hyperventilere*

jeg var i foregårs indlagt på koldingssygehus grundet mistanke om en blodprop i hjertet da jeg havde nogen af symptomerne på det. men der var heldigvis intet med hjerte eller min lunger... THANK YOU GOD FOR THAT !!!

men var så ved lægen idag men nogle af de samme symptomer jeg havde den dag, tung verjtrækning nærmest besværligt? og en trykken for brystet. jeg fik af vide at det nok var i forbindelse med stress og min angst sygdom som jeg iøvrigt har levet med i et par år nu, men min angst er muligvis forværet mente hun. så hver gang jeg får et andfald hvor jeg hyperventilere* skal jeg ånde i en pose eller stoppe med at trække vejret i nogle sekunder. og det er SÅ svært, for det føles som jeg bliver kvalt og er ved at besvime, åh nej .. jeg kan slet ikke klarer det ligenu, for det er så ubehageligt da det kan vare flere timer hvor det føles som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt , kribler i finger og i mine læber , sortner for øjnene, trykken for brystet. undskyld mit knapt så positive indlæg... men jeg ville hører om der er andre der har prøvet dette? min læge sagde at det faktisk var ret mange der har prøvet dette i forbindelse med stress hvis de har haft det over en længere periode... men hvor længe varede det?år ? månedere. ja fortæl gerne !

Dianaaa skriver:

jeg var i foregårs indlagt på koldingssygehus grundet mistanke om en blodprop i hjertet da jeg havde nogen af symptomerne på det. men der var heldigvis intet med hjerte eller min lunger... THANK YOU GOD FOR THAT !!!

men var så ved lægen idag men nogle af de samme symptomer jeg havde den dag, tung verjtrækning nærmest besværligt? og en trykken for brystet. jeg fik af vide at det nok var i forbindelse med stress og min angst sygdom som jeg iøvrigt har levet med i et par år nu, men min angst er muligvis forværet mente hun. så hver gang jeg får et andfald hvor jeg hyperventilere* skal jeg ånde i en pose eller stoppe med at trække vejret i nogle sekunder. og det er SÅ svært, for det føles som jeg bliver kvalt og er ved at besvime, åh nej .. jeg kan slet ikke klarer det ligenu, for det er så ubehageligt da det kan vare flere timer hvor det føles som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt , kribler i finger og i mine læber , sortner for øjnene, trykken for brystet. undskyld mit knapt så positive indlæg... men jeg ville hører om der er andre der har prøvet dette? min læge sagde at det faktisk var ret mange der har prøvet dette i forbindelse med stress hvis de har haft det over en længere periode... men hvor længe varede det?år ? månedere. ja fortæl gerne !

Jeg hyperventilerer når jeg bliver rigtig bange eller ked af det.. Godt nok lider jeg af stress lige nu men det er ikke noget der har forstærket det overhoved.. Det sker max et par gange om året, og sådan har det været siden jeg var teenager, men kan sagens genkende det du oplever når du gør det.. Man føler man bliver kvalt men samtidig bliver man svimmel og næsten høj af alt det ilt der lynhurtigt kommer til hjernen.. Det er bestemt ingen rar følelse og det kræver øvelse at kunne få kontrol over sin vejrtrækning både ved hjælp af pose og uden.. Det smarte ved posen er at man genbruger udåndingsluften og dermed ikke får et nyt skud ilt hver gang man hiver luft ind og det beroliger forholdsvist hurtigt..

