Jeg har et dilemma, og i skal hjælpe mig.. :(

Anonym skriver:

Mit barn blev hentet af sin far igår fordi det skulle på weekend ved ham.. Faderen fortæller så at han er blevet langtidssygemeldt med angst, og ikke tør køre i bus på trods af at han skal det for at hente sit barn, så der fik jeg lige total noia på over det..

Men dilemmaet er nu at han vil have barnet fra torsdag til søndag her imens han går sygemeldt, istedet fra fredag til søndag som vores aftale er nu..

Vi har kørt samværet uden om SF da vi efter to mæglingsmøder fik vores samarbejde op at køre igen.. Så det vil jeg jo gerne fortsætte med..
Men jeg er bange for at det her angst vil gå udover barnet og især hvis vi forlænger samværet med en dag..

Hvad skal jeg gøre?? og hvad vil der ske hvis han pludselig hiver mig i SF fordi jeg nægter at udvide samværet til at gælde torsdag også??

Jeg frygter virkelig at det vil gå udover barnet, især når han indrømmer nu at han ikke tør køre i bus, hvad hvis angsten bliver værre og han pludselig ikke kan noget fordi han er bange for at gå ud??

Please hjælp mig piger..

hvorfor tror du angsten vil gå ud over barnet ? synes ikke du skal nægte ham samværet pga det ...angst er man ikke selv herre over...jeg har det selv og har haft det i mange år køre ikke med bus eller tog alene for det kan jeg ikke...men kan stadig passe alle mine børn af den grund  

Anonym skriver:

Men han fortalte det jo først da jeg spurgte hvad han var blevet sygemeldt for? Så tænker det ikke var meningen jeg skulle vide at han havde angst??
Hans angst kommer højst sandsynligt af at han er kommet ud af et årelangt hashmisbrug, og det er jo rigtig dejligt at jeg med sikkerhed ved at han er helt ude af det, men det gør bare så ondt i hjertet på mig at han kan risikere at få et anfald imens han har barnet..

Men vil foreslå den med at ringe sammen så jeg er sikker på at barnet har det godt og er tryg der.. Så må jeg se hvad han siger..

Han kunne jo bare have sagt at han havde ondt i ryggen.

Men det er en svær situation at stå i, og det vigtigste lige nu er nok at I får en god mommunikation op at køre, så I begge kan føle jer trygge ved aftalerne, og hente-bringe situationen

Dine tanker og følelser er helt forståelige, MEN...

At han fortæller dig sandheden, da du spørger ind til hans sygemelding viser, at han har tillid til dig. Han syntes måske det var svært at sige, men han gjorde det.

Derfor skal du vise ham samme tillid. Hvis du føler dig mest tryg ved at ringe og spørge 1-2 gange dagligt hvordan han og jeres barn har det skal du naturligvis gøre det. Man kan kalde det overvågning. Man kan også kalde det ansvarlighed og omsorg for både far og barn.

Angst er en sindslidelse og ikke en sindssygdom og forskellen er enorm. Dvs at selvom man lider af angst betyder det ikke, at man pludselig forlader lejlighed og barn i vild panik og først kommer tilbage 48 timer senere.

Hvis vi taler om sindssygdomme der kan være farlige for børnene er vi mere ude i vrangforestillinger eller hallucinationer. Ikke ganske almindelig generaliset angst.

Jeg synes det er fantastisk I har fået samarbejdet op at køre igen. Og hvis han er bare nogenlunde fornuftig forstår han også godt at du lige ringer.

 

Anonym skriver:

Mit barn blev hentet af sin far igår fordi det skulle på weekend ved ham.. Faderen fortæller så at han er blevet langtidssygemeldt med angst, og ikke tør køre i bus på trods af at han skal det for at hente sit barn, så der fik jeg lige total noia på over det..

Men dilemmaet er nu at han vil have barnet fra torsdag til søndag her imens han går sygemeldt, istedet fra fredag til søndag som vores aftale er nu..

