MAJ*MOR skriver:
Hej Piger.
Så søger jeg jeres råd endnu engang...
Det forholder sig således: Vores datter på knap to (25. maj), trives ikke i sin dagpleje.
Det startede for godt 1 1/2 - to måneder siden, og har været sådan i hvert fald 3 ud af ugens 5 dage ovre i dagplejen.
Som dagplejemoderen beskriver det er det som om der bare INGENTING skal til for at hyle hende ud af den. Et ex. Hun har leget med en skovt i sandkassen udenfor, en halv time senere hvor hun ikke har leget med den i den halve time, er der et andet barn der tager skovlen og så begynder Alberte at græde virkelig hjerteskærende, hvor vores dagpleje udtrykker overfor mig at hun tænker "jamen det er jo bare en skovl". Og jeg kan på sin vis godt følge hendes tankegang, men herhjemme plejer vi jo så bare at give en krammer og sige, at det er selvfølgelig træls at skovlen er i brug, men der er nok noget andet at lege med. Altså vi rummer hendes følelser og prøver derefter at hjælpe hende videre, ud af det som er træls.
Igår Skrev DP så at nu synes hun snart det var for groft at hun sådan skulle tage på vej, og hun måtte snart tage andre midler i brug evt. være mere hård mod Alberte? Men jeg er bare SLET ikke enig i den holdning. Alberte blev storesøster for 14 dage siden, hvilket jo heller ikke har hjulpet på det hele, og så tænker jeg at hun bare skal rummes på godt og "ondt"?
Samtidig har jeg så en mor som er familievejleder, og det har jeg så benyttet mig lidt af, ved at spørge hende til råds efter om der er noget vi evt. kunne gøre for at gøre livet lettere for Alberte. og det fik vi en rigtig god snak om plus vi har gjort en god indsats for at ændre på nogle trælse mønstre i hverdagen. Det har hjulpet meget på hende herhjemme. Hun er ikke så forvirret som hun har været (hun fik f.eks for mange valgmuligheder førend vi snakkede med min mor). Altså har vi gjort hvad vi kunne, synes jeg, for at støtte hende i at være blevet storesøster. Hun giver ikke udtryk for jalousi og er glad for sin lillebror, samt jeg synes ikke hun opfører sig, som DP giver udtryk for, herhjemme. Hun er selvfølgelig i en alder hvor der skal findes grænser hos sine forældre og "kan selv, vil selv".
Men altså det jeg vil med den smøre her er: Har I nogen ideer til hvordan vi kan gøre hendes dage i dagplejen gode/sjove igen? Har I oplevet noget lignende og hvad skyldes det?
Vi har snakket om kortere dage, men jeg skal starte i skole efter påsken, sammen med lillebror, i fem uger op til eksamen så der bliver det ikke muligt mere end en dag, at aflevere senere end kl. kvart i otte og efter kl. 13 hvor jeg har fri, sover hun jo middagslur så jeg kan ikke hente tidligere heller.
nå, men kom med jeres guldkorn eller smid et kram til den bekymrede mor 
Det er altid svært når man har en dp som har en anden pædagogisk indgangsvinkel end man selv har. Din datter lyder til at være et følsomt barn ligesom min datter, og det er bare enormt hårdt når så andre stiller op med den der forældede "pædagogik" med at man skal bare sætte hårdt mod hårdt og så skal de nok "lære det". For det virker jo ikke. Det der virker er, som du skriver, at rumme barnets følelser og så hjælpe det videre. Problemet er lidt at hvis din dp har den holdning, så vil hun nok ikke ændre den igen. Det er hendes indgangsvinkel og for mig at se er det så noget du må gøre op med dig selv om du kan leve med 
