Mindre fustration

Talbutikken skriver:

Ja, det kan sagtens være en måde at få opmærksomhed på, fordi negativ opmærksomhed er jo også opmærksomhed.

Når forholdene er sådan hjemme hos mor, så kan det godt blive en drog omgang at skulle igennem, men når hun først finder ud af hvordan der er hos jer, så vil hun hurtigt tilpasse sig.. Har selv måtte turen igennem med min bonusdatter, så ved hvor svært det er, men det er super dejligt i sidste ende

Rart at høre at det ikke er helt umuligt Kan også være det hjælper når vi flytter sammen (hendes far og jeg) for så opfatter hun sig nok ikke som gæst her Det kan jo også være det måske er derfor hun gør sådan fordi man må normalt meget mere når man bare er på besøg hos nogen

Men håber vi kan få noget struktur herhjemme som hun kan indrette sig efter med tiden, ville da være dejligt også så man ikke behøver at hæve stemmen hver gang man skal have hende til at høre efter, efter man allerede har sagt noget til hende 5-6 gange med rolig stemme inden

Men ja negativ opmærksomhed er opmærksomhed under alle omstændigheder. Håber bare man kan få det lidt af hende Hvis det er tilfældet ^^

Tænker at i skal prøve at snakke med hende om det, på et tidspunkt hvor hun ikke har gjort noget endnu.. At den opførsel hun har gang i, ikke er acceptabel osv osv, så i ved at hun lytter, når i snakker med hende om det, og ikke er sur eller trodsig over et eller andet.

Måske samtidig med, at i snakker med hende om, hvordan hun har det med, at hendes far flytter ind hos dig? Forsøge at sætte ord på, hvordan det må være for hende, at hendes far flytter ind hos en anden end hendes mor..?

Da vi flyttede sammen, min kæreste og jeg, var Isabella også ret hård ved Per, og hun boede ikke hos mig på det tidspunkt.. Der var flere weekender, hvor han knap nok kunne sige noget, før hun rettede på ham, og var faktisk temmelig strid.. Prøvede på at køre det op, så det var hende og jeg mod ham, og det var os der stod sammen, mens Per skulle holdes udenfor.
Jeg havde en længere snak med hende om, at det syntes jeg på ingen måde var i orden. Han var min kæreste, og han rendte ingen steder, uanset hvor led hun var ved ham, og det skulle stoppe her og nu. Vi var de voksne, hun var barnet...
Hun prøvede at sno sig uden om, og sad bare og snakkede om alt muligt andet, og kiggede på kalenderen på væggen, og var meget uskyldig! Til sidst fik hun dog brummet 'ja' til at det var slut med at prøve at bestemme over ham, og siden har der ikke været noget problem i den henseende, heldigvis.........

Jeg tror det er vigtigt, at i tager det så hurtigt som muligt, så det ikke når at komme for vidt.. Det er også vigtigt for hende at vide, at der ér grænser, også selvom man er ked af det