Mit pks.

Igår sad jeg og så dr program om fødsler og deri var der en tvillingemor der fik et kejsersnit. De billeder fik en ukendt følelse op i mig, jeg tror jeg er nødt til at få min oplevelse ud, som et samlet hele.

Jeg sover ikke i 3 døgn før mit kejsersnit den 16 juni. Min appetit er, som altid, enorm men jeg er ikke træt. Så jeg vandrer mit stuegulv tyndt, dag og nat, vandrer jeg der mens jeg tænker som en sindssyg på operationen. Det at du er på vej, sygner i baggrunden over den prøvelse jeg skal overkomme lige om lidt.

Den 16 juni vandrer jeg til kl 8, hvor mormor kommer og henter far og mig. Min mor siger jeg er hvid som et lagen, siger ikke så meget. Mit indre er kaos, hysterisk skrigende kommanderer hele min eksistens til at få stoppet dette vanvid og komme i sikkerhed.

Alt omkring mig er roligt. Sød, rolig sygeplejerske fortæller mig, roligt, at hun er min kontaktperson. De har vurderet jeg er "sårbar fødende" og derfor er hun der, i baggrunden. Om hun måtte overvære mit kejsersnit? Havde egentligt ikke som sådan tænkt på hvordan det ville være derinde, så det kunne jeg ikke se noget harmfuldt i?

Kl 11.10 kommer der en narkoselæge og tager nogetr blodtryk, samtidigt kommer portøren. Så er det nu. Sidder på sengen der triller ned af gangen, portøren siger jeg bare kan lægge mig ned. Nej tak, hører jeg en, vistnok mig, sige.

Igennem dørene, tusinde spørgsmål, om jeg røg? Nej - gør man det som gravid, kan jeg huske jeg tænkte. Irriteres lidt over alle de mennesker omkring mig. Ind gennem to døre til.

Operationsstuen. Nul mulighed for at flygte, jeg skulle have taget chancen da den var der.

Epiduralblokade. Jeg hader nåle. Narkoselægen siger jeg intet mærker, han lyver, det ved jeg og jeg kommer med det obligatoriske lille hop, som jeg havde advaret dem imod. Men som alligevel fik dem alle til at hoppe. Benene forsvinder. Ned at ligge.

Så ligger jeg der. En kommenterer min "smukke mave". Tænker, idiot, kan vi ikke bare spare sniksnak og komme i mål?

Totalt ud af kroppen oplevelse. Jeg ligger der, kan skimte min mave i lampen. Om jeg er sikker på det er en god ide? Ikke specielt. Kigger på din far. Far kigger igen, en dims bipper og far kigger på på sygeplejersken.

Jeg er helt bevidst om hvad der foregår. Jeg kan intet mærke, men jeg kan fornemme de rusker i mig. Om det gør ondt, for "de går til mig". Nej. Du skriger.

Far forsvinder. Jeg ryster. Helt normalt "Det får du lige noget for" nålepude tænker jeg.

Kaos. Ud af stuen, ind på opvågning. Sygeplejersken har travlt, river min skjorte åben og spørger bagefter om det var ok. Fuldstændigt lamslået, det ved jeg faktisk ikke om det var.

Så lå du dér. Med far ude og ringe til mormor og din lammede mor som eneste selskab. Du var en rigtig grim lille en med hak i kraniet hele vejen rundt, og intet hår overhovedet.

Senere har min kæreste så fortalt mig at, der stod ca 14 mennesker op ad en mur inde ved mit kejsersnit. Det lagde jeg ikke mærke til, jeg aner ikke hvad de skulle der. Og har det faktisk rigtigt skidt over de har set mig uden tøj på, i dén situation, uden mit samtykke.

Jonatansmor skriver:

Igår sad jeg og så dr program om fødsler og deri var der en tvillingemor der fik et kejsersnit. De billeder fik en ukendt følelse op i mig, jeg tror jeg er nødt til at få min oplevelse ud, som et samlet hele.

