15 måneder og hysterisk

Puha jeg synes det er svært at være mor for tiden! Jeg har en datter på 15 måneder, der altid har været meget tålmodig og glad, men det har ændret sig nu! Hun er meget svingende i humør, det ene øjeblik er hun super glad, det andet øjeblik smider hun sig på gulvet og skriger. Hvis ikke alt er som hun gerne vil, kaster hun sig ned.

Det skal siges at hun begynder at snakke mere og mere, vi er oppe på 8-9 ord, og hun er blevet meget bedre til at fortælle og vise hvad hun gerne vil have, men hvis vi ikke lige er enige, så starter hystaden. Jeg er meget i tvivl om hendes kraftige reaktion er fordi hun ikke føler vi forstår hvad hun vil, og bare super gerne vil kommuikere med os, eller om det er fordi hun bare ikke får hendes vilje.

Jeg er godt klar over at vi skal sætte grænse, og det gør vi også, men jeg synes bare ikke, man skal sige nej hver gang hun vil noget.

Puha det er en svær balance, for tror ikke hun forstår når man siger NEJ, for hun så bryder som sammen i disideret gråd, og er super ked af det, men man kan jo ikke heller ikke forklare hende, at mor ikke gider gå tur lige nu.

Er der andre der har oplevet ligende, og hvordan talkede I det? Skal vi bare lade hende have hende hysteriske anfald, og prøve at ignorere hende til hun bliver god igen, eller skal man trøste og prøve at distrehere hende?

Først et kram til dig!

Dernæst: vis at du forstå hende. F.eks. den emd at hun vil gå tur og det vil du ikke. Sæt dig ned og hold om hende og sig: Ja, det ville være dejligt at gå tur. Solen skinner og jeg kan godt forstå du har lyst til at gå tur. Når du så har anerkendt hendes følelser kan du fortsætte med: men mor er træt og kan ikke gå tur/ jeg er nød til at lave aftensmad nu /jeg er i gang med at ordne vasketøj, vil du hjælpe mig? (eller hvad der nu er grunden til at du ikke vil gå tur lige nu. Det er ikke sikkert at hun høre det sidste du siger, derfor skal man altid starte med det vigtigste budskab. Det vigtigteste er IKKe at du siger NEJ til hende, det vigtigste er at DU FORSTÅR hende. Derfor skal din forståelse og anerkendelse af hende siges som det allerførste.

og så skal du sevlfølgelig kunne rumme at hun bliver vred/sur/ked af at I ikke kan gå tur når hun nu har lyst til det. Du bliver også ked af det hvis der er noget du gerne vil, og din kæreste så siger nej. Du vil gerne i biffen og han siger, nej det gider jeg ikke. Jeg tror man skal passe på med at tro at ens børn skal være glade hele tiden. Det er derimod vigtigt at de lære at håndtere deres følelser, og det gør de kun ved at vi rummer dem. (selvfølgelig skal hun ikke blive hysterisk, men det tror jeg nu også holder op helt af sig selv, så snart hun føler sig forstået og rummet).

Undskyld det direkte tonefald, men er på vej ud af døren, så kan ikke lige nå at gennemtænke en mere pædagogisk form

Puha ja, den er svær.. Vi oplever nøjagtig det samme herhjemme med Albert på 15 mdr.. Hvis han ikke får det som han vil så kaster han sig rundt på gulvet sparker til de ting der ligger i vejen og skaber sig rigtig meget.. Vi har ignoreret det, og til sidst begyndte jeg at sætte ham ned på hans værelse når det blev for meget, så kunne han sidde der nede og være sur istedet.. Og han har i denne uge slet ikke skabt sig endnu 

Jeg snakkede med en klog dame, og hun sagde det godt kunne skyldes at hans hoved er fyldt op med ord, men han kan endnu ikke få dem ud og kommunikere med os, og så bliver han frustreret..

