Føler mig så skuffet over min mor

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

nej jeg synes ikke du overreagere, jeg var også blevet virkelig ked af det hvis det var min mor og mig der var gravid, man forventer ubetinget støtte fra sin mor, specielt når man er gravid - jeg forstår udemærket godt du bliver ked og skuffet!

Jeg synes nu ikke du overreagere. Jeg var også blevet ked af det hvis det var mig. Men som andre siger så kan det også være følelsesladet at blive bedsteforældre. Min far tudede konstant den første uge efter isabella var kommet. Man skulle tro det var ham der havde alle hormonenerne hehe men meget sødt at han var så rørt. Men jeg synes du skal sætte hende lidt på plads.
Jeg er også løbet ind i nogen gange at min far synes jeg er hønemor. Men det synes jeg langt fra selv jeg er.
Der var bl.a. En gang hvor isabella var meget forkølet hvor hun skulle passe af ham og han kone. Hvor jeg sagde at der lå nogle saltvandsampuller og en næsesuger i pusle tasken. Hvor han sagde ej nu synes han at jeg skulle lægge de baby sider lidt på afstand hvor jeg bare sagde at det havde da ikke nget med det at gøre. At vi andre jo også synes det var rart at få løsnet op i snottet og få det ud. Hvor han sagde han da aldrig brugte næsespray hvor jeg så sagde nej men det gør jeg. Og så var der heller ikke mere. Vi skal jo huske på at det jo var en meget anerledes måde de gjorde tingene da de fik os. End man gør i dag. Og det er der rigtig mange der ikke kan forstå. så synes bare du skal sige at sådan bliver tingene gjort i dag og det synes du er dejligt.

Jeg forstaar virkelig godt din skuffelse, jeg vil have haft det paa praecis samme maade som dig.

Men jeg tror virkelig ikke, din mor mener det saa alvorligt. Jeg tror slet ikke, hun er klar over, at det goer dig saa ked af det eller skuffet.

Maaske toer hun ikke glaede sig for meget paa forhaand. Maaske onsker hun heller ikke, at du skal det. Ikke fordi hun ikke vil have, du skal vaere glad. Men for at skaane dig, HVIS der skulle ske noget.

Det er ikke den rette maade at goere det paa, men det er den maade, din mor nok kender bedst. Maaske er hun bare ikke saa god til, at saette sig ind i andres situationer og folelser. Det goer hende absolut ikke til et skidt menneske.

Og ja, jeg tror da faktisk paa, at de bekymrede sig knap saa meget den gang. Naar jeg taenker paa min mormor, der fodte ude i marken mens hun arbejdede og saa lige holdte et par dage fri derefter for at tage den lille med ud og arbejde videre - og hun ELSKEDE sine born - tiderne var bare anderledes. Saadan vil vi jo aldrig goere i dag.....

Jeg mener ogsaa selv, at jeg bekymrer mig langt mere om min egen graviditet nu end min mor f.eks. gjorde, da hun var gravid, selvom hun er en fantastisk mor.

Du skriver, at du har et anstrengt forhold til din mor. Men har du evt. mulighed for at snakke med hende og fortaelle, at det goer dig ked af det, fordi du onsker hendes stotte frem for alt?

Jeg haaber det bedste for dig. Og onsker dig en fortsat god graviditet med din lille datter

 

Tak for alle jeres hilsener. Det er godt lige at få et lidt mere objektivt syn på tingene, når man selv har mange følelser i klemme - både på den ene og den anden måde.

Jeg tror faktisk heller ikke min mor gør det af ond vilje. Tror bare ikke hun ved bedre.

Jeg har tidligere besluttet mig for at "leve med min mor, som hun er" og ikke konfrontere hende, når hun faktisk gør mig ked af det. Jeg orker ikke rigtig diskussioner med hende og at hun konstant føler sig som offer. Derfor har jeg heller ikke så meget lyst til at fortælle hende om de følelser jeg har nu. Men måske det alligevel er det eneste rigtige at gøre. Tror lige jeg ser tiden an - om det fortsætter.

Tak for jeres støtte og input, som jeg alle har taget til mig.

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Det kan godt være der er nogle herinde der mener det er fordi du er gravid at du reagere sådan, men det er det ikke. Jeg er ikke gravid og ville blive rigtig ked af det, ja ville sige til hende at hvis hun skulle blive ved at være så negativ, så skulle jeg nok holde mig væk og lade være med at kontakte hende...

LevisMor skriver:

Det kan godt være der er nogle herinde der mener det er fordi du er gravid at du reagere sådan, men det er det ikke. Jeg er ikke gravid og ville blive rigtig ked af det, ja ville sige til hende at hvis hun skulle blive ved at være så negativ, så skulle jeg nok holde mig væk og lade være med at kontakte hende...

Tak for forståelsen Jeg tror heller ikke selv det er fordi jeg er gravid. Føler mig ikke særlig sensitiv på andre områder. Men skal ikke kunne udelukke, at et i forvejen lidt anstrengt forhold, ikke gør det bedre...

Npgle gange spørger jeg også mig selv om, hvorfor jeg har så stort et behov for at fortælle hende ting, når hendes reaktion ofte gør mig mere ondt end godt.

Nå, tak for dit svar ihvertfald.

Jeg forstår dig fuldt ud. Min stedmor har hverken sagt tillykke eller noget som helst, jeg har ikke set skyggen af hende siden jeg fortalte at jeg var gravid. Og hun trækker min far lidt med sig. 

Men jeg er blevet enige med kæresten om, at vi giver dem en chance for at bevise over for mig, at de faktisk gider det barnebarn som kommer til sommer. Jeg håber at han kommer til at overraske mig. 

Jeg er super glad for at jeg har min mor, som glæder sig helt vildt

Nattøs skriver:

Jeg forstår dig fuldt ud. Min stedmor har hverken sagt tillykke eller noget som helst, jeg har ikke set skyggen af hende siden jeg fortalte at jeg var gravid. Og hun trækker min far lidt med sig. 

Men jeg er blevet enige med kæresten om, at vi giver dem en chance for at bevise over for mig, at de faktisk gider det barnebarn som kommer til sommer. Jeg håber at han kommer til at overraske mig. 

Jeg er super glad for at jeg har min mor, som glæder sig helt vildt

Åhr, ja. Det lyder da også hårdt. Mine svigerforældre er heldigvis også rigtig søde g vil rigtigi gerne følge med i graviditeten og sådan. Så det hjælper også lidt på det. Men villle da ønske at mine egne forældre kunne reagere på samme måde

Anonym skriver:

Åhr, ja. Det lyder da også hårdt. Mine svigerforældre er heldigvis også rigtig søde g vil rigtigi gerne følge med i graviditeten og sådan. Så det hjælper også lidt på det. Men villle da ønske at mine egne forældre kunne reagere på samme måde

Det samme tænker jeg hvis bare den del kunne opføre sig, lige som min mor

Nattøs skriver:

Det samme tænker jeg hvis bare den del kunne opføre sig, lige som min mor

Åh, du er ikke så heldig med din sviger? Syntes der er så mange familieproblemer mange steder når man får gravet lidt dybere. Skræmmende... Håber for dig og manden at I under alle omstændigheder kan nyde graviditeten og kan skabe jeres egen trykke familie...