:-(

MariaE skriver:

Det er jo helt normalt at blive både glad på deres vegne, men samtidigt jaloux....det gjordejeg sørme da også.

Vi var 14 mdr om det første gang..og det mistede vi efter en scanning og måtte have udskrabning.

Derefter brugte vi yderligere 2 år...hvor den ene veninde blev gravid ved et uheld og beholdte det og den anden ville have en abort. Spørg lige om det var surt at være tilskuer til. Tog endda fri fra arbejde for at køre hende på sygehuset da hun skulle have aborten.

Så kan kun sige jeg forstår dig selv om 6 mdr i min verden er  kort tid at prøve, så ved jeg at hver måned føles som endnu et nederlag. Og det er ikke altid man lige finder trøst i at vide de fleste er gravide inden for 1 år når man selv synes 6 mdr er lang tid.

Men for din krop er det altså kun 6-7 forsøg på at lave et lille sundt mirakkel, og det venter man gerne på i stedet for kroppen laver noget juks der skal laves om. For dig er det et halvt års tid, men for din krop er det jo sølle 6-7 forsøg og det er jo faktisk slet ikke meget:-)

Men held og lykke med det.

Wow det må være hårdt at gå igennem... Du har så inderligt ret. 6-7 forsøg er ikke meget, og tro mig jeg ved godt at jeg knap kan tillade mig at brokke mig, specielt når man tænker på andre og hvad de må gå igennem af ting og sager..

Jeg tror også bare vi var for kæphøje fra starten og skulle absolut ud og annoncere at nu ville vi f****e lave et barn og halluleja hvor fantastisk. Det gør jeg aldrig igen. Jeg har jo været gravid før, da jeg var knap 22 og det valgte jeg fra.

Så nu føler jeg ligesom også lidt at jeg betaler for den abort, hvis du forstår hvad jeg mener..

Ih, jeg er også bare nede i et hul lige nu. Er sikker på jeg nok skal komme op til overfladen.. Tror bare jeg lige skal have tid til at vænne mig til tanken om at, nej det var ikke min tur nu og ja dine veninder blev gravide før dig.. Øv bøv.

pastry26 skriver:

Åh, jeg er bare nede 

Ja, det her bliver et brokke indlæg big time, så er I advaret på forhånd!!!

Sagen er at min kæreste og jeg har prøvet på at blive gravide siden i sommers ca. (plus minus) Jeg mister min far i efteråret og er siden hen blevet lidt mut og indadvent og ked...

Vi er de første i venneflokken der prøver på at få børn, så det er jo en stor ting for vores omgangskreds, naturligvis. Vi har bare ikke haft held i sprøjten, og nu står vi her dagen før dagen med en negativ test.  Men så har jeg så lige fået af vide at to af mine veninder er gravide, og det er mega hemmeligt. Min kæreste må endelig ikke vide noget, og fair nok, hvis jeg selv kun var henholdsvis 4+3 og 5+1, så tror jeg heller ikke jeg ville råbe det ud til alle, selvom jeg kunne have lysten.. 

Problemet er bare, at jeg er blevet mega ked af det af at få den nyhed. Ja jeg ved godt jeg er verdens mest dårlige menneske/veninde, når jeg ikke kan glæde mig på deres vegne, men f**k det er hårdt. Min kæreste er vildt bekymret og har de sidste dage spurgt ind til hvad der er galt, men jeg kan ikke fortælle ham det. 

Vi skal alle mødes her sidst i feb. til en årlig sen julefrokost kommensammen vi holder hvert år, og her vil de to tøser så annoncere deres graviditet. Seriøst, jeg har lyst til at blive hjemme... 

Ved godt jeg teer mig som en lille pige lige nu, men det er rart at få luft! Lige nu har jeg allermest lyst til at få overstået julen og så bare lægge mig under dynen og glemme verden udenfor.. Øv øv øv 

kan godt forstå dig, men jeg ville altså skide hul i om du må fortælle det til din kæreste. Og så kom ud med det, og lad ham støtte dig. det andet gavner ingen.

Jeg synes det er lidt øv som veninde at få en til at holde hemmeligheder for ens partner, med mindre veninden har en kønssygdom og det er pinligt eller sådan noget. Men hvis det er graviditet så tidligt ville jeg nok heller ikke sige det til nogen.