Hvad ville i gøre?

Hej piger.

Jeg står i en ret kedelig situation.

Sagen er den at jeg smed p-pillerne for 15 mdr siden, grundet rod i cyklus og fik i august konstateret pcos. Min kæreste har været med under processen, har hele tiden vidst at jeg ikke var beskyttet, men har heller ikke selv beskyttet sig.

Jeg har været skruk i rigtigt mange år, og i weekenden stod jeg med to meget flotte positive tests.

Kæresten er gået i baglås og ser helst at jeg får en abort, han vil virkelig ikke ha et barn nu.

Jeg er meget ulykkelig da jeg allerede elsker den lille spire og vil virkelig gerne være mor. Vi har været sammen i 5 år til juni.

Hvad ville i gøre?

Du må jo kigge på hvorvidt du er klar til at blive mor alene, såfremt at din kæreste ikke vil være med. Så er du det?

Hvis du er det må du jo beholde barnet og se hvad fremtiden bringer.

Hvis du ikke vil være/er klar til at blive alenemor så må du jo få en abort. Men så har du fået den fordi at DU ikke er klar til det ansvar/bøvl/glæde/sorg det kan være i den situation, og ikke fordi at din kæreste bestemmer det. Stor forskel.

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg står i en ret kedelig situation.

Sagen er den at jeg smed p-pillerne for 15 mdr siden, grundet rod i cyklus og fik i august konstateret pcos. Min kæreste har været med under processen, har hele tiden vidst at jeg ikke var beskyttet, men har heller ikke selv beskyttet sig.

Jeg har været skruk i rigtigt mange år, og i weekenden stod jeg med to meget flotte positive tests.

Kæresten er gået i baglås og ser helst at jeg får en abort, han vil virkelig ikke ha et barn nu.

Jeg er meget ulykkelig da jeg allerede elsker den lille spire og vil virkelig gerne være mor. Vi har været sammen i 5 år til juni.

Hvad ville i gøre?

Det er sørme svært at sige.. Kan i ikke snakke om sagen ??? Når du har PCo er det meget dumt at få en abort efter min mening... Dette kan være din eneste chance for at få et barn jo ... 

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg står i en ret kedelig situation.

Sagen er den at jeg smed p-pillerne for 15 mdr siden, grundet rod i cyklus og fik i august konstateret pcos. Min kæreste har været med under processen, har hele tiden vidst at jeg ikke var beskyttet, men har heller ikke selv beskyttet sig.

Jeg har været skruk i rigtigt mange år, og i weekenden stod jeg med to meget flotte positive tests.

Kæresten er gået i baglås og ser helst at jeg får en abort, han vil virkelig ikke ha et barn nu.

Jeg er meget ulykkelig da jeg allerede elsker den lille spire og vil virkelig gerne være mor. Vi har været sammen i 5 år til juni.

Hvad ville i gøre?

Av, den er svær...

Din kæreste har jo været velvidende om at du ikke har været beskyttet mod graviditet, så han har jo vist at risikoen(chancen) har været der for en graviditet. Når du har fået konstateret PCOS, er jeg ikke i tvivl om hvad JEG ville gøre, og det var at få barnet. Kan godt se at din situation er markant anderledes end så mange andres i og emd at din kæreste måske ikke helt ønsker det her barn lige nu. Har han lyst til børn på et tidspunkt? For med sin sygdom er det jo ikke helt sikkert at I bare kan vente 3 år med at få børn...

Der skal helt sikkert en god alvorlig snak til, imellem Jer, med jeres ønsker for fremtiden.. Hvis fremtiden skal indeholde børn er det jo nu nok en god idé at overveje at få det abrn nu som du bærer på, grundet din sygdom...

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg står i en ret kedelig situation.

Sagen er den at jeg smed p-pillerne for 15 mdr siden, grundet rod i cyklus og fik i august konstateret pcos. Min kæreste har været med under processen, har hele tiden vidst at jeg ikke var beskyttet, men har heller ikke selv beskyttet sig.

Jeg har været skruk i rigtigt mange år, og i weekenden stod jeg med to meget flotte positive tests.

Kæresten er gået i baglås og ser helst at jeg får en abort, han vil virkelig ikke ha et barn nu.

Jeg er meget ulykkelig da jeg allerede elsker den lille spire og vil virkelig gerne være mor. Vi har været sammen i 5 år til juni.

Hvad ville i gøre?

Jeg ville sætte mig ned og snakke det godt og grundigt igennem med kæresten. Det kan tænkes han bare lige skal vænne sig til tanken.

Alternativt må du tænke det hele igennem og vurdere om du vil kunne klare dig som alenemor hvis kæresten ikke vil være med til det.

Du skal overveje hvad DU vil..

Jeg ved godt det er skide uretfærdigt for din kæreste, men en abort er IKKE for sjov.. Jeg har lige været igennem en, og selvom det var af egen fri vilje fordi faderen ikke ville have noget med barnet at gøre, og jeg havde en i forvejen, så var det SKIDE HÅRDT, og det er det stadig..

Imorgen er det 14 dage siden jeg fik den foretaget, og 3 uger siden jeg besluttede mig, og det er det sværeste valg jeg nogensinde har skulelt tage, og jeg kan stadig tude over det, og det kommer jeg nok også til at gøre i fremtiden..
En abort skal man kun tage hvis man er klar over konsekvenserne derved, og her taler jeg om de psykiske, og ikke de fysiske.. for fysisk har jeg ikke mærket noget til den overhovedet, og var på benene igen med det samme..


