulle jeg vist aldrig have tænkt... 
Men vi sad og spiste og hyggede os og pludselig begyndte mine plukveer at nippe lidt og faktisk gøre en smule ondt.. Men vi spiste færdig og ringede efter en taxa som kunne køre os på hospitalet en halv time efter.. Jeg tog mig et lille varmt bad og så skulle vi ellers afsted kl. 21.30...
Turen til hospitlet var ret spændende, for hvad skulle der mon ske? Skulle vi virkelig til at være forældre nu? Var det virkelig ikke mere end de veer man skulle have? Dem kunne jeg jo nemt klare, no probs...
Vi kom ind på hospitalet og min mor var derinde (Min mor arbejder på psyk. så det er gåafstand hen til hospitalet) og jeg blev tjekket. 1 cm åben.. 
Stor næse og værsågo' at tage hjem igen. Havde ellers med vilje ventet fordi jeg ikke ville komme derind for så at blive sendt hjem igen...
Jamen så måtte vi jo tage hjem og sove eller i hvertfald prøve.
Den 11/4-11
Vi var hjemme igen kl. 0.10 og min mor sagde at hvis det blev værre i løbet af natten så skulle jeg ringe til hende og hun ville så sørge for at vi ville komme afsted.
Fino.. Prøvede at sove og faldt da endelig i søvn omkring kl. 2
Vågnede kl. 3.50 fordi jeg skulle tisse... Idet jeg rejser mig op får en ve der gør at jeg næsten falder til jorden.. Måtte sætte mig på sengen og vente til var overstået og så ellers vakle mig ud på toilettet for at få tisset.. Skyndte mig ind under den varme bruser for lige at vaske mig ren og sådan, for var overbevist om at nu var det nu... Møvlede mig ind i soveværelset igen for at vække Anders.. Han vågnede med et sæt og sagde: "Er det nu?" Det måtte jeg konstatere at det var og fik yderligere en ve der gjorde så ondt at jeg måtte ligge mig i sengen og skrige...
Anders skyndte sig op og ringede til min mor, der kom hertil hurtigere end hun har gjort før.. Da hun kom og hørte hvor ondt jeg havde det, turde hun simpelthen ikke køre de 50 km til Viborg hospital med mig, fordi hun var bange for at vi skulle køre ind til siden og føde på en rasteplads på vejen, så hun ringede efter en ambulance. Den var her ret hurtigt og der kom både lægebil og ambulance med blå blink.. De tog tid og hørte mine smerteskrig og konstaterede at det var da lige op over. Så mig ud i ambulancen og så kørte vi ellers.. Min mor fulgte efter i hendes egen bil og på de små landeveje der er heroppe i salling kørte vi ellers 170 kmt og det var sådan så selv min mor ("racerkører") synes det måske var lige i overkanten. hun fulgte med så godt hun kunne og da vi kom på Viborgvej i Skive slappede hun af med at køre så hurtigt som ambulancen, for hvis den holdt ind til siden på vejen så skulle hun nok finde den...
En tur der eller ville tage 1 times tid, tog ambulancen lige på en halv time. Så det gik ret stærkt... Men det føltes som en evighed for mig, for jeg var bare i så store smerter og min ryg var bare ved at dræbe mig.. (Føltes det som)
Kl. 4.50 var jeg på min fødegang, for ja, ambulancefolkene var overbevist om at jeg skulle altså føde nu..
Der blev målt og jeg mærket efter cm.
3 cm åben.. 
Men Silas havde det fint.
Men eftersom at mine veer gjorde så ondt og at jeg nu alligevel var der, ville de ikke sende mig hjem.. (Det kunne de også lige have vovet da)
Jeg var ulidelig at høre på, det kan jeg godt selv forstå nu, men den første jm jeg havde var simpelthen bare så uforskammet synes jeg.. Jeg kunne mærke på hende at hun egentlig bare gerne ville have at jeg skulle tage mig sammen og holde min kæft. Og så kunne man også mærke at hun ellers snart havde fri og bare gerne ville hjem nu... Det hjalp nok heller ikke at jeg kastede op overalt på gulvet fordi jeg blev ved med at rykke mig hver gang jeg havde kastet en lille smule op.. Det gjorde mega nullernaller så det var åbenbart en refleks at kaste op... Men det forstod hun ikke... Men nok om det...
Jeg havde besluttet mig for at jeg gerne ville føde så naturligt som muligt og at jeg ville føde i vandkar og selv tage Silas op på brystet når han kom ud. Så jeg ville gerne ud og stå lidt under bruseren.. Da jeg kommer derud, står jeg der i ca. 5 minutter hvor det bare hjalp mig SÅ meget at få lidt varmt vand på mig. Men de havde ombygning på hospitalet, så kl. 6.00 blev alt det varme vand på hospitalet slukket.... 
