Hvor usikker må man være?

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

Jeg er selv mega skruk og mit højeste ønsker er bare at komme i gang med at lave baby. MEN det kører ikke så godt på mit studie i øjeblikket, så det synes vi (mest min kæreste) at der skal styr på først. Det er jo også klogt nok at tænke sådan, men åååh (!) jeg er så skruk!

PludderLady skriver:

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

Ja nu har jeg altså en søn på 2 år.. Men ville da lige svare dig..
For jeg kan 100% godt følge dine svingninger..

Sådan havde jeg det nemlig også da vi blev enige om at komme igang.. Nogle dage var der ingen tvivl det var bare frustrerene at vente på man testede positiv..

Men andre dage tænkte jeg åh nej er vi klar til det, kan vores forhold holde til det.. Blir jeg en god mor, har vi råd til det, har vi plads til det osv osv osv..

Tror alle kommer lidt i tvivl især da man jo ikke ved hvad det handler om før man har prøvet det..

Men samtidig måtte jeg også sige til mig selv, så mange andre har klaret det så det kan jeg sgu også..
Og ja det kan jeg jo.. Så det er bare at springe ud i det og tage det som det kommer og en dag af gangen..

Vi snakker om at få nr 2 og det sætter mange tvivl igang.. Hva så med vores søn, er han klar til at blive storebror, har vi råd, har vi plads.. Men mon ik vi finder løsninger på det hele hvis det er

Håber jeg kunne hjælpe.

Denne tvivl og nervøsitet havde jeg både med nr 1 og 2... Tror faktisk det er meget normalt at have det sådan... 

PludderLady skriver:

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

Det er vidst meget normalt.. Det er jo noget helt nyt og ukendt, og rigtig mange har frygt for det ukendte..

 

Jeg er gravid nu og jeg har til tider stadig de dage hvor jeg tænker: "ARGH!! Var det nu det rigtige valg?!" De tanker havde jeg oz før jeg blev gravid og meget lige i starten før abortgrænsen. Heldigvis bliver de færre og færre efterhånden som tiden går og man ligesom får vænnet sig til tanken om at hele livet ændres efter fødslen

 

Det er bare at tage springet og håbe på det bedste

krejl skriver:

Jeg er selv mega skruk og mit højeste ønsker er bare at komme i gang med at lave baby. MEN det kører ikke så godt på mit studie i øjeblikket, så det synes vi (mest min kæreste) at der skal styr på først. Det er jo også klogt nok at tænke sådan, men åååh (!) jeg er så skruk!

Åh hvor jeg kender det  men ja, jeg tror også det er klogt at menneskehjernen tænker strategisk og teknisk på det at blive forældre.. I hvert fald NOGET af tiden! Gjorde man ikke det, så havde man jo for længst poppet de første 40 babyer ud 

Turtles skriver:

Ja nu har jeg altså en søn på 2 år.. Men ville da lige svare dig..
For jeg kan 100% godt følge dine svingninger..

Sådan havde jeg det nemlig også da vi blev enige om at komme igang.. Nogle dage var der ingen tvivl det var bare frustrerene at vente på man testede positiv..

Men andre dage tænkte jeg åh nej er vi klar til det, kan vores forhold holde til det.. Blir jeg en god mor, har vi råd til det, har vi plads til det osv osv osv..

Tror alle kommer lidt i tvivl især da man jo ikke ved hvad det handler om før man har prøvet det..

Men samtidig måtte jeg også sige til mig selv, så mange andre har klaret det så det kan jeg sgu også..
Og ja det kan jeg jo.. Så det er bare at springe ud i det og tage det som det kommer og en dag af gangen..

Vi snakker om at få nr 2 og det sætter mange tvivl igang.. Hva så med vores søn, er han klar til at blive storebror, har vi råd, har vi plads.. Men mon ik vi finder løsninger på det hele hvis det er

Håber jeg kunne hjælpe.

Dejligt med forståelse  For mig tror jeg ikke så meget det handler om, om jeg kan KLARE det.. For på det punkt har jeg det sgu egentlig også som du beskriver det: "så mange andre har klaret det, og så kan jeg også". Det er mere det om graviditeten, barnet osv. kan leve op til den forventning jeg har om det hele... Om jeg bliver "træt af det" eller fortryder. Det er helt forfærdeligt at skulle sige (skrive), men det er reelle tanket, som jeg må forholde mig til at jeg har en gang imellem. Og selvom jeg nogle dage har denne nervøsitet så skruer det desværre slet ikke ned for skrukheden! 

Meget skitzofren følelse, egentlig!!! 

Kærligst M

Mira0911 skriver:

Denne tvivl og nervøsitet havde jeg både med nr 1 og 2... Tror faktisk det er meget normalt at have det sådan... 

Dejligt at høre, det nok er en normal følelse... Hvornår forsvandt den så, for dig?

Team Putte skriver:

Det er vidst meget normalt.. Det er jo noget helt nyt og ukendt, og rigtig mange har frygt for det ukendte..

 

Jeg er gravid nu og jeg har til tider stadig de dage hvor jeg tænker: "ARGH!! Var det nu det rigtige valg?!" De tanker havde jeg oz før jeg blev gravid og meget lige i starten før abortgrænsen. Heldigvis bliver de færre og færre efterhånden som tiden går og man ligesom får vænnet sig til tanken om at hele livet ændres efter fødslen

 

Det er bare at tage springet og håbe på det bedste

Sejt du turde tage springet alligevel, og endda på trods af din til-og-fra-nervøsitet..

Tillykke med springet/maven 

PludderLady skriver:

Heeej dejlige skrukkere. Denne tråd henvender sig måske nok mest til ladies, der ikke har børn endnu...

Selvom skrukheden sejrer det meste af tiden, og ønsket om snart at have sin egen lille bebs i maven ikke er til at tage fejl af... Hvor "bange" er i så for at tage springet?

Jeg er meget nysgerrig fordi at min lille usikkerhed/nervøsitet nemlig varierer fra dag til dag... Nogle dage synes jeg det er det vildste spring i verden og jeg kan komme helt i tvivl om mit parforhold, mine venner og mit øvrige liv kan modstå presset og deale med en lille ny. Er det mig der lyder som et nervesammenbrud?  - Eller er i nogen, der kender til det?

Hvis ja, hvad er i så usikre på eller nervøse for?

Tror faktisk ikke jeg bekymrer mig så meget om hvordan omverden vil tage det, er dog lidt bekymret for hvordan mit forhold ville gå hvis vi havde en bette i huset 24/7

men er nok mest angst for smerten ved hele projektet Er meget pivet ^^' Men ønsket om et barn går langt over det så må bare bide det i mig Og så er jeg nok også bange for at sex livet ikke bliver det samme bagefter :s