I tvivl :'(

Jeg er gravid i 9. uge, men er nu pludselig kommet i tvivl om jeg er psykisk stærk nok til at gennemføre det. Min angst bunder mest i, at jeg ikke længere føler noget positivt for faren, som jeg bor sammen med - i HANS lejlighed.
Bare synet af ham kan gøre mig deprimeret. Han er umoden, taler nedladende til mig og vi diskuterer hele tiden. Efter lidt tid prøver han så at gøre som ingenting og prøver at nusse mig m.m., men jeg har bare mistet alt for ham efter hans måde at behandle mig på, så jeg har sagt til ham, at jeg ikke ønsker ham fysisk tæt på. - At vi bor sammen, skal være forældre, men ikke kærester på nuværende tidspunkt. Jeg bor hos ham endnu, fordi jeg håber han med tiden vokser med opgaven og derved opfører sig mindre ondskabsfuldt.
Men det er så hårdt for mig lige nu med alle de tanker og bekymringer, at jeg ikke engang kan få dagligdagen til at fungere. Jeg tænker på om jeg ikke har bedst af at være alenemor, end at dele det med en far, som ikke går helhjertet ind i det?

Jeg er 19, han er 21.

Mvh. den deprimerede

Det skal lige siges at vi ikke flyttede sammen som kærester, men som fremmede, idet jeg lejede et værelse ud i min gamle lejlighed. Siden har det så udviklet sig eftersom vi sås hele tiden.. Men kærligheden, det føler jeg ikke.. Og er det ikke nødvendigt for at kunne opfostre et barn SAMMEN?

Hej søde.

Det er ganske normalt at ens følelser tager nogle rutsjeturer i løbet af graviditeten!!

Jeg ved ikke så meget om det med at bo sammen og være "par" uden at have noget sammen. Men jeg synes det ville være synd for din baby, hvis i bliver sammen pga h*n!!

Jeg synes også lige jeg kort vil nævne at det IKKE er så hårdt som "rygterne siger" at være enlig mor. Jeg har været alene med min datter, siden jeg fandt ud af jeg blev gravid!! Og jeg nyder det. Man indstiller sig til situationen!!

Jeg håber du finder ud af noget

Held og lykke.

Stort knus Pernille

Tak for dit indlæg.
Jeg tænker også lidt, at hvis vi skal opfostre det sammen (det er jo nemmest når man er to), så kræver det da han er indstillet på det, men han ejer bare ikke et gram "nåårh børn er dejlige"-følelser i sig. Han kender ikke til børn, det er "bare" børn i hans øjne. Derimod kan han da godt komme til at elske sin egen unge, men alt det praktiskte står jeg allerede selv med nu her. Han snakker mere om en 42'' fladskærm end et puslebord. Vi kan ikke engang få kabeltv i vores nye lejlighed, så det er super overfladisk. Han lyver også overfor sine forældre om alt muligt. Det er lige modsat mig. Jeg er nede på jorden og 120% ærlig, så det er tit jeg nærmest afskyr ham. Når jeg føler sådan og er i nærheden af ham, så går jeg rundt og er deprimeret og har ikke overskud til noget som helst.
Det bedste ville nok være, hvis jeg var selv om det, men økonomien er ikke til at flytte lige nu, så står lidt i en svær situation. Det mest praktiske for mig er nok at "holde ud" indtil jeg har født.. men det er da forkert, ikke?
Jeg aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op lige nu.

ja, sikke dog en idiot bare for at sige det mildt

han skal vappes ud og det kan ogsaa vaere det er det han onsker siden han er ondskabsfuld. som 21 aarig er han masske selv deprimeret over at skulle vaere far allerede. det kan jo godt taenkes, men du kan sagtens klare det selv uden ham. du er smuk og skal nok klare det og se om du kan faa stotte og hjaelp hos din egen mor og far held og lykke med dit lille vidunder i mavsen

Smukkert skriver:

Tak for dit indlæg.
Jeg tænker også lidt, at hvis vi skal opfostre det sammen (det er jo nemmest når man er to), så kræver det da han er indstillet på det, men han ejer bare ikke et gram "nåårh børn er dejlige"-følelser i sig. Han kender ikke til børn, det er "bare" børn i hans øjne. Derimod kan han da godt komme til at elske sin egen unge, men alt det praktiskte står jeg allerede selv med nu her. Han snakker mere om en 42'' fladskærm end et puslebord. Vi kan ikke engang få kabeltv i vores nye lejlighed, så det er super overfladisk. Han lyver også overfor sine forældre om alt muligt. Det er lige modsat mig. Jeg er nede på jorden og 120% ærlig, så det er tit jeg nærmest afskyr ham. Når jeg føler sådan og er i nærheden af ham, så går jeg rundt og er deprimeret og har ikke overskud til noget som helst.
Det bedste ville nok være, hvis jeg var selv om det, men økonomien er ikke til at flytte lige nu, så står lidt i en svær situation. Det mest praktiske for mig er nok at "holde ud" indtil jeg har født.. men det er da forkert, ikke?
Jeg aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op lige nu.

