Jeg er så bange og nervøs..

Anonym skriver:

Lige først, hvis nogen kan regne ud hvem jeg er, så vær sød at acceptere mit ønske om anonymitet..

Jeg er brudt helt sammen her til aften, ligger bsre og græder og prøver at være stille for ikke at vække min forlovede, der skal i skole i morgen..

Jeg er 35+, og fødslen skræmmer mig ikke længere ret meget - men nu har jeg efterhånden også suget alt til mig omkring fødsel både på nettet og i bøger..

Det der virkelig skræmmer mig er tiden efter fødslen - jeg har ingen søskende og ingen yngre fætre og kusiner, og jeg aner ærligt talt ikke hvordan man tager sig af et nyfødt barn - hvordan man skifter en ble, ammer, læser barnets signaler. Hvordan skal jeg kunne vide om det er mad eller en tør ble mit barn vil have ?!

Og det er jo snart ! Snart er jeg mor, og jeg ønsker sådan at gøre det så godt som muligt.. Helst uden alt for meget hjælp fra andre, jeg vil så gerne kunne klare det hele selv.

Min mor ser mig stadig som hendes lille pige på trods af jeg er 21, og jeg ved bare det bliver en kamp at Få Lov Til at gøre det hele selv. Det kommer virkelig til at tære på min energi, og jeg frygter sådan at give efter og lade min mor tage over, for jeg vil så gerne vise alle, at det her, det kan min kæreste og jeg sgu godt klare, men samtidig er frygten der virkelig stadig.. Hvordan sksl jeg kunne tage vare på mit eget barn når jeg aldrig før har haft med børn at gøre ?

Oven i det hele er min mor nødt til at komme og bo hos os omkring den første tid, for hendes hus skal på tvang.. Vi har sagt hun gerne må komne en måneds tid for at få tankerne væk fra det og samtidig lære sit barnebarn at kende fra starten af.. Hun har boet i det hus i 25-30 år, så det er et enormt tab for hende..

Alt i alt tror jeg jeg har holdt to babyer.. Og kun én gang hver.

Og jeg vil bare så gerne gøre det så godt for den lille derinde..

Min forlovede er 20, og ved i det mindste en smule mere om babyer, på trods af han selv siger noget andet - han er den ældste af hans fætre og kusiner og har desuden en lillebror, så han har jo været med, selvom det er flere år tilbsge..

Men han er netop startet på uddannelse, og han vil ikke på barsel før han er færdig med grundforløbet til sommer.. Heldigvis er det korte dage han har, men jeg ville bare ønske det var ham der var hos mig den første tid konstant i stedet for min mor.

Han har lovet mig, han ee hos mig den dag jeg føder, og dagen efter, men derefter er hans plan igen at tage i skole..

Oh god, det er da vist blevet ret langt..

Har bare sådan brug for at komme ud med det..

Under den maske af afklarethed og ro, jeg bærer, er jeg rent ud sagt skide nervøs..

Bare jeg da kan finde ud af at være en god mor

Godmorgen

De følelser og tanker du går med har jeg hørt er ganske normale.. og de melder sig oftest jo tættere man kommer på fødslen. Men frygt absolut ikke.. selvom man er 21 eller 39 kan man have lige mange bekymringer omkring det at passe et barn når ikke man har prøvet det før. Det er nyt for alle førstegangsfødende og der er ingen der kender deres barn ud og ind når det lige bliver født. Det er noget der kommer med tiden og man bliver bedre og bedre til at aflæse barnets signaler.

Lige så snart du står i det, kommer det til at falde dig helt naturligt og du gør bare tingene og uden du næsten ved af det, så er det DIG der kan aflæse dit barn allerbedst .. Så hold du bare modet oppe, det skal nok gå alt sammen Rom blev ikke bygget på en dag og er sikker på at du nok lynhurtigt skal lære hvordan DIN baby har det bedst

Kære TS. Vedr. amning skal du bede dem på hospitalet om at hjælpe dig igang og evt. bede om et besøg fra din SP efter en dag når du kommer hjem. I det hele taget så brug din SP hun er der for lige præcis de tanker du har.

