Hvor usikker må man være?

PludderLady skriver:

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

Altså jeg kan have det som dig.. Den ene dag KLAR, dagen efter nervøs, KLAR, nervøs, KLAR osv  

Skide fortvivlende 

PludderLady skriver:

Dejligt med forståelse  For mig tror jeg ikke så meget det handler om, om jeg kan KLARE det.. For på det punkt har jeg det sgu egentlig også som du beskriver det: "så mange andre har klaret det, og så kan jeg også". Det er mere det om graviditeten, barnet osv. kan leve op til den forventning jeg har om det hele... Om jeg bliver "træt af det" eller fortryder. Det er helt forfærdeligt at skulle sige (skrive), men det er reelle tanket, som jeg må forholde mig til at jeg har en gang imellem. Og selvom jeg nogle dage har denne nervøsitet så skruer det desværre slet ikke ned for skrukheden! 

Meget skitzofren følelse, egentlig!!! 

Kærligst M

Ah okay på den måde..
ja det er jo ikke til at vide hvordan du kommer til at føle det når du først er gravid, og igennem de 9mdr kan mange følelser jo gå igennem en..
Og ja man når helt sikkert til et punkt hvor man bare ikke gider være gravid længere, fordi kroppen er stor og tung, og man skal tisse hele tiden.. Men en del af det er også fordi man glæder sig så meget til at møde sit barn for første gang..
Og selv om man elsker det barn mere end livet selv når det er kommet til verden, er der da også dage hvor man bare ik gider være mor, og har brug for en pause.. Derfor har man forhåbentlig en far til barnet som kan tage over et par timer, eller familie eller lign. som er ivrige for at få lov at passe guldkornet et par timer osv..

Jeg kan huske efter vores søn kom til verden, første gang jeg var ude uden ham og bare var mig selv, jeg kørte i Netto for at handle mens han sov.. Og jeg nød det simpelthen, bare at kunne gå rundt for mig selv med mine tanker..

Alle er jo forskellige så det er jo ikke ens for alle. Men jeg nød min graviditet, og nyder at være mor.. Men har dog stadig brug for en pause engang i mellem hvor jeg kan komme ud og få luft og gi den gas med veninderne..

PludderLady skriver:

Dejligt at høre, det nok er en normal følelse... Hvornår forsvandt den så, for dig?

Kan ikke huske hvornår det forsvandt igen... 

PludderLady skriver:

Sejt du turde tage springet alligevel, og endda på trods af din til-og-fra-nervøsitet..

Tillykke med springet/maven 

Tak

 

Tror på det er meget normalt at have sig sine bekymringer, men hvis jeg tænker tilbage så har jeg altid ønsket mig at blive mor Så nu ser vi hvordan det går og er det for stor en mundfuld kan man jo vælge bare at stoppe ved den ene og ik udvide flokken

 

Jeg overvejede oz meget før jeg blev gravid, hvordan det ville gå hvis mit forhold af en eller anden mærkelig grund ik skulle holde til bleer og babygylp.. Kom frem til at jeg heldigvis har en fantastisk familie der kan hjælpe og jeg ved min kæreste vil være der for vores datter uanset hvad

 

Nogle gange hjælper det oz at tænke på hvordan situationen vil se ud hvis ens værste frygt bliver en realitet..

PludderLady skriver:

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

da jeg var gravid havde jeg nogen dage hvor jeg bare tænkte - fuuuuck jeg klare det ALDRIG!! og andre dage hvor jeg bare glædet mig helt voldsomt..

tror det er meget normalt det du tænker, det er jo for søren også et stort spring , men er sikker på du klare det