Må jeg bede om jeres helt ærlige mening??

Sagen er den at jeg er alene med mine to børn. Deres far og mig gik fra hinanden for 2½ år siden. Vores børn er 3 og 5 år. I ca 1½ år nu har han haft børne på weekend hveranden weekend, men deltager udover det ikke i deres liv. Han hjælper aldrig hvis jeg eller et af børnene er syg, og selv når han har ferie er han ikke interesseret i at have dem mere end hveranden weekend.
Jeg bor langt fra mine forældre og familie i det hele taget, der er ca 300 km. Og nu overvejer jeg meget kraftigt at flytte tilbage igen.

Jeg skal igang med uddannelse til sommer og har svært ved at forestille mig hvordan jeg skal kunne klare det når jeg ikke har en eneste at bede om hjælp, f.ex hvis jeg skal lave en opgave eller bare har brug for et lille hvil.
Indtil nu er jeg blevet boende tæt på deres far for at børnene kunne se ham så tit de ville, men det er han alligevel ikke interesseret i. Børnene ser stort set aldrig noget af deres fars familie, så det "eneste" de har heroppe er deres far.
Har ment at det var meget vigtigt med ham, men han er jo desværre ikke særlig interesseret i sine børn.
Hvis jeg flytter vil mine børn se deres mormor og morfar tit, og de vil få en mor der kan få en uddannelse.
Men så tænker jeg også, at hvis jeg flytter så er det jo på en måde min skyld at børnene aldrig får et tæt forhold til deres far. Det er han ikke interesseret i nu, men det kunne jo være det kom!

Hvad skal jeg gøre?
Er det fuldstændig uansvarligt af mig at flytte børnene 300 km fra deres far?
Er der nogen der har stået i en lignende situation, og hvad gjorde I??

Tak fordi I læste med så langt, og beklager det noget rodede indlæg

Flyt

Hvis deres far ikke er interesseret i dem nu, hvorfor så senere?
Jeg synes du skal flytte, så har de deres mormr og morfar tæt på, og du har en hjælpende hånd, hvis én af ungerne skulle blive syge, så står du ikke med fletningerne i postkassen, og skal have fravær fra din uddannelse...

Han kan jo stadig se børnene hver anden week. og han virker jo ikke synderlig interesseret i dem alligevel...

Så go for it Ano

Knus

En glad, lykkelig og en mor med overskud er det bedste du kan give dine børn.

Så jeg synes da du skal lufte ideen med at flytte overfor din ex. Endten vil han sige jamen det gør du bare og så meddeler du SFV det eller også bliver han sur og siger det må du ikke og så kan du jo bede ham om at træde i karakter fordi du altså GERNE vil have et netværk der kan hjælpe dig og dine unger.

Selvom han skulle modsætte sig det, så kan jeg ikke forestille mig at SFV vil ændre på noget. Det går jo ikke ud over ham på nogen måde.
Husk dog at du kommer til at betale ½ delen af transporten.

:-) sisse

FLYT....

Det er selvfølgelig kun dig selv, der ved, hvad der er det bedste, men helt ærligt: Hvis deres far ikke gider dem nu, hvorfor skulle han så gøre det senere?

Når man er ude at flyve og iltmaskerne skulle falde ned, så er det vigtigt, at forældrene tager egen iltmaske på, FØR de hjælper børnene.
Se din situation lidt på samme måde: Hjælp dig selv for at kunne være der for dine børn.

Det lyder da som om, dine forældre er et langt større aktiv i deres liv end deres far. Synd for ham... men han har jo ligesom selv valgt...

Og husk så, at hvis børnene spørger dig - når de bliver større - hvorfor de skal bo så langt væk fra far, så handler det ikke om, at du skal undskylde eller sige, at far var udeltagende. Det kan godt være, at det er det, der er sandheden, men det har de ingen gavn af. Fortæl dem i stedet, at du flyttede for at få mulighed for at få en uddannelse + bo tæt på morforældrene, som kunne støtte og hjælpe dig. Resten kan de så selv lægge sammen i deres hoveder.

Jeg syntes bestemt du skal tage springet.
du skal ikke gøre det behageligt for ham, men for dig og dine børn. Du viser dine børn ved at tage en uddannelse at du kan tage ansvar og blive til noget. hvis deres far virkelig vil sine børn så er 300 km ikke noget problem for ham.
du skal ikke sætte dig selv ned i et sort hul og ikke få den uddannelsen fordi han måske vil sætte sig på bagbenene.. du har ret til at flytte med dine børn hvor hen du vil, bare det er inde for landet grænser. så hvis det var mig ville det ikke være et svært valg. jeg har selv flyttet med min søn. dog ikke 300 km væk. men lang nok til han brokket sig men i sidste ende flyttet han bare til samme by. hehe så kan han lærer det.
men min menning er bestemt.. flyt efter dine drømme.

