Har gjort nogen skrækkeligt!!

Jeg vågnede igår morges op til gigantiske tømmermænd og senere på dagen kom snigende en rigtig dårlig samvittighed, og nu må jeg bare ud med det!

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år. Vi har boet sammen i snart 5, og har det generelt rigtig godt sammen. Jeg er færdig med min uddannelse og har job, min kæreste er lidt "in-bestween-jobs". Vi har en fornuftig økonomi, en god familie og et stabilt og godt forhold. DOG har vi en lille uenighed - den kører på, hvornår vi skal have børn. Jeg har været skruk nu i snart 3-4 år. Den gang var tiden bare ikke lige til det. Jeg havde ikke lyst til at have børn mens jeg studerede osv. Men nu er jeg færdig, har været det i et år, mange i vores omgangskreds får børn, og skrukheden har meldt sig for alvor. Jeg ser babyer alle steder

Min kæreste vil gerne have børn med mig, og han smelter helt når han ser mig med en baby, og fantaserer om hvad vore børn skal hedde, hvordan de kommer til at ligen mig, få mine øjne, hans næse osv., og hvordan han skal spille fodbold med dem i haven, læse godnathistorie om aftenen osv. - og det er jo rigtig dejligt at høre

Dog er det svært at få ham til at tage en seriøs samtale om helt konkret starttidspunkt. De sidste par år har han bare sagt "snart" (hvilket jo kan være et vidt begreb). Jeg er snart ved at være helt ødelagt af at tænke på det, og han forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for mig at vide hvornår. Men jeg vil bare gerne have noget at holde mig til.

Flere gange har han nævnt, at det ikke er sikkert han bliver klar før jeg er gravid - og det er jo også fint og dejligt, men hvordan skal jeg dog blive gravid uden at han er klar? Altså, hvis han ikke kommer og siger "nu er beslutningen taget, jeg vil have, at du smider p-pillerne så vi kan lave en unge". Jeg har læst om flere, som havde kærester, der ønskede at der skete et "uheld", sådan at de slap for at tage beslutningen, fordi det var for stor en beslutning til at de aktivt kunne tage den, men hellere ville have den "serveret".

Lørdag aften sidder jeg så alene og deprimeret og der en film (9 mdr - I know, dårlig idé i min tilstand). Jeg drikker en hulens masse rødvin, bliver skidefuld (for første, eneste og sidste gang siden gymnasiet for 10 år siden), og på et eller andet tidspunkt, bliver jeg enig med mig selv om, at det da er en skide god idé, at hjælpe ham lidt på vej, nu hvor han ikke selv kan tage beslutningen Så jeg tager ikke min p-pille da jeg stangstiv går i seng Hvor dum er jeg lige?!

Næste morgen vågner jeg og har glemt ALT om nattens fantastiske idé - indtil midt på eftermiddagen, hvor vi er ude og ikke i nærheden af p-pillerne (som jo så senest skulle have været taget om morgenen for at virke). FUCK!!! Jeg tager den så snart jeg kan, og vi har ikke haft sex for nylig, og må jo bare forklare ham, at jeg har "glemt" en pille, og at vi derfor ikke skal sexe de næste 7 dage - ingen stor katastrofe der. Men det jeg har det dårligst over er, at jeg kunne finde på det!! Jeg er rystet over, at jeg har været så tæt på at forsøge at snyde min kæreste til et barn. Han ville helt sikkert blive lykkelig, for han har været forventningsfuld spændt de to gange jeg virkelig har glemt en pille, og hvor jeg var "bange" for at være gravid. Jeg tror virkelig han venter på det der "uheld" - men det skal bare være et "rigtigt" uheld og ikke et jeg laver med vilje. Har det bare så dårligt nu 

Årh, så skrækkeligt er det vel heller ikke.

For mig at se må du bare sætte ham ned og simpelthen bede ham om at tage en beslutning om hvornår det skal være. For du ER jo klar til det.

Op med humøret.

Rooolig nu stop med at slå dig selv i hovedet

FOrslag: Hvad med du, når du slutter med den pakke du har gang i, siger til kæresten; "så skatter! Så er det slut med p-piller fra min side".

Så må han jo frem med kondomerne, hvis han ikke vil i gang med PB

Meeen sådan som du skriver, så lyder det til han gerne vil, han skal bare "presses" lidt til at nu er det nu. Det er ikke alle, der dur til at være den der trykker på startknappen Herhjemme var det manden der smed mine p-piller ud fordi JEG ikke kunne sige "jamen ok så er det NU". Kender andre der har gjort ligesom jeg har beskrevet, fordi det var manden der havde svært ved det.

