Ja det er mange følelser der blir blandet sammen...
For det første synes jeg virkelig at det var grænseoverskridende..Både fordi man skal nogle ting igennem på sådan en klinik og man er klædt af til skindet i overført betydning..ikke så meget det at man skal have bukserne af:P Som tiden går blir ens problem ligepludeseligt allemands eje... Altså alle er ligesom med i en faktisk ret intim og persolig proces. Ud over det er man ikke sig selv efter så mange gange med hormoner. Min stemme gik i overgang, og det er der nok nogen der vil lette på smilebåndet over, men jeg synes bare det var SÅ pinligt..Mens man står der og snakker med kunder knækker stemmen og man lyder som en teenager på 15. Jeg fik det mentalt dårligt til sidst over at skulle stikke mig selv i maven, at jeg måtte have min mand til at gøre det, og "bedøve" det først med is på.. Det virker måske lidt emsig, når det bliver skrevet ned, men det er virkelig svært når man står i det..Det eneste man tænker, er at blive ved, og alligevel er det jo som en krig, man aldrig ved om man vinder:'(
Og Kæmpe cadot til jer på klinikkerne, I har så mange patienter og alligevel formår I at få os til at føle os som de eneste patienter der er...(H)
Nok om mig...:)
Knus
Anmeld