Puha, hvor skal jeg starte...?

Har længe taget tilløb til at skrive dette indlæg, men ved bare at det bliver så langt og indviklet, så har igen og igen udskudt det. Nu sover lille-mand, så nu er der tid - ikke så meget overskud og håber så bare på, at nogle vil læse med og komme med nogle gode råd.

Sagen er den, ja, hvor skal jeg starte...? Hmm... Jeg er vokset op med alkoholiske forældre. De første 8 år af mit liv hos min mor og de næste 8 hos min far. De drak/drikker stadig, bare på forskellige måder. Min mor var virkelig en sut som hang på værtshuset dagen lang og døde så også af det for 7 år siden, mens min far formår at have et godt job inden for politik samtidig. Han skjuler det godt, dog ikke på maven Jeg har aldrig haft et godt forhold til nogen af dem, faktisk ikke rigtig noget forhold egentlig, så min farmor var for mig, hvad de ikke var. Hun har altid været mit et og alt, passet mig, plejet mig, været der for mig og har betydet ALT! Hendes 2 sønner har behandlet hende som lort, så vi har altid haft et specielt bånd. Hun var mere end en mor for mig, kort fortalt.

Jeg er født og opvokset i København, men flyttede til Jylland som 16 årig, min farmor boede også i København (i 60 år), men flyttede til Aalborg da jeg var 8 år ca. Så vi blev endelig samlet igen og min farmor og jeg og boede tæt på hinanden i Aalborg. Min far bor stadig på Sjælland.

Min farmor dør desværre efter 4 år med kræft for 1 1/2 år siden og min verden falder sammen! Nu har jeg bare ingen tilbage, føler jeg. Og samtidig med den store sorg der ramte mig, stod jeg med begravelse og alt andet alene. Hun døde på hospice i Aalborg natten til mandag og min far mødte først op torsdag eftermiddag, dagen inden begravelsen, da vi skulle have samtale med præsten. Jeg stod for at informere folk, snakke med bedemand, lægge hende i kisten, booke mad og lokaler til gravøl, opsigelse af lejemål, opsigelse af diverse aviser og hvad der ellers hører til. Puha, det var hårdt! Ved ikke hvad jeg havde gjort uden min mand ved min side...

Under hele forløbet opførte min far sig som et komplet idiot! Jeg blev uvenner med ham flere gange, fordi han efter min farmors død, bl.a. brokkede sig over hendes opførsel. Hun havde virkelig gjort alt klar til sin død og det var han ikke tilfreds med! "Hun ville jo bare sidde der i himlen og dirigere med os alle sammen!" Men det var jo bare for at gøre det nemmere for os efterladte. Det var helt ned i detaljer: F.eks. skulle gravøllet holdes på Hvide Hus og vi skulle have sandwitches med æggesalat - uden skorper på brødet!

Udover dette prøvede han at snyde mig for 75.000 kr., en arv som han havde fået på forskud for år tilbage af min farmor, mente han at han skulle have en gang mere. Han prøvede at bilde mig ind at han aldrig havde fået de penge, men det havde min farmor fortalt mig at han havde og da jeg var i banken for at lukke hendes konti, så jeg overførslen sort på hvidt! Da jeg sagde det, har han heller ikke spurgt efter de penge siden. Han sagde bare at han ikke anede hvad jeg snakkede om... Hvis han havde ret, ville han jo ikke lade det ligge. My God, det er altså min far!

Dette er kun et par eksempler på hvordan han er, men bl.a. fik jeg engang (for nok 4 år siden) nogle papirer fra ham, hvor han bad mig skrive under på, at hans nye kone og hendes børn skulle arve ham i stedet for mig, på advokatsprog; hans kone skulle sidde i uskiftet bo. Han prøvede at verbevise mig om, at det var for mit eget bedste at skrive under, at han gjorde det for min skyld, men de 2 advokater jeg har haft til at kigge på papirerne, siger det modsatte og at jeg ikke skrive under. Det skal lige siges at jeg fik papirerne en juleaften fra min onkel, hvor jeg var uvenner med min far og ikke havde snakket med ham i flere måneder.