Og på denne måde føre du ham jo ikke bag lyset, du spiller med åbne kort

Og SKULLE han gå helt i baglås, jamen så kan i da få en snak igang om hvornår det SÅ skal være. For det er vigtigt at han gir dig besked. Jeg kan høre på dig at det er et stort ønske fra dig om at åf et barn/ børn og det er vigtigt at han anerkender dette. Ønsker han i sidste ende egentlig IKKE at få børn eller først om mange år, jamen så skal du have en mulighed for at forholde dig til dette og beslutte dig for om det så er HAM du skal leve dit liv med (i yderste konsekvens selvfølgelig )

Men tag det roligt. Jeg tror bare du har gjort det meget klart overfor dig selv at DU ER KLAR NUUUU!

HVor er du sød Rikke

Havde det bare så dårligt med at jeg kunne finde på at have den tanke at det var OK at snyde - selvom et "uheld" nok var den letteste vej. Og ja - jeg ved godt, at jeg var fuld, og man finder på mange sære ting når man er fuld - men alligevel...

Anonym skriver:

Jeg vågnede igår morges op til gigantiske tømmermænd og senere på dagen kom snigende en rigtig dårlig samvittighed, og nu må jeg bare ud med det!

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år. Vi har boet sammen i snart 5, og har det generelt rigtig godt sammen. Jeg er færdig med min uddannelse og har job, min kæreste er lidt "in-bestween-jobs". Vi har en fornuftig økonomi, en god familie og et stabilt og godt forhold. DOG har vi en lille uenighed - den kører på, hvornår vi skal have børn. Jeg har været skruk nu i snart 3-4 år. Den gang var tiden bare ikke lige til det. Jeg havde ikke lyst til at have børn mens jeg studerede osv. Men nu er jeg færdig, har været det i et år, mange i vores omgangskreds får børn, og skrukheden har meldt sig for alvor. Jeg ser babyer alle steder

Min kæreste vil gerne have børn med mig, og han smelter helt når han ser mig med en baby, og fantaserer om hvad vore børn skal hedde, hvordan de kommer til at ligen mig, få mine øjne, hans næse osv., og hvordan han skal spille fodbold med dem i haven, læse godnathistorie om aftenen osv. - og det er jo rigtig dejligt at høre

Dog er det svært at få ham til at tage en seriøs samtale om helt konkret starttidspunkt. De sidste par år har han bare sagt "snart" (hvilket jo kan være et vidt begreb). Jeg er snart ved at være helt ødelagt af at tænke på det, og han forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for mig at vide hvornår. Men jeg vil bare gerne have noget at holde mig til.

Flere gange har han nævnt, at det ikke er sikkert han bliver klar før jeg er gravid - og det er jo også fint og dejligt, men hvordan skal jeg dog blive gravid uden at han er klar? Altså, hvis han ikke kommer og siger "nu er beslutningen taget, jeg vil have, at du smider p-pillerne så vi kan lave en unge". Jeg har læst om flere, som havde kærester, der ønskede at der skete et "uheld", sådan at de slap for at tage beslutningen, fordi det var for stor en beslutning til at de aktivt kunne tage den, men hellere ville have den "serveret".

Lørdag aften sidder jeg så alene og deprimeret og der en film (9 mdr - I know, dårlig idé i min tilstand). Jeg drikker en hulens masse rødvin, bliver skidefuld (for første, eneste og sidste gang siden gymnasiet for 10 år siden), og på et eller andet tidspunkt, bliver jeg enig med mig selv om, at det da er en skide god idé, at hjælpe ham lidt på vej, nu hvor han ikke selv kan tage beslutningen Så jeg tager ikke min p-pille da jeg stangstiv går i seng Hvor dum er jeg lige?!

Næste morgen vågner jeg og har glemt ALT om nattens fantastiske idé - indtil midt på eftermiddagen, hvor vi er ude og ikke i nærheden af p-pillerne (som jo så senest skulle have været taget om morgenen for at virke). FUCK!!! Jeg tager den så snart jeg kan, og vi har ikke haft sex for nylig, og må jo bare forklare ham, at jeg har "glemt" en pille, og at vi derfor ikke skal sexe de næste 7 dage - ingen stor katastrofe der. Men det jeg har det dårligst over er, at jeg kunne finde på det!! Jeg er rystet over, at jeg har været så tæt på at forsøge at snyde min kæreste til et barn. Han ville helt sikkert blive lykkelig, for han har været forventningsfuld spændt de to gange jeg virkelig har glemt en pille, og hvor jeg var "bange" for at være gravid. Jeg tror virkelig han venter på det der "uheld" - men det skal bare være et "rigtigt" uheld og ikke et jeg laver med vilje. Har det bare så dårligt nu 

Ahmen søde ven da 

Slap nu af - det der kunne have været mig altså - og jeg synes ikke at jeg er en ussel person :0)

Der er no harm done, du har fortalt at du ikke fik taget din p-pille, og tog den hurtigst muligt... At du "glemte" den med vilje i en rødvinsbrandert affødt at selvmedlidenhed og frustration er en detalje (årh det har jeg gjort mange gange førhen - savner det!)

