Min kæreste er vist ikke klar.

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Har ikke de vilde råd, andet end du skal følge dit hjerte

DitteMS skriver:

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Alle siger altid at selvom ens graviditet ikke var planlagt og måske ikke passer ind - jamen så går det hele alligevel på magisk vis 

Måske er din kæreste ikke klar nu, men tror så bestemt han bare lige skal vende sig til tanken. Han føler jo heller ikke de ting du føler, det er dig der bærer på barnet og ikke ham  ...

Altså jeg er også først færdig med min studentereksamen til sommer, også noget jeg har kæmpet med pga sygdom og alligevel planlægger vi og skal have barn  Min kæreste var også meget imod det, men har nu vendt sig til tanken og går og længes ligeså meget som mig  ... 

Skidt med hvad din familie siger, ligeså snart barnet er der så vil de elsker det mere end noget andet  

DitteMS skriver:

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Hvis jeg var dig ville jeg sætte mig ned nu og snakke det hele igennem med kæresten, og jeg mener virkelig snakke det igennem..
snak om plusser og minusser om det hele, hvad indkomst i vil have, om i kan forsørge barnet osv.. simpelthen vende ALT hvad der vendes kan.. kan i "nøjes" med brugt til bebs fordi der muligvis ikke er råd til helt nyt??

der er ingen herinde der kan fortælle jer hvad i skal gøre, og jeg vil ikke kalde dig sindssyg eller sige det er forkert..

Men jeg kan sige at jeg for 3 år siden valgte at beholde det barn jeg ventede mig, det var en fælles beslutning med faderen, men vores forhold holdte bare ikke, så jeg har i 2 år været alene om min dreng.. Jeg har et rigtig godt samarbejde med faderen lige nu, og sådan håber jeg det fortsætter.. men det er altså ikke en dans på roser at få børn under uddannelse.. nu har jeg selv kun et år tilbage af min uddannelse, men det kan være svært at få tid til lektier, og ikke mindst veninder ved siden af..

så sæt jer ned, og snak indtil i mener alt er vendt rundt, og tilbage igen, og så find ud af om det kan fungere for jer.. det behøver ikke nødvendigvis at ødelægge alt for jer, men i skal være sikker på jeres beslutning..

Altså hvis han ikke er klar så er han jo ikke klar ? Jeg ville aldrig presse en så stor ting som et barn ned over hovedet på nogle!

Graviditet og baby skal være en fælles glædelig ting

 

Men altså har i snakket det rigtigt igennem ? For mange år siden da vi skulle have den første, vidste min kæreste ikke noget som helst om graviditet. Og da jeg så fortalte ham det hele på een gang, blev han helt skræmt og jeg måtte bruge en hel weekend på at berolige ham igen  Mænd- nogle af dem er kvikkere end andre.. Ss.. Men det var så mig, og ikke baby han var urolig for- for ville jeg nu blive en kedelig mortype og glemme ham, eller dø af smerte hen af vejen. hihi.

DitteMS skriver:

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Synes ærlig talt du skal tage en seriøs snak med din kæreste. Fortæl ham hvad du føler INDERST INDE, Sig til ham du er helt sikker på du vil ha barnet, og hør ham endnu engang om hans holdning til det. For du vil godt have det barn, men det er bare om nogen ikke ret sjovt for partneren, hvis han bare ikke vil have et barn. Det ville være synd for ham, hvis han skulle være far uden at ville det. Jeg synes det at have et barn er et fælles ønske og en fælles beslutning, og en meget stor beslutning. 

Du siger du vil have et barn, men hvordan ville du have det, hvis du var manden i forholdet, og ikke ønskede et barn. Hvorefter du fik afvide at du skulle være far, og der bare ikke er noget at gøre? 

Tag en snak med ham, følg dit hjerte, men tænk dig om 

"Det var ikke for at rakke ned på dig, det er bare min holdning, og nogen gange har man brug for råd fra andre"

Håber alt det bedste for dig og uanset hvad du vælger er du velkommen til at skrive et PB 

DitteMS skriver:

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Synes ærlig talt du skal tage en seriøs snak med din kæreste. Fortæl ham hvad du føler INDERST INDE, Sig til ham du er helt sikker på du vil ha barnet, og hør ham endnu engang om hans holdning til det. For du vil godt have det barn, men det er bare om nogen ikke ret sjovt for partneren, hvis han bare ikke vil have et barn. Det ville være synd for ham, hvis han skulle være far uden at ville det. Jeg synes det at have et barn er et fælles ønske og en fælles beslutning, og en meget stor beslutning. 

Du siger du vil have et barn, men hvordan ville du have det, hvis du var manden i forholdet, og ikke ønskede et barn. Hvorefter du fik afvide at du skulle være far, og der bare ikke er noget at gøre? 