Han skal da bare kyles på porten, det kan være det kan få ham til at blive lidt mere voksen. Desværre går mændene bare ikke igennem samme fase som os. De mærker selvfølgelig ikke rigtigt graviditeten som vi!!

Jeg synes du virkelig skal overveje om ikke det er bedst at du forlader ham her i graviditeten. Jeg ved godt det er hårdt at sige. Men når du står på den anden side af fødslen., tror jeg ikke du orker at skulle tage kampen op med ham. På det tidspunkt skal du jo bare koncentrere dig om at være lykkelig mor
Og hvis du allerede nu, kan mærke at der ikke er nogen fremtid for jer, hvad er pointen så i at være sammen.

Du er lige nu i gang med at udvikle det smukkeste vidunder du nogensinde kommer til at se. Det er en tid du skal nyde fuldt ud. Det er en skøøøøn tid Du fortjener bedre end at være låst fast på den måde som det lyder som om du er.

Du kan sagtens klare det alene. Og med hensyn til at flytte, er der muligheder hvis det er det økonomiske der holder dig tilbage Du kan på kommunen søge til indskud!! du får forhøjet børnepenge og større boligstøtte.

Jeg håber virkeligt at du vil være lidt egoistisk og tænke på hvad der er bedst for dig og bebs i den her situation

Var det ikke også din kæreste der ikke ville have barnet?? eller husker jeg forkert??

Knus Pernille

Smukkert skriver:

Tak for dit indl&aelig;g.<br /> Jeg t&aelig;nker ogs&aring; lidt, at hvis vi skal opfostre det sammen (det er jo nemmest n&aring;r man er to), s&aring; kr&aelig;ver det da han er indstillet p&aring; det, men han ejer bare ikke et gram &quot;n&aring;&aring;rh b&oslash;rn er dejlige&quot;-f&oslash;lelser i sig. Han kender ikke til b&oslash;rn, det er &quot;bare&quot; b&oslash;rn i hans &oslash;jne. Derimod kan han da godt komme til at elske sin egen unge, men alt det praktiskte st&aring;r jeg allerede selv med nu her. Han snakker mere om en 42'' fladsk&aelig;rm end et puslebord. Vi kan ikke engang f&aring; kabeltv i vores nye lejlighed, s&aring; det er super overfladisk. Han lyver ogs&aring; overfor sine for&aelig;ldre om alt muligt. Det er lige modsat mig. Jeg er nede p&aring; jorden og 120% &aelig;rlig, s&aring; det er tit jeg n&aelig;rmest afskyr ham. N&aring;r jeg f&oslash;ler s&aring;dan og er i n&aelig;rheden af ham, s&aring; g&aring;r jeg rundt og er deprimeret og har ikke overskud til noget som helst.<br /> Det bedste ville nok v&aelig;re, hvis jeg var selv om det, men &oslash;konomien er ikke til at flytte lige nu, s&aring; st&aring;r lidt i en sv&aelig;r situation. Det mest praktiske for mig er nok at &quot;holde ud&quot; indtil jeg har f&oslash;dt.. men det er da forkert, ikke?<br /> Jeg aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op lige nu. <br />

Han skal da bare kyles på porten, det kan være det kan få ham til at blive lidt mere voksen. Desværre går mændene bare ikke igennem samme fase som os. De mærker selvfølgelig ikke rigtigt graviditeten som vi!!Jeg synes du virkelig skal overveje om ikke det er bedst at du forlader ham her i graviditeten. Jeg ved godt det er hårdt at sige. Men når du står på den anden side af fødslen., tror jeg ikke du orker at skulle tage kampen op med ham. På det tidspunkt skal du jo bare koncentrere dig om at være lykkelig mor Og hvis du allerede nu, kan mærke at der ikke er nogen fremtid for jer, hvad er pointen så i at være sammen. Du er lige nu i gang med at udvikle det smukkeste vidunder du nogensinde kommer til at se. Det er en tid du skal nyde fuldt ud. Det er en skøøøøn tid Du fortjener bedre end at være låst fast på den måde som det lyder som om du er. Du kan sagtens klare det alene. Og med hensyn til at flytte, er der muligheder hvis det er det økonomiske der holder dig tilbage Du kan på kommunen søge til indskud!! du får forhøjet børnepenge og større boligstøtte. Jeg håber virkeligt at du vil være lidt egoistisk og tænke på hvad der er bedst for dig og bebs i den her situation Var det ikke også din kæreste der ikke ville have barnet?? eller husker jeg forkert?? Knus Pernille

Milla-Victoria's mor skriver:



Han skal da bare kyles på porten, det kan være det kan få ham til at blive lidt mere voksen. Desværre går mændene bare ikke igennem samme fase som os. De mærker selvfølgelig ikke rigtigt graviditeten som vi!!