jeg er rigtigt bange og har været det meget de sidste par dage når min kæreste har været på arbejde og jeg er alene med vores søn på 6 måneder, jeg prøver ikke at fokusere på det, men det er svært når jeg ikk altid selv er bevidst om at jeg hyperventilere, og tilsidst er jeg ved at besvime af det, jeg frygter at besvime mens jeg er alene med ham, pyha, godt jeg har en psykolog at snakke med, og skal muligvis have noget angst dæmpende over i en periode, jeg syntes det er hårdt for ligenu er det svært at holde hovedet koldt, når jeg føler at jeg konstant skal fokusere på min vejrtrækning , jeg tror det er  efter at jeg er blevet mor at det har udviklet sig mere fordi folk jeg snakkede med før daffede ret hurtigt og jeg blev meget alene , det har åbenbart først påvirket mig sådan rigtigt nu og det er jeg rigtigt ked af, for det er også svært at erkende man har et problem, specielt også fordi jeg har været i komunens søgelys, har dog bevist at jeg er en god mor og at er en mønsterbryder i familien, og ved godt jeg er en god mor, men har bare  frygten om at de vil tage min søn, selvom jeg også godt ved de ikke gør det, men det er altså svært at slippe når man har angst, er glad for at jeg står frem nu, håber  bare at jeg snart kan få lidt ro i mit sind, og glæder mig til at jeg skal igang engang i marts så jeg kan komme ud blandt andre, det bliver svært men er ikke i tvivl om at det er det rette og at det er det der skal til for at ''slippe'' min angst.. sorry det blev langt men har bare brug for at tale ud om det.

Dianaaa skriver:

jeg er rigtigt bange og har været det meget de sidste par dage når min kæreste har været på arbejde og jeg er alene med vores søn på 6 måneder, jeg prøver ikke at fokusere på det, men det er svært når jeg ikk altid selv er bevidst om at jeg hyperventilere, og tilsidst er jeg ved at besvime af det, jeg frygter at besvime mens jeg er alene med ham, pyha, godt jeg har en psykolog at snakke med, og skal muligvis have noget angst dæmpende over i en periode, jeg syntes det er hårdt for ligenu er det svært at holde hovedet koldt, når jeg føler at jeg konstant skal fokusere på min vejrtrækning , jeg tror det er  efter at jeg er blevet mor at det har udviklet sig mere fordi folk jeg snakkede med før daffede ret hurtigt og jeg blev meget alene , det har åbenbart først påvirket mig sådan rigtigt nu og det er jeg rigtigt ked af, for det er også svært at erkende man har et problem, specielt også fordi jeg har været i komunens søgelys, har dog bevist at jeg er en god mor og at er en mønsterbryder i familien, og ved godt jeg er en god mor, men har bare  frygten om at de vil tage min søn, selvom jeg også godt ved de ikke gør det, men det er altså svært at slippe når man har angst, er glad for at jeg står frem nu, håber  bare at jeg snart kan få lidt ro i mit sind, og glæder mig til at jeg skal igang engang i marts så jeg kan komme ud blandt andre, det bliver svært men er ikke i tvivl om at det er det rette og at det er det der skal til for at ''slippe'' min angst.. sorry det blev langt men har bare brug for at tale ud om det.

Synes det lyder rigtig fornuftigt at snakke med sin psykolog for når du godt ved du er en god mor, kan han/hun hjælpe med at stadfæste denne tro så du sådan rigtig kommer til at tro på det

Det er vist meget normalt at have frygt for ikke at slå til som forældre, og tænker at når du har angst i forvejen kan det blive noget rigtig rod

Synes det er godt du kommer ud med det, oz selvom det er herinde og ik overfor en veninde eller lign. Det kan være svært hvis man ik har mange at snakke med og folk herinde er sgu så søde og hjælpsomme

Team Putte skriver:

Synes det lyder rigtig fornuftigt at snakke med sin psykolog for når du godt ved du er en god mor, kan han/hun hjælpe med at stadfæste denne tro så du sådan rigtig kommer til at tro på det

 

Det er vist meget normalt at have frygt for ikke at slå til som forældre, og tænker at når du har angst i forvejen kan det blive noget rigtig rod

 

Synes det er godt du kommer ud med det, oz selvom det er herinde og ik overfor en veninde eller lign. Det kan være svært hvis man ik har mange at snakke med og folk herinde er sgu så søde og hjælpsomme

ja folk her på baby er super søde  jeg er rigtig glad for at du vil hører på hvad jeg har at sige også selvom det er bag en skærm det foregår, kunne bare mærke at jeg skulle ud med det NU, og havde brug for at mærke at jeg ikke er alene om det, for det får man det ikke bedre af.