Vi har kørt samværet uden om SF da vi efter to mæglingsmøder fik vores samarbejde op at køre igen.. Så det vil jeg jo gerne fortsætte med..
Men jeg er bange for at det her angst vil gå udover barnet og især hvis vi forlænger samværet med en dag..

Hvad skal jeg gøre?? og hvad vil der ske hvis han pludselig hiver mig i SF fordi jeg nægter at udvide samværet til at gælde torsdag også??

Jeg frygter virkelig at det vil gå udover barnet, især når han indrømmer nu at han ikke tør køre i bus, hvad hvis angsten bliver værre og han pludselig ikke kan noget fordi han er bange for at gå ud??

Please hjælp mig piger..

Jeg har angst i stor grad pt og har haft et enkelt angst anfald i fredags... og jeg kunne tage mig af 3 børn samtidig... synes din begrundelse ikke holder helt stik... fordi man har angst, kan man altså godt tage sig af sit barn... jeg er påbegyndt behandling, men inden da kunne jeg sagtens tage mig af mine børn... de er ikke mærket af, at jeg har det...

Og jeg synes nu, at han går sygemeldt, så har han chancen for, at tilbrínge tid med sit barn, hvorfor ikke give ham muligheden... du har jo barnet resten af tiden... tænk et savn han må have og ikke mindst barnet... tænk barnet får mere tid med sin far en i periode... det er da en gave at give sit barn... hvorfor tage det fra dem, fordi han har angst..?

Og hvis hans angst kun er ved at køre bus, hvad er så bekymdringen..? så kan han sagtens tage sig af sit barn og lade bussen være....

Det kommer fra en med meget angst....!

 Mette

Må som en del andre skriver også sige at angst ikke er noget der gør en person ude af stand til at tage sig af et barn, jeg syntes du skal respektere at han har fortalt dig om sin sygemelding, og da han er langtidssygemeldt, har han været omkring en læge og dermed i behandling.

Jeg syntes du skal give dit barn og far kvalitetstid og tage en snak med din x når du afleverer om at han hellere må ringe en gang for meget end en gang for lidt, hvis han skulle blive usikker på om han kan klare det. (det tror jeg nu ikke han bliver) men så har han muligheden for en håndsrækning, hvis der bliver problemer.

Mht. benzinforbruget må det jo koste ham lidt at du leverer og henter.

 herfra

RGN skriver:

Dine tanker og følelser er helt forståelige, MEN...

At han fortæller dig sandheden, da du spørger ind til hans sygemelding viser, at han har tillid til dig. Han syntes måske det var svært at sige, men han gjorde det.

Derfor skal du vise ham samme tillid. Hvis du føler dig mest tryg ved at ringe og spørge 1-2 gange dagligt hvordan han og jeres barn har det skal du naturligvis gøre det. Man kan kalde det overvågning. Man kan også kalde det ansvarlighed og omsorg for både far og barn.

Angst er en sindslidelse og ikke en sindssygdom og forskellen er enorm. Dvs at selvom man lider af angst betyder det ikke, at man pludselig forlader lejlighed og barn i vild panik og først kommer tilbage 48 timer senere.

Hvis vi taler om sindssygdomme der kan være farlige for børnene er vi mere ude i vrangforestillinger eller hallucinationer. Ikke ganske almindelig generaliset angst.

Jeg synes det er fantastisk I har fået samarbejdet op at køre igen. Og hvis han er bare nogenlunde fornuftig forstår han også godt at du lige ringer.

 

kan se i er meget enige om det..

MEN vil så sige at jeg ALDRIG har oplevet angst nært i familien eller andre steder, og det er jo derfor jeg er bekymret, aner ikke hvad den sygdom går ud på, så måske nogen af jer skal tænke over tonefaldet i det i skriver..
Når man står som uvidende og ikke aner hvad man skal stille op, så har man brug for at få afvide HVAD sygdommen betyder og ikke få dunket i hovedet at det er forkert at tænke som jeg gør..

