Har i også haft det sådan? :(

Åhh ha, jeg har smidt p-pillerne for 3 måneder siden kun. Lige da jeg smed dem, kunne jeg slet ikke vente med at blive gravid, og tænkte ikke på andet, men nu er det lige som om, at det er "gået i sig selv igen" jeg føler mig rigtig udsikker lige pludselig, og føler slet ikke jeg ville kunne finde ud af det hvorfor i alverden er jeg endt om med disse tanker? min veninde har lige født den dejligste lille dreng, er så glad på hendes vegne, men det er som om at jeg er blevet "bange" for at stå i den situation selv? Min kærestes søster fortalte i går at de skal have en lille til november, jeg har en underlig føelse af at nu kan vi ikke tillade os at tage deres lykke og fortsætte, en følelse af at jeg kommer til at konkurere, men sådan er det jo slet ikke, hun er bare så sød, og jeg har det virkelig godt med hende, men alligevel er jeg ikke så god til at spørge ind til hende og baby, hvorfor har jeg pludselig fået det sådan? det kommer virkelig bag på mig, at jeg den ene dag er helt oppe at køre, og kun tænker baby, og dagen efter er det "væk" ?

skal jeg forholde mig til at jeg slet ikke er klar? jeg er færdig uddannet med fast arbejde, min kæreste er på en længere videre gående uddannelse, men færdig om et år. vi har stor lejlighed, og skylder ikke noget væk nogen af os, så det kan ikke være på den front jeg kan klage, det er mere det psykiske nu 

Tusind tak fordi du læste med 

Anonym skriver:

Åhh ha, jeg har smidt p-pillerne for 3 måneder siden kun. Lige da jeg smed dem, kunne jeg slet ikke vente med at blive gravid, og tænkte ikke på andet, men nu er det lige som om, at det er "gået i sig selv igen" jeg føler mig rigtig udsikker lige pludselig, og føler slet ikke jeg ville kunne finde ud af det hvorfor i alverden er jeg endt om med disse tanker? min veninde har lige født den dejligste lille dreng, er så glad på hendes vegne, men det er som om at jeg er blevet "bange" for at stå i den situation selv? Min kærestes søster fortalte i går at de skal have en lille til november, jeg har en underlig føelse af at nu kan vi ikke tillade os at tage deres lykke og fortsætte, en følelse af at jeg kommer til at konkurere, men sådan er det jo slet ikke, hun er bare så sød, og jeg har det virkelig godt med hende, men alligevel er jeg ikke så god til at spørge ind til hende og baby, hvorfor har jeg pludselig fået det sådan? det kommer virkelig bag på mig, at jeg den ene dag er helt oppe at køre, og kun tænker baby, og dagen efter er det "væk" ?

skal jeg forholde mig til at jeg slet ikke er klar? jeg er færdig uddannet med fast arbejde, min kæreste er på en længere videre gående uddannelse, men færdig om et år. vi har stor lejlighed, og skylder ikke noget væk nogen af os, så det kan ikke være på den front jeg kan klage, det er mere det psykiske nu 

Tusind tak fordi du læste med 

Tror aldrig man bliver 100% klar til baby og forbliver sådan

Da vi begyndte projekt baby var det oz alt vi tænkte på den første måned og så stilnede det af og jeg kom faktisk i tvivl da vi efter endnu en måned stod med 2 streger. Tror det er normalt når man begynder at tænke over ansvaret og at ALT jo ændre sig efter fødslen Har da stadig til tider de bekymringer om vi nu er klar og kan håndtere det hele, men inderst inde ved jeg jo godt at vi kan

Tror du skal lade være med at se det som konkurrence hvis i oz bliver gravide, men mere som at der er et barn i samme aldersgruppe som jeres. En legekammerat til den lille og en mor du kan spørge til råds der står i præcis det samme udviklingstrin som jer  

Team Putte skriver:

Tror aldrig man bliver 100% klar til baby og forbliver sådan

 

Da vi begyndte projekt baby var det oz alt vi tænkte på den første måned og så stilnede det af og jeg kom faktisk i tvivl da vi efter endnu en måned stod med 2 streger. Tror det er normalt når man begynder at tænke over ansvaret og at ALT jo ændre sig efter fødslen Har da stadig til tider de bekymringer om vi nu er klar og kan håndtere det hele, men inderst inde ved jeg jo godt at vi kan

 

Tror du skal lade være med at se det som konkurrence hvis i oz bliver gravide, men mere som at der er et barn i samme aldersgruppe som jeres. En legekammerat til den lille og en mor du kan spørge til råds der står i præcis det samme udviklingstrin som jer  

