fortryder min graviditet og så ik )':

Ih hvor jeg kender det. Er gravid i uge 38 og har stadigvæk disse panikanfald. Så sent som igår. Jeg elsker jo det barn heg venter, men kan have samme tvivle tanker og så den dårlige samvittighed overfor min datter...puha ikke sjovt. Rart at høre at jeg ikke er den eneste med de tvivls tanker, frygt osv. Det ene øjeblik glæder man sig helt vild, det næste fortryder man nærmest alene baseret på en frygt for fremtiden, som man reelt ikke ved om bliver til noget. Selvf. Fortryder jeg ikke og i bund og grund tror jeg heller ikke du fortryder. Men ligesom mig rammes du af panik og angst for: kan vi nu klare det, hvad med forholdet til den ældste, hvad nu hvis barn nummer to bliver et meget krævende barn ect. Sådan nogle dumme bekymringstanker, som bare kan være så svære at komme af med. Havde en rigtig god snak med min kæreste igår og det fik min panik ned igen. Jeg var så ked af at det tætte forhold jeg nu har til min datter, måske ryger i en periode. Det var super dejligt at få sat ord på frygten/ bekymringen og få at vide; jamen skat vi skal nok klare det osv. Så mit råd er, at hver gang dufår disse panik fortrydelses tanker så få snakket om dem, få det ud af dit system for de overskygger den glæde du helt sikkert også har og den glæde skal frem. Jeg glæder mig helt vild til min dejlige dreng kommer og prøver ikke at bekymre mig om fremtiden ( selvom det er en af de ting jeg gør bedst) Tænk hvor heldige vi er at få en toer og selvf. Kan vi klare det. 

Nå ja du kan sagtens løfte dit barn gennem hele graviditeten, så længe du ikke får ondt af det. Jeg løfter stadig rundt på min 10 kg pige. 

BABYPIGEnr4 skriver:

Jeg synes du skal tale med din kæreste om dine bekymringer. Hvis det er svært at formulere det, så skriv det evt. ned. Hvad er det der bekymrer dig? Hvis det er ikke at være en god nok mor, så kan jeg fortælle dig at det har enhver ansvarlig voksen mor nok bekymret sig om. Alle kan sikkert gøre det bedre, men om du gør det godt nok - selvfølgelig gør du det, for hvis du gør DIT bedste, så kan du ikke gøre mere.

Det er helt normalt at hormonerne og graviditeten påvirker dig. Du har jo også et lille barn i forvejen. Det er et stort ansvar og jeg synes det er flot at du er dig det bevidst. Jeg tror du er en fantastisk mor

Held og lykke med den lidt større familie.

Jeg er selv mor til fire dejlige unger - man vokser med opgaven og klarer det når man skal og de er der.

Kærlig hilsen Helle - Mor til Kaja på 5 mdr. + tre dejlige unger

Jeg tror, at  "jeg" nu for alvor bliver klar over, hvad der venter forude, ser hvilke forandringer, der vil ske og hvordan mit liv forandrer sig. Selv om jeg ønsker det, er der alligevel en del af mig, som skal tage afsked med mit"gamle" liv og jeg tror, det er det, jeg gennemgår lige nu - en helt naturlig transformation - endnu et skridt på vejen til at blive mor. (Lidt ligesom i teenage tiden, hvor man også var "deprimeret" uden at kunne sætte ord på hvorfor)

 jeg ville gerne tage hatten af for dig, hvis jeg dog havde en hat på! synes det er for SEJT af dig !

Anonym skriver:

okey mange tak for svaret.. Kan det da tænkes det hormonerne så tidligt i graviditeten? er 4+2 nemlig! åh. Håber da jeg snart ville finde ro! puha.

 

det lige pludselig 2 børn man skal tænke på end 1 barn.. det problem havde jeg bare ikke da vi planlagde protjektet. Men jeg har det a helveds til over det Nu og især når jeg kigger på mit barn ..

 

hvad skal der dog blive af mig! ):?

Stakkels dig. 

Ja det kan godt være hormoner. 

