I tvivl :'(

Smukkert skriver:

Jeg tror ikke han vil tage mig seriøst, hvis jeg siger jeg ikke vil være med mere. Jeg har luftet tanken om at jeg ikke vil være kæreste med ham længere, men så siger han bare at det nok bare er pga. flytning osv. og at det nok skal gå. Han tror ikke rigtigt på mig. Når jeg så fortæller ham at jeg ikke elsker ham længere, så siger han: "Det er da ikke fedt at få at vide" <-- så istedet for at tage det til sig, så begynder han at køre på mig. Han kan ikke rigtigt tåle at høre sandheden.

Jeg læser HF på andet år, dvs er færdig til sommer, MEN læser hjemme med su - og har ikke læst i 6 mdr, så kan jo ingenting. Mit snit er på 9,1 nu, hvilket er ekstremt godt idet det er efter den nye skala, men føler ikke jeg får noget ud af at gå op til eksamen nu her, når jeg ikk ved noget, idet jeg ikke har læst..

Når jeg HAR født tror jeg heller ikke økonomien bliver et problem, men lige nu er det? Man får vel ikke forhøjet kh, når man er gravid?

Jeg har ikke rigtigt forsand på det. Må hellere tage mig sammen og ringe til en rådgiver imorgen.

Jeg ved også at jeg fortjener bedre. Føler han er en klods om benet .

Jeg tror jeg giver det en måneds tid og ser om han forandrer sig, nu hvor flytning ikke fylder så meget længere. I mellemtiden vil jeg så undersøge mine muligheder økonomisk.

Jeg synes du skal ringe til din studievejleder og snakkke med ham/hende om hvordan du gør det hele studiemæssigt. Bagefter skal du ringe til mødrehjælpen, for de ligger inde med alle de informationer du har brug for, og de kan hælpe og støtte dig både før og efter din fødsels.

Hvad angår manden, så synes jeg du skal gøre op med dig selv hvad du forlanger af faren til dit barn - både som partner og far - og derefter tage en beslutning.

Personligt synes jeg du skal fortsætte på dit studie og give den en kæmpe skalle nu og her. Så er det overstået og du har muligheden for at læse vidre efter din barsel. Du mangler kun 3 mdr før du er student, og det kan du sagtens læse op hvis du planlægger det korrekt.

Knus

Jeanne skriver:



Jeg synes du skal ringe til din studievejleder og snakkke med ham/hende om hvordan du gør det hele studiemæssigt. Bagefter skal du ringe til mødrehjælpen, for de ligger inde med alle de informationer du har brug for, og de kan hælpe og støtte dig både før og efter din fødsels.

Hvad angår manden, så synes jeg du skal gøre op med dig selv hvad du forlanger af faren til dit barn - både som partner og far - og derefter tage en beslutning.

Personligt synes jeg du skal fortsætte på dit studie og give den en kæmpe skalle nu og her. Så er det overstået og du har muligheden for at læse vidre efter din barsel. Du mangler kun 3 mdr før du er student, og det kan du sagtens læse op hvis du planlægger det korrekt.

Knus

Ja, det ville være det ideelle at blive færdig nu her, men det er ikke realistisk, da jeg ikke har læst i så lang tid. Hvis jeg ikke havde været så deprimeret for tiden, så kunne jeg nok godt klare den, ja.. Men som jeg har det nu, kan jeg ikke tage mig sammen til det. Jeg har heller ikke lyst til at snyde mig til en karakter. Jeg vil gerne LÆRE, det man skal lære.

