Maja84 skriver:
Vores søn kom til verden 35+3 og er derfor præmature, men heldigvis i den gode ende. Nu hvor jeg nærmer mig termin, og har krydset datoen for hvornår vores søn kom til, begynder mange ting at vælte frem. Især da jeg efter indlæggelse, nu er kommet hjem på åben indlæggelse, pga svangerskabsforgiftning. Er i dag 35+5 så er allerede på bonusdag 2 
Jeg må indrømme det kan være rigtig svært med et barn som er født for tidligt selvom det er i den sene ende. Oplever ofte folk ikke tager det i betragtning, for nu hvor vores søn er lidt over et år, ligner han jo alle andre børn på samme alder, størrelsesmæssigt.
De mange tanker omkring de ting man mistede, de ting man gik glip af, og de oplevelser der kom i forbindelsen med fødslen hænger ved, og fik helt genoplevelse af det hele, da jeg stod og igen skulle indlægges.
Det som også kan være svært er de usynlinge senfølger der kan være, selvom barnet kun er moderat for tidlig født, og den skepsis folk kommer med, for han har vel indtet de få uger ikke?????
Vores søn har indhentet rigtig meget, men der er stadig følger, feks er han sensitiv, og gæstedagplejen snakkede om der kunne være noget med hans balance, da han længe har gået og holdt ved, og godt kan give slip, men endnu ikke vil gå uden noget at holde ved. Der er mange småting, og det kan være en smule svært når folk kigger skævt til en, især dem som selv har oplevet for feks 20 år siden at få et barn før tid, hvor der da ingen problemer var, men der var opmærksomheden omkring det heller ikke, og min mor har feks senere kunne at feks min søster som kom for tidligt har haft nogle senfølger, og haft dem meget sent op i livet, selvom hun ikke var klar over det, og at det måske var derfor.
Jeg synes kun det må være i barnets interesse man tager hensyn, men hvorfor er det at folk skal være så skeptiske, eller synes man ikke har ret til at føle som man gør, omkring fødsel, senfølger osv, fordi, det er jo ikke noget, når barnet ikke er ekstremt for tidlig født...
hvad oplever i andre, der er da ingen tvivl om jeg er lykkelig for jeg ikke fik min søn i feks uge 29 men det gør da ikke situationen mindre trels, ligesom den gravide som er gået over tid, synes det er trels at gå og vente og vente og bare gerne vil have barnet ud, hvor jeg ville være lykkelig at have gået så langt, men det gør jo ikke situationen anderledes for den som oplever lige netop den situation.
Er som om man ikke må føle som man gør, hvis nogle oplever noget som er værre, for så skal man bare være glad for det ikke er en selv 
men så kan man jo altid finde nogle som har det værre end en selv, og ændrer jo ingenting 
Blev lidt langt og ved ikke hvad jeg vil med indlægget, måske give min frustration over den manglende accept af børn og deres behov selvom de "kun" er moderat præmature
Min søn er født 36+1 og er derfor 6 dage for tidligt og 4 uger før termin. Spørg lige om folk har svært ved at forstå at så kort tid kan gøre noget! Ja det har de selvfølgelig. Og kan jeg også godt forstå, men ja det er så frustrerende, og føler mig så dum når jeg altid skal forklare at han er fortidlig født og derfor kan han ikke holde til så mange indtryk, mange mennesker, uro mm. og folk spørg nå hvor meget for tidligt kom han Og mig undskyldende kun 4 uger men bla bla bla og oplever altid at folk finder mig pylret og mærkelig at jeg passer lidt mere på ham.