Du er nervøs omkring bleskift, amning osv. Hvis det er nemmere for dig så lav et skema. Sig til dig selv at max hver halvanden time når baby har været vågen så skal hun sove (hvis hun ikke vil, så gå en tur med barnevognen) Amning hver anden time, bleskift hver anden time osv. Dette kan hjælpe dig med at få struktur på det hele sådan så du ikke er i tvivl om du får skiftet, ammet og baby får sovet nok. Mht at tyde hendes signaler så er kærlighed jo nok i begyndelsen. Er hun ked af det så er det bare massere af kærlighed, søde ord og lidt vuggen frem og tilbage.

De første par uger sover baby rigtig meget. Så når hun er vågen laver du næsten ikke andet end at amme og skifte ble. Efterhånden når der er gået et par måneder kan hun være vågen en time til halvnanden og når hun f.eks er 5 måneder kan hun så være vågen i 2 - to en halv time. Det er vigtigt, at baby får lov at sove inden hun bliver overtræt for ellers er det svært at få dem til selv at falde til ro.

Men jeg er helt sikker på at du bliver en god mor. Bare husk at det som baby har brug for er en kærlig mor og far og hvis I har massere af det, så skal resten nok gå. Og husk du altid kan få hjælp fra SP. Du er garanteret ikke den første der vil spørge hende om de ting

Anonym skriver:

Tak for din forståelse og tak for dit svar

Det er virkelig betryggende at vide, jeg ikke er den eneste, der har stået / kommer til at stå i den situation, og hvor er det også bare beroligende at vide, at det ikke har noget med alderen at gøre, men nærmere det, at det er en ny situation..

Tak for dine ord, de varmer og hjælper på tårerne.. Hvor er det irriterende lige pludselig at være et springvand, og ærligt talt ikke ikke nogen trøst at vide, det ikke bliver bedre :p

Og tak for dine råd

Hvor er det rart at kunne åbne op for sine bekymringer her på baby.dk og der så står nogle skønne personer klar med trøst, råd og vejledning

Puuh, nu jeg tror faktisk snart jeg kan sove

Jeg ser i hvert fald slet intet unaturligt i det du skriver, tror rigtig mange førstegangsforældre har haft de tanker du har skrevet. Så tænk du på alle de positive ting ved at blive mor og få en lille ny. Er ked at det ikke hjalp, at man fortsætter med at være sensitiv efter fødslen. Men det er faktisk korrekt  og man kan lige så godt forberede sig på, at bekymrer sig om alle de ting man normalt ikke ville skænke en tanke.

Uanset, så skal du nok gøre det helt fint og ellers må du række ud og så får du nok den hjælp eller støtte du behøver.

Håber du fik lidt søvn!

/Fenja

Ville lige sende et 

Jeg var selv 21 da jeg blev mor , og jeg anede heller ingenting om babyer .. Havde aldrig holdt en baby før !

Men de var super søde på sygehuset .. De hjalp med det hele Nu fik jeg kejsersnit , så det var min kæreste der f.eks. skulle skifte ble første gang .. Men der var en sygeplejerske som spurgte om hun skulle vise nogle "tricks" og det sagde han ja til (; 

Men jeg synes det kom helt af sig selv ! Så slap du bare af og nyd den sidste del af graviditeten .. Jeg savner sgu stadig maven engang imellem

Bare rolig, det er helt normalt sådan som du har det, tror ikke der er mange mødre som ikke har haft de tanker på et eller andet tidspunkt igennem deres graviditet

Da jeg blev gravid havde jeg holdt to spædbørn, så jeg var også vildt nervøs for om jeg overhovedet kunne finde ud af det med sådan et lille væsen, men det kan man, for det er 100% noget andet når det er ens eget barn, det er så naturligt når man først har den lille guldklump i armene

Og mon ikke din mor trækker sig lidt i baggrunden, når hun ser hvor fint dig og fin kæreste kommer til at klare det?

Held og lykke med det hele, er sikker på det nok skal gå helt fint

Anonym skriver:

Lige først, hvis nogen kan regne ud hvem jeg er, så vær sød at acceptere mit ønske om anonymitet..