Puha, vi er midt i det samme (Laurits bliver 15 mdr d. 5/4) og det er dælme hårdt! Jeg havde egentligt skudt lidt af skylden på en netop overståen omgang MØB, så det nok var en form for efterreaktion evt på den penicillin han stadig får. Men efter at have læst dit indlæg, er det nok alligevel ikke.

Jeg forsøger også at tale med ham, men indimellem er han så hysterisk at det simpelthen ikke lader sig gøre - så vil han INGENTING. Så lader jeg ham sidde lidt, går min vej og henter ham så igen lidt senere. Han er begyndt at slå i ren frustration og det skal vi have ham vendt af med. Jeg synes faktisk det er lidt svært ikke at blive sur på ham også og jeg skal virkelig tage mig sammen og tælle til 10 indimellem. For som du siger - det er jo fordi de begynder at have en mere konkret egen vilje, og den skal de da selvfølgelig lære at håndtere. Det er bare virkelig svært når man ikke kan kommunikere så alle forstår en.

Nå, det blev vist lidt rodet, men ville egentligt bare sige: vi er i samme båd, det er røvhårdt kun at have et hysterisk barn og vi fortjener derfor et

Mumto3 skriver:

Først et kram til dig!

Dernæst: vis at du forstå hende. F.eks. den emd at hun vil gå tur og det vil du ikke. Sæt dig ned og hold om hende og sig: Ja, det ville være dejligt at gå tur. Solen skinner og jeg kan godt forstå du har lyst til at gå tur. Når du så har anerkendt hendes følelser kan du fortsætte med: men mor er træt og kan ikke gå tur/ jeg er nød til at lave aftensmad nu /jeg er i gang med at ordne vasketøj, vil du hjælpe mig? (eller hvad der nu er grunden til at du ikke vil gå tur lige nu. Det er ikke sikkert at hun høre det sidste du siger, derfor skal man altid starte med det vigtigste budskab. Det vigtigteste er IKKe at du siger NEJ til hende, det vigtigste er at DU FORSTÅR hende. Derfor skal din forståelse og anerkendelse af hende siges som det allerførste.

og så skal du sevlfølgelig kunne rumme at hun bliver vred/sur/ked af at I ikke kan gå tur når hun nu har lyst til det. Du bliver også ked af det hvis der er noget du gerne vil, og din kæreste så siger nej. Du vil gerne i biffen og han siger, nej det gider jeg ikke. Jeg tror man skal passe på med at tro at ens børn skal være glade hele tiden. Det er derimod vigtigt at de lære at håndtere deres følelser, og det gør de kun ved at vi rummer dem. (selvfølgelig skal hun ikke blive hysterisk, men det tror jeg nu også holder op helt af sig selv, så snart hun føler sig forstået og rummet).

Undskyld det direkte tonefald, men er på vej ud af døren, så kan ikke lige nå at gennemtænke en mere pædagogisk form

Jeg kan godt lide dig  

Mettemus skriver:

Puha, vi er midt i det samme (Laurits bliver 15 mdr d. 5/4) og det er dælme hårdt! Jeg havde egentligt skudt lidt af skylden på en netop overståen omgang MØB, så det nok var en form for efterreaktion evt på den penicillin han stadig får. Men efter at have læst dit indlæg, er det nok alligevel ikke.

Jeg forsøger også at tale med ham, men indimellem er han så hysterisk at det simpelthen ikke lader sig gøre - så vil han INGENTING. Så lader jeg ham sidde lidt, går min vej og henter ham så igen lidt senere. Han er begyndt at slå i ren frustration og det skal vi have ham vendt af med. Jeg synes faktisk det er lidt svært ikke at blive sur på ham også og jeg skal virkelig tage mig sammen og tælle til 10 indimellem. For som du siger - det er jo fordi de begynder at have en mere konkret egen vilje, og den skal de da selvfølgelig lære at håndtere. Det er bare virkelig svært når man ikke kan kommunikere så alle forstår en.