Jeg synes du virkelig skal overveje om ikke det er bedst at du forlader ham her i graviditeten. Jeg ved godt det er hårdt at sige. Men når du står på den anden side af fødslen., tror jeg ikke du orker at skulle tage kampen op med ham. På det tidspunkt skal du jo bare koncentrere dig om at være lykkelig mor
Og hvis du allerede nu, kan mærke at der ikke er nogen fremtid for jer, hvad er pointen så i at være sammen.

Du er lige nu i gang med at udvikle det smukkeste vidunder du nogensinde kommer til at se. Det er en tid du skal nyde fuldt ud. Det er en skøøøøn tid Du fortjener bedre end at være låst fast på den måde som det lyder som om du er.

Du kan sagtens klare det alene. Og med hensyn til at flytte, er der muligheder hvis det er det økonomiske der holder dig tilbage Du kan på kommunen søge til indskud!! du får forhøjet børnepenge og større boligstøtte.

Jeg håber virkeligt at du vil være lidt egoistisk og tænke på hvad der er bedst for dig og bebs i den her situation

Var det ikke også din kæreste der ikke ville have barnet?? eller husker jeg forkert??

Knus Pernille

Ja, du har nok ret.. Når jeg intet føler for ham, så er det vel spild af kræfter at give det en chance.. Økonomisk set er det bedst for mig at blive hos ham lidt endnu, men det er jo ikke fair overfor ham.
Vi er lige flyttet i en 3 værelses lejlighed.. PERFEKT for mig og den lille. Kun 400m fra min mor.
MEN han har betalt indskuddet, så det er hans lejlighed.. Håber jeg kan købe ham ud af den.. Men så vidt jeg ved, så får man ikke flere penge før man har født? lige nu er jeg på su, men skal droppe ud, da jeg ikke kan følge med længere. Så skal til at på kontanthjælp, tror jeg.

Jo, det var ham. Han tænkte/tænker kun på hvor dyrt det er.

Smukkert skriver:



ja, du har nok ret.. Når jeg intet føler for ham, så er det vel spild af kræfter at give det en chance.. Økonomisk set er det bedst for mig at blive hos ham lidt endnu, men det er jo ikke fair overfor ham.
Vi er lige flyttet i en 3 værelses lejlighed.. PERFEKT for mig og den lille. Kun 400m fra min mor.
MEN han har betalt indskuddet, så det er hans lejlighed.. Håber jeg kan købe ham ud af den.. Men så vidt jeg ved, så får man ikke flere penge før man har født? lige nu er jeg på su, men skal droppe ud, da jeg ikke kan følge med længere. Så skal til at på kontanthjælp, tror jeg.

Jo, det var ham. Han tænkte/tænker kun på hvor dyrt det er.

Ja den er lidt svær... hvordan ville han tage det hvis du satte dig ned og snakkede med ham, om at han flyttede ud??

Det ville jo være godt hvis han gik med til at du afbetalte hos ham, og hvis i kunne skilles som venner, så han kan være med ind over barnets opvækst!!

Hvorfor vil du droppe ud? Hvad går du på og hvor langt har du tilbage?? Er det ikke muligt at kunne følge op på det du mangler??

Jeg lever selv på en SU, og det kører fint nok rundt (dog med SU-lån). Og så får jeg 3000 i boligstøtte, plus forhøjet børnepenge og faderbidrag. Så økonomisk tror jeg ikke du skal være bekymret for at være på SU!!

Søde, du fortjener bedre end at være i et forhold du ikke har lyst til, og som er kærlighedsløst.
Som Miamaja skriver er du en smuk pige, du skal nok finde noget bedre

Og husk at vi, uanset hvad du vælger, støtter dig herinde, og gerne vil ligge øre til evt. frustationer

Knus

Jeg tror ikke han vil tage mig seriøst, hvis jeg siger jeg ikke vil være med mere. Jeg har luftet tanken om at jeg ikke vil være kæreste med ham længere, men så siger han bare at det nok bare er pga. flytning osv. og at det nok skal gå. Han tror ikke rigtigt på mig. Når jeg så fortæller ham at jeg ikke elsker ham længere, så siger han: "Det er da ikke fedt at få at vide" <-- så istedet for at tage det til sig, så begynder han at køre på mig. Han kan ikke rigtigt tåle at høre sandheden.

Jeg læser HF på andet år, dvs er færdig til sommer, MEN læser hjemme med su - og har ikke læst i 6 mdr, så kan jo ingenting. Mit snit er på 9,1 nu, hvilket er ekstremt godt idet det er efter den nye skala, men føler ikke jeg får noget ud af at gå op til eksamen nu her, når jeg ikk ved noget, idet jeg ikke har læst..

Når jeg HAR født tror jeg heller ikke økonomien bliver et problem, men lige nu er det? Man får vel ikke forhøjet kh, når man er gravid?

Jeg har ikke rigtigt forsand på det. Må hellere tage mig sammen og ringe til en rådgiver imorgen.

Jeg ved også at jeg fortjener bedre. Føler han er en klods om benet .

Jeg tror jeg giver det en måneds tid og ser om han forandrer sig, nu hvor flytning ikke fylder så meget længere. I mellemtiden vil jeg så undersøge mine muligheder økonomisk.