Jeg er brudt helt sammen her til aften, ligger bsre og græder og prøver at være stille for ikke at vække min forlovede, der skal i skole i morgen..

Jeg er 35+, og fødslen skræmmer mig ikke længere ret meget - men nu har jeg efterhånden også suget alt til mig omkring fødsel både på nettet og i bøger..

Det der virkelig skræmmer mig er tiden efter fødslen - jeg har ingen søskende og ingen yngre fætre og kusiner, og jeg aner ærligt talt ikke hvordan man tager sig af et nyfødt barn - hvordan man skifter en ble, ammer, læser barnets signaler. Hvordan skal jeg kunne vide om det er mad eller en tør ble mit barn vil have ?!

Og det er jo snart ! Snart er jeg mor, og jeg ønsker sådan at gøre det så godt som muligt.. Helst uden alt for meget hjælp fra andre, jeg vil så gerne kunne klare det hele selv.

Min mor ser mig stadig som hendes lille pige på trods af jeg er 21, og jeg ved bare det bliver en kamp at Få Lov Til at gøre det hele selv. Det kommer virkelig til at tære på min energi, og jeg frygter sådan at give efter og lade min mor tage over, for jeg vil så gerne vise alle, at det her, det kan min kæreste og jeg sgu godt klare, men samtidig er frygten der virkelig stadig.. Hvordan sksl jeg kunne tage vare på mit eget barn når jeg aldrig før har haft med børn at gøre ?

Oven i det hele er min mor nødt til at komme og bo hos os omkring den første tid, for hendes hus skal på tvang.. Vi har sagt hun gerne må komne en måneds tid for at få tankerne væk fra det og samtidig lære sit barnebarn at kende fra starten af.. Hun har boet i det hus i 25-30 år, så det er et enormt tab for hende..

Alt i alt tror jeg jeg har holdt to babyer.. Og kun én gang hver.

Og jeg vil bare så gerne gøre det så godt for den lille derinde..

Min forlovede er 20, og ved i det mindste en smule mere om babyer, på trods af han selv siger noget andet - han er den ældste af hans fætre og kusiner og har desuden en lillebror, så han har jo været med, selvom det er flere år tilbsge..

Men han er netop startet på uddannelse, og han vil ikke på barsel før han er færdig med grundforløbet til sommer.. Heldigvis er det korte dage han har, men jeg ville bare ønske det var ham der var hos mig den første tid konstant i stedet for min mor.

Han har lovet mig, han ee hos mig den dag jeg føder, og dagen efter, men derefter er hans plan igen at tage i skole..

Oh god, det er da vist blevet ret langt..

Har bare sådan brug for at komme ud med det..

Under den maske af afklarethed og ro, jeg bærer, er jeg rent ud sagt skide nervøs..

Bare jeg da kan finde ud af at være en god mor

Først et stort  til dig.

Og så vil jeg sige det er helt naturligt at havde det sådan, jeg selv blev mor som 18 årig og da jeg var omkring 37 uger henne brød jeg fuldkommen sammen i gråd fordi hvad nu vis jeg ikke forstod mit barn og hvad vis jeg ikke kunne skifte hende..

Jeg har en søster som fødte ca 5 måneder før jeg fandt ud af jeg var gravid så hendes barn stiftede jeg 2 gange inden min egen (men kun tis bleer) så var ikke meget jeg viste..

Men fra det øjeblik jeg fik min lille pige op i armene var det som om jeg forstod hende meget bedre end jeg havde regnet med

Vis du er usikker på det med at amme så sig det endelig til dem på hospitalet.
Spørg dem endelig om hjælp til det vis du har behov for det, de ved hvordan det er at være ny på området og tro mig de vil ikke syntes det er forkert vis du spøger dem om hjælp til det

Jeg fik hjælp til at starte amningen med min første og det var med til at gøre det lykkes.

Held og lykke med det

Husk du vil ALTID være den bedste mor for dit barn, ingen er en bedre mor for dit barn end dig

Anonym skriver:

ELige først, hvis nogen kan regne ud hvem jeg er, så vær sød at acceptere mit ønske om anonymitet..