Nå, det blev vist lidt rodet, men ville egentligt bare sige: vi er i samme båd, det er røvhårdt kun at have et hysterisk barn og vi fortjener derfor et

Jep, jep det er det samme med Amanda her. Jeg har læst i en børnebog at det er fordi de "fejrer deres selvstændighed" og så vil jeg bare lige sige at så holder vi godt nok fest her!

Det er bare hårdt, men også spændende at se hende bliver mere selvstændig og kunne flere ting og udforske verden og jeg tror at de der "anfald" kommer af at hun er ved at danne sig et verdensbillede og prøver at forstå hvor grænserne går og hvordan man skal agere i den her verden. Alle de sociale konventioner og regler som vi tager som selvfølger er de jo først ved at indoptage nu. Desuden tror jeg også at det er en del af den proces der handler om at barnet skal løsrive sig fra moren. Ikke længere se sig selv som en del af moren, men som et selvstændigt individ. Meget skræmmende for sådan en lille en. Ud over det tror jeg også at det kan være møj irriterende for dem at de så gerne vil fortælle en masse, men ikke har alle ordene, at de gerne vil kunne en masse, men ikke har de fysiske evner til at gøre det hele endnu osv  

Her til morgen da Amanda skulle i dp blev hun rasende på mig fordi hun skulle have kyse på (hvilket aldrig plejer at være et problem, men nu var det en ny kyse jeg havde syet til hende og selv om det var præsis samme mønster for form som sidst så så den jo anderledes ud!). Hun hev den fra mig og kylede den hen ad gulvet. Men hun skulle jo  have den på, så jeg prøvede igen. Så blev hun gal fordi hun ikke kunne finde ud af at tage den på helt selv og måtte have hjælp. Skubbede galt mine hænder væk da jeg ville hjælpe og kunne heller ikke selv jo. Endelig lykkedes det og så skulle snorene bindes under hagen. Så blev hun rigtig vred over det og ville ikke have dem bundet osv osv. Vi var halvvejs omme i dp før hun holdt op med at flå rasende i kysen i et forsøg på at få den af  

Puuuuh vi har den samme periode nu, og Isabella er 17 mrd  Nøøøj hvor kan hun blive tosset.... Hun begyndte at slå fra sig for et par uger siden, men det er ikke så slemt mere efter hun er ved at forstå, at det vil vi ikke have. Hendes far fik en flad en dag (med god styrke på) 

Det samme herhjemme, med Cajsa på 16 mdr... Shit

Her til morgen tænkte jeg flere gange "Hvor er jeg dog glad for, at hun skal i dp i dag" Hold da op en lorte morgen hun havde sig..

Og senere, da jeg var i gang med at give hende nattøj på, begyndte hun at sparke til mig.. Prøvede på at sige nej, det gør ondt, lad være, så kiggede hun bare lige så trodsigt på mig - lige i øjnene - og gjorde det igen! Og tidligere i dag, stod hun og kørte sin bil ind i altan-døren.. Sagde igen, Nej, det må du ikke - og igen det her enormt trodsige øjenkontakts-blik, også gjorde hun det igen! Og igen! Samtidig med at hun fastholdt øjenkontakt!

Det bliver en laaaaaaaaaaaaaaang påskeferie

Jeg har samme model herhjemme men på 11 mdr... Hun bliver sindsyg sur hvis hun ikke må pille i ALT, hvis jeg går når hun ikke vil have det..

Jeg er endt med at sætte hende over i legehjørnet for at fortælle hende at vi ikke ønsker at være sammen med hende når hun skaber sig..

Det er virkelig noget der trækker tænder ud for det starter så snart vi kommer hjem med hende fra VS.. Træt, sulten og irriteret.. 

Håber godt nok ikke at det bliver ved indtil hun er 15-17 mdr...