Nå, the main issue: Min farmor havde et sommerhus i Blokhus som hun har haft siden 1951 og det var simpelthen hendes hjertebarn! Det betød alt for hende. Det sommerhus arvede jeg da hun døde, hvilket min far var godt og grundigt sur over. Han fik sin tvangsarv deri. Han har altid sagt at han ville sælge det og derfor fik jeg det, for det har jeg altid sagt, at jeg ikke ville. Sommerhuset har også altid betydet alt for mig, men nu efter min farmor ikke er i det mere, er det bare ikke det samme. Plus at standen og størrelsen ikke er helt optimal for en familie som vores med 2 små børn. Det er meget lille, 1 stue og et værelse (ud i et, med gardin imellem) og ultra lille køkken. Udover det er det ret faldefærdigt. Vi har været deroppe nogle gange, men har hver gang siddet og tudet fordi det er så hårdt at være der, alle de minder som bare vælter ind over mig... Puha, det er en sindssygt svær situation og vi snakkede længe om det, i et år faktisk og har rådført os med mange mennesker. Nu har vi sat det til salg Jeg vil for alt i verden helst beholde det, men det går bare ikke til os og jeg kan jo ikke beholde det pga. minder... Og hvis vi sælger det, får vi ca. 8000 kr. mere til os selv om måneden. Det er også værd at tage med. Nu har det været til salg siden efteråret og jeg har stadig ikke fortalt min far det. Jeg tør ikke! Han slår hånden af mig! Og med god grund egentlig. Jeg har jo altid sagt at jeg ikke ville sælge det Og det var virkelig heller ikke min intention, men det er bare bedst sådan. Åhh, what to do... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. 

Vi skal holde barnedåb i næste måned og der kører han sikkert forbi for at se det, og ser så til salg skiltet

Hjælp mig piger, hvad skal jeg stille op?? Burde egentlig være ligeglad sådan som han har behandlet mig, men det er jeg bare ikke...

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal råde dig til men synes du skal have et

Jeg ville nok ringe eller skrive og fortælle det før dåben så det ikke skal falde sammen.

Camulla skriver:

Har længe taget tilløb til at skrive dette indlæg, men ved bare at det bliver så langt og indviklet, så har igen og igen udskudt det. Nu sover lille-mand, så nu er der tid - ikke så meget overskud og håber så bare på, at nogle vil læse med og komme med nogle gode råd.

Sagen er den, ja, hvor skal jeg starte...? Hmm... Jeg er vokset op med alkoholiske forældre. De første 8 år af mit liv hos min mor og de næste 8 hos min far. De drak/drikker stadig, bare på forskellige måder. Min mor var virkelig en sut som hang på værtshuset dagen lang og døde så også af det for 7 år siden, mens min far formår at have et godt job inden for politik samtidig. Han skjuler det godt, dog ikke på maven Jeg har aldrig haft et godt forhold til nogen af dem, faktisk ikke rigtig noget forhold egentlig, så min farmor var for mig, hvad de ikke var. Hun har altid været mit et og alt, passet mig, plejet mig, været der for mig og har betydet ALT! Hendes 2 sønner har behandlet hende som lort, så vi har altid haft et specielt bånd. Hun var mere end en mor for mig, kort fortalt.

Jeg er født og opvokset i København, men flyttede til Jylland som 16 årig, min farmor boede også i København (i 60 år), men flyttede til Aalborg da jeg var 8 år ca. Så vi blev endelig samlet igen og min farmor og jeg og boede tæt på hinanden i Aalborg. Min far bor stadig på Sjælland.

Min farmor dør desværre efter 4 år med kræft for 1 1/2 år siden og min verden falder sammen! Nu har jeg bare ingen tilbage, føler jeg. Og samtidig med den store sorg der ramte mig, stod jeg med begravelse og alt andet alene. Hun døde på hospice i Aalborg natten til mandag og min far mødte først op torsdag eftermiddag, dagen inden begravelsen, da vi skulle have samtale med præsten. Jeg stod for at informere folk, snakke med bedemand, lægge hende i kisten, booke mad og lokaler til gravøl, opsigelse af lejemål, opsigelse af diverse aviser og hvad der ellers hører til. Puha, det var hårdt! Ved ikke hvad jeg havde gjort uden min mand ved min side...

Under hele forløbet opførte min far sig som et komplet idiot! Jeg blev uvenner med ham flere gange, fordi han efter min farmors død, bl.a. brokkede sig over hendes opførsel. Hun havde virkelig gjort alt klar til sin død og det var han ikke tilfreds med! "Hun ville jo bare sidde der i himlen og dirigere med os alle sammen!" Men det var jo bare for at gøre det nemmere for os efterladte. Det var helt ned i detaljer: F.eks. skulle gravøllet holdes på Hvide Hus og vi skulle have sandwitches med æggesalat - uden skorper på brødet!