Ja der gik drømmen om at føde i kar så i stå.....................
Nå... Jamen så måtte vi jo finde på noget andet og jeg ville gerne have akupunktur så det fik jeg.. men det hjalp mig absolut ikke... og det gjorde faktisk bare mere ondt end hvad godt er... Så de kom hurtigt ud igen.. Imidlertid har der været vagtskifte og ind kom den allersødeste jordemorelev som jeg bare kunne mærke at jeg ville få et godt samarbejde med 
Hun blev ved med at spørge om jeg ville have epidural, fordi hun var overbevist om at det ville hjælpe mig rigtig meget og til sidst tænkte jeg at jeg kunne jo alligevel ikke føde i kar, så nu kunne jeg da ligeså godt gå "all the way" og slet ikke føde som jeg egentlig havde lyst til...
Omkring kl. 8.30 kommer min frelser.. Epidamen 
Jeg skal sidde op og det havde jeg bare overhovedet ikke lyst til og midt i en ve, så stikker hun... Avvvvv... Det gjorde dælme ondt, og bad hende om at stoppe, men nej, nu var den inde og nu skulle jeg bare ligge mig ned og lade den virke...
Det gjorde den, måske endda lidt for godt, for ca. to minutter efter jeg havde fået den, faldt mit blodtryk til 70/60 og jeg var ved at besvime.. Så der gik panik i den og pludselig stod der ti mennesker inde på min fødestue.. Sengen blev vendt så mine fødder lå oppe og mit hovede nede.. Jeg husker ikke så meget fra det andet end at lige inden havde jm spurgt hvordan jeg havde det og da jeg så kiggede hen på blodtryksmåleren og så mit lave blodtryk, fortale jeg hende at jeg kunne se jeg ikke havde det så godt.. Resten er hvad jeg har fået fortalt mig...
De fik så reguleret min smertestillende og jeg fik det meget bedre... MEGET bedre... Nøøøøj... Det var bare super duper endelig at kunne snakke, drikke lidt og spise mig en marsbar
Huraaaa for epiduralblokade!! 
Jeg kunne lige pludselig smile til Anders og sige undskyld for den opførsel og at jeg havde kommet til at slå ham tidligere, da han egentlig prøvede at hjælpe... Han forstod og var bare så sød og hjælpsom...
Alle sagde at jeg skulle sove og slappe af, fordi jeg skulle snart presse og sådan... Men hallooo... Man kan da ikke sove når man skal til at opleve det største man skal opleve i sit liv! 
Kl. 11.30 ville de gerne have at jeg skulle ud og tisse for nu var jeg endelig 9 cm åben, så nu var jeg jo sådan set næsten klar til at føde... Så da jeg sætter mig op, begynder jeg at få presseveer.
Jeg kommer ud på toilettet og får at vide at jeg IKKE må presse.. Men det er da godt nok nemmere sagt end gjort
Vi skynder os ind igen og får mig op på briksen.. De tager vandet på mig som er klart og det var jo bare dejligt. Der går ca. tyve minutter hvor jeg får at vide jeg ikke må presse.. Argh... Lige pludselig får jeg at vide at jeg er 10 cm åben og derfor gerne må presse... Juhuuu... Jeg presser og presser alt hvad jeg kan... Men lige pludselig begynder det bare at svide HELT vildt... Og jeg fortryder sådan set og siger... "Ej nej nej, det her det kan jeg ikke, jeg tør ikke hvis jeg sprækker!" Jordemoreleven fortæller mig så at jeg KAN og at jeg SKAL for hun skal nok sørge for at jeg ikke sprækker... Fino... Så må jeg jo prøve igen, men de sidste tre dages - søvn er begyndt at indhente mig der og det er nogle ret svage pres jeg kommer med...
Efter et par små pres kan jm se at Silas faktisk ikke har det så godt mere, så jeg får at vide at ham skal være ude i næste presseve for ellers bliver han taget med sugekop..
Sugekoppemanden kommer ind på værelset og der går stædigheden op i mig, for jeg ville fandeme SELV... Presseveen begynder og jeg presser ALT hvad tøjler og rammer kan klare og svupti... Kl. 12.14 Kom Silas til verdenen... 
Han kom direkte op på brystet af mig at ligge og han var bare SÅ perfekt!!
Han blev vejet og målt: 3224gr. og 54 cm lang.
I dag er det så et helt år siden at Silas blev født 
Og i dag er Silas en stooor dreng... Dog har han feber i dag, men han skal stadig fejres med lagkage og hygge...
TAK fordi du læste med så langt og jeg undskylder for evt. stavefejl.. Har siddet i en hel time og skrevet fødselsberetning.
Men Tillykke med min lille skat!! Elsker ham højere end noget andet.
