MusseMorTil4 skriver:
Det lyder dejligt at din kæreste ønsker endnu et barn. Jeg synes det er en god ide - men huske at mærke efter hos dig selv og tænk dig godt om, hvorvidt at du ønsker dem så tæt efter hinanden.
Jeg har selv 4 børn, og de sidste 2 fik vi med 15 måneder mellem. De første 2 børn fik vi med 22 måneder mellem.
De ældste er nu 13 og 11 år, er 2 piger og har derfor haft rigtig meget glæde af hinanden og har det jo stadig. De kan dog også have nogle kampe, især her efter at de begge er kommet i pubertet....det var dengang hårdt med 2 små blebørn, men det blev helt klart bedre, da de blev lidt større.
De sidste 2 vi fik, er nu blevet 1 og 2 år - det er en pige og en dreng (drengen fik vi til sidst).
Jeg synes, det var hårdt med en graviditet og en lille samtidig - (sådan havde jeg det også da jeg var gravid med nr. 2).
Men efter at have født nr. 3 og 4 så hurtigt efter hinanden, blev jeg ret syg - jeg tænker at min krop nok ikke kunne følge med og fik en for hård belastning. Kroppen lukkede simpelthen ned - jeg manglede vitamin og jeg fik nogle problemer med immunforsvaret (selvom jeg havde fyldt mig med vitaminer som foreskrevet).
2 små børn stiller store krav - når de begge er så små, skal de have fuld opmærksomhed. Det kan godt være udfordring, fordi man kan altså bare ikke være hos begge samtidig....
Vores mindste døjede med øreproblemer, så han sov meget lidt (ca. 40 minutter ad gangen) og græd meget. Det har selvfølgelig også gjort det hele lidt hårdere end det ellers ville have været. (vi fandt sent ud af at dette var problemer, og ørelægen insisterede på at observere ham gennem mindst 3 mellemørebetændelser inden han fik sine dræn...)
Nu hvor barn nr. 4 har fået dræn i ørerne, og han er lidt større og mere glad... ser jeg at de begynder at få lidt mere glæde af hinanden. Men jeg må sige at vores 2-årige pige er lidt jaloux og jeg kan / bør derfor ikke lade dem være alene.
Men samtidig ser jeg også i øjeblikket... heldigvis... at i takt med at hun begynder at have glæde af lillebror og kunne lege med ham, samt at han græder mindre.....at hun også begynder at være mere positiv overfor ham, men lidt ballade i gaden vil der nok altid være:-))
Min mand kunne ikke vente med nr. 4 - han var nervøs for, at det aldrig blev til noget, hvis vi ventede. Så jeg lod mig overtale, selvom jeg egentlig ikke var helt sikker på, at det var den bedste ide.
Selvfølgelig er jeg super glad for mit fjerde barn, Men set tilbage ville jeg nok have haft godt at vente 1 ekstra års tid. Jeg synes at jeg er gået glip af at nyde tiden med min 2 årige pige - fordi barn nr. 4 fyldte så meget med hans øreproblemer - OG at jeg blev syg efter fødslen.
Jeg skriver kun dette, sådan at du bliver opmærksom på, at 2 små børn lige efter hinanden også kan være hårdt. Tænk dig blot om, hvorvidt du synes din krop er helt klar, og om du følelsesmæssigt synes at kunne magte at "dele" opmærksomheden mellem dem.
En af mine veninder sagde til mig inden vi fik vores 4. barn, at jeg skulle tænke mig om. At vi måske skulle vente lidt, og så nyde barn nr. 3 lidt inden vi fik nr. 4. - i vores tilfælde tror jeg altså desværre at hun havde lidt ret.....men det får hun nok aldrig at vide:-)) men jeg har indimellem tænkt på hendes ord dengang.
Tænk først og fremmest på dig selv, din krop og hvad du magter. Det må være det allervigtigste.
Held og lykke med projekt barn 3 - I skal da helt sikkert gøre det, hvis lysten er der - men gør det endelig på jeres måde....sammelign ikke for meget med andre.
(ved godt at jeg nok er lidt en "mod-pol" til alt det, som tidligere er skrevet i denne tråd, som primært er positivt og meget "go-for-it", hvor alle har haft en fedeste oplevelse med 2 små efter hinanden, men synes godt at jeg ville dig min oplevelse med også)....
Knus
Tak for dit detaljeret svar. 
Det er jo også altid en stor beslutning at ønske et barn, om det er det første eller det femte. Synes det er godt du giver en anden vinkel og ved jo netop også godt at det kan være hårdt, nok derfor jeg søger råd.
Kunne meget vel forestille mig det også er hårdt for kroppen. Har på et tidspunkt læst at det tager næsten et år før kroppen er restitueret efter en fødsel og det har jeg altid sagt, at jeg som minimum ville give min krop lov til. Og når du skriver du blev svækket giver det jo masser af mening og det er også sådan noget jeg frygter for man skal jo have energi til sine børn. Min mor fik også en fødelsdepression ved sit 3 barn fordi hun fik dem alt for tæt, så ja man skal jo passe på og give sin krop tid.
Man kan bare blive sådan i vildrede for det er jo altid sådan en kamp mod føleleserne og fornuften. Har under begge mine graviditeter døjet med stakåndethed og høj puls som jeg har måtte få observeret på EKG, da det var lidt voldsomt nogen gange.
Derfor sagde jeg også under sidste graviditet at jeg ik ville gøre det igen, også fordi jeg ikke vil sætte mit helbred i fare når jeg nu har to børn at være der for. Så er nok også lidt forvirret, nok fordi kæresten pludselig på eget initiativ ønsker et barn mere og jeg ved jo hvor svært det var at få ham med på ideen om de første to. Så måske det gør mig lidt irrationel, da jeg jo også elsker moderrollen og føler at det er det der giver livet meget mening.
Men ja tak for dine mange rationelle input og gode forklaring om flere børn og det med at man måske ikke skal få dem alt for tæt. Nu har jeg jo tit måtte høre for den ældste har været enebarn og da jeg fødte nr 2 sagde jordemoderen, at nu må du da ikke byde ham det samme, som den første, med ikke at have en søskende tættere på. Hun mente det ikke ondt, sådan lidt i sjov tror jeg og måske derfor er jeg opsat på at hvis vi skal have nr 3, skal de virekelig have glæde af hinanden, men det kan de jo også sagtens få hvis vi venter lidt endnu.
Men tusind tak for dit svar og det lyder da også skønt I har en stor børneflok, selvom det kan være hårdt og selvfølgelig elsker man ikke nogen af sine børn mindre, fordi man har været presset i en tid. Men det er klart at kroppen og psyken skal være med og da mændene ikke skal gennemgå alt det som kvinden gør for at få sine børn, ved de jo heller ikke hvor vigtigt det er at kvinden lige kommer på fode igen. Det er en stor mundfuld fysisk og psykisk at få børn og ja det skal være velovervejet. 