Jeg sætter egentlig ingen krav til faren. Han kan gøre lige det han har lyst til. Han behøver ikke være obs på mig og min graviditet. Dét der generer mig, er hans måde at være på overfor mig. Han er sådan en "gangster"-type, som altid har fascade på. Når vi har et problem og jeg prøver at snakke med ham om det, for at løse det, så siger han altid "skal vi ikke snakke om noget andet", så jeg har utrolig svært ved at føre en "voksensnak" med ham. Det er som om han ikke rigtigt vil høre sandheder. Han vil helst leve i en lille glansbilledeverden, så problemerne må jeg tage på mine egne skuldre.. og dér vil jeg gerne have, at han var mere moden og i stand til at løse nogle ting. F.eks. da jeg blev gravid, ville jeg høre hvad der skulle ske. Altså planlægge hvor man skulle bo, hvad vi skulle læse i fremtiden osv... men han gad ikke snakke om det. Han sagde bare, at det var der ingen grund til, når man først skulle have penge til det... Selvfølgelig kræver flytning m.m. penge, MEN derfor kan man da godt lægge nogle planer, ikke? Så idet han var umulig omkring ALT hvad angår min graviditet, så satte jeg et ultimatum.. Nemlig at jeg ville flytte til Haderslev igen tæt på familie og venner, og at han selv måtte bestemme om han ville med. Han tog så med....

Det generer mig virkelig ikke, hvis han ikke gider deltage i scanninger, babyshopping osv. Jeg er blevet så ligeglad med hvad han gør. Hvis han fandt en anden pige, tror jeg heller ikke det ville såre mig. Det eneste jeg kræver, det er, at han kan behandle mig med respekt og kan opføre sig som en voksen og tage nogle fælles beslutninger, så jeg ikke skal være "bad ass" og træffe dem for os begge, når han ikke er i stand til det.

Jeg er i vildrede lige nu, men jeg ved også at det her bare er en svær periode jeg skal over, så kan jeg klare hele verden igen.

Smukkert skriver:



Ja, det ville være det ideelle at blive færdig nu her, men det er ikke realistisk, da jeg ikke har læst i så lang tid. Hvis jeg ikke havde været så deprimeret for tiden, så kunne jeg nok godt klare den, ja.. Men som jeg har det nu, kan jeg ikke tage mig sammen til det. Jeg har heller ikke lyst til at snyde mig til en karakter. Jeg vil gerne LÆRE, det man skal lære.

Jeg sætter egentlig ingen krav til faren. Han kan gøre lige det han har lyst til. Han behøver ikke være obs på mig og min graviditet. Dét der generer mig, er hans måde at være på overfor mig. Han er sådan en "gangster"-type, som altid har fascade på. Når vi har et problem og jeg prøver at snakke med ham om det, for at løse det, så siger han altid "skal vi ikke snakke om noget andet", så jeg har utrolig svært ved at føre en "voksensnak" med ham. Det er som om han ikke rigtigt vil høre sandheder. Han vil helst leve i en lille glansbilledeverden, så problemerne må jeg tage på mine egne skuldre.. og dér vil jeg gerne have, at han var mere moden og i stand til at løse nogle ting. F.eks. da jeg blev gravid, ville jeg høre hvad der skulle ske. Altså planlægge hvor man skulle bo, hvad vi skulle læse i fremtiden osv... men han gad ikke snakke om det. Han sagde bare, at det var der ingen grund til, når man først skulle have penge til det... Selvfølgelig kræver flytning m.m. penge, MEN derfor kan man da godt lægge nogle planer, ikke? Så idet han var umulig omkring ALT hvad angår min graviditet, så satte jeg et ultimatum.. Nemlig at jeg ville flytte til Haderslev igen tæt på familie og venner, og at han selv måtte bestemme om han ville med. Han tog så med....

Det generer mig virkelig ikke, hvis han ikke gider deltage i scanninger, babyshopping osv. Jeg er blevet så ligeglad med hvad han gør. Hvis han fandt en anden pige, tror jeg heller ikke det ville såre mig. Det eneste jeg kræver, det er, at han kan behandle mig med respekt og kan opføre sig som en voksen og tage nogle fælles beslutninger, så jeg ikke skal være "bad ass" og træffe dem for os begge, når han ikke er i stand til det.

Jeg er i vildrede lige nu, men jeg ved også at det her bare er en svær periode jeg skal over, så kan jeg klare hele verden igen.

Så har du vist taget din beslutning. Du skal ikke være sammen med ham. Find en anden lejelighed, flyt hjem til din mor - bare flyt. Det nytter ikke at vente til du har født, for så kræver det mere energi og overskud.

Og noget andet er.....han er rollemodel for dit barn. Så det adfærd han udviser, er det jeres barn lærer. Det er jo værd at tage til efterretning, ik'