Advarsel, dette er en lang smøre!
Jeg er lige kommet hjem efter en ellers rigtig hyggelig aften sammen med et par venner (der er ældre end os og har voksne børn) og jeg er bare ked af det og skide såret over at de bare ikke kan forstå hvor svært det er når man ikke "bare lige" får de børn man brændende ønsker sig!
Jeg er gået grændede derfra efter jeg måtte bede dem holde kæft og lade være med at komme med flere velmenende råd som alligevel ikke
1. Hjælper en fucking skid!
2. De ikke ved en skid om, overhovedet!
Jeg er så træt af folk der tror de ved noget de ikke har nogen anelse om hvad er og alligevel udtaler sig skråsikkert og i overbevisning om at de alene har sandheden...
Vi har prøvet at få børn i snart 3 år - jeg har været uden P-piller alt den tid og var længe om at finde en normal cyklus og blev gravid første gang, helt uventet for 1,5 år siden og igen for 8 måneder siden - lykken var enorm og meget, meget kort desværre...
Siden den MA vi oplevede i Juni sidste år, har min cyklus været uregelmæssig og jeg har 3 måneder i træk testet positiv på graviditetstests for efterfølgende at få menstruation = dette har naturligvis medført at jeg har taget utroligt mange tests.
Jeg går hos en gynækolog der i November eller December fandt ud af, at da jeg fik foretaget en udskrabning i Juni havde de ikke fået alt vævet med (var ikke blevet scannet efterfølgende kun fulgt med blodprøver) og at dette højst sandsynligt var årsagen til de efterfølgende mange positive tests, symptomer og uregelmæssige cyklus'er.
I Januar var min cyklus meget kort men jeg havde haft æl, af mig selv! ( Jubiii!) og i denne cyklus har jeg så også haft æl, af mig selv ( Hurra!)
Så dette fortalte jeg glædestrålende i aften, da vi er meget åbne omkring disse ting, og gud hjælpe mig om jeg ikke derfra blev belært om at jeg tænkte alt for meget på baby og graviditet - jeg tog for mange tests og jeg pressede min mand og så videre!
Jeg blev først lidt spids og mindede dem om, at der jo var en årsag til at jeg havde tømt butikkerne for tests siden vores MA og mindede dem om årsagen hertil som jeg også tidligere har fortalt dem om men jeg blev mødt med: "Nej, det er dig der fokuserer for meget" hele tiden....
Prøvede flere gange at fortælle hvorfor fokus var kommet på det hele også fordi jeg faktisk af vores gynækolog var blevet bedt om at tage ekstra tests da han skulle se mig ved første positive test igen osv.
Jeg tænker jo faktisk på andet end at blive gravid men når man har været meget uheldig, har rigtigt svært ved overhovedet at blive gravid og oven i købet bliver fulgt af en gynækolog kan man jo altså ikke ignorere det og sige skidt pyt med at lægen siger jeg har æl og gerne skulle dyrke sex?
- Så er der jo ingen pointe i overhovedet at finde ud af om æl er der...?!?
Inden sidste MA fokuserede vi overhovedet ikke på det på samme måde og min mand er helt med i alt det her så det er altså ikke mig der kører et eller andet sololøb som de fik det til at lyde som...
Aj jeg er bare så skide skuffet og ked af at man ikke med glæde kan fortælle at NU virker min krop igen uden at skulle belæres af mennesker der for helvede ikke engang ved hvordan det egentligt fysiologisk går for sig i kvindekroppen!
FOR FANDEN de stillede sig endda tvivlende overfor det jeg genfortalte gynækologen havde fortalt!
Er det ham eller dem der er uddannet?!?
I behøver ikke svare, der er vel ikke så meget at sige til hele denne lange smøre egentligt men jeg har bare brug for at dele den med nogen jeg véd nok kan forstå mine sårede følelser lige nu