Overvej om du kan klare det her barn alene, kan du forsørge det alene, er du klar på ikke at have nogen at dele det med?? Er du klar til at tage chancen omkring om han er klar eller ej, og så håbe på at han vil??

Måske din kæreste bliver klar hen af vejen..

Men uanset vil jeg sige at han må ikke tvinge dig til abort hvis du ikke selv har lyst..

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg står i en ret kedelig situation.

Sagen er den at jeg smed p-pillerne for 15 mdr siden, grundet rod i cyklus og fik i august konstateret pcos. Min kæreste har været med under processen, har hele tiden vidst at jeg ikke var beskyttet, men har heller ikke selv beskyttet sig.

Jeg har været skruk i rigtigt mange år, og i weekenden stod jeg med to meget flotte positive tests.

Kæresten er gået i baglås og ser helst at jeg får en abort, han vil virkelig ikke ha et barn nu.

Jeg er meget ulykkelig da jeg allerede elsker den lille spire og vil virkelig gerne være mor. Vi har været sammen i 5 år til juni.

Hvad ville i gøre?

Jammen, når du har det sådan, så er det da ikke aktuelt at tage abort?

Og når han med viden og vilje ikke har beskyttet sig, og du har været åben om situationen hele vejen, så kan jeg ikke rigtig se, at det skal være synd for ham.

Mit gæt er, at han lige trænger lidt tid til at vænne sig til tanken og situationen.

Men har man sagt A må man altså sige B.

Og jeg synes faktisk slet ikke, at det er rimelig at forvente, at du skal lægge alle ønsker og drømme om at få barnet i maven på hylden, bare fordi han lige har ombestemt sig. Det er helt rigtigt, som du siger, at hormoner og følelser slår til med det samme. Jeg har hver gang fået et enormt beskytterinstinkt over for babyen i maven helt fra begyndelsen af, og jeg er blevet klar over, at skulle jeg blive uplanlagt gravid, så tror jeg ikke, jeg ville klare at tage abort. (Selvom jeg absolut er tilhænger af retten til selvbestemt abort, sådan som reglerne nu er). Da jeg blev gravid med nr to, prøvede min mand sig lidt med, at det passede bedre, at jeg fik en abort, og så kunne vi prøve igen et års tid eller to bagefter. Det gik bare ikke. Jeg kunne slet ikke få mig til det, og jeg syntes, det var totalt urimeligt. Specielt siden han selv havde været med på tanken og handlingen bevidst. Så nu vandrer Lillebror rundt og er snart 2,5 år (og sin fars store guldklump!) - og jeg har IKKE fortrudt. Manden kan ikke bare avle børn, og så forvente at damen skal forskåne ham for noget så upraktisk som at tage konsekvenserne af hans handlinger. Men samtidig kan man jo godt forstå, at han lige kan have behov for lidt ekstra tid til at vænne sig til tanken.

Sender dig en STOR  - ved hvordan du har det...

signe. skriver:

Av, den er svær...

Din kæreste har jo været velvidende om at du ikke har været beskyttet mod graviditet, så han har jo vist at risikoen(chancen) har været der for en graviditet. Når du har fået konstateret PCOS, er jeg ikke i tvivl om hvad JEG ville gøre, og det var at få barnet. Kan godt se at din situation er markant anderledes end så mange andres i og emd at din kæreste måske ikke helt ønsker det her barn lige nu. Har han lyst til børn på et tidspunkt? For med sin sygdom er det jo ikke helt sikkert at I bare kan vente 3 år med at få børn...

Der skal helt sikkert en god alvorlig snak til, imellem Jer, med jeres ønsker for fremtiden.. Hvis fremtiden skal indeholde børn er det jo nu nok en god idé at overveje at få det abrn nu som du bærer på, grundet din sygdom...

Jeg er også ret sikker på at jeg beholder det, han anser ikke pcosén for en hindring og har aldrig gjort det.

Han er 100% sikker på at han vil ha børn med mig bare ikke lige nu.

Han er ret umulig at snakke med disse dage, han lukker helt af.

Anonym skriver:

Jeg er også ret sikker på at jeg beholder det, han anser ikke pcosén for en hindring og har aldrig gjort det.

Han er 100% sikker på at han vil ha børn med mig bare ikke lige nu.

Han er ret umulig at snakke med disse dage, han lukker helt af.

Han skal jo netop se det som en hindring.. Måske du skulle tage ham med til lægen? Så kan din læge forklarer lidt om sygdommen...

Synes at når I har været sammen så længe, og han ved det er dig han vil have børn med ENGANG, skal han kraftigt overveje om ikke I skulle få det barn nu. Synes det ville være "dumt" at få et barn fjernet hvis der er risiko for at I ikke kan få flere på et andet tidspunkt. Lyder heller ikke til at du har lyst til at få en abort...

Anonym skriver:

Jeg er også ret sikker på at jeg beholder det, han anser ikke pcosén for en hindring og har aldrig gjort det.

Han er 100% sikker på at han vil ha børn med mig bare ikke lige nu.

Han er ret umulig at snakke med disse dage, han lukker helt af.

Når du er sikker på, at du vil beholde, så prøv at give ham fred nogen dage uden at bringe emnet op. Så får han vendt tankerne et par gange uden at føle sig presset.

 for at han snart finder ud af, at det egentlig kan blive fint at få barnet nu og ikke senere, selvom det var det, han havde planlagt.