Så endte jeg også her, hvor jeg selvfølgelig ikke havde regnet med, at jeg skulle ende... 
Jeg begyndte at bløde mandag - på min fødselsdag 
- men kan huske, at jeg også blødte et par gange, da jeg ventede min søn, og jeg regnede heller ikke med, at det var noget denne gang.
Sagde derfor heller ikke noget til min mand, som ringede hjem fra kursus - ville ikke gøre ham bekymret over ingenting - som det jo selvfølgelig var!
Tirsdag morgen kunne jeg godt se, at det måske var lidt mere, end det burde være. Dog stadig ikke voldsomt. Ringede til lægen og fik lov at komme med det samme.
Det var ikke min egen læge, men en lidt forvirret (nyuddannet?) dame, som ikke helt ville svare på mine spørgsmål. Hun bestilte en tid til "akut" sacnning - næste formiddag. Og jeg gik tudende derfra med en fornemmelse af, at hun godt kunne se, at det var helt galt, men ikke ville sige det til mig. Jeg kunne også selv se på instrumenterne, da hun tog dem ud, at der der var lidt mere blod, end jeg havde regnet med.
Og så kunne jeg så gå hjem og vente på en scanning i et døgn... 
Det kunne jeg bare ikke holde ud at vente på... Forsøgte at ringe direkte til afdelingen, men kunne ikke komme igennem. Så ringede jeg til lægen igen... kom vist til både at skælde lidt ud på sekretæren og tude i telefonen, men det lykkedes mig da at få lov til at køre til scanning med det samme.
To timer i venteværelse på sygehuset... tud tud... heldigvis nåede min mand så hjem, så han var hos mig, da vi blev kaldt ind.
På det tidspunkt var vi begge næsten afklarede med, at det ikke ville være godt nyt.
Og det var det ikke... To læger der scannede og tjekke - og ikke kunne finde hjerteblink.
Sygeplejersken og lægen på sygehuset var fantastiske - de gav sig virkelig god tid til at snakke med os, gennemgå mulighederne, snakke om muligheden for at blive gravid igen mm.
To stikpiller med hjem til medicinsk abort. Videre til blodprøve på laboratoriet.
Og så endelig hjem. Manden hentede min søn på skolen og en omgang McD-mad på vejen. Og så sad vi i sofaen og spiste junk og fortalte min søn, at det var gået galt.
Igår morges gjorde jeg ham klar og kørte ham i skole som sædvanligt - for at han skulle opleve, at jeg var ok, og at det ikke er verden undergang.
Og så kørte jeg hjem og tog de to stikpiller.
Det var en meget underlig dag. Jeg var faktisk ikke ked af det - det var bare noget praktisk, der skulle ordnes, og jeg tullede rundt og vaskede lidt tøj mm imens.
Tudede ikke en eneste gang, og syntes egentlig ikke, at det gjorde meget mere ondt end en slem mens.
I dag er det til gengæld lidt hårdt... Jeg går derhjemme og tuder, men regner med at være klar til arbejde igen i morgen.
Trods alt tog det os "kun" 6 mdr. før jeg blev gravid - og de første 4-5 måneder holdt vi slet ikke styr på ægløsning.
Så jeg har håb om, at det lykkes igen, nu ved vi, at vi kan. Men vi er begge sidst i 30'erne, så vi har ikke en hel masse år at gøre godt med.
Beklager det lange indlæg - jeg havde brug for at skrive det. Tak, hvis du gad at læse. 