Men det er jo også nyt for dig. Giv det lige en uge eller to og tænk dig godt om. Mærk i din mave hva der føles godt

Først lige en krammer til dig.
Og nu ved jeg ikke hvad jeg kan sige da jeg ikke har noget erfaring da jeg kun har isabella på 10 mdr. Men tror godt jeg kan følge dig på en måde alligevel. Og tror det du føler er normalt. Tror det er normalt at du er bange og det er derfor du kommer i tvivl. For når man venter den første ved man ikke helt hvad man går indtil. Men når man venter nr 2 ved man det. Og tror bare du er bange for at det bliver for meget i de tider hvor det kan være hårdt at have et barn. Men ved du hvad du skal nok klare det. Og er ret sikker på at jo længere du kommer hen i graviditeten så kommer du til at glæde dig til babys ankomst.

Tror bare du skal tage det stille og roligt. Og snakke med din kæreste om at du er bange for at det bliver en for stor mundfuld. Men tror når du har født og står med den bette ny tænker du hvordan i alverden kun e jeg have følelsen af at fortryde. Og du bliver nok overrasket over at det måske er lidt nemmere end du troede "

Held og lykke med det hele og tror bare det er fordi du er bange fordi du netop ved det kan være hårdt med sådan en bette ny

Vi har 20 mdr imellem vores, og jeg var meget af graviditeten med nr 2, plaget af anger. Barnet var planlagt, vi har hus, biler, 2 jobs, god økonomi og overskud, så alt var jo til at få nr 2...

Men da jeg blev ramt af slem kvalme først i graviditeten, fik jeg frygtelig dårlig samvittighed for min 1 årige. Alt det han lige pludselig skulle dele med en anden, og dele mig og hans far. Selvfølgelig var jeg også lykkelig under graviditeten, og jeg glædede mig. MEn jeg fik ofte dårlig samvittighed alligevel, og samvittigheden var der indtil lillesøster var et par uger gammel. 

Da far tog på arbejde igen efter 14 dages barsel, gik storebror meget op i at passe lillesøster. Hvis jeg var på toilettet og den lille begyndte at græde, var storebror der straks med sut og forsøgte at trøste. Han var (og er stadig) stolt over hende, og alle skal se hans lillesøster. Han spurgte mere til lillesøster, end til far når han var på arbejde.

Nu bliver lillesøster snart 1 år, om 14 dage, og jeg fortryder hende ikke et sekund! Jeg fortryder at jeg har spildt så meget tid på at bekymre mig under graviditeten!

Storebror og lillesøster er uadskillelige, og de har virkelig et bånd allerede som jeg beundrer. For 2 aftener siden kunne vi bare ikke få lilesøster til at sove, hun har netop fået sin 8 og 9 tand på 1 gang og er virkelig forkølet. Kl 21 havde vi været oppe til hende 16 gange siden kl 19 hvor hun blev puttet uden problemer. Kl lidt over 21 har storebror et slemt marerid i sin seng, og han bliver trøstet og får lov til at komme ind og ligge i vores seng. Da lillesøster IGEN vågner lidt over 21, siger storebror: Lillesøster skal over og kramme med mig i mor og fars seng.

Skeptiske putter vi begge unger i vores seng, sætter tremmeseng i den ene side og 3 stole på den anden side, så ungerne ikke skal tumle ud. Allerede mens vi rigger til i mørket (for ikke at forstyrre for meget) begynder ungerne at sove, mens de ligger og deler min hovedpude.

Selvfølgelig er det den ene aften far og jeg falder i søvn på sofaerne! Vi har babyalarm på, men vi hører ikke et kvæk fra ungerne. Da vi vågner ved 2 tiden om natten og gør og færdige og lister i seng, ligger begge unger som engle på min hovedpude og sover sødt...

Sender stort kram
Tror det er meget normalt, venter selv andet barn, og bliver ca 14-15 mdr imellem, og tror ikke det er fordi man ikke ønsker barnet, men er bange og bekymret om man nu kan klare det, er man klar igen, osv osv.
Du er velkommen til at skrive privat hvis du har brug for at snakke med en som ved hvordan du har det
Kram

