Er mor vigtigere end far?

female skriver:

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

For mit vedkommende er far lige så vigtig som mor. Herhjemme er det far der afleverer og henter pga. mor har langt til arbejdet, så han er langt mere på om dagen end jeg f.eks. er. 

Han har fra starten været meget med pga. at Isabella fik flaske. 

Nu er jeg selv skilt, og min datter har været delebarn siden hun var 7 mdr. hendes far har haft hende til overnatning siden da, og det er noget, der kun været godt for hende. Det længste, hum har været sammen med sin far er 4 overnatninger i sommers, og næste år skal han have hende med på ferie i 14 dage. Ham og jeg gør ikke tingene ens - men det betyder ikke, den ene måde er bedre end den anden, og vi giver hinanden plads til at være vores datters forældre. At hun bor ved mig var en fælles beslutning, der aldrig var til diskution, men det er både fordi, hun ikke var ældre, da vi gik fra hinanden og jeg gik hjemme med hende. Men også at hendes far arbejder nat og dermed ikke ville kunne have hende. Jeg vil dog ikke udelukke at hun skulle bo hos ham, når hun bliver ældre - det må vi tage til den tid. Hvad jeg ville sige med denne lange smøre er, at vi begge er lige vigtige og ingen af os er "bedre" forældre end den anden.

Jeg tror det kommer an på rigtig mange ting.

Da jeg var lille, ville jeg ikke have bryste eller flaske, og kløjsed nærmest i det med vilje, fordi min far ikke var hjemme, jeg hang altid på min far, og har aldrig og er stadig ikke knyttet til min mor. Jeg deler ikke ret mange ting med hende, (nok fordi jeg får sådan nogle dumme kommentar tilbage)
Men ang min egen søn, af til ønsker jeg, at han ingen far havde, da jeg synes hans for opføre sig så barnligt og uansvarlig,(dog kan vi havde det enormt sjovt, han er en af de eneste mennesker jeg kan have det rigtig sjovt med, men han kan samtidig pisse mig helt af, bare ved at være her) men det er Cilas' far, og han ser ham, han kommer her til jul, da ingen af os vil gå glip af den første jul. Men jeg stoler ikke ordenligt på Cilas' far, om at han kan passe ham ordenligt osv.
Men det er nok fordi, da vi var sammen, gad han kun Cilas når vi fik gæster eller var ude blandt andre mennesker, og skulle han være "låst" her hjemme med Cilas, skulle jeg ud af huset!

Men en far er lige s vigtig for barnet som en mor, da en far kan give ting vi kvinder ikke kan

Hos os er jeg den primære forælder til vores søn fra maj 2011. Jeg kender Villads bedst og omvendt, men dermed ikke sagt at jeg er den vigtigste. I min optik kan jeg ikke udgøre faderrollen, ligesom han ikke kan udgøre min moderrolle. Jeg tror på, at vi hver især har vores styrker som forældre, hvilket nok især vil blive tydeligere, når Villads bliver ældre. Jeg ser det ihvertfald i forhold til min bonusdatter på 4 år, som kommer til mig når hun søger trøst, men foretrækker sin far i andre situationer eksempelvis når der skal findes på sjove og kreative indslag.

Men jeg kan sagtens følge din tankegang og genkender hvad du skriver. Jeg tror at der er mange af os qvinder, der har tendens til at tage over og føre an, og så bliver det nok svært at give slip og lade faderen tage over. Jeg mener dog, at det kan handle ligeså meget om faderens (manglende) initiativ, som moderens ønske om at "køre hele showet selv"...

God jul

 

Super interessant debat iøvrigt

Jeg mener absolut at far er mindst lige så vigtig som mor. Herhjemme er den eneste ting far ikke kan gøre at amme baby. ellers kan faren give samme tryghed, følelser osv. 

I forhold til opdragelse, så tror jeg det er et spørgsmål om at forældrene ikke fra start var 100% enige om hvordan det skal gøres, og ikke snakker med den anden forælder om det. 

for eksempel hvis mor putter baby og finder en rigtig god rytme, så kunne hun jo fortælle det til far "sådan og sådan fungerer det bare rigtig godt" og så har far en mulighed for selv at komme med en holdning til mors måde at putte på, i forhold til hvis mor bare kommanderede at sådan skal det være. 

