Ja det er hvad vi var igennem herhjemme med Noah onsdag eftermiddag. Phhhy det var ikke rart, ret så uhyggeligt faktisk 
Noah fik feber tirsdag efter sin middagslur. Har stadig feber onsdag, så jeg bliver hjemme fra arbejde. Han er noget stille i det og vil gerne sove meget, men er kontaktbar og der er ikke noget ved ham der gør os utrykke, han har jo før haft høj feber. Efter en lang middagslur er hans temp steget til 40. Vi putter på sofaen og falder sammen i søvn. Ca klokken 15 får han en rugbrød, derefter skifter jeg ham, tager hans temp som nu er faldet lidt til 39,6.
Jeg skal op på apoteket efter noget hostesaft, fordi jeg nu har hostet i over en måned, så Noah får en body på, strømpebukser og så sin flyverdragt, fordi det jo ikke ligefrem er sommer udenfor. Mens jeg giver ham hans flyverdragt på bliver han meget stille og kigger meget op på et billede vi har jeg snakker til ham og løfter ham op. Skal over til stolen hvor min jakke ligger og da jeg vil til at sætte ham ned er han bar HELT STIV i blikket og jeg kan slet ikke komme i kontakt med ham. Jeg lægger ham ned på gulvet og kalder hans navn igen og igen og igen uden nogen form for reaktion. Hans hoved er drejetskråt bagover til venstre og hans åndedræt meget overfladisk og i små gisp. Hans hænder ryster lidt og hans hjerte HAMRE afsted. Jeg finder febrilsk min mobil og får ringet til manden og siger han skal komme hjem NU for Noah har kramper, samtidig prøver jeg at få flyverdragten af Noah igen. Ringer lige efter til vagtlægen, smider på med det samme, for jeg skal jo bare have ringet 1-1-2. K stormer ind af døren ikke længe efter jeg havde ringet til ham (han arbejder heldigvis under 1 km herfra) og hjælper mig med at klæde Noah helt af mens jeg har alarmcentralen i røret.
Vel et minuts tid/ 30 sekunder inden ambulancen er her, stopper Noah med decideret at krampe. Turen i ambulancen er lang synes jeg. Vi skal til Skejby og Noah bliver ved med at have spastiske trækninger om munden og er ikke specielt kontaktbar og bare slet ikke min lille dreng. Lige inden vi ankommer kommer han heldigvis noget mere til sig selv og jeg kan få øjenkontakt med ham. Redderne er rigtig søde og han taler roligt og afslappet til mig under turen og forklare mig hvad der er sket, hvorfor det sikkert er sket og at det som sådan ikke er farligt for Noah. Han var rigtig sød og meget empatisk.
Inde på børneafdelingen får Noah noget flydende panodil og vi bliver guidet igennem hvordan vi skal forholde os i fremtiden, hvis det skulle ske igen. Noah skal have stesolid med sig i DP og hvor han ellers skal passes, men ellers er der ikke noget som sådan.
Der er en maaasse venten og efter 4 timer (tror jeg, ved ikke helt hvad klokken var da vi ankom) får vi lov til at tage hjem.
Noah er blevet sig selv igen, omend en træt og lille smule frustret Noah der er vågen lang tid efter sin normale sengetid og han får da også lige sat gebisset i mig et par gange.
I nat sov han i smørhullet og jeg har ikke sovet meget fordi han bare var SÅ varm og jeg var så bange for det skulle ske igen eller at han skulle stoppe med at trække vejret. Men Noah fik sovet og her til morgen havde vi vores glade og legesyge dreng tilbage i sit gamle jeg 
Han har stadig feber, men har kun lige ved middagstid været over de 39, ellers har han ligget lidt over de 38. Jeg håber han i morgen har mindre eller slet ingen feber. Men uanset hvad holder vi ham hjemme fra DP.
Men ja det var sgu ikke sjovt at se sit barn ligge der og være helt væk og jeg var bange for om han ikke fik ilt nok og det med at efter den egentlige krampe så var han stadig desorienteret og havde spastiske trækninger.
Jeg ved godt de siger det ikke er farligt for ham og ikke skader ham og at det er os det er værst for. Men jeg håber virkelig ikke vi skal igennem det igen. Vi satser på det var en angangsoplevelse. Som K og jeg blev enige om; Nu har vi haft vores tur i ambulance, så må det være nok!
SÅ (efter denne lange smøre) Noah ER ok, vi er ok. Men stadig lidt forskrækkede mor og far......