Jeg er brudt helt sammen her til aften, ligger bsre og græder og prøver at være stille for ikke at vække min forlovede, der skal i skole i morgen..

Jeg er 35+, og fødslen skræmmer mig ikke længere ret meget - men nu har jeg efterhånden også suget alt til mig omkring fødsel både på nettet og i bøger..

Det der virkelig skræmmer mig er tiden efter fødslen - jeg har ingen søskende og ingen yngre fætre og kusiner, og jeg aner ærligt talt ikke hvordan man tager sig af et nyfødt barn - hvordan man skifter en ble, ammer, læser barnets signaler. Hvordan skal jeg kunne vide om det er mad eller en tør ble mit barn vil have ?!

Og det er jo snart ! Snart er jeg mor, og jeg ønsker sådan at gøre det så godt som muligt.. Helst uden alt for meget hjælp fra andre, jeg vil så gerne kunne klare det hele selv.

Min mor ser mig stadig som hendes lille pige på trods af jeg er 21, og jeg ved bare det bliver en kamp at Få Lov Til at gøre det hele selv. Det kommer virkelig til at tære på min energi, og jeg frygter sådan at give efter og lade min mor tage over, for jeg vil så gerne vise alle, at det her, det kan min kæreste og jeg sgu godt klare, men samtidig er frygten der virkelig stadig.. Hvordan sksl jeg kunne tage vare på mit eget barn når jeg aldrig før har haft med børn at gøre ?

Oven i det hele er min mor nødt til at komme og bo hos os omkring den første tid, for hendes hus skal på tvang.. Vi har sagt hun gerne må komne en måneds tid for at få tankerne væk fra det og samtidig lære sit barnebarn at kende fra starten af.. Hun har boet i det hus i 25-30 år, så det er et enormt tab for hende..

Alt i alt tror jeg jeg har holdt to babyer.. Og kun én gang hver.

Og jeg vil bare så gerne gøre det så godt for den lille derinde..

Min forlovede er 20, og ved i det mindste en smule mere om babyer, på trods af han selv siger noget andet - han er den ældste af hans fætre og kusiner og har desuden en lillebror, så han har jo været med, selvom det er flere år tilbsge..

Men han er netop startet på uddannelse, og han vil ikke på barsel før han er færdig med grundforløbet til sommer.. Heldigvis er det korte dage han har, men jeg ville bare ønske det var ham der var hos mig den første tid konstant i stedet for min mor.

Han har lovet mig, han ee hos mig den dag jeg føder, og dagen efter, men derefter er hans plan igen at tage i skole..

Oh god, det er da vist blevet ret langt..

Har bare sådan brug for at komme ud med det..

Under den maske af afklarethed og ro, jeg bærer, er jeg rent ud sagt skide nervøs..

Bare jeg da kan finde ud af at være en god mor

Er sikker på det kommer helt naturligt når du får den lille i armene. Man må bare prøve sig frem . Tjekke ble og hvis den er tør så prøve at give den lille noget at spise osv. Så er det bar med at tage i mod råd og hjælp fra sundhedsplejerske med kyshånd. Du får mulighed for hjælp på sygehuset de første par dage så skal nok gå

Anonym skriver:

Lige først, hvis nogen kan regne ud hvem jeg er, så vær sød at acceptere mit ønske om anonymitet..

Jeg er brudt helt sammen her til aften, ligger bsre og græder og prøver at være stille for ikke at vække min forlovede, der skal i skole i morgen..

Jeg er 35+, og fødslen skræmmer mig ikke længere ret meget - men nu har jeg efterhånden også suget alt til mig omkring fødsel både på nettet og i bøger..

Det der virkelig skræmmer mig er tiden efter fødslen - jeg har ingen søskende og ingen yngre fætre og kusiner, og jeg aner ærligt talt ikke hvordan man tager sig af et nyfødt barn - hvordan man skifter en ble, ammer, læser barnets signaler. Hvordan skal jeg kunne vide om det er mad eller en tør ble mit barn vil have ?!

