:-(

Åh, jeg er bare nede 

Ja, det her bliver et brokke indlæg big time, så er I advaret på forhånd!!!

Sagen er at min kæreste og jeg har prøvet på at blive gravide siden i sommers ca. (plus minus) Jeg mister min far i efteråret og er siden hen blevet lidt mut og indadvent og ked...

Vi er de første i venneflokken der prøver på at få børn, så det er jo en stor ting for vores omgangskreds, naturligvis. Vi har bare ikke haft held i sprøjten, og nu står vi her dagen før dagen med en negativ test.  Men så har jeg så lige fået af vide at to af mine veninder er gravide, og det er mega hemmeligt. Min kæreste må endelig ikke vide noget, og fair nok, hvis jeg selv kun var henholdsvis 4+3 og 5+1, så tror jeg heller ikke jeg ville råbe det ud til alle, selvom jeg kunne have lysten.. 

Problemet er bare, at jeg er blevet mega ked af det af at få den nyhed. Ja jeg ved godt jeg er verdens mest dårlige menneske/veninde, når jeg ikke kan glæde mig på deres vegne, men f**k det er hårdt. Min kæreste er vildt bekymret og har de sidste dage spurgt ind til hvad der er galt, men jeg kan ikke fortælle ham det. 

Vi skal alle mødes her sidst i feb. til en årlig sen julefrokost kommensammen vi holder hvert år, og her vil de to tøser så annoncere deres graviditet. Seriøst, jeg har lyst til at blive hjemme... 

Ved godt jeg teer mig som en lille pige lige nu, men det er rart at få luft! Lige nu har jeg allermest lyst til at få overstået julen og så bare lægge mig under dynen og glemme verden udenfor.. Øv øv øv 

Synes du skal fortælle dain kæreste det, når det påvirker dig så meget. Så må han holde tæt. Synes ikke dine veninder kan forvente at du ikke siger noget, hvis de viste hvordan du havde det. Og synes din kæreste skal have det at vide, så i kan snakke om det og du forhåbentligt får det bedre. Der kan altså gå helt op til et år fra man begynder projekt baby til man bliver gravid. Så du skal ikke miste håbet. Og selvom du testede neg. Idag, kan det jo stadig godt være der hvis du ik har fået din mens. Så prøv at teste når du er gået over mens. Og så ellers prøv at slappe af. Hvis du er ked til daglig og psykisk påvirket af din far død, kan det også sinke processen i at blive gravid fordi du kan være i en stresset sorgtilstand der måske og kun måske gør at det er svært at blive gravid. Så prøv at snakke om din sorg og snak om at du e ked af at dine veninder er gravide. Det er jo ikke det faktum at de er gravide, men er at de er det og du ikke er gravid. Synes ikke du er en dårlig veninde - absolut ikke! Det er en naturlig reaktion. Men få snakket om alle de ting som tynger dig og så slap af med projekt baby. Og nyd parforholdet.babyen skal nok indfinde sig inden du ved af det. Håber du får en dejlig jul og sikker på du i 2012 vil få dit ønske opfyldt

Gaia skriver:

Synes du skal fortælle dain kæreste det, når det påvirker dig så meget. Så må han holde tæt. Synes ikke dine veninder kan forvente at du ikke siger noget, hvis de viste hvordan du havde det. Og synes din kæreste skal have det at vide, så i kan snakke om det og du forhåbentligt får det bedre. Der kan altså gå helt op til et år fra man begynder projekt baby til man bliver gravid. Så du skal ikke miste håbet. Og selvom du testede neg. Idag, kan det jo stadig godt være der hvis du ik har fået din mens. Så prøv at teste når du er gået over mens. Og så ellers prøv at slappe af. Hvis du er ked til daglig og psykisk påvirket af din far død, kan det også sinke processen i at blive gravid fordi du kan være i en stresset sorgtilstand der måske og kun måske gør at det er svært at blive gravid. Så prøv at snakke om din sorg og snak om at du e ked af at dine veninder er gravide. Det er jo ikke det faktum at de er gravide, men er at de er det og du ikke er gravid. Synes ikke du er en dårlig veninde - absolut ikke! Det er en naturlig reaktion. Men få snakket om alle de ting som tynger dig og så slap af med projekt baby. Og nyd parforholdet.babyen skal nok indfinde sig inden du ved af det. Håber du får en dejlig jul og sikker på du i 2012 vil få dit ønske opfyldt

Det var rigtig sødt skrevet! 

Jeg har skam også overvejet at fortælle ham hvad der foregår. Men ved bare at jeg får dålig samvittighed... Jeg ved godt at de fleste prøver et år, og at jeg bare skal slappe af. Det er sværre sagt end gjort og min fornuft skriger da også slaaaap af! Vi er heldigvis både sunde og raske begge to, så baby kommer når den kommer, det ved jeg godt. Men øv, jeg håbede det var nu 

Tak for de vise og søde ord. Det hjalp 

pastry26 skriver:

Det var rigtig sødt skrevet! 