Det handler nok også om at kvinden føler hun kender barnet bedst når det er hende der går hjemme på barsel. Men faktum er at barnet har det bedst når mor og far er enige om hvordan tingene skal gøres, alt andet bliver bare forvirende. og har man ikke den samme holdning til hvordan det skal gøres, ja så må man sætte sig ned sammen og finde frem til en løsning som både mor og far kan arbejde med.

i forhold til svigermor. Så tror jeg simpelthen det er fordi at mors egen mor har lært moren en masse ting, omkring børn. Svigermor har ikke lært far lige så meget omkring børn og derfor kan man godt komme til at se hende som inkompetent, dette synes jeg dog er helt hen i vejret, hun har trods alt opdraget den mand vi elsker aller mest  Det handler nok bare om at give slip og tro på at svigermor altså godt kan passe børn 

Jeg tror på det er kulturbetinet. Siden indførslen af religionen, er vi blevet "hjernevasket" med kønsroller og én af dem er at mor er i hjemmet, den gravide, opdrageren, tovholderen. Den med biologien giver jeg ikke meget for, menneskeheden er der ikke meget naturligt over mere, vi overlever vilkår som vores forfædre aldrig ville, vi tvinger omgivelserne til at indrette sig efter vores tilstedeværelse og vi ved ikke en gang at meget af det vi idag anser for at være naturligt, faktisk er en konsekvens af to tusinde års gentagelse. Mennesket er meget, men underlagt biologien, er vist ikke een af dem mere.

Kønsroller i hjemmet kan vi sprænge ved at opdrage vores drenge- og pigebørn mere ens. Lære drengene at det at sidde stille og tegne, fysiske kærtegn, empati ikke blot er pigeting og lære pigerne at være lidt mere rå og håndfaste.

Herhjemme er der kun 2 ting som jeg er den eneste der kan: lave baby og amme baby. Og når de to ting så er overstået, er det alle mand for dem selv. Kæresten tog 8 måneders barsel, start da drengen blev 4 måneder, jeg har en uddannelse som jeg ikke kan vente med og jeg gad egentligt ikke være den der ofrede mit liv et år, for at vi skulle have børn. Det betyder jeg idag er indehaver af 1 stks kæreste der så absolut er istand til at klare sig selv. Og på længere sigt betyder det at jeg også bliver indehaver af 1 stks moderne søn, der ikke vil lægge sin fremtidige kone til last, på samme måde som deres fædres generation gjorde ved mødrene. For jeg har altså haft nogen uduelige mænd der intet kunne i hjemmet (og forventede jeg gad?)

Jeg er 100% tilhænger af tvungen barsel til mænd, jeg er endnu mere tilhænger af at farmødrene så småt begynder at kræve deres ret. Og hende med den 6 måneder gamle datter der skulle holde jul hos far, synes jeg skulle forgyldes og stilles op på det lokale torv i beundring over hendes uselviske valg. DET er kærlighed og respekt!

female skriver:

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

Interessant og tankevækkende læsning

Jeg vil sige, at jeg er den vigtigste mor for vores drenge, samtidig med at min mand er den vigtigste far for vores drenge.

Det er nok mig, der er den primære omsorgsperson, men det er faren, der er den person, der skubber det op på hesten igen, han sætter lidt klarer grænser og giver ikke så lang snor, som jeg nok ville være tilbøjelig til, hvis han ikke var i vores liv.

Han er også den det leger vildt, griner af deres lange bøvser og ser konkurrencer i ALT som nok alle drenge gør.

Jeg er den person, der trøster. Jeg lytter og har deres tillid en hel del mere end deres far har. Jeg er nok den mest stabile i husstanden, da far rejser og arbejder en del. Det er far det kommer med de materielle goder og ved dem kan de lege og konkurrere. Men det er mig, der taler, lærer dem om livet og det almene. Det er mig der lærer dem om ligeværdighed, respekt og om dagligdagsopgaver. Det er min mand, der viser dem at alle disse "kedelige" hverdagsopgaver OGSÅ laves af mænd.

Her hjemme er far og mor ligeværdige, men vi har forskellige opgaver netop pga vi ikke er ligestillet. Og her handler det hele jo om valg i livet.

Når jeg lærer om de satens svigermødre, tænker jeg som oftest på, om disse trådstartere har sønner ell døtre.... Vi er nogle der bliver farmor helt igennem. Tror derfor man bør tænke på hvordan man takler svigermor i forhold til sin egen mor. De har jo heller ikke selv valgt at blive nr 2....

VH Kloster - der har et helt fantastisk godt forhold til både mor og svigermor - fordig jeg gav lov""

female skriver:

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

Herhjemme er vi helt sikkert 50/50

Far er mindst lige så go som jeg, og nogel gange bedre. Dog tror jeg at det er svære for mig at undvære hende. Men det er nok bare en mand/kvinde forskel.

Generalt for mig er det sådan at mor IKKE er bedre end far