Jeg sover ikke i 3 døgn før mit kejsersnit den 16 juni. Min appetit er, som altid, enorm men jeg er ikke træt. Så jeg vandrer mit stuegulv tyndt, dag og nat, vandrer jeg der mens jeg tænker som en sindssyg på operationen. Det at du er på vej, sygner i baggrunden over den prøvelse jeg skal overkomme lige om lidt.

Den 16 juni vandrer jeg til kl 8, hvor mormor kommer og henter far og mig. Min mor siger jeg er hvid som et lagen, siger ikke så meget. Mit indre er kaos, hysterisk skrigende kommanderer hele min eksistens til at få stoppet dette vanvid og komme i sikkerhed.

Alt omkring mig er roligt. Sød, rolig sygeplejerske fortæller mig, roligt, at hun er min kontaktperson. De har vurderet jeg er "sårbar fødende" og derfor er hun der, i baggrunden. Om hun måtte overvære mit kejsersnit? Havde egentligt ikke som sådan tænkt på hvordan det ville være derinde, så det kunne jeg ikke se noget harmfuldt i?

Kl 11.10 kommer der en narkoselæge og tager nogetr blodtryk, samtidigt kommer portøren. Så er det nu. Sidder på sengen der triller ned af gangen, portøren siger jeg bare kan lægge mig ned. Nej tak, hører jeg en, vistnok mig, sige.

Igennem dørene, tusinde spørgsmål, om jeg røg? Nej - gør man det som gravid, kan jeg huske jeg tænkte. Irriteres lidt over alle de mennesker omkring mig. Ind gennem to døre til.

Operationsstuen. Nul mulighed for at flygte, jeg skulle have taget chancen da den var der.

Epiduralblokade. Jeg hader nåle. Narkoselægen siger jeg intet mærker, han lyver, det ved jeg og jeg kommer med det obligatoriske lille hop, som jeg havde advaret dem imod. Men som alligevel fik dem alle til at hoppe. Benene forsvinder. Ned at ligge.

Så ligger jeg der. En kommenterer min "smukke mave". Tænker, idiot, kan vi ikke bare spare sniksnak og komme i mål?

Totalt ud af kroppen oplevelse. Jeg ligger der, kan skimte min mave i lampen. Om jeg er sikker på det er en god ide? Ikke specielt. Kigger på din far. Far kigger igen, en dims bipper og far kigger på på sygeplejersken.

Jeg er helt bevidst om hvad der foregår. Jeg kan intet mærke, men jeg kan fornemme de rusker i mig. Om det gør ondt, for "de går til mig". Nej. Du skriger.

Far forsvinder. Jeg ryster. Helt normalt "Det får du lige noget for" nålepude tænker jeg.

Kaos. Ud af stuen, ind på opvågning. Sygeplejersken har travlt, river min skjorte åben og spørger bagefter om det var ok. Fuldstændigt lamslået, det ved jeg faktisk ikke om det var.

Så lå du dér. Med far ude og ringe til mormor og din lammede mor som eneste selskab. Du var en rigtig grim lille en med hak i kraniet hele vejen rundt, og intet hår overhovedet.

Senere har min kæreste så fortalt mig at, der stod ca 14 mennesker op ad en mur inde ved mit kejsersnit. Det lagde jeg ikke mærke til, jeg aner ikke hvad de skulle der. Og har det faktisk rigtigt skidt over de har set mig uden tøj på, i dén situation, uden mit samtykke.

 

det lyder da slet ikke som en rar oplevelse.. har du ikke overvejet at tale med nogen om den? Jeg sidder lidt med en følelse af at de har begået overgreb på dig fordi du slet ikke var mentalt klar eller med..

håber du får noget hjælp til alle dine tanker og ved at det er okay at have det sådan

Spændene at høre en andens oplevelse af kejsersnit... Jeg fik selv akut kejsersnit på grund af svangerskabsforgiftning. Det er en voldsom oplevelse, men jeg var heldigvis ikke nervøs eller bange for det. Jeg var til gengæld super bange for epiduralblokaden, som på mig heldigvis ikke gjorde specielt ondt. Men mit svangerskabsforgifning overskyggede rigtig meget og jeg lå og kastede op det meste af tiden under kejsesnittet og et godt stykke tid efter. Har aldrig nogen sinde været så dårlig som da svangeskabsforgiftningen blev rigtig slemt. Men når jeg ser tilbage på det hele, har det været en helt igennem fantastisk rejse, som jeg ikke vil være foruden. Som jo endte med 3 helt igennem skønne,dejlige og vigtigst af alt sunde og raske børn...