Synes altså du sku tage og få en sludder med kæresten om det der bay-projekt... Måske du skal sige at det er NU, for man bliver jo ikke mere fertil med alderen (nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel du er), men anyway... Og hvis du/i gerne vil have mere end et barn, skal man jo også lige overveje det, og det faktum at de færreste bliver gravide med det samme...

Det gjorde jeg nu selv heldigvis (og surprise!), og jeg fik min søn for 5 mdr siden. Er i dag 26, snart 27, og kan godt mærke at jeg begynder at føle mig lidt presset. Jeg ville gerne have at der gik 3 år mellem mine børn, men så er jeg i hvert fald 30 når nr 2 kommer - og hvad nu hvis jeg vil have nr 3? Puuuuha altså... 

Se at få snakket med ham, og brug store ord... Og drop den dårlige samvittiged, med mindre du har brug for en undskyldning til endnu en rødvins-aften 

Lille pus  No excuse, men man gør sgu nogle gange dumme ting når man er fuld.. Og du handler jo fornuftigt da du finder ud af det!

Synes bestemt du skal få en afklaring med din kæreste, for inderst inde, så er det nok bare hans medstemmelse du mangler, for at I kan gå igang! Cheer up 

 Er enig med Rikke&Liam

Det er ikke så slemt så du ser det lige nu. Men sæt dig ned med kæresten og forklar ham hvordan du har det. Og siden han nu er et voksent menneske er han nødt til at være med til at tage beslutningen om den her baby. Han kan ikke bare vente på at det sker ved et "uheld". Det vil jo ikke være fair for nogen af jer. Men I kan jo evt aftale at du smider p-pillerne når du har brugt dem du har og så tager I det som det kommer.

Maria-s skriver:

Rooolig nu stop med at slå dig selv i hovedet

FOrslag: Hvad med du, når du slutter med den pakke du har gang i, siger til kæresten; "så skatter! Så er det slut med p-piller fra min side".

Så må han jo frem med kondomerne, hvis han ikke vil i gang med PB

Meeen sådan som du skriver, så lyder det til han gerne vil, han skal bare "presses" lidt til at nu er det nu. Det er ikke alle, der dur til at være den der trykker på startknappen Herhjemme var det manden der smed mine p-piller ud fordi JEG ikke kunne sige "jamen ok så er det NU". Kender andre der har gjort ligesom jeg har beskrevet, fordi det var manden der havde svært ved det.

Og på denne måde føre du ham jo ikke bag lyset, du spiller med åbne kort

Og SKULLE han gå helt i baglås, jamen så kan i da få en snak igang om hvornår det SÅ skal være. For det er vigtigt at han gir dig besked. Jeg kan høre på dig at det er et stort ønske fra dig om at åf et barn/ børn og det er vigtigt at han anerkender dette. Ønsker han i sidste ende egentlig IKKE at få børn eller først om mange år, jamen så skal du have en mulighed for at forholde dig til dette og beslutte dig for om det så er HAM du skal leve dit liv med (i yderste konsekvens selvfølgelig )

Men tag det roligt. Jeg tror bare du har gjort det meget klart overfor dig selv at DU ER KLAR NUUUU!

Ej men, hvor er I dog allesammen søde

Her sad jeg og følte mig som verdens største "røv", og så viser det sig, at jeg er helt normal

I har helt ret - jeg må have sat kæresten ned og tage snakken med ham og forklare hvor stort et ønske det er for mig. Jeg tror han er lidt bange for det der med at sige "NU begynder vi at lave et barn", så måske vi bare kunne aftale, at jeg smider pillerne, men at vi ikke "aktivt" prøver - ment på den måde, at vi tager det lidt som det kommer uden at tænke på ægløsning, ægløsningsteste osv. osv.

Egt. tror jge også han er lidt bange for økonomien...så måske jeg også skulle sætte mig lidt ind i hvad en baby i virkeligheden "koster" sådan ca. Min fornemmelse er, at man det første år kan klare sig for 1000-1500 kr (uden tøj) afhængig af om man ammer eller bruger MME.