FLYT. Han tager jo ingen hensyn til dig saa hvorfor skulle du tage hensyn til ham!

Det ville selvfølgelig være dejligt at komme tættere på din familie, men jeg vil lige undersøge hvis jeg var dig hos statsamtet om du overhovedet må flytte..

Fortæller dette, fordi der lige har været en udsendelse i fjernsynet om en mor der valgte at flytte fra sjælland til Herning i midtjylland og troede bare at hun kunne flytte, men det viste sig at dette her forældrepar havde fælles forældremyndighed og faderen faktisk klagede over at hun ville flytte så langt væk med barnet og han søgte derfor bopælspligt over barnet og fik den idet at moderen rykkede barnet væk fra sine vante omgivelser såsom skole, venner, hans side af familie osv..

Moderen fik også at vide at det ikke hjalp noget, hvis hun for den sags skyld havde fuld forældremyndighed over barnet... Det var de samme regler der gældte...

Moderen i denne tv-udsendelse besluttede alligevel at flytte, men faderen vandt sagen og deres fælles datter bor nu hos faderen på sjælland..

Det er ikke for at skræmme dig, at jeg skriver dette, men inden du bare flytter, så undersøg lige om han på nogle måder har noget at skulle have sagt..

Jeg er ret sikker på at du nok kommer til at stå for transporten den ene vej, når jeres børn skal besøg deres far hver anden weekend, som han jo har krav på.... 300 km med bus, tog eller bil er langt og alligevel en del i benzinpenge...

Det ville jo være træls, at han fik den mulighed for at bruge dette imod dig, bare for at gøre det surt for dig.... For udfra det du skriver, så er han ikke så interesseret i børnene.. Og det ville være træls, at han kunne...

Mange tak for jeres svar, alle sammen

Hvor er det bare dejligt at læse jeres indlæg, og har mere eller mindre besluttet mig nu: selvfølgelig flytter jeg. Tror det bliver bedre for os alle tre, og håber så bare på at ungerne engang vil forstå hvorfor jeg tog denne beslutning.

Har det bare så godt nu ved tanken om vi skal flytte. Gad vide om det ikke betyder at jeg har truffet den rigtige beslutning??

Tak tøser.

Balderson skriver:

Det ville selvfølgelig være dejligt at komme tættere på din familie, men jeg vil lige undersøge hvis jeg var dig hos statsamtet om du overhovedet må flytte..

Fortæller dette, fordi der lige har været en udsendelse i fjernsynet om en mor der valgte at flytte fra sjælland til Herning i midtjylland og troede bare at hun kunne flytte, men det viste sig at dette her forældrepar havde fælles forældremyndighed og faderen faktisk klagede over at hun ville flytte så langt væk med barnet og han søgte derfor bopælspligt over barnet og fik den idet at moderen rykkede barnet væk fra sine vante omgivelser såsom skole, venner, hans side af familie osv..

Moderen fik også at vide at det ikke hjalp noget, hvis hun for den sags skyld havde fuld forældremyndighed over barnet... Det var de samme regler der gældte...

Moderen i denne tv-udsendelse besluttede alligevel at flytte, men faderen vandt sagen og deres fælles datter bor nu hos faderen på sjælland..

Det er ikke for at skræmme dig, at jeg skriver dette, men inden du bare flytter, så undersøg lige om han på nogle måder har noget at skulle have sagt..

Jeg er ret sikker på at du nok kommer til at stå for transporten den ene vej, når jeres børn skal besøg deres far hver anden weekend, som han jo har krav på.... 300 km med bus, tog eller bil er langt og alligevel en del i benzinpenge...

Det ville jo være træls, at han fik den mulighed for at bruge dette imod dig, bare for at gøre det surt for dig.... For udfra det du skriver, så er han ikke så interesseret i børnene.. Og det ville være træls, at han kunne...

Hej

Har selv tænkt over dette, og har også hørt om den sag du omtaler. Men jeg synes alligevel at min situation er noget anderledes, da deres far ikke er interesseret i at have dem boende, og aldrig har været det. Så jeg går ud fra at hvis han pludselig gerne vil have dem, så vil statsamtet kigge på at det er mig der altid har været der for dem, og at de ikke er vant til at være hos ham ret meget.
Og han kan vel ikke sørge for at jeg ikke får lov at flytte??

Tak for dit indlæg

ups, forkert tråd....