Udover dette prøvede han at snyde mig for 75.000 kr., en arv som han havde fået på forskud for år tilbage af min farmor, mente han at han skulle have en gang mere. Han prøvede at bilde mig ind at han aldrig havde fået de penge, men det havde min farmor fortalt mig at han havde og da jeg var i banken for at lukke hendes konti, så jeg overførslen sort på hvidt! Da jeg sagde det, har han heller ikke spurgt efter de penge siden. Han sagde bare at han ikke anede hvad jeg snakkede om... Hvis han havde ret, ville han jo ikke lade det ligge. My God, det er altså min far!

Dette er kun et par eksempler på hvordan han er, men bl.a. fik jeg engang (for nok 4 år siden) nogle papirer fra ham, hvor han bad mig skrive under på, at hans nye kone og hendes børn skulle arve ham i stedet for mig, på advokatsprog; hans kone skulle sidde i uskiftet bo. Han prøvede at verbevise mig om, at det var for mit eget bedste at skrive under, at han gjorde det for min skyld, men de 2 advokater jeg har haft til at kigge på papirerne, siger det modsatte og at jeg ikke skrive under. Det skal lige siges at jeg fik papirerne en juleaften fra min onkel, hvor jeg var uvenner med min far og ikke havde snakket med ham i flere måneder.

Nå, the main issue: Min farmor havde et sommerhus i Blokhus som hun har haft siden 1951 og det var simpelthen hendes hjertebarn! Det betød alt for hende. Det sommerhus arvede jeg da hun døde, hvilket min far var godt og grundigt sur over. Han fik sin tvangsarv deri. Han har altid sagt at han ville sælge det og derfor fik jeg det, for det har jeg altid sagt, at jeg ikke ville. Sommerhuset har også altid betydet alt for mig, men nu efter min farmor ikke er i det mere, er det bare ikke det samme. Plus at standen og størrelsen ikke er helt optimal for en familie som vores med 2 små børn. Det er meget lille, 1 stue og et værelse (ud i et, med gardin imellem) og ultra lille køkken. Udover det er det ret faldefærdigt. Vi har været deroppe nogle gange, men har hver gang siddet og tudet fordi det er så hårdt at være der, alle de minder som bare vælter ind over mig... Puha, det er en sindssygt svær situation og vi snakkede længe om det, i et år faktisk og har rådført os med mange mennesker. Nu har vi sat det til salg Jeg vil for alt i verden helst beholde det, men det går bare ikke til os og jeg kan jo ikke beholde det pga. minder... Og hvis vi sælger det, får vi ca. 8000 kr. mere til os selv om måneden. Det er også værd at tage med. Nu har det været til salg siden efteråret og jeg har stadig ikke fortalt min far det. Jeg tør ikke! Han slår hånden af mig! Og med god grund egentlig. Jeg har jo altid sagt at jeg ikke ville sælge det Og det var virkelig heller ikke min intention, men det er bare bedst sådan. Åhh, what to do... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. 

Vi skal holde barnedåb i næste måned og der kører han sikkert forbi for at se det, og ser så til salg skiltet

Hjælp mig piger, hvad skal jeg stille op?? Burde egentlig være ligeglad sådan som han har behandlet mig, men det er jeg bare ikke...

Puha da jeg læste din indlæg fik jeg en kæmpe klump i halsen.. Det er virkelig synd for dig at du har/har haft sådan nogle uretærdige forældre.. og hvor er det dejligt at du har haft din elskede farmor 

Men nu til det andet... Din far fortjener dig ikke, han fortjener ikke din opmærksomhed, dine tårer og dit STORE hjerte.. DU skal ikke fortælle ham at du har sat det til salg. Det rager ikke ham.. Hvis han virkelig bekymrede sig og forstod at bekymre sig. Ville han snakke med dig. Og så havde du slet ikke behøvet at sidde med alle disse bekymringer om at fortælle ham det. Så havde i allerede kunnet tage snakken omkring det... Og havde kunnet håndtere situationen sammen .. 