Tag en snak med ham, følg dit hjerte, men tænk dig om 

"Det var ikke for at rakke ned på dig, det er bare min holdning, og nogen gange har man brug for råd fra andre"

Håber alt det bedste for dig og uanset hvad du vælger er du velkommen til at skrive et PB 

DitteMS skriver:

Hej.

Jeg har lige oprettet mig herinde, for har brug for lidt vejledning. Jeg er 23 år gammel og har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min kæreste er 22 og er fuldt igang med sin universitets uddannelse. Jeg er får studenter hue på til sommer, hvilke jeg har kæmpet meget for, fordi jeg var syg da jeg var yngre og derfor ikke kunne fuldføre min studenter uddannelse.

For 1 år siden blev jeg gravid 2 gange med min ekskæreste. Den første valgte vi at beholde, men desværre mistede jeg da jeg var i 3 måned. Da jeg nogle måneder efter gik fra min kæreste haft jeg ud af at jeg var gravid igen. Jeg valgte at få en abort, da jeg ikke ville have et barn med min ekskæreste, og denne beslutning har jeg kun været glad for siden.

Jeg har nu været sammen med min kæreste i ca. 8 måneder. Da jeg fortalte ham at jeg var gravid blev han meget chokkeret, ligesom jeg selv. Mest fordi at det jo ikke var planlagt. Vi sagde begge to at vi selvfølgelig ikke skulle have et barn nu. Men på et tidspunkt lagde han sin hånd på min mave, kiggede på mig og smilede. Han sagde at det skræmte ham lidt at han selv smilede. Men at han jo aldrig havde oplevet det før og at det var mærkeligt at tænkte på at jeg havde vores barn i maven.

Nu står jeg så i den situation at jeg tror jeg gerne vil beholde barnet. Jeg er faktisk meget sikker. Jeg har ikke fortalt ham det endnu, fordi han jo siger at han ved at det ville ødelægge meget for os i vores liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der er en grund til at jeg er blevet gravid igen. Ligesåvel som jeg tror der var en grund til at jeg ikke skulle have et barn med min ekskæreste.

Min familie ved det ikke. Og de ville bestemt heller ikke være glade for min beslutning.

Tror at jeg skriver herinde, fordi jeg ønsker at nogen skal sige til mig at jeg er skingrende sindsyg og selvfølgelig ikke skal have det, eller at få nogle støttende ord om min situation.

Det er mange tanker at rende rundt med alene, og at skjule for dem man holder af.

Hurtigt spørgsmål, bruger i prævention?

Da jeg sidste år besluttede med min daværende kæreste at vi skulle beholde det, var det efter megen lang tid overvejen fra min side. Hans alder var til det, men jeg var en del yngre end ham. Men ikke desto mindre, så besluttede jeg mig for at jeg var klar. Alt dette fortalte jeg min nuværende kæreste da vi fandt sammen. At jeg havde skulle tage denne beslutning for blot et år siden, og at jeg vidste nu at der ikke ville gå mange år før jeg gerne ville have børn. I starten sagde han at han bestemt ikke var klar. Men jo længere tid vi har været sammen, jo mere færre år snakker vi om at der skal gå.

Ved heller ikke om jeg søger så meget svar herinde, som jeg egentlig bare søger nogen at snakke om det med. Jeg ved at der vil blive en masse modstand fra min familie og fra min omkreds, så ville bare være rart at snakke med nogen der kunne kende lidt til situationen.

Men jo, min familie vendede sig til idéen og begyndte også at glæde sig med tiden. Desværre var det jo så en kort glæde.

Da jeg sidste år besluttede med min daværende kæreste at vi skulle beholde det, var det efter megen lang tid overvejen fra min side. Hans alder var til det, men jeg var en del yngre end ham. Men ikke desto mindre, så besluttede jeg mig for at jeg var klar. Alt dette fortalte jeg min nuværende kæreste da vi fandt sammen. At jeg havde skulle tage denne beslutning for blot et år siden, og at jeg vidste nu at der ikke ville gå mange år før jeg gerne ville have børn. I starten sagde han at han bestemt ikke var klar. Men jo længere tid vi har været sammen, jo mere færre år snakker vi om at der skal gå.

Ved heller ikke om jeg søger så meget svar herinde, som jeg egentlig bare søger nogen at snakke om det med. Jeg ved at der vil blive en masse modstand fra min familie og fra min omkreds, så ville bare være rart at snakke med nogen der kunne kende lidt til situationen.

Men jo, min familie vendede sig til idéen og begyndte også at glæde sig med tiden. Desværre var det jo så en kort glæde.