Er mor vigtigere end far?

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

nu taler jeg self kun paa egne vejne, men herhjemme er det klart mor der er den primaere omsorgsperson.

far har en del om oerene, og srbejder tre jobs

derfor er mit liv indrettet paa vores ungers praemisser, jeg har job paa 30 timer, og tager videreuddannelse i jobregi.

skal der uddeles opgaver lytter ungerne stort set ikke til far, foer de har soegt mig fir at hoere min mening...

saa vores tre drenge mener klart st det er mor der 'bestemmer'

Queen of my castle

Du fik ridset en maase ord ned jeg ikke kan få formuleret så flot. Jeg synes ofte at jeg ser forskel i hvem der er vigtigst/bestemmer osv. som forældre og jeg forstår ikke at nogle ser sig selv som vigtigere end deres partner.

jeg har valgt at få barn (er gravid) men min kæreste og jeg ville få barn med ham hvis jeg ikke vidste at han vil gøre det mindt lige så godt som jeg vil, vi er enige om at man snakker om tingene og finde en fælles beslutning.

Hvis jeg ikke så ham ligeværdig med mig, ville jeg ikke have fået barn med ham.

derudover fralaegger far sig tit ansvar omkring ungerne ved at sige: det er dig der er cand. mor, saa det ved du nok bedst

Herhjemme er far LIGE med mig.... Han er lige så meget på som jeg er  

Jeg føler ikke at der kun er ting jeg kan klare..

female skriver:

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

Jeg mener ikke at mor NØDVENDIGVIS er bedre eller vigtigere end Far - men hun er det OFTE.

Herhjemme er jeg primær-personen (som i så mange andre familier), og farmand den sekundære (men den primære hvis han og sønnike er ude alene). 

At fordelingen oftest hænger sådan sammen tror jeg er fordi at mænd generelt ikke er så meget til små børn som kvinder. Mænd synes oftere at børnene er sjovere når de er blevet ældre og man kan kommunikere med dem.

Derfor er det som regel kvinden der er på barsel, der påvirker barnets udvikling mest fra det er helt spæd og kender barnet allerbedst. Grundstenen til vores personlighed lægges jo faktisk i barselsperioden.

Det er nok også derfor at kvinder føler at deres måde at opdrage på er bedre end mandens... Og der er jeg så lidt vægelsindet, for efter min mening har mange kvinder sværere ved at sætte grænser overfor deres børn end mænd har... Jeg er glad for at jeg har min mand, så vi kan hjælpe hinandenm og få sparring fra hinanden i forhold til opdragelsen af vores søn...

Jeg er personligt fuldt ud bevidst om at jeg har nogle fantastiske egenskaber i kraft af at jeg er mor - men at min mand også har nogle i kraft af at han er far. Der ER bare visse ting mænd kan som kvinder ikke kan og omvendt. Jeg KUNNE godt spille fodbold med mit barn når han når dertil, men jeg gider ikke og det tror jeg han vil kunne mærke, selvom jeg selvfølgelig ville forsøge at skjule det. Min mand vil synes det er hylende morsomt, og det vil barnet også kunne mærke.

Mht barnet der er væk på juleferie. Hvis det har farmand i hverdagen, og han tager del i opgaverne omkring det mv, kan jeg ikke se noget problem i at de er væk et par dage. MEN hvis han "kun" er weekendfar, ville jeg synes at det er en alt for stor omvæltning for så lille et barn. Du kan jo ikke forklare et lille barn på 6 mdr at det kommer hjem til sin primær-person om et par dage. Jeg ville være bange for at mit barn ville føle det som et svigt. 

Herhjemme er vi ligeværdige og har været det fra starten. Vores dreng blev flaskebarn efter 6 uger og far var hjemme ved os de første 12 uger (SKØØØØØØØØNT), så hans tilknytning til den lille blev ligeså tæt som min.