Jeg taler desværre af erfaring med dårlige forældre.. Og jeg er træt af at spilde mit liv på mine forældre, det er dem der burde tage sig af os .. Og ikke OMVENDT.. Jeg ved godt du er i en anden situation og at du er ældre end mig. Men jeg har nu desværre kæmpet med nogle skrækkelige forældre i 6 ÅR !!!Og jeg er træt af at havde den ene nedtur efter den anden.. Og jeg syntes at du skal tænke på dig selv og dine børns bedste 

Jeg håber at du finder den beslutning der er bedst for dig/jer.. Så at din far holder op med at tyrranisere dig, med alle sine beskyldninger og egne dårlige samvittigheds kvaler.. 

Camulla skriver:

Har længe taget tilløb til at skrive dette indlæg, men ved bare at det bliver så langt og indviklet, så har igen og igen udskudt det. Nu sover lille-mand, så nu er der tid - ikke så meget overskud og håber så bare på, at nogle vil læse med og komme med nogle gode råd.

Sagen er den, ja, hvor skal jeg starte...? Hmm... Jeg er vokset op med alkoholiske forældre. De første 8 år af mit liv hos min mor og de næste 8 hos min far. De drak/drikker stadig, bare på forskellige måder. Min mor var virkelig en sut som hang på værtshuset dagen lang og døde så også af det for 7 år siden, mens min far formår at have et godt job inden for politik samtidig. Han skjuler det godt, dog ikke på maven Jeg har aldrig haft et godt forhold til nogen af dem, faktisk ikke rigtig noget forhold egentlig, så min farmor var for mig, hvad de ikke var. Hun har altid været mit et og alt, passet mig, plejet mig, været der for mig og har betydet ALT! Hendes 2 sønner har behandlet hende som lort, så vi har altid haft et specielt bånd. Hun var mere end en mor for mig, kort fortalt.

Jeg er født og opvokset i København, men flyttede til Jylland som 16 årig, min farmor boede også i København (i 60 år), men flyttede til Aalborg da jeg var 8 år ca. Så vi blev endelig samlet igen og min farmor og jeg og boede tæt på hinanden i Aalborg. Min far bor stadig på Sjælland.

Min farmor dør desværre efter 4 år med kræft for 1 1/2 år siden og min verden falder sammen! Nu har jeg bare ingen tilbage, føler jeg. Og samtidig med den store sorg der ramte mig, stod jeg med begravelse og alt andet alene. Hun døde på hospice i Aalborg natten til mandag og min far mødte først op torsdag eftermiddag, dagen inden begravelsen, da vi skulle have samtale med præsten. Jeg stod for at informere folk, snakke med bedemand, lægge hende i kisten, booke mad og lokaler til gravøl, opsigelse af lejemål, opsigelse af diverse aviser og hvad der ellers hører til. Puha, det var hårdt! Ved ikke hvad jeg havde gjort uden min mand ved min side...

Under hele forløbet opførte min far sig som et komplet idiot! Jeg blev uvenner med ham flere gange, fordi han efter min farmors død, bl.a. brokkede sig over hendes opførsel. Hun havde virkelig gjort alt klar til sin død og det var han ikke tilfreds med! "Hun ville jo bare sidde der i himlen og dirigere med os alle sammen!" Men det var jo bare for at gøre det nemmere for os efterladte. Det var helt ned i detaljer: F.eks. skulle gravøllet holdes på Hvide Hus og vi skulle have sandwitches med æggesalat - uden skorper på brødet!

Udover dette prøvede han at snyde mig for 75.000 kr., en arv som han havde fået på forskud for år tilbage af min farmor, mente han at han skulle have en gang mere. Han prøvede at bilde mig ind at han aldrig havde fået de penge, men det havde min farmor fortalt mig at han havde og da jeg var i banken for at lukke hendes konti, så jeg overførslen sort på hvidt! Da jeg sagde det, har han heller ikke spurgt efter de penge siden. Han sagde bare at han ikke anede hvad jeg snakkede om... Hvis han havde ret, ville han jo ikke lade det ligge. My God, det er altså min far!