Og det er jo snart ! Snart er jeg mor, og jeg ønsker sådan at gøre det så godt som muligt.. Helst uden alt for meget hjælp fra andre, jeg vil så gerne kunne klare det hele selv.

Min mor ser mig stadig som hendes lille pige på trods af jeg er 21, og jeg ved bare det bliver en kamp at Få Lov Til at gøre det hele selv. Det kommer virkelig til at tære på min energi, og jeg frygter sådan at give efter og lade min mor tage over, for jeg vil så gerne vise alle, at det her, det kan min kæreste og jeg sgu godt klare, men samtidig er frygten der virkelig stadig.. Hvordan sksl jeg kunne tage vare på mit eget barn når jeg aldrig før har haft med børn at gøre ?

Oven i det hele er min mor nødt til at komme og bo hos os omkring den første tid, for hendes hus skal på tvang.. Vi har sagt hun gerne må komne en måneds tid for at få tankerne væk fra det og samtidig lære sit barnebarn at kende fra starten af.. Hun har boet i det hus i 25-30 år, så det er et enormt tab for hende..

Alt i alt tror jeg jeg har holdt to babyer.. Og kun én gang hver.

Og jeg vil bare så gerne gøre det så godt for den lille derinde..

Min forlovede er 20, og ved i det mindste en smule mere om babyer, på trods af han selv siger noget andet - han er den ældste af hans fætre og kusiner og har desuden en lillebror, så han har jo været med, selvom det er flere år tilbsge..

Men han er netop startet på uddannelse, og han vil ikke på barsel før han er færdig med grundforløbet til sommer.. Heldigvis er det korte dage han har, men jeg ville bare ønske det var ham der var hos mig den første tid konstant i stedet for min mor.

Han har lovet mig, han ee hos mig den dag jeg føder, og dagen efter, men derefter er hans plan igen at tage i skole..

Oh god, det er da vist blevet ret langt..

Har bare sådan brug for at komme ud med det..

Under den maske af afklarethed og ro, jeg bærer, er jeg rent ud sagt skide nervøs..

Bare jeg da kan finde ud af at være en god mor

Først lige en kæmpe

Du kan tage det helt roligt.. Da jeg fik min søn havde jeg heller aldrig skiftet et barn, heller aldrig havde jeg give et barn flaske og havde aldrig passet et barn natten over som ikke var startet i skole.. Jeg var helt på bar bund..

Men når du ligger på hospitalet med dit lille mirakel, så kommer alle de ting til dig, du ved lige hvad du skal gøre for at din lille guldklump har det allerbedst..

Og hvis din mor skal bo hos jer en måned, så ville jeg hvis det var mig bruge af hendes viden.. Bare suge til mig af morviden og nyde at have en hjælper, og så nyde bebs for dig selv når hun flytter igen.. Jeg havde min mor på speed dial og sikke mange underlige spørgsmål hun har måtte lægge øre til på de mærkeligste tidspunkter om natten..

Håber du får lidt styr på hormonerne

Sikke et rørende indlæg Selvfølgelig bliver du en go mor ligegyldig hvad

Jeg havde præcist ligesom dig, jeg har ingen fætre, kusinder, ingen venner med baby+er eller søskende med babyér... kendte ikke til noget

Men kort fortalt jeg vidste intet oom noget, under fødslen, for du fortalt alt hvad der sker og skal ske og hvad du skal gøre

Og når du har født, så plejer der og være en sygeplejerske som hjælper dig med det hele til og starte med :-) og spør endelig om hjælp og råd og hvis du er i tvivl,,,, sygeplejerskene hjælper med glæde

Jeg fik vist hvordan jeg skulle sætte bleén, og hvor stram den skulle være, fik vist hvordan man skulle bade, fik hjælp, råd og vejledning til amning... alt fik jeg hjælp til...

En nat på sygehuset kunne jeg ikke få mit barn til at sove, så kl 3 måtte jeg hente hjælp, og en sød sygepjeleske kom og hjalp

Du er meget velkommen til at skrive en privat beske til mig, jeg vil meget gerne være sparings partner hvis du har behov for det  har selv haft en