Arg!

Mom In The Making skriver:

Nu ved jeg ikke om du er typen der læser, men jeg vil med det samme anbefale dig en bog der hedder "kvinder der elsker for meget". Den er selvfølgelig fyldt med en masse eksempler på folk som har det og er meget værre end jer. .

Den har åbnet mine øjne for to meget vigtige ting når det kommer til parforhold og det at have et "forhold" til mennesker generelt, om det er som venner, kærester, familie etc.

1. Du kan ikke ændre på folk der ikke vil ændres. Du kan kun bede om en ændring og hvis de ikke vil eller kan give dig den, må du gøre op med dig selv om du ønsker at forsætte i den gældende situation.

2. Hvis du ikke kan være dig i et forhold er det ikke det værd. Med det mener jeg at en del af dig er at du bliver sur og ked af det når der sker ting som disse. og det skal du have lov til. Følelser er ALTID okay, det er måden vi vælger at tackle dem der kan være forkerte.

Med det her mener jeg blot at hvis din kæreste ikke kan "tåle" at du bliver vred, ked af det eller lignende, hvis han vil gå fra dig fordi du bliver vred, ked af det eler lignende, er det så ham du vil dele resten af dit liv med? Så kan alt andet jo være nok så godt, men kan han ikke acceptere dig for dig, så er han ikke god nok.

Dette er bare et uddrag af min generelle holdning til sådan nogen ting og jeg tager forbehold for at der er meget jeg ikke har fået skrevet og at jeg selvfølgelig ikke kender jer.

Men de to ovenstående ting synes jeg er de vigtigeste at tage stilling til i et forhold og mon ikke han holder nok af dig til at rumme at du også kan blive vred?

Håber det jeg skriver giver mening.

og du skal bestemt ikke bare indordne dig, det kommer man ingen vejne med, forhold handler i min optik om at gå på kompromi, at give, tage og at få.

Fortæl ham stille og roligt hvordan du har det. Det betyder ikke du får din vilje, men det kan jo være..

Det ved jeg og har læst alverdens ting og sager... Selvom jeg ikke er vildt glad for at læse

Han har sagt 1000000 gange at jeg bare skal reagere hvis der er noget og at han ikke går nogen steder... Det er bare som om jeg ikke tør satste det :s Men det er ikke kun med ham det er generelt at jeg er konflikt sky... Sådan har det været siden jeg var helt lille... Har altid bare indordnet mig.. Men det er først nu jeg er begyndt at blive oprørt omkring det at skulle det fordi jeg føler jeg skal stå i "skyggen" og bare indfinde mig i at en anden kvinde (bare fordi hun er mor til hans barn) har så meget at sige i alting..

Mom In The Making skriver:

Jeg synes din kæreste har ret i at hun selvfølgelig gerne må se jeres børn og sige "hej" osv. du skal også tænke på at det jo bliver hendes datter's halvsøskende og på den måde vil det jo kun være godt at der ikke er et direkte fjendsk forhold til hende. Men hun skal jo ikke have mere end det, med dem at gøre.. (efter min mening. )

Nej ved jeg godt.... Har bare ikke lyst til det... Og har forsøgt ikke at få et fjendsk forhold til hende men det har hun ødelagt ved at svine mig og min person til både på facebook og ud til alle hendes veninder... Og overfor min kæreste... Lyder måske som en hystade men føler bare ikke hun har noget at gøre med mine evt, kommende børn det er datteren der skal have det ikke hende...

Har fået et meget anspændt forhold til hende med tiden...

Jeg ville nok gøre det samme som din kæreste. Jeg ville ikke magte at tage kampen hvis der var så lidt tid tilbage.

Jeg kan fuldt ud forstå dig, men jeg ville vente 1 1/2 måned og håbe på det bliver bedre...gør det ikke, så ville jeg tage kampen.

mor:) skriver:

Jeg ville nok gøre det samme som din kæreste. Jeg ville ikke magte at tage kampen hvis der var så lidt tid tilbage.

Jeg kan fuldt ud forstå dig, men jeg ville vente 1 1/2 måned og håbe på det bliver bedre...gør det ikke, så ville jeg tage kampen.

Forstår ham også godt, hun er en strigle at tage ting op med og opføre sig tit som et lille barn hvis hun ikke får det som hun vil.. Så forstår ham også fuldt ud... Ville bare ønske jeg kunne gå hen og tage en alvors snak med hende... Tror jeg ville være noget mere ærlig omkring flere ting end min kæreste er.. Men kan bare heller ikke gøre det..

Anonym skriver:

Det ved jeg og har læst alverdens ting og sager... Selvom jeg ikke er vildt glad for at læse

Han har sagt 1000000 gange at jeg bare skal reagere hvis der er noget og at han ikke går nogen steder... Det er bare som om jeg ikke tør satste det :s Men det er ikke kun med ham det er generelt at jeg er konflikt sky... Sådan har det været siden jeg var helt lille... Har altid bare indordnet mig.. Men det er først nu jeg er begyndt at blive oprørt omkring det at skulle det fordi jeg føler jeg skal stå i "skyggen" og bare indfinde mig i at en anden kvinde (bare fordi hun er mor til hans barn) har så meget at sige i alting..

HVis han ligefrem har opfordret dig til at "give efter" for dine følelser, viser det jo at han vil gøre sit bedste for at rumme dig.. Så.. mit råd er STOL PÅ HAM.. BLIV VRED. ked af det, eller hvad du nu er!!!

