Føler mig så skuffet over min mor

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Helt ærligt, så jeg det synes jeg at du gør. Jeg ville ikke opfatte nogle af de kommentarer som kritik eller føle mig trådt over tæerne af dem.

Når man er gravid vælter kroppen rundt i hormoner og man bliver naturligt meget mere følelsesladet og jeg tror klart at det er det der spiller ind her.

Tag 7 dybe indåndinger og prøv at lade være med at lægge så meget i hendes ord. Hun må gerne have en anden holdning end dig, uden at det er ment som kritik af dig

Skouboe skriver:

Helt ærligt, så jeg det synes jeg at du gør. Jeg ville ikke opfatte nogle af de kommentarer som kritik eller føle mig trådt over tæerne af dem.

Når man er gravid vælter kroppen rundt i hormoner og man bliver naturligt meget mere følelsesladet og jeg tror klart at det er det der spiller ind her.

Tag 7 dybe indåndinger og prøv at lade være med at lægge så meget i hendes ord. Hun må gerne have en anden holdning end dig, uden at det er ment som kritik af dig

Ja, måske du har ret. Vi bor ikke tæt på hinanden og har nærmest kun talt med hende de gange jeg nævner. Og undrer mig nok bare over måden at vise at hun er glad på vores vegne  - og sine egne over at skulle være Mormor.

Anonym skriver:

Ja, måske du har ret. Vi bor ikke tæt på hinanden og har nærmest kun talt med hende de gange jeg nævner. Og undrer mig nok bare over måden at vise at hun er glad på vores vegne  - og sine egne over at skulle være Mormor.

At få en baby er meget følelsesladet, og det er det også at blive mormor - prøv at sige det til dig selv. Nogen gange skal man trække vejret dybt og tænke på at det er en ny situation for jer begge.

Tænk på at du glæder dig vildt til at blive mor, men for mange er det at blive bedsteforælder lig med at blive gammel og det kan godt være lidt svært nogle gange.

Tillykke med din lille pige i maven.

Jeg synes ikke de bemærkninger som din mor kommer med er slemme. Men man er ekstra sart når man er gravid, Jeg syntes bare du skal glæde dig over at du snart for en lille prinsesse i dine arme. 

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Jeg synes ikke du overreagere, men sådan er der bare nogen mennesker der reagere... Totalt uden reskpekt og medfølelse for andre...

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Du overragerer ikke,.
Jeg var satme blevet sur og skuffet hvis det var min mor,. Helt ærligt, Hun er da fryktelig,.!

Du overreager absolut ikke. 

Hvem kan synes de svar er søde, omsorgsfulde og interesserede? 

Hvor blev der af 'ejjj en pige, tillykke'. 

Kan godt forstå du synes du mangler lidt glæde og smil fra hende. 

Anonym skriver:

Vælger lige at ano i denne tråd. Sorry.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til min mor. Men syntes jeg har lært at være sammen med hende på en måde som fungerer for mig - og forhåbentlig også på henne. Her under min barsel føler jeg bare slet ikke noget støtte eller glæde fra hende. Men bare bebrejdelser...

Da jeg fortalte at vi havde været til nakkefoldsscanning kunne hun slet ikke forstå vi havde valgt det, når vi nu ville beholde barnet under alle omstændigheder (for os var det bare nødvendigt at vide om alt var ok og også en mulighed for at forberede sig på et evt. handicappet barn).

Da jeg i dag siger at vi var til 2. scanning igår og fik at vide at vi skulle have en lille pige, sagde hun "det er da også utroligt hvad man får at vide i dag. Man får jo slet ikke nogen overraskelser". Endnu engang følte jeg mig berejdet.

Hvis jeg fortæller hende at jeg går og bekymrer mig over et eller andet under graviditeten siger hun "Jeg bekymrede mig da aldrig".

Og da vi i går fik at vide at moderkagen lå for langt fremme så vi skulle til en ekstra scanning bare for at tjekke at den havde flyttet sig op sagde hun "Jeg har ALDRIG hørt at moderkagen skulle ligge i vejen for at barnet kan komme ud". Nej... Det kan godt være. Men det er nu engang sådan mulighederne er.

Jeg bliver så ked af det og skuffet over at hun ikke bare kan glæde sig på vores vegne og føler mig hele tiden bebrejdet af hende. Hvorfor kan hun ikke bare sige: "Det er helt naturligt at bekymre sig" og "sikke en glædelig nyhed med en lille pige".???

Overreagerer jeg?

Jeg synes heller ikke, du overreagerer. Det lyder som nogle rigtigt trælse kommentarer! Kan du ikke på en pæn måde sige til hende, at hun gør dig lidt ked af det? Det synes jeg har virket ved min mor, som nogle gange i starten kunne være lidt for pessimistisk omkring graviditeten, fordi hun ikke turde glæde sig for tidligt (jeg fortalte det lige da jeg havde fundet ud af det i uge 4-5 stykke).

Jeg kan godt forstå at du bliver ked af det! Især kommentaren med, at hun aldrig bekymrede sig, da hun var gravid! Enten kan hun ikke huske det ellers kan hun da ikke have knyttet sig særlig meget til sit barn, hvis der ikke er bare en lille bekymring for, om alting går godt!

Mine forældre og svigerforældre bliver elde vilde den dag vi kommer og siger, at de skal være bedsteforældre, så det er lidt svært at sætte sig ind i, at de kunne blive andet! Når det er sagt, så ved jeg, at min mor ikke er stor fan af alle de skannkninger man i dag kan få, og hun ønsker sig ikke en video i 3D, som hun har hørt mange af hendes kolleger har fået af deres børnebørn

Så det med skanningerne, tror jeg du skal lade være med at tage nært, for det kan hun måske bare ikke sætte sig ind i skulle være nødvendigt

Og stort tillykke med den lille skønne pige i maven! Tænk på, hvor dejligt det er, at I får lov til at se hende så mange gange, og så glem alt om, at mormor er knap så begejstret for at se hende, før hun kommer ud...