Det er så hårdt

Anonym skriver:

Åhh, hvis bare jeg kunne - men jeg tør bare ikke overlade sønnen til ham jeg stoler ikk nok på ham til at vide at han ikke bare tager ud og drikker eller noget i den stil 

Anonym skriver:

Åhh, hvis bare jeg kunne - men jeg tør bare ikke overlade sønnen til ham jeg stoler ikk nok på ham til at vide at han ikke bare tager ud og drikker eller noget i den stil 

Anonym skriver:

Vidste ikke lige hvor jeg skulle placere den ..

Min mand og jeg har været sammen i 6 år sådan lidt on/off, men nu er vi blevet gift (blev vi i august) 

Vi har sammen to drenge, den ældste er 5½ og bor på en døgn institution da vi desværre har rigtig svært ved at styre ham og det samme har alle andre.

Allerede da han var 4 år kom han op på skolen og gå sammen med de lidt større adfærdsvanskelige børn men heller ikke her kunne de styre ham så vi blev sammen med kommunen enige om at det nok var bedst for alle parter.

Vores yngste søn er født juleaften sidste år, så han er ikke så gammel endnu men han sover bare overhovedet ikke om natten og når så han endelig sover så kan jeg ikke sove, jeg tror sammenlagt jeg får 15 timers søvn i ugen +/- et par timer af og til.

og manden - ja han er sømand og kan ikke tage over for han er stortset aldrig hjemme, og når han så endelig er så klager han over at jeg ikke laver en disse herhjemme og at jeg evig og altid er så sur og så tager han i byen med vennerne og kommer hjem kl. lort om natten lige når jeg endelig er ved at få sønnen til at falde i søvn - og tror i så ikke han begynder og larme helt vildt og kræver at jeg laver mad og jeg ved ikke hvad.

Forleden dag kom han hjem og var så fuld at han brækkede sig udover det hele, han kom hjem kl. 10 om morgenen/formiddagen og der havde han været væk i 16 timer

Og jeg kan altså bare ikk klare det mere, jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre... 

Hvad havde i gjort? 

Mænd ved sjældent hvor godt de har det indtil de står og skal være alene om tingene. Jeg syntes at næste gang han komem hjem at så skal du have pakket så du kun lige når at sige hej og farvel. Han skal slet ikke nå og have noget at sige og så kan han se hvordan det er.

Min kæreste har nemlig været ligesådan og jeg gjorde det nemlig, der gik ikk engang 12 timer så var han ked af at han havde været sådan som han var i så lang tid og det skulle han nok ændre med det samme - han sagde at han slet ikke havde begreb om hvor hårdt det er være alene hjemme, alting så jo så let ud.

Afsted med dig!  Herhjemme hjalp det rigtig meget. 

Var det også dig, som måtte vaske brækket væk?

Helt ærligt: Hvis han intet bidrager med positivt, men kun giver dig ekstra arbejde, ekstra stress og ikke mindst en masse nervøsitet og skuffelse, jammen så er regnestykket egentlig meget enkelt.

Ud fra det, du skriver, lyder det, somom det ville være en enorm lettelse for dig at slippe hans tilstedeværelse. Du er allerede udslidt, og det bliver ikke bedre af at få en kravstor og uforstående mand ind ad døren.....

Det kan godt være, at det vil være økonomisk trangt at være alene, men hvis du til gengæld er gladere og mere afslappet og får lidt overskud, så tror jeg, at det er vigtigere for dit barn end om det må gå i billigt tøj osv.

Ud fra det du skriver, tror jeg, du alvorligt skal overveje at blive alenemor, ikke kun for din egen del men i meget høj grad også for barnet.

Sender en . Ved alt dette er vanskeligt. Men det kan vel ikke fortsætte, som det er nu? Enten må han ændre adfærd eller også må du selv tage grep for at du og barnet kan få det bedre...

Den mand trænger sandeligt til at få et par sanfheder at vide, jeg tror nok jeg snart ville tale med meget store armbevægelser til ham, sådan et kvaj :-(

Dumme stodder!!!!

Monica

PT skriver:

Jamen har du så ikke lige svaret dig selv, mht hvad du skal gøre? Du kan da ikke være sammen med en mand, du ikke tør overlade jeres fælles barn til. Held og lykke - og kom så væk derfra

Fuldstændig enig.

Hvad jeg havde gjort? Jeg havde i hvert fald ikke fundet mig i det - OVERHOVEDET ikke!

Som de andre siger så må han ind i kampen. Hvis han ikke kommer det, så ville jeg smutte.

Men hvis du ikke engang stoler på ham til at tage sig af jeres barn, så kan jeg ikke se hvad du laver med ham. Hvis du alvorlig talt tror på han kunne finde på bare at tage ud og drikke hvis han skal tage sig at jeres søn, så har jeg i hvert fald ET råd: få ikke flere børn med ham!!!

Ciss skriver:

Var det også dig, som måtte vaske brækket væk?

Helt ærligt: Hvis han intet bidrager med positivt, men kun giver dig ekstra arbejde, ekstra stress og ikke mindst en masse nervøsitet og skuffelse, jammen så er regnestykket egentlig meget enkelt.

Ud fra det, du skriver, lyder det, somom det ville være en enorm lettelse for dig at slippe hans tilstedeværelse. Du er allerede udslidt, og det bliver ikke bedre af at få en kravstor og uforstående mand ind ad døren.....

Det kan godt være, at det vil være økonomisk trangt at være alene, men hvis du til gengæld er gladere og mere afslappet og får lidt overskud, så tror jeg, at det er vigtigere for dit barn end om det må gå i billigt tøj osv.

Ud fra det du skriver, tror jeg, du alvorligt skal overveje at blive alenemor, ikke kun for din egen del men i meget høj grad også for barnet.

Sender en . Ved alt dette er vanskeligt. Men det kan vel ikke fortsætte, som det er nu? Enten må han ændre adfærd eller også må du selv tage grep for at du og barnet kan få det bedre...

Ja det var det .. 

Har også tænkt rigtig meget over at pakke min ting og smutte, min mor har sagt at jeg kan komme derhjem til jeg finder mit eget .. men han tager ud og sejle i morgen omkring middag og så har jeg lejligheden for mig selv i 2 måneder før jeg behøver at tænke over ham og så kan jeg jo lede i mellem tiden ..