Ciss skriver:
Jammen, når du har det sådan, så er det da ikke aktuelt at tage abort?
Og når han med viden og vilje ikke har beskyttet sig, og du har været åben om situationen hele vejen, så kan jeg ikke rigtig se, at det skal være synd for ham.
Mit gæt er, at han lige trænger lidt tid til at vænne sig til tanken og situationen.
Men har man sagt A må man altså sige B.
Og jeg synes faktisk slet ikke, at det er rimelig at forvente, at du skal lægge alle ønsker og drømme om at få barnet i maven på hylden, bare fordi han lige har ombestemt sig. Det er helt rigtigt, som du siger, at hormoner og følelser slår til med det samme. Jeg har hver gang fået et enormt beskytterinstinkt over for babyen i maven helt fra begyndelsen af, og jeg er blevet klar over, at skulle jeg blive uplanlagt gravid, så tror jeg ikke, jeg ville klare at tage abort. (Selvom jeg absolut er tilhænger af retten til selvbestemt abort, sådan som reglerne nu er). Da jeg blev gravid med nr to, prøvede min mand sig lidt med, at det passede bedre, at jeg fik en abort, og så kunne vi prøve igen et års tid eller to bagefter. Det gik bare ikke. Jeg kunne slet ikke få mig til det, og jeg syntes, det var totalt urimeligt. Specielt siden han selv havde været med på tanken og handlingen bevidst. Så nu vandrer Lillebror rundt og er snart 2,5 år (og sin fars store guldklump!) - og jeg har IKKE fortrudt. Manden kan ikke bare avle børn, og så forvente at damen skal forskåne ham for noget så upraktisk som at tage konsekvenserne af hans handlinger. Men samtidig kan man jo godt forstå, at han lige kan have behov for lidt ekstra tid til at vænne sig til tanken.
Sender dig en STOR 
- ved hvordan du har det...