Anonym skriver:

jeg er 2 gangs gravid og planlagt er det. Men jeg kommer hele tiden i tvivl om det nu også var det rigtige valg vi tog. Jeg går og er ked og forvirret / bange..2 børn !! hvordan skal det nogensinde gå /;? familien er glade og glæder sig helt vildt.. og faderen til barnet glæder sig også.. Men noget i mig er ikke helt så glad.. :s? på en måde fortryder jeg og på en måde heller ik :s er begyndt at spørge om min kæreste er helt 100 på om han vil ha barnet - og han ønsker det.... hvad sker der pludselig med mig? før jeg blev gravid ønskede jeg mig det ! testede som en gal - og var ultålmodig, og blev glad da jeg så testen endelig var med to streger.. Men nu /; er jeg bange og ved ikke om det blir for stor en opgave ): puha jeg ved ikke hva jeg skal stille op ! der vil være 1 år og 7 mdr mellem ungerne ! det som om det gået op for det, det alt for tidligt, men abort skræmmer mig os.. )': min kæreste ønsker barnet og, og jeg synes nu det vildt at tænke på vi skal ha en mere.. vi har 1 barn, åh nu 2

 

.. HVAD SKER DER INDE I MIG ! GÅR FRA AR ØNSKE MIG DETTE, DET SKER OG JEG FORTRYDER OG ER HELE TIDEN KED !

 

Jeg står i det samme som dig og har det på samme måde /; - du skal være velkommen til at sende en PB..

Anonym skriver:

jeg er 2 gangs gravid og planlagt er det. Men jeg kommer hele tiden i tvivl om det nu også var det rigtige valg vi tog. Jeg går og er ked og forvirret / bange..2 børn !! hvordan skal det nogensinde gå /;? familien er glade og glæder sig helt vildt.. og faderen til barnet glæder sig også.. Men noget i mig er ikke helt så glad.. :s? på en måde fortryder jeg og på en måde heller ik :s er begyndt at spørge om min kæreste er helt 100 på om han vil ha barnet - og han ønsker det.... hvad sker der pludselig med mig? før jeg blev gravid ønskede jeg mig det ! testede som en gal - og var ultålmodig, og blev glad da jeg så testen endelig var med to streger.. Men nu /; er jeg bange og ved ikke om det blir for stor en opgave ): puha jeg ved ikke hva jeg skal stille op ! der vil være 1 år og 7 mdr mellem ungerne ! det som om det gået op for det, det alt for tidligt, men abort skræmmer mig os.. )': min kæreste ønsker barnet og, og jeg synes nu det vildt at tænke på vi skal ha en mere.. vi har 1 barn, åh nu 2

 

.. HVAD SKER DER INDE I MIG ! GÅR FRA AR ØNSKE MIG DETTE, DET SKER OG JEG FORTRYDER OG ER HELE TIDEN KED !

kan det ikke tænkes at, nu hvor du har ønsket dig det så meget, og det så er sket, at du så næsten ikke kan tro det. Altså som i at det er helt uvirkeligt for dig. Jeg tror du skal vende dig til tanken, nu hvor du har glædet dig så meget, og du så nu er blevet gravid
Og jeg kan trøste dig med, at du med garanti ikke er den eneste, jeg havde det også sådan. Jeg tvivlede på meget omkring det, også med min kæreste, om det virkelig var noget han ville osv. men dagen idag, kan jeg se tilbage, og smile, med tanken om at det er den bedste gave jeg nogensinde har fået/lavet ;-)

Anonym skriver:

Jeg tror, at  "jeg" nu for alvor bliver klar over, hvad der venter forude, ser hvilke forandringer, der vil ske og hvordan mit liv forandrer sig. Selv om jeg ønsker det, er der alligevel en del af mig, som skal tage afsked med mit"gamle" liv og jeg tror, det er det, jeg gennemgår lige nu - en helt naturlig transformation - endnu et skridt på vejen til at blive mor. (Lidt ligesom i teenage tiden, hvor man også var "deprimeret" uden at kunne sætte ord på hvorfor)

 jeg ville gerne tage hatten af for dig, hvis jeg dog havde en hat på! synes det er for SEJT af dig !

Det var meget sødt skrevet. Man får ikke så meget ros som mor, men mange små smil.

Selv var jeg 18 år da jeg fik den første, 22 anden gang, 26 tredje gang og sidste gang 39 år. Jeg har intet fortrudt, selvom jeg lige måtte skifte mand mellem nr. 1 og 2 og igen efter nr. 2 barn. Jeg har lært at glædes over de små sejre, men også at intet kommer af sig selv. Det bedste råd jeg kan give er "Husk at alle i familien skal ses og tilgodeses også dig selv, men at det er dig og din dejlige mand der er de ansvarlige for at det sker". Den største kærlighed mærkes gennem blod, sved og tårer.

Kærligst Helle