Vi er forskellige som forældre og har hver vores forcer. Jeg er den bassen putter mest med om natten, jeg husker hvornår der skal vaccineres, pakker tasker til dagplejen, køber alderssvarende legetøj, læser bøger med bassen - far er meget mere impulsiv og er bedre til at få lavet en masse aktivitet med ham, gå i køkkenet sammen osv. Vi er ikke altid enige, men har en aftale om at bakke hinanden op foran barnet og så tage den i enrum senere. Jeg kan da også blive sådan lidt *suk* når bassen springer ud fra badeværelset med 2 forskellige strømper og farver der bare slet ikke matcher - men hvad fanden, ungen er jo bedøvende ligeglad

Men bassen er på en måde mere knyttet til mig på nogle punkter, ikke noget jeg sådan lige kan beskrive særlig godt med ord. Det er mere det der med at han går og leder efter mig, når jeg er på aftenvagt (hvilket han aldrig gør når hans far ikke er hjemme) og sådan ja... Jegved det ikke, men jeg ville synes det var mere synd for ham at skulle undvære mig i mange dage ad gangen end at undvære sin far. Det strider jo helt imod min tilgang til os som 100% ligeværdige forældre, men det er bassens følelser og det har jo ikke noget med principper at gøre

Min kærestes far gik rettens vej og vandt retten til at have sit barn boende dengang i 80'erne, hvor næsten ingen mænd fik deres børn ved skilsmissen. Er sgu lidt stolt af min svigerfar, han var med til at bane vejen for nutidens fædre, der kæmper for at blive set som ligeværdige forældre Men derfor ville jeg da stadig kæmpe for at have bassen mest, hvis vi skulle gå fra hinanden - jeg bryder mig ikke om de der 7-7 ordninger med små børn. Men hvis han havde været mere følelsesmæssigt knyttet til sin far end mig, så havde jeg jo været nødt til at gøre det der er bedst for bassen...

Set med mine øjne, så vil barnets primære behov både psykisk og fysisk ALTID være tilknyttet moderen det første års tid, og det er der en ren fysisk grund til.

Moderen er den der bærer barnet, og fra naturens hånd er den der hormonelt er tilknyttet den lille.
Faderen har ikke den hormonelle tilknytning, hvilket vi også får bekræftet gang på gang...hvor ofte hører vi ikke om kvinder der ikke forstår hvorfor manden ikke interesserer sig lige så meget for graviditet og bebsen i maven, jamen det skyldes udelukkende, at det jo ikke er ham, der oplever alle de ting, der sker i en kvindes krop. At han er far går først gradvist op for ham, når han får ansvaret for barnet efter det er kommet til.
Faderen ammer ikke og barnets primære hormonpåvirkning gennem luften er primært tilpasset til at påvirke moderen.

Hermed ikke sagt at fædre ikke kan være lige så gode forældre som mødre, for det kan de bestemt, men det er de kun i kraft af, at de VIL være det, men de er ikke drevet til det fra naturens hånd, kun i kraft af en hjernemæssig bestemmelse.

For mit eget vedkommende, så har jeg været så kontant, at jeg har holdt på, at mine børn altid skulle holde jul og fødselsdage hjemme, og det har ikke været til diskussion. Deres hjem var hos mig, og heldigvis har mine to x'er helt bøjet sig for det uden sværslag, for de havde selv den holdning, at børn har det bedst hos mor, som de sagde: Det er ingen skade til at have en løvemor til sine børn, så er man sikker på de er i de bedste hænder i verden!
Og hatten af for det.

Men at andre kan finde ud af det på anden måde, er også fint..det må jo være op til de enkelte familier.

Kærligst
Sussie

I denne sammenhæng (når vi taler om spæd og småbørn) kan man ikke bruge begrebet ligestilling. - Den biologiske tilknytning qua moderens rolle som rugemaskine (og evt. ammer), stopper ikke ved fødselsen. Har moderen været tilstede fra starten, vil hendes tilstedeværelse også være vigtigst i den tidlige barndom. Det er ikke en diskussion, men fakta.

- I situationen med hende der skal undvære sit 6 måneder gamle barn, er jeg ikke ude i noget med om hvad moderen kan tåle, men hvad barnet kan tåle. - Og med mindre at faderen har været den absolutte primære omsorgsgiver, kan et lille barn ikke tåle at være væk fra sin mor så længe. Overnatninger følger alder, - hvilket vil sige 1 år = 1 overnatning også fremdeles (og det gælder også overnatninger hos bedsteforældre mm). Alle psykologiske udviklingsundersøgelser siger det samme. Og jo, derer mange der af forskellige årsager har børn der har haft det anderledes og ikke har taget skade, - men overordnet for at skabe de tryggest rammer og vilkår for en god udvikling, skal man efterleve den viden om tilknytning man nu engang har. Selv når et barn bortadopteres som spæd, kan det have indflydelse på deres fremtidige trivsel og evne til at knytte sig til voksne.

Med det sagt kan faderen uden tvivl blive den `vigtigst´ omsorgsperson, - fx hvis mor dør, bliver syg eller evt. får en fødselsdepression, kan de primære omsorgsbehov `overføres´ til faderen, - men så taler vi også om en far der bor og har boet under samme tag som barnet fra start. 