Jeg er naturligvis bekymret for mit barn, og for om angsten udvikler sig til andet end bare busture, men jeg må tage en snak med faren og finde ud af hvordan og hvorledes..
Men jeg indrømmer, at jeg synes det er skræmmende at han pludselig har en sindslidelse, og jeg bliver naturligvis bekymret for mit barns ve og vel..

JJH skriver:

Må som en del andre skriver også sige at angst ikke er noget der gør en person ude af stand til at tage sig af et barn, jeg syntes du skal respektere at han har fortalt dig om sin sygemelding, og da han er langtidssygemeldt, har han været omkring en læge og dermed i behandling.

Jeg syntes du skal give dit barn og far kvalitetstid og tage en snak med din x når du afleverer om at han hellere må ringe en gang for meget end en gang for lidt, hvis han skulle blive usikker på om han kan klare det. (det tror jeg nu ikke han bliver) men så har han muligheden for en håndsrækning, hvis der bliver problemer.

Mht. benzinforbruget må det jo koste ham lidt at du leverer og henter.

 herfra

syntes faktisk at folk holder en pæn tone og forsøger at give dig nogle konstruktive bud på hvad du skal gøre.

De mødre der er herinde med angst, fortæller at de klarer deres børn fint.

Hvis du ikke mener at du har nok information, så spørg hos din læge. Spørg din ex om han kan forklare noget mere om det, han syntes nok det er lidt tabu at tale om det. Spørg om du må komme med til hans behandler, som så kan forklare dig om det. Søg hjælp hos "angstforeningen", ved ikke om den hedder det, men er ganske sikker på at der findes et forum for folk med angst, hvor også pårørende kan få hjælp.

At han staigvæk har overskud til jeres søn, syntes jeg du skal bakke op om, sig at han til hver en tid kan ringe til dig, så du kan hente jeres barn, hvis det bliver for meget. Det giver ham jo også en ro at vide at du bakker op. Om ikke andet så for jeres barn skyld.

 

2skønnebørn skriver:

syntes faktisk at folk holder en pæn tone og forsøger at give dig nogle konstruktive bud på hvad du skal gøre.

De mødre der er herinde med angst, fortæller at de klarer deres børn fint.

Hvis du ikke mener at du har nok information, så spørg hos din læge. Spørg din ex om han kan forklare noget mere om det, han syntes nok det er lidt tabu at tale om det. Spørg om du må komme med til hans behandler, som så kan forklare dig om det. Søg hjælp hos "angstforeningen", ved ikke om den hedder det, men er ganske sikker på at der findes et forum for folk med angst, hvor også pårørende kan få hjælp.

At han staigvæk har overskud til jeres søn, syntes jeg du skal bakke op om, sig at han til hver en tid kan ringe til dig, så du kan hente jeres barn, hvis det bliver for meget. Det giver ham jo også en ro at vide at du bakker op. Om ikke andet så for jeres barn skyld.

 

fik lige citeret forkert....sorry

Anonym skriver:

kan se i er meget enige om det..

MEN vil så sige at jeg ALDRIG har oplevet angst nært i familien eller andre steder, og det er jo derfor jeg er bekymret, aner ikke hvad den sygdom går ud på, så måske nogen af jer skal tænke over tonefaldet i det i skriver..
Når man står som uvidende og ikke aner hvad man skal stille op, så har man brug for at få afvide HVAD sygdommen betyder og ikke få dunket i hovedet at det er forkert at tænke som jeg gør..

Jeg er naturligvis bekymret for mit barn, og for om angsten udvikler sig til andet end bare busture, men jeg må tage en snak med faren og finde ud af hvordan og hvorledes..
Men jeg indrømmer, at jeg synes det er skræmmende at han pludselig har en sindslidelse, og jeg bliver naturligvis bekymret for mit barns ve og vel..

Jamen hvad nu hvis han fik en depression som jo også er en sindslidelse? Ville du have den samme bekymring? Jeg mener bare, at du skal tænke over hvilke signaler du sender ham. Han har jo tillid til dig