Jeg har skam også overvejet at fortælle ham hvad der foregår. Men ved bare at jeg får dålig samvittighed... Jeg ved godt at de fleste prøver et år, og at jeg bare skal slappe af. Det er sværre sagt end gjort og min fornuft skriger da også slaaaap af! Vi er heldigvis både sunde og raske begge to, så baby kommer når den kommer, det ved jeg godt. Men øv, jeg håbede det var nu 

Tak for de vise og søde ord. Det hjalp 

Du skal ikke have dårlig samvittighed. Dine veninder må forvente at du måske taler fri med din kæreste i jereshjem. Og så er det jo noget med at din kæreste ikke snakker om de ting du fortæller indenfor husets fire vægge  

Vil sige nøjagtig som gaia siger....

der kan desværre gå lang tid før baby indfinder sig i maven, vi selv ventede 11 måneder og måtte også høre på alle andres glæde over de blev gravide eller fødte deres dejlige børn, og det er PISSE HÅRDT... jeg har også været nede i kulkælderen mange gange!! Og må også indrømme at jeg til sidst overhovedet ikke kunne glæde mig over andres graviditeter... Det er en helt naturlig reaktion, sådan har langt de fleste det når ønsket om en baby bare ikke bliver opfyldt... jeg synes også du skal snakke med din kæreste om det, og måske endda med dine veninder.. Hvis det er nogle gode veninder så vil de også forstå din frustration...

MEN når det er sagt så op med humøret.. Du kan stadig nå at blive gravid inden i skal mødes til feb. og så kan du være med i klubben :-)

Og hvis ikke du når det, så synes jeg faktisk det er ok at overveje at blive hjemme... Fortæl evt dine veninder hvorfor, og vær ærlig omkring det....

Sig at du synes det er rigtig dejligt for dem, men at det tager virkelig hårdt på dig fordi du ikke selv er blevet gravid endnu... Jeg snakkede meget med mine veninder om mine frustrationer fordi de fødte mens jeg endnu ikke var blevet gravid, og det hjalp altså rigtig meget at være ærlig omkring det og fortælle hvordan man har det....

Gaia skriver:

Du skal ikke have dårlig samvittighed. Dine veninder må forvente at du måske taler fri med din kæreste i jereshjem. Og så er det jo noget med at din kæreste ikke snakker om de ting du fortæller indenfor husets fire vægge  

That's true. Måske jeg fortæller ham det når julen er overstået. Det er heller ikke helt fair, at han går rundt og føler sig lukket ude.. 

Masig skriver:

Vil sige nøjagtig som gaia siger....

der kan desværre gå lang tid før baby indfinder sig i maven, vi selv ventede 11 måneder og måtte også høre på alle andres glæde over de blev gravide eller fødte deres dejlige børn, og det er PISSE HÅRDT... jeg har også været nede i kulkælderen mange gange!! Og må også indrømme at jeg til sidst overhovedet ikke kunne glæde mig over andres graviditeter... Det er en helt naturlig reaktion, sådan har langt de fleste det når ønsket om en baby bare ikke bliver opfyldt... jeg synes også du skal snakke med din kæreste om det, og måske endda med dine veninder.. Hvis det er nogle gode veninder så vil de også forstå din frustration...

MEN når det er sagt så op med humøret.. Du kan stadig nå at blive gravid inden i skal mødes til feb. og så kan du være med i klubben :-)

Og hvis ikke du når det, så synes jeg faktisk det er ok at overveje at blive hjemme... Fortæl evt dine veninder hvorfor, og vær ærlig omkring det....

Sig at du synes det er rigtig dejligt for dem, men at det tager virkelig hårdt på dig fordi du ikke selv er blevet gravid endnu... Jeg snakkede meget med mine veninder om mine frustrationer fordi de fødte mens jeg endnu ikke var blevet gravid, og det hjalp altså rigtig meget at være ærlig omkring det og fortælle hvordan man har det....