Lyder godt nok som om det har været et frygteligt forløb for dig. Håber da ikke at du skal have pks næste gang, i hvert fald skal du da så tale det grundigt igennem med nogen først.

babymus77 skriver:

Det lyder ikke som en rar oplevelse!!! Sender dig et knus!!!;-)

Tak for det

MissBee skriver:

det lyder da slet ikke som en rar oplevelse.. har du ikke overvejet at tale med nogen om den? Jeg sidder lidt med en følelse af at de har begået overgreb på dig fordi du slet ikke var mentalt klar eller med..

håber du får noget hjælp til alle dine tanker og ved at det er okay at have det sådan

Har overvejet om jeg kan få udleveret min journal oppe fra sygehuset. Ved ikke rigtigt hvem jeg skulle tale med om det.

Jeg var på ingen måde klar, 6 måneders graviditet nåede jeg at opleve, fandt først ud af det meget sent. Vi flyttede tværs over landet, pludseligt var dagen der bare. Men de var allesammen søde og rolige, tror det der har gjort størst indtryk på mig var det kaos mit indre var.

Tak for  - det hjælper altid

Rebecca55 skriver:

Spændene at høre en andens oplevelse af kejsersnit... Jeg fik selv akut kejsersnit på grund af svangerskabsforgiftning. Det er en voldsom oplevelse, men jeg var heldigvis ikke nervøs eller bange for det. Jeg var til gengæld super bange for epiduralblokaden, som på mig heldigvis ikke gjorde specielt ondt. Men mit svangerskabsforgifning overskyggede rigtig meget og jeg lå og kastede op det meste af tiden under kejsesnittet og et godt stykke tid efter. Har aldrig nogen sinde været så dårlig som da svangeskabsforgiftningen blev rigtig slemt. Men når jeg ser tilbage på det hele, har det været en helt igennem fantastisk rejse, som jeg ikke vil være foruden. Som jo endte med 3 helt igennem skønne,dejlige og vigtigst af alt sunde og raske børn...

Jeg har meget ambivalente følelser omkring mit kejsersnit. Mit fine ar er jo en krigsskade som jeg er stolt af, som med alle de andre ar der er som repræsenterer en svær periode som jeg er kommet sejrsrig ud af.

Men jeg har det stadig som om jeg stod i det rum, med ryggen til. Var helt klar over hvad der foregik, men fattede slet ikke omfanget af det.

Og så de mange mennesker der stod der. De irriterer mig grænseløst. Disrespekten i at stå og glo på en fastfrossen kvinde i hendes livs sværeste øjeblik, er ufattelig.

Men ja - heldigvis fik vi drengen ud af det, ham ville jeg ikke undvære

Nessie skriver:

Lyder godt nok som om det har været et frygteligt forløb for dig. Håber da ikke at du skal have pks næste gang, i hvert fald skal du da så tale det grundigt igennem med nogen først.

Jeg skal slet ikke føde vaginalt, det er det eneste der er værre, end endnu en omgang på operationsbordet. Er stadig ikke sikker på om drengen skal have en lillesøster, det er meget svært..

Jonatansmor skriver:

Har overvejet om jeg kan få udleveret min journal oppe fra sygehuset. Ved ikke rigtigt hvem jeg skulle tale med om det.

Jeg var på ingen måde klar, 6 måneders graviditet nåede jeg at opleve, fandt først ud af det meget sent. Vi flyttede tværs over landet, pludseligt var dagen der bare. Men de var allesammen søde og rolige, tror det der har gjort størst indtryk på mig var det kaos mit indre var.

Tak for  - det hjælper altid

Læste noget om at man skal ansøge skriftligt om a få den og at det tager lidt tid men at alle har ret til at få den.. Prøv at kontakte din jordemor...

Puha ja det lyder da også vildt, u har haft nok at se til...