Anonym skriver:

Jeg vågnede igår morges op til gigantiske tømmermænd og senere på dagen kom snigende en rigtig dårlig samvittighed, og nu må jeg bare ud med det!

Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år. Vi har boet sammen i snart 5, og har det generelt rigtig godt sammen. Jeg er færdig med min uddannelse og har job, min kæreste er lidt "in-bestween-jobs". Vi har en fornuftig økonomi, en god familie og et stabilt og godt forhold. DOG har vi en lille uenighed - den kører på, hvornår vi skal have børn. Jeg har været skruk nu i snart 3-4 år. Den gang var tiden bare ikke lige til det. Jeg havde ikke lyst til at have børn mens jeg studerede osv. Men nu er jeg færdig, har været det i et år, mange i vores omgangskreds får børn, og skrukheden har meldt sig for alvor. Jeg ser babyer alle steder

Min kæreste vil gerne have børn med mig, og han smelter helt når han ser mig med en baby, og fantaserer om hvad vore børn skal hedde, hvordan de kommer til at ligen mig, få mine øjne, hans næse osv., og hvordan han skal spille fodbold med dem i haven, læse godnathistorie om aftenen osv. - og det er jo rigtig dejligt at høre

Dog er det svært at få ham til at tage en seriøs samtale om helt konkret starttidspunkt. De sidste par år har han bare sagt "snart" (hvilket jo kan være et vidt begreb). Jeg er snart ved at være helt ødelagt af at tænke på det, og han forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for mig at vide hvornår. Men jeg vil bare gerne have noget at holde mig til.

Flere gange har han nævnt, at det ikke er sikkert han bliver klar før jeg er gravid - og det er jo også fint og dejligt, men hvordan skal jeg dog blive gravid uden at han er klar? Altså, hvis han ikke kommer og siger "nu er beslutningen taget, jeg vil have, at du smider p-pillerne så vi kan lave en unge". Jeg har læst om flere, som havde kærester, der ønskede at der skete et "uheld", sådan at de slap for at tage beslutningen, fordi det var for stor en beslutning til at de aktivt kunne tage den, men hellere ville have den "serveret".

Lørdag aften sidder jeg så alene og deprimeret og der en film (9 mdr - I know, dårlig idé i min tilstand). Jeg drikker en hulens masse rødvin, bliver skidefuld (for første, eneste og sidste gang siden gymnasiet for 10 år siden), og på et eller andet tidspunkt, bliver jeg enig med mig selv om, at det da er en skide god idé, at hjælpe ham lidt på vej, nu hvor han ikke selv kan tage beslutningen Så jeg tager ikke min p-pille da jeg stangstiv går i seng Hvor dum er jeg lige?!

Næste morgen vågner jeg og har glemt ALT om nattens fantastiske idé - indtil midt på eftermiddagen, hvor vi er ude og ikke i nærheden af p-pillerne (som jo så senest skulle have været taget om morgenen for at virke). FUCK!!! Jeg tager den så snart jeg kan, og vi har ikke haft sex for nylig, og må jo bare forklare ham, at jeg har "glemt" en pille, og at vi derfor ikke skal sexe de næste 7 dage - ingen stor katastrofe der. Men det jeg har det dårligst over er, at jeg kunne finde på det!! Jeg er rystet over, at jeg har været så tæt på at forsøge at snyde min kæreste til et barn. Han ville helt sikkert blive lykkelig, for han har været forventningsfuld spændt de to gange jeg virkelig har glemt en pille, og hvor jeg var "bange" for at være gravid. Jeg tror virkelig han venter på det der "uheld" - men det skal bare være et "rigtigt" uheld og ikke et jeg laver med vilje. Har det bare så dårligt nu 

Føler med dig, godt du nåede at rette op på det igen, vil sige jeg har indimellem glemt min piller og det er jeg altså aldrig blevet gravid over!

Tja tror aldrig man bliver helt klar, vi besluttede at smide p-pillerne og så bruge kondomer. En morgen gik det bare galt og kondomet gik i stykker, det var bare sådan en morgen hvor jeg ikke helt havde lyst men gjorde det alligevel....
Brugte 2 dage på at tude da jeg ikke følte mig klar og ikke følte det var sådan jeg ville have at ungen skulle undfanges...

Måske I skulle snakke om at droppe p-pillerne, så du kan få renset ud i kroppen inden i skal have barn, hos nogle par kan der jo gå noget tid inden befrugtningen lykkedes...