Tak for svar. Jeg havde faktisk i min iver overvejet at udføre et sex marathon herhjemme og så håbe at vi også blev gravide inden feb.. men altså det er jo lidt sølle ikke. Baby kommer, når den vil komme. Bare træls det ikke var nu  

Jeg tror bare jeg er for "pligtopfyldende" til at blive hjemme. Desuden er det vores tur til at stå for maden, så den går ligesom ikke. Men jeg tror faktisk jeg vil tage en snak med den ene veninde. Jeg føler godt vi kan tage den snak uden at hun bliver ked af det.. Det var en go idé 

pastry26 skriver:

Tak for svar. Jeg havde faktisk i min iver overvejet at udføre et sex marathon herhjemme og så håbe at vi også blev gravide inden feb.. men altså det er jo lidt sølle ikke. Baby kommer, når den vil komme. Bare træls det ikke var nu  

Jeg tror bare jeg er for "pligtopfyldende" til at blive hjemme. Desuden er det vores tur til at stå for maden, så den går ligesom ikke. Men jeg tror faktisk jeg vil tage en snak med den ene veninde. Jeg føler godt vi kan tage den snak uden at hun bliver ked af det.. Det var en go idé 

Hehe det med sex marathon virker ikke altid.. det gjorde vi i ti mdr... 5 dage i træk omkring ÆL for at ramme rigtigt og aldrig nogen bebs... den sidste måned valgte vi ikke at prøve, bare have sex når vi havde lyst og glemme alt om baby.. Vi skulle  insemineres til januar så vi havde brug for et par mdr hvor vi bare slappede af og ikke tænkte på baby... Vi havde sex én gang omkring ÆL tidspunktet og vupti så kom der en baby ud af det

Så nogle gange er det mere et spørgsmål om at få ro i kroppen og ikke stresse for meget over det end det er at have en masse sex... Så længe i ikke fejler noget, så synes jeg bare i skal nyde hinanden og have sex når i har lyst til det og så kan jeg næsten garantere dig at baby nok skal komme lige pludselig

Og gør den ikke det, så er der jo heldigvis hjælp at hente i det offentlige, så I skal nok få jeres baby inden så længe

Lyder som en god ide at snakke med din veninde...

Det er jo helt normalt at blive både glad på deres vegne, men samtidigt jaloux....det gjordejeg sørme da også.

Vi var 14 mdr om det første gang..og det mistede vi efter en scanning og måtte have udskrabning.

Derefter brugte vi yderligere 2 år...hvor den ene veninde blev gravid ved et uheld og beholdte det og den anden ville have en abort. Spørg lige om det var surt at være tilskuer til. Tog endda fri fra arbejde for at køre hende på sygehuset da hun skulle have aborten.

Så kan kun sige jeg forstår dig selv om 6 mdr i min verden er  kort tid at prøve, så ved jeg at hver måned føles som endnu et nederlag. Og det er ikke altid man lige finder trøst i at vide de fleste er gravide inden for 1 år når man selv synes 6 mdr er lang tid.

Men for din krop er det altså kun 6-7 forsøg på at lave et lille sundt mirakkel, og det venter man gerne på i stedet for kroppen laver noget juks der skal laves om. For dig er det et halvt års tid, men for din krop er det jo sølle 6-7 forsøg og det er jo faktisk slet ikke meget:-)

Men held og lykke med det.

MariaE skriver:

Det er jo helt normalt at blive både glad på deres vegne, men samtidigt jaloux....det gjordejeg sørme da også.

Vi var 14 mdr om det første gang..og det mistede vi efter en scanning og måtte have udskrabning.

Derefter brugte vi yderligere 2 år...hvor den ene veninde blev gravid ved et uheld og beholdte det og den anden ville have en abort. Spørg lige om det var surt at være tilskuer til. Tog endda fri fra arbejde for at køre hende på sygehuset da hun skulle have aborten.

Så kan kun sige jeg forstår dig selv om 6 mdr i min verden er  kort tid at prøve, så ved jeg at hver måned føles som endnu et nederlag. Og det er ikke altid man lige finder trøst i at vide de fleste er gravide inden for 1 år når man selv synes 6 mdr er lang tid.

Men for din krop er det altså kun 6-7 forsøg på at lave et lille sundt mirakkel, og det venter man gerne på i stedet for kroppen laver noget juks der skal laves om. For dig er det et halvt års tid, men for din krop er det jo sølle 6-7 forsøg og det er jo faktisk slet ikke meget:-)

Men held og lykke med det.

Wow det må være hårdt at gå igennem... Du har så inderligt ret. 6-7 forsøg er ikke meget, og tro mig jeg ved godt at jeg knap kan tillade mig at brokke mig, specielt når man tænker på andre og hvad de må gå igennem af ting og sager..

Jeg tror også bare vi var for kæphøje fra starten og skulle absolut ud og annoncere at nu ville vi f****e lave et barn og halluleja hvor fantastisk. Det gør jeg aldrig igen. Jeg har jo været gravid før, da jeg var knap 22 og det valgte jeg fra.

Så nu føler jeg ligesom også lidt at jeg betaler for den abort, hvis du forstår hvad jeg mener..

Ih, jeg er også bare nede i et hul lige nu. Er sikker på jeg nok skal komme op til overfladen.. Tror bare jeg lige skal have tid til at vænne mig til tanken om at, nej det var ikke min tur nu og ja dine veninder blev gravide før dig.. Øv bøv.