Dianaaa skriver:

ja folk her på baby er super søde  jeg er rigtig glad for at du vil hører på hvad jeg har at sige også selvom det er bag en skærm det foregår, kunne bare mærke at jeg skulle ud med det NU, og havde brug for at mærke at jeg ikke er alene om det, for det får man det ikke bedre af.

 

 

Selvfølgelig

Kender godt det med at bare nogle lytter så hjælper det

Tænkte det måske oz kunne hjælpe dig hvis noget familie eller manden kan passe barnet nogle timer og du bare kan slappe af.. Jeg stresser helt af hvis jeg går en tur langs vandet eller i skoven og ved jeg kommer til at få brug for de ture når jeg bliver mor, og det er min kæreste fuld forståelig overfor Det handler oz meget om at kende sig selv og vide hvilke ting man kan gøre for at få fyldt en op med energi og overskud, for alt bliver sværere at håndtere når man er træt og uoplagt..

jeg var i foregårs indlagt på koldingssygehus grundet mistanke om en blodprop i hjertet da jeg havde nogen af symptomerne på det. men der var heldigvis intet med hjerte eller min lunger... THANK YOU GOD FOR THAT !!!

men var så ved lægen idag men nogle af de samme symptomer jeg havde den dag, tung verjtrækning nærmest besværligt? og en trykken for brystet. jeg fik af vide at det nok var i forbindelse med stress og min angst sygdom som jeg iøvrigt har levet med i et par år nu, men min angst er muligvis forværet mente hun. så hver gang jeg får et andfald hvor jeg hyperventilere* skal jeg ånde i en pose eller stoppe med at trække vejret i nogle sekunder. og det er SÅ svært, for det føles som jeg bliver kvalt og er ved at besvime, åh nej .. jeg kan slet ikke klarer det ligenu, for det er så ubehageligt da det kan vare flere timer hvor det føles som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt , kribler i finger og i mine læber , sortner for øjnene, trykken for brystet. undskyld mit knapt så positive indlæg... men jeg ville hører om der er andre der har prøvet dette? min læge sagde at det faktisk var ret mange der har prøvet dette i forbindelse med stress hvis de har haft det over en længere periode... men hvor længe varede det?år ? månedere. ja fortæl gerne !

Mit varede i 3 uger så tog det stille og roligt af igen og blev bedre gradvist. Jeg fik også mit hjerte undersøgt osv... Håber du snart er ovre det

For mig virkede det absolut heller ikke at holde vejret eller trække vejret igennem en pose. Det virkede der i mod at forsøge bare at affærdige det ved at tænke: "jeg ved at det "bare" er min angst der gør det her og at det ikke er farligt overhovedet". Alene det at man affinder sig med symptomerne og tænker: "ok, I må godt være her, jeg ved at I ikke er farlige" og så prøver af aflede tankerne hen på noget andet fx gå på nettet eller se fjernsyn eller læse, det hjalp mig meget. Nå ja også så at lave krydsord eller soduko. Det er så svært at hjernen er nødt til at koncentrere sig 100 % om det.

Noget andet som virkelig hjalp og som ikke var ret dyrt var noget som hedder: "Rescue" fra Bachs Blomstermedicin. Du kan få det i Matas. Det er sådan et lille glas med nogle dråber som du drypper ned i et glas vand og drikker når du får et angstanfald. Det går ind og beroliger dig og gør at du får ro på. Det er sådan en form for redning når det brænder på. Det er helt naturlige urter og slet ikke vanedannende eller noget. Det er kun naturlige urter. Det er alternativ behandling. Det er også virkelig godt før sengetid til lige at få ro på. Det var virkelig en redning for mig i de par mdr jeg kæmpede med angst. (havde en slem periode med angst efter min datters fødsel). Jeg havde altid de dråber med mig.