Situationen er en anden, hvis far og mor først går fra hinanden ved 4-5 års alderen, - der og efterfølgende har barnet ikke de samme fundamentale tilknytningsbehov til moderen. 

Til sidst vil jeg sige, at selvfølgelig er faderen lige så vigtig som mor, - dog vil der være tidspunkter i barnets udvikling hvor den ene er mere `vigtig´ end den anden.  Børn udvikler sig bedst til hele mennesker, hvis de både har deres far og mor, - og hvis disse skulle gå fra hinanden, går det også så længe barnets behov tilgodeses før mor og fars. Alfa omga er at forældrene kan samarbejde. 

Og lige helt til sidst, - dette er ikke en kritik af dem der har gjort det anderledes, - og jeg mener ikke man er en dårlig mor/far hvis man har valgt eller har været nødt til at gøre det på en anden måde. 

/K

female skriver:

Jeg bliver mor for første gang til juni, og i den forbindelse gør man sig jo visse overvejelser om sine egne evner som mor, ligesom man overvejer sin partners evner som far. Jeg er overbevist om, at min mand bliver en hel FANTASTISK far. Inspireret af diverse debatter herinde og på andre debatsider tænker jeg dog på, om vi kvinder har en opfattelse af, at vi er den vigtigste forælder?

Naturligvis er vi vigtigst under graviditeten og i forhold til amning, men ser vi kvinder os derudover vores barns far som en ligeværdig forælder?

Jeg kommer lidt i tvivl, når jeg læser diverse debatoplæg eksempelvis om opdragelse. Moderen vurderer til tider, at faderens bidrag er " helt forkert". Måske er bidraget eller metoden ikke i strid med almindelig opdragelsesmetoder, men ikke desto mindre helt forkert i forhold til, hvordan vi har besluttet os for at tingene skal være. 

Råd og vejledning fra vores egen mor ses (MÅSKE!) som kærkomne og velmene bidrag, mens svigermors er utidig indblanding i vores liv og rammer. 

Derudover virker det også til, at en del kvinder efter endt parforhold ser sig selv som den primære og vigtigste forælder. Og vi bliver næsten målløse, hvis børnedelingen foregår. Jeg har netop læst et indlæg fra en mor, hvis 6 måneders baby skal holde jul hos faderen. Babyen bliver ikke længere ammet, og der er derfor ikke nogle fysiologiske behov, som faderen ikke kan opfylde. Flere mødre skriver som svar, at de kunne IKKE undvære et så lille barn. Men er faderens savn ikke ligestillet med moderens?

Den måde vores samfund er indrettet på bestyrker os i, at vi er den vigtigste for barnet. Det gælder i forhold til barsel, tildeling af forældermyndighed (eller bopæl) og så videre. 

Vi kvinder har siden 1960'erne kæmpet for ligestilling i form af ligeløn, lige muligheder og lige rettigheder. Men er vi mon anno 2011 klar til at give ligestilling i forhold til forælderrollen?

Hvad siger I? Er I ligeværdige forældre, eller er mor den vigtigst? 

Vi venter også barn til juni, og vi har egentlig snakket mange ting igennem omkring opdragelse. Vi er enige om at vi begge to skal opdrage, men vi skal også være enige om tingene, og tror man er nødt til at tage nogen af tingene hen af vejen.

Med hensyn til den med mor og svigermor, har man et godt forhold til sin mor så tror jeg også det er hende man går til hvis man har brug for hjælp elelr råd. Det falder en mest naturligt. Man ved jo hvordan man selv er blevet opdraget og hvordan det er endt ud, og ingen vil vel mene de ikke er endt godt ud. Jeg plejer at drille kæresten og sige at sådan som han er blevet så vil jeg ikke tage imod råd fra hans mor

Vi har også snakket om i tilfælde af vi skulle gå fra hinanden, hvordan det skulle foregå. Min kæreste er skilsmisse barn og han boede en uge af gangen hos hver forældre. Det ønsker han ikke for sit eget barn. Han ønsker at han skal have det hver anden weekend, og så at vi bor i samme by så barnet kan se faren hvornår det ønsker. Tror det var vigtigt for ham at finde ud af sådan noget inden man måske stod i situationen.

Med hensyn til at det er mor der bestemmer. Så tror jeg at man som mor får skabt et bånd til barnet og man er måske også den forældre som er mest sammen med barnet.