Dette er kun et par eksempler på hvordan han er, men bl.a. fik jeg engang (for nok 4 år siden) nogle papirer fra ham, hvor han bad mig skrive under på, at hans nye kone og hendes børn skulle arve ham i stedet for mig, på advokatsprog; hans kone skulle sidde i uskiftet bo. Han prøvede at verbevise mig om, at det var for mit eget bedste at skrive under, at han gjorde det for min skyld, men de 2 advokater jeg har haft til at kigge på papirerne, siger det modsatte og at jeg ikke skrive under. Det skal lige siges at jeg fik papirerne en juleaften fra min onkel, hvor jeg var uvenner med min far og ikke havde snakket med ham i flere måneder.

Nå, the main issue: Min farmor havde et sommerhus i Blokhus som hun har haft siden 1951 og det var simpelthen hendes hjertebarn! Det betød alt for hende. Det sommerhus arvede jeg da hun døde, hvilket min far var godt og grundigt sur over. Han fik sin tvangsarv deri. Han har altid sagt at han ville sælge det og derfor fik jeg det, for det har jeg altid sagt, at jeg ikke ville. Sommerhuset har også altid betydet alt for mig, men nu efter min farmor ikke er i det mere, er det bare ikke det samme. Plus at standen og størrelsen ikke er helt optimal for en familie som vores med 2 små børn. Det er meget lille, 1 stue og et værelse (ud i et, med gardin imellem) og ultra lille køkken. Udover det er det ret faldefærdigt. Vi har været deroppe nogle gange, men har hver gang siddet og tudet fordi det er så hårdt at være der, alle de minder som bare vælter ind over mig... Puha, det er en sindssygt svær situation og vi snakkede længe om det, i et år faktisk og har rådført os med mange mennesker. Nu har vi sat det til salg Jeg vil for alt i verden helst beholde det, men det går bare ikke til os og jeg kan jo ikke beholde det pga. minder... Og hvis vi sælger det, får vi ca. 8000 kr. mere til os selv om måneden. Det er også værd at tage med. Nu har det været til salg siden efteråret og jeg har stadig ikke fortalt min far det. Jeg tør ikke! Han slår hånden af mig! Og med god grund egentlig. Jeg har jo altid sagt at jeg ikke ville sælge det Og det var virkelig heller ikke min intention, men det er bare bedst sådan. Åhh, what to do... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. 

Vi skal holde barnedåb i næste måned og der kører han sikkert forbi for at se det, og ser så til salg skiltet

Hjælp mig piger, hvad skal jeg stille op?? Burde egentlig være ligeglad sådan som han har behandlet mig, men det er jeg bare ikke...

Du skal pakke din dårlige samvittighed væk, havde dit bagland haft en interesse, havde de meldt sig på banen for længe siden. Ja, der er bare nogen mennesker der skulle moderniseres oveni.

Dine minder om din farmor sidder ikke i det hus, din far opfører sig som en forkælet teenager og du har ærlig talt fortjent meget bedre end det der rod.

Så derfor, væk med den dårlige samvittighed, bare spørg din mand, om du ikke har fortjent så meget bedre end at gå rundt med et ansvar, som slet ikke er dit.

AalborgPigen skriver:

Puha da jeg læste din indlæg fik jeg en kæmpe klump i halsen.. Det er virkelig synd for dig at du har/har haft sådan nogle uretærdige forældre.. og hvor er det dejligt at du har haft din elskede farmor 

Men nu til det andet... Din far fortjener dig ikke, han fortjener ikke din opmærksomhed, dine tårer og dit STORE hjerte.. DU skal ikke fortælle ham at du har sat det til salg. Det rager ikke ham.. Hvis han virkelig bekymrede sig og forstod at bekymre sig. Ville han snakke med dig. Og så havde du slet ikke behøvet at sidde med alle disse bekymringer om at fortælle ham det. Så havde i allerede kunnet tage snakken omkring det... Og havde kunnet håndtere situationen sammen .. 

Jeg taler desværre af erfaring med dårlige forældre.. Og jeg er træt af at spilde mit liv på mine forældre, det er dem der burde tage sig af os .. Og ikke OMVENDT.. Jeg ved godt du er i en anden situation og at du er ældre end mig. Men jeg har nu desværre kæmpet med nogle skrækkelige forældre i 6 ÅR !!!Og jeg er træt af at havde den ene nedtur efter den anden.. Og jeg syntes at du skal tænke på dig selv og dine børns bedste 

 

Jeg håber at du finder den beslutning der er bedst for dig/jer.. Så at din far holder op med at tyrranisere dig, med alle sine beskyldninger og egne dårlige samvittigheds kvaler.. 

