Camulla skriver:
Har længe taget tilløb til at skrive dette indlæg, men ved bare at det bliver så langt og indviklet, så har igen og igen udskudt det. Nu sover lille-mand, så nu er der tid - ikke så meget overskud 
og håber så bare på, at nogle vil læse med og komme med nogle gode råd.
Sagen er den, ja, hvor skal jeg starte...? Hmm... Jeg er vokset op med alkoholiske forældre. De første 8 år af mit liv hos min mor og de næste 8 hos min far. De drak/drikker stadig, bare på forskellige måder. Min mor var virkelig en sut som hang på værtshuset dagen lang og døde så også af det for 7 år siden, mens min far formår at have et godt job inden for politik samtidig. Han skjuler det godt, dog ikke på maven Jeg har aldrig haft et godt forhold til nogen af dem, faktisk ikke rigtig noget forhold egentlig, så min farmor var for mig, hvad de ikke var. Hun har altid været mit et og alt, passet mig, plejet mig, været der for mig og har betydet ALT! Hendes 2 sønner har behandlet hende som lort, så vi har altid haft et specielt bånd. Hun var mere end en mor for mig, kort fortalt.
Jeg er født og opvokset i København, men flyttede til Jylland som 16 årig, min farmor boede også i København (i 60 år), men flyttede til Aalborg da jeg var 8 år ca. Så vi blev endelig samlet igen og min farmor og jeg og boede tæt på hinanden i Aalborg. Min far bor stadig på Sjælland.
Min farmor dør desværre efter 4 år med kræft for 1 1/2 år siden og min verden falder sammen! Nu har jeg bare ingen tilbage, føler jeg. Og samtidig med den store sorg der ramte mig, stod jeg med begravelse og alt andet alene. Hun døde på hospice i Aalborg natten til mandag og min far mødte først op torsdag eftermiddag, dagen inden begravelsen, da vi skulle have samtale med præsten. Jeg stod for at informere folk, snakke med bedemand, lægge hende i kisten, booke mad og lokaler til gravøl, opsigelse af lejemål, opsigelse af diverse aviser og hvad der ellers hører til. Puha, det var hårdt! Ved ikke hvad jeg havde gjort uden min mand ved min side...
Under hele forløbet opførte min far sig som et komplet idiot! Jeg blev uvenner med ham flere gange, fordi han efter min farmors død, bl.a. brokkede sig over hendes opførsel. Hun havde virkelig gjort alt klar til sin død og det var han ikke tilfreds med! "Hun ville jo bare sidde der i himlen og dirigere med os alle sammen!" Men det var jo bare for at gøre det nemmere for os efterladte. Det var helt ned i detaljer: F.eks. skulle gravøllet holdes på Hvide Hus og vi skulle have sandwitches med æggesalat - uden skorper på brødet! 
Udover dette prøvede han at snyde mig for 75.000 kr., en arv som han havde fået på forskud for år tilbage af min farmor, mente han at han skulle have en gang mere. Han prøvede at bilde mig ind at han aldrig havde fået de penge, men det havde min farmor fortalt mig at han havde og da jeg var i banken for at lukke hendes konti, så jeg overførslen sort på hvidt! Da jeg sagde det, har han heller ikke spurgt efter de penge siden. Han sagde bare at han ikke anede hvad jeg snakkede om... Hvis han havde ret, ville han jo ikke lade det ligge. My God, det er altså min far!
Dette er kun et par eksempler på hvordan han er, men bl.a. fik jeg engang (for nok 4 år siden) nogle papirer fra ham, hvor han bad mig skrive under på, at hans nye kone og hendes børn skulle arve ham i stedet for mig, på advokatsprog; hans kone skulle sidde i uskiftet bo. Han prøvede at verbevise mig om, at det var for mit eget bedste at skrive under, at han gjorde det for min skyld, men de 2 advokater jeg har haft til at kigge på papirerne, siger det modsatte og at jeg ikke skrive under. Det skal lige siges at jeg fik papirerne en juleaften fra min onkel, hvor jeg var uvenner med min far og ikke havde snakket med ham i flere måneder.
Nå, the main issue: Min farmor havde et sommerhus i Blokhus som hun har haft siden 1951 og det var simpelthen hendes hjertebarn! Det betød alt for hende. Det sommerhus arvede jeg da hun døde, hvilket min far var godt og grundigt sur over. Han fik sin tvangsarv deri. Han har altid sagt at han ville sælge det og derfor fik jeg det, for det har jeg altid sagt, at jeg ikke ville. Sommerhuset har også altid betydet alt for mig, men nu efter min farmor ikke er i det mere, er det bare ikke det samme. Plus at standen og størrelsen ikke er helt optimal for en familie som vores med 2 små børn. Det er meget lille, 1 stue og et værelse (ud i et, med gardin imellem) og ultra lille køkken. Udover det er det ret faldefærdigt. Vi har været deroppe nogle gange, men har hver gang siddet og tudet fordi det er så hårdt at være der, alle de minder som bare vælter ind over mig... Puha, det er en sindssygt svær situation og vi snakkede længe om det, i et år faktisk og har rådført os med mange mennesker. Nu har vi sat det til salg 
Jeg vil for alt i verden helst beholde det, men det går bare ikke til os og jeg kan jo ikke beholde det pga. minder... Og hvis vi sælger det, får vi ca. 8000 kr. mere til os selv om måneden. Det er også værd at tage med. Nu har det været til salg siden efteråret og jeg har stadig ikke fortalt min far det. Jeg tør ikke! Han slår hånden af mig! Og med god grund egentlig. Jeg har jo altid sagt at jeg ikke ville sælge det Og det var virkelig heller ikke min intention, men det er bare bedst sådan. Åhh, what to do... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Vi skal holde barnedåb i næste måned og der kører han sikkert forbi for at se det, og ser så til salg skiltet
Hjælp mig piger, hvad skal jeg stille op?? Burde egentlig være ligeglad sådan som han har behandlet mig, men det er jeg bare ikke...
ville da bare fjerne skiltet den dag...