Tusind tak for dit råd, 

Det lettede virkelig mit lille hjerte 

vi fortsætter som hidtil, og lære hen ad vejen 

Team Putte skriver:

Tror aldrig man bliver 100% klar til baby og forbliver sådan

 

Da vi begyndte projekt baby var det oz alt vi tænkte på den første måned og så stilnede det af og jeg kom faktisk i tvivl da vi efter endnu en måned stod med 2 streger. Tror det er normalt når man begynder at tænke over ansvaret og at ALT jo ændre sig efter fødslen Har da stadig til tider de bekymringer om vi nu er klar og kan håndtere det hele, men inderst inde ved jeg jo godt at vi kan

 

Tror du skal lade være med at se det som konkurrence hvis i oz bliver gravide, men mere som at der er et barn i samme aldersgruppe som jeres. En legekammerat til den lille og en mor du kan spørge til råds der står i præcis det samme udviklingstrin som jer  

Har du født? 

Anonym skriver:

Har du født? 

Nej ik endnu, er 27+6 med termin 20. juni

Team Putte skriver:

Nej ik endnu, er 27+6 med termin 20. juni

uuhh ha, snyd! det kan hurtig blive juni  har i alt klar ? 

Jeg tror det er meget normalt.
Pludselig går det op for dig, at i er på vej til at tage et kæmpe skridt. For det er da noget af det største at blive forældre. Og du bliver i tvivl om du kan klare det. Den tvivl vil med garanti også være der i løbet af graviditeten. Men du KAN klare det - det kommer bare lige så stille af sig selv.

Og mht. din kærestes søster, så er det da bare fedt hvis i får børn så tæt på hinanden - så får de en masse glæde af hinanden. Så det skal da ikke være DET der holder dig tilbage.

Jeg synes i skal fortsætte, for helt 100 % klar bliver man ikke før man har baby i armene.

Anonym skriver:

uuhh ha, snyd! det kan hurtig blive juni  har i alt klar ? 

Vi mangler nogle småting.. Aktivitetstæppe til gulvet, skråstol, en slynge og gulvtæppe på værelset

Jeg synes et børnegulvtæppe hører sig til på børneværelset. Nok fordi jeg aldrig selv har haft det og så skal man heller ik spekulere på om de nu taber eller kører med noget på gulvet så det ridser

Frk.S skriver:

Jeg tror det er meget normalt.
Pludselig går det op for dig, at i er på vej til at tage et kæmpe skridt. For det er da noget af det største at blive forældre. Og du bliver i tvivl om du kan klare det. Den tvivl vil med garanti også være der i løbet af graviditeten. Men du KAN klare det - det kommer bare lige så stille af sig selv.

Og mht. din kærestes søster, så er det da bare fedt hvis i får børn så tæt på hinanden - så får de en masse glæde af hinanden. Så det skal da ikke være DET der holder dig tilbage.

Jeg synes i skal fortsætte, for helt 100 % klar bliver man ikke før man har baby i armene.

Tænker at selv når man står med baby i armene er der stadig tidspunkter hvor man tænker: "PUHA!! Hvad har jeg dog rodet mig ud i her" men som bekymringerne før og under graviditeten så går det over igen

jeg tror det er helt normalt...  sådanne perioder har jeg også haft... og har også dage hvor jeg har det sådan efter jeg er blevet gravid... hvor jeg bare er helt... jamen hvordan skal jeg kunne finde ud af det  

men det er jo også en stor omvældtning i livet... og det er et valg du ikke bare kan gøre om... men du eller jeg er ikke den første ellers sidste førstegangs mor og vi skal nok klare det...

de fleste får en bog hos lægen ved første lægebesøg hvor der står en masse om at være gravid og om fødsel og om det nyfødte barn... og den sys jeg er rigtig god at læse og jeg har fået meget nyttig viden...

angående det at du ikke vil tage andres "glæde" det tror jeg ikke du kan og jeg tror heller ikke i vil kæmpe om noget som helst... jeg ser det som en fordel... jeg har en fætter der er ½ år ældre end mig og en kusine der er lidt over ½ år ældre og vi har haft så meget ud af hinanden i barndommen... og har det stadig ved familie fester osv. så jeg tror bare du skal glæde dig over at der er jævnaldrende i familien og hvis det er same køn... så kan man jo arve tøj

jeg går faktisk og håber af en af mine to svigerinder bliver gravide  eller en af de tætte veninder... føler mig lidt alene