Stort kram til dig søde

jeg er rigtigt bange og har været det meget de sidste par dage når min kæreste har været på arbejde og jeg er alene med vores søn på 6 måneder, jeg prøver ikke at fokusere på det, men det er svært når jeg ikk altid selv er bevidst om at jeg hyperventilere, og tilsidst er jeg ved at besvime af det, jeg frygter at besvime mens jeg er alene med ham, pyha, godt jeg har en psykolog at snakke med, og skal muligvis have noget angst dæmpende over i en periode, jeg syntes det er hårdt for ligenu er det svært at holde hovedet koldt, når jeg føler at jeg konstant skal fokusere på min vejrtrækning , jeg tror det er  efter at jeg er blevet mor at det har udviklet sig mere fordi folk jeg snakkede med før daffede ret hurtigt og jeg blev meget alene , det har åbenbart først påvirket mig sådan rigtigt nu og det er jeg rigtigt ked af, for det er også svært at erkende man har et problem, specielt også fordi jeg har været i komunens søgelys, har dog bevist at jeg er en god mor og at er en mønsterbryder i familien, og ved godt jeg er en god mor, men har bare  frygten om at de vil tage min søn, selvom jeg også godt ved de ikke gør det, men det er altså svært at slippe når man har angst, er glad for at jeg står frem nu, håber  bare at jeg snart kan få lidt ro i mit sind, og glæder mig til at jeg skal igang engang i marts så jeg kan komme ud blandt andre, det bliver svært men er ikke i tvivl om at det er det rette og at det er det der skal til for at ''slippe'' min angst.. sorry det blev langt men har bare brug for at tale ud om det.

Det er rigtig godt at snakke med psykolog som kan bekræfte dig i at du ER en god mor...og det er jeg sikker på at du er

Hvis du kæmper så meget med angst at du har brug for medicin for det kan du også overveje at prøve "Modigen" som er nærmest som naturens form for lykkepille. Virker angstdæmpende, men uden at være vanedannende og uden at give bivirkninger. Det ville jeg nok prøve før jeg tog receptmedicin. Det købes på apoteket og sikkert også i Matas. Du kan sagtens tage den sammen med de dråber jeg skrev om i mit andet indlæg. Men det er self. en vurdering om du føler at du er så dårlig at det er reelt receptmedicin du skal tage. Man skal bare huske, at man må ikke tage lykkepiller sammen med Modigen og skal man over på lykkepiller skal man have holdt pause i min. 3 uger med Modigen før man må få lykkepiller for at det er ude af kroppen, da det ikke må tages sammen.

Det er rigtig hårdt at være blevet mor og kæmpe med angst, jeg føler med dig...håber det snart bliver bedre igen

Dianaaa skriver:

jeg var i foregårs indlagt på koldingssygehus grundet mistanke om en blodprop i hjertet da jeg havde nogen af symptomerne på det. men der var heldigvis intet med hjerte eller min lunger... THANK YOU GOD FOR THAT !!!

men var så ved lægen idag men nogle af de samme symptomer jeg havde den dag, tung verjtrækning nærmest besværligt? og en trykken for brystet. jeg fik af vide at det nok var i forbindelse med stress og min angst sygdom som jeg iøvrigt har levet med i et par år nu, men min angst er muligvis forværet mente hun. så hver gang jeg får et andfald hvor jeg hyperventilere* skal jeg ånde i en pose eller stoppe med at trække vejret i nogle sekunder. og det er SÅ svært, for det føles som jeg bliver kvalt og er ved at besvime, åh nej .. jeg kan slet ikke klarer det ligenu, for det er så ubehageligt da det kan vare flere timer hvor det føles som om jeg ikke kan trække vejret ordenligt , kribler i finger og i mine læber , sortner for øjnene, trykken for brystet. undskyld mit knapt så positive indlæg... men jeg ville hører om der er andre der har prøvet dette? min læge sagde at det faktisk var ret mange der har prøvet dette i forbindelse med stress hvis de har haft det over en længere periode... men hvor længe varede det?år ? månedere. ja fortæl gerne !

Jeg får det i forbindelse med angst , har svær angst neorose så for mit vedkommende er det resten af livet