Jeg kan et sted sagtens forstå dig.
Jeg gik ikke selv op i om der blev holdt noget, og alligevel endte jeg med mange af de følelser du skriver. Jeg følte dig især overladt til mig selv og folk kun havde tænkt på min mand, ikke at jeg ikke var glad på hans vegne, men måske det også var måden det blev gjort på.
Vi blev gift for 1 måned siden, og de kom hele min mands familie, uanmeldt 14 dage før, og så stod jeg der uforberedt, med vores søn på 1 år, og gravid i 7 mdr. Fandt så ud af ingen havde planlagt noget for mig, men at de også havde planlagt noget lørdagen efter for min mand, jeg brød helt sammen. Jeg stod med bryllupsstress, og de eneste 2 friweekender hvor jeg kunne slappe af var nu inddraget.
Fik så at vide rigtig mange havde spurgt om der skulle holdes noget, og de fleste havde spurgt 1-2 uger inden bryllup, alle havde sagt at hvis nogen fortjente et polterabend var det mig, og da jeg Fik den at vide blev jeg så ked af folk havde den holdning og alligevel var der ikke en som havde sørget for der blev noget, heller ikke fælles venner
Mine søstre var dog så søde at de tog en hverdag sammen med mig, og var rigtig fint, behøvede ikke det store
Der hvor jeg vil hen med alt det her, er at det måske også er måden det bliver gjort på og det at være gravid ikke gør det hele bedre
Kæmpe kram herfra, og håber de har planlagt en rigtig hyggelig dag for dig i næste weekend
Anmeld