Man kan altid ændre på sig selv, men man skal gøre det selv, andre kan jo ikke gøre det for én.

og det at du kan se at du altid har været konfliktsky viser jo at du har en hvis indsigt, så måske du skal finde ud af HVORFOR du er det. (hvis du da ikke allerede ved det.) Når man kender årsagen til sin måde at reagere på, kan man begynde at ændre det.

og bare for at gå dig lidt på klingen.. så er der ikke nogen andre end dig selv som sætter dig i "skyggen" af nogen. For hvis du åbnede op, stolede på din kæreste og gav slip ville du ikke stå i skyggen for nogen.

og det sidste jeg vil sige er at det eneste sted din kærestes eks. skal have noget at sige er i opdragelsen af deres datter. Ikke m.h.t. hvornår og hvor eller  hvem, ham og han datter må være sammen med.

MIN holdning.;D

Et eller andet sted synes jeg ikke at det er din "kamp", men din kærestes, såfremt han ønsker at gøre noget ved det. Hvis de i fællesskab har sat nogle regler op før du kom ind i billedet, så synes jeg det er din kæreste og hans x´ansvar at tage evt. ting op igen, når der sker ændringer i deres liv og datteren bliver ældre.

Kan godt forstå, at du bliver frustreret over situationen, men synes du skal lade det passere og så tag en god snak med din kæreste og fortæl hvad du ønsker og spørg om det vil være muligt at lave lidt ændringer, som han så kan snakke med sin datters mor om.

Det er helt klart bedst for din kærestes datter at i alle forblive "gode venner" og alle er på talefod, især hvis i også ønsker børn. Og, ja x´en vil da få jeres børn af se, da det er din bonus-datters søskende. Ikke at de skal ses en hel weekend eller andet, men hvorfor ønske, at hun ikke skal have noget som helst at gøre med dem. Synes man skal forsøge at gøre alt så let som overhovedet muligt og prøve at gøre det bedste for datteren. Da det er hende det i sidste ende går ud over, hvis mor og far er "uvenner".

Få din kæreste til at mande sig op og tage en snak med x´en

/Fenja

Anonym skriver:

Forstår ham også godt, hun er en strigle at tage ting op med og opføre sig tit som et lille barn hvis hun ikke får det som hun vil.. Så forstår ham også fuldt ud... Ville bare ønske jeg kunne gå hen og tage en alvors snak med hende... Tror jeg ville være noget mere ærlig omkring flere ting end min kæreste er.. Men kan bare heller ikke gøre det..

Hvis hun opfører sig på den måde som du beskriver, så tror jeg også at hun er typen der vil se det som et angreb hvis du konfrontetede hende og så synes hun sikkert ikke at du har ret til at blande dig.

Så din kæreste må gøre noget hvis det fortsætter, for tror ærlig talt kun det vil give flere problemer hvis du tog snakken med hende.

Anonym skriver:

Nej ved jeg godt.... Har bare ikke lyst til det... Og har forsøgt ikke at få et fjendsk forhold til hende men det har hun ødelagt ved at svine mig og min person til både på facebook og ud til alle hendes veninder... Og overfor min kæreste... Lyder måske som en hystade men føler bare ikke hun har noget at gøre med mine evt, kommende børn det er datteren der skal have det ikke hende...

Har fået et meget anspændt forhold til hende med tiden...

Det lyder FULDSTÆNDIG som mit forhold til min svigermor og hendes mor (min mands momor). Ville også helst at de (mest svigermor) ikke skulle have noget som helst med vores datter at gøre. Men med nogen ting må man vidst bare bide i det sure æble og så holder jeg det på et minimum med besøg osv.

Fenja09 skriver:

Et eller andet sted synes jeg ikke at det er din "kamp", men din kærestes, såfremt han ønsker at gøre noget ved det. Hvis de i fællesskab har sat nogle regler op før du kom ind i billedet, så synes jeg det er din kæreste og hans x´ansvar at tage evt. ting op igen, når der sker ændringer i deres liv og datteren bliver ældre.

Kan godt forstå, at du bliver frustreret over situationen, men synes du skal lade det passere og så tag en god snak med din kæreste og fortæl hvad du ønsker og spørg om det vil være muligt at lave lidt ændringer, som han så kan snakke med sin datters mor om.

Det er helt klart bedst for din kærestes datter at i alle forblive "gode venner" og alle er på talefod, især hvis i også ønsker børn. Og, ja x´en vil da få jeres børn af se, da det er din bonus-datters søskende. Ikke at de skal ses en hel weekend eller andet, men hvorfor ønske, at hun ikke skal have noget som helst at gøre med dem. Synes man skal forsøge at gøre alt så let som overhovedet muligt og prøve at gøre det bedste for datteren. Da det er hende det i sidste ende går ud over, hvis mor og far er "uvenner".

Få din kæreste til at mande sig op og tage en snak med x´en

/Fenja

 

 

 

 

Mom In The Making skriver:

Det lyder FULDSTÆNDIG som mit forhold til min svigermor og hendes mor (min mands momor). Ville også helst at de (mest svigermor) ikke skulle have noget som helst med vores datter at gøre. Men med nogen ting må man vidst bare bide i det sure æble og så holder jeg det på et minimum med besøg osv.

Syntes det er uretfærdigt.. Har det allerede sådan at min kæreste kan aflevere og hente datteren fordi jeg ikke ønsker at hun skal sætte en fod i mit hus.. Ikke før hun opføre sig ordentligt overfor mig... Jeg har prøvet at være god mod hende men orker hende ikke længere... Hvorfor er det at tingene hænger sådan sammen? Hvorfor kan jeg ikke få lov til at få mit eget liv... Kan ikke forstå hvorfor det ikke kan være lige så let som da jeg voksede op... Hvorfor passer hver mand ikke bare sit eget..

Er ivrig efter at få et barn inden for de næste par år.. men sidder lidt og har en følelse af at jeg ikke vil udsætte mit evt kommende barn for hende..