Tusind tak for dit svar

Og du har jo så evig ret! For pokker, det er jo det alle folk siger, men det er squ svært alligevel  

Kan bare ikke få det sagt, kan simpelthen ikke, nå nej, det skulle jeg jo heller ikke Men lige nu har vi det fint med hinanden, så er det bare endnu sværere. Jeg tror jeg higer efter ham og ønsker at han gerne gider mig, men jeg må også snart acceptere og forstå, at jeg og mine børn bare ikke er så vigtige for ham... Man kan jo ikke tvinge ham til at ville os.

Men du er squ right on! 

Jonatansmor skriver:

Du skal pakke din dårlige samvittighed væk, havde dit bagland haft en interesse, havde de meldt sig på banen for længe siden. Ja, der er bare nogen mennesker der skulle moderniseres oveni.

Dine minder om din farmor sidder ikke i det hus, din far opfører sig som en forkælet teenager og du har ærlig talt fortjent meget bedre end det der rod.

Så derfor, væk med den dårlige samvittighed, bare spørg din mand, om du ikke har fortjent så meget bedre end at gå rundt med et ansvar, som slet ikke er dit.

Tusind tak for dit svar, hvor er det dejligt at det ikke kun er mig som finder han uretfærdig og egoistisk. Og du har så meget ret i det du skriver, det er bare så pokkers svært jo  

og hvad så hvis han slår hånden af dig. han har jo ALDRIG været der for dig alligevel så hvad har du at miste, en arv.. og hvad så.. det er jo ligegyldige ting... 

det er DIT sommerhus og DU har råderetten over det... 

 jeg forstår godt at du er frustreret. men du har jo så absolut intet at miste...  

Camulla skriver:

Tusind tak for dit svar

Og du har jo så evig ret! For pokker, det er jo det alle folk siger, men det er squ svært alligevel  

Kan bare ikke få det sagt, kan simpelthen ikke, nå nej, det skulle jeg jo heller ikke Men lige nu har vi det fint med hinanden, så er det bare endnu sværere. Jeg tror jeg higer efter ham og ønsker at han gerne gider mig, men jeg må også snart acceptere og forstå, at jeg og mine børn bare ikke er så vigtige for ham... Man kan jo ikke tvinge ham til at ville os.

Men du er squ right on! 

Jeg kan jo sagtens sige det - men gøre det, gør jeg mon det ?

Men jeg kan sagtens forstå dig.. Man higer efter accept og opmærksomhed .. Fra dem/den som burde elske en aller højest.. 

Det er jo ens forældre som burde elske en HØJEST ! Men uanset om i har det godt nu.. Så skal han nok træde på dig igen. Desværre,.. Og han er en stor barnlig egoist.. Unskyld.: men kender det ..

Camulla skriver:

Tusind tak for dit svar, hvor er det dejligt at det ikke kun er mig som finder han uretfærdig og egoistisk. Og du har så meget ret i det du skriver, det er bare så pokkers svært jo  

Det gør ondt når vores forældre ikke vil passe på os, som vi sådan set har retmæssigt krav på. Det kan jeg tale med om, jeg har ikke haft kontakt med min far siden jeg var 11 - hans gerninger og hans valg. Det er smertefuldt at efterlade din historie, men det vil altid være mere smertefuldt at forsøge at opnå en accept og forståelse fra et menneske som burde elske dig ubetinget.

Jeg forstår dig, forstår det hårde i det. Heldigvis har du lært lektien og bryder en cirkel med dine egne børn. Varm dig ved det, at du er et bedre menneske end han.

Du skal pakke din dårlige samvittighed væk, havde dit bagland haft en interesse, havde de meldt sig på banen for længe siden. Ja, der er bare nogen mennesker der skulle moderniseres oveni.

Dine minder om din farmor sidder ikke i det hus, din far opfører sig som en forkælet teenager og du har ærlig talt fortjent meget bedre end det der rod.

Så derfor, væk med den dårlige samvittighed, bare spørg din mand, om du ikke har fortjent så meget bedre end at gå rundt med et ansvar, som slet ikke er dit.

Hørt hørt...

Jeg er selv opvokset med en alko og min svigermor er det nu.. Kender alt til det samvittigheds pis de køre af på 'en... Stik det op hvor solen ikke skinner... Det er alkoholen der snakker så det kan slet ikke tages alvorligt.