Hej skønne piger!
Så begynder rosinerne i pølseenden også at blive et år 
Og hvor er det vildt! for et år siden troede jeg aldrig at jeg ville leve til denne dag kom, for hold da op et år det har været... Men vi står her et år senere med en dreng, der er sin helt egen på godt og på ondt (mest godt selvfølgelig
), og en mor der har udviklet sig på det personlige plan pga. de udfordringer vi har haft, og det er alligevel en gave!
Vi er jo flyttet til Viborg, og det er sgu fantastisk! Otto nyder at have mere plads at boltre sig på, og hver gang terrassedøren bliver åbnet, er han der hurtigere end lynet og vil ud i haven, så det bliver fantastisk, når vejret bliver til at man bare kan gå ud og ind, uden at skulle pakkes ind i alt det forfærdelige overtøj!
Otto tog sine første skridt nogle dage inden han blev 11 måneder, og i denne weekend, der skrottede han at kravle, og går nu rundt og rundt og rundt i huset, og hviner af vellyst
der er virkelig en forskel at mærke her fra kravlen til gåen - han kan bare bedre følge med!
I forhold til vores indlæggelse på Bispebjerg er vi blevet henvist videre til Risskovs tilsvarende afdeling, men det er altså ikke en succes... det er et meget anderledes sted, og hende "forkvinden"(håber ikke nogen kender hende
) hun er noget hellig, og det er slet ikke mig. Jeg ved godt, at vi er til møder på Risskov for Ottos skyld, men jeg kan ikke se, at han skal få mere ud af den afdeling, end vi har fået på Bispebjerg, så vi bliver nok udsluset ganske langsomt! Vi har derimod haft en fantastisk oplevelse med Viborg sygehus, som så det meget relevant at kigge nærmere på ham fysisk. Lægen sagde, at han ikke troede de ville finde noget, men at de hellere måtte bruge udelukkelsesmetoden, for at konstatere, at der ikke er noget galt. Så den 18. april skal Otto MR-scannes, og det er vi spændte på, bl.a. fordi det foregår i fuld narkose. Men endelig sker der noget, efter vi i et år nu har plaget om at få ham undersøgt. Grunden til vi gerne vil have ham undersøgt er, at vi stadig har koliklignende skrigeture om natten, hvor han er som besat, og slet ikke kan finde ro, og han er så stærk efterhånden, at det er svært at holde ham, når han har det sådan
Vi mistænker stadig maven, så nu må vi se, om sygehuset vil undersøge den region også
ellers er det hypersensitiviteten, der gør, at han reagerer så voldsomt på ubehag i kroppen...
Nå men kort tilbage til Viborg, så er det ret hyggeligt at bo et sted, hvor man kan støde på nogle baby.dk'ere, når man handler ind i nærbutikken BILKA og jeg håber, at mor her får taget sig sammen til at blive mindre nervøs ved bilkørsel, og mindstemanden mindre anspændt, så vi kan komme til Århus, når der er arrangementer dér!
Og til sidst, så skal der selvfølgelig nogle billeder til fra Ottos fødseldag
Tak, hvis du læste med så langt!
