Babymor 44 skriver:
Jeg er gravid med mit 4. barn. Vi blev vældig overraskede, da det absolut ikke var planlagt, men har aftalt at fuldføre, og lade naturen gå sin gang
Føler mig ABSOLUT ikke som de 44 år jeg er, er i god form og ung af sind 
Har fået taget blodprøver, hcg-tallene ser fine ud og var osse fordoblet fra uge 6 til 7, skal til 1. blodprøve vedr. "nakkefold" i morgen (8+4) og til 1. lægeundersøgelse på mandag (9+1) - er vældig spændt
Umiddelbart virker min læge glad på mine/vores vegne 
MEN er nervøs for omgivelsernes kommentarer, vi har begge store børn fra hver vores første forhold, og tænker meget over hvad folk mon vil sige. Hader de der sårende kommentarer, fik dem osse ved sidste graviditet. SUK! 
Hvordan skal vi få sagt det til venner, familie m.v.?? Gode råd modtages med kyshånd 
Jeg kan godt forstå du frygter hvad folk vil sige.
I mit tilfælde ville jeg blive ret hys hvis du var direkte familie. Jeg havde en mor der VILLE have barn som 40årig. Det resulterede i at min lillesøster er vokset op uden vores mor. Hun har en reserve mor som faren fandt kort efter, men min mors krop kunne ganske enkelt ikke klare en graviditet i hendes alder og døde 1 uge efter fødsel.
Jeg er derfor nu selv rædselsslagen i en alder af 31 at skulle føde, godt nok for anden gang men tanken om at jeg kolapser noget tid efter er i mig endnu. Og gik til psykolog efter min fødsel med Mikkel i 2008.
Kunne aldrig selv finde på at få børn i den alder. Har en veninde som er 24 hvor forældrene er 65 og 70 nu, og hun siger selv at de har aldrig kunne det forældre i den "normale" forældre alder kan, og de føler sig for gamle til deres barnebarn og vil helst ikke have hende. Mikkels oldemor er 80 og kan heller ikke passe ham sp jeg kan sagten se, på tords af de 10års mellemrum, hvad de mener når de føler sig for gamle til småbørn.
Husk at det ikke er en opsang men bare min erfaring omkring det at være "gammel mor"