:'(!

(vi begge er i 20'erne.

Jeg ved slet ik hvor jeg skal stille mig selv henne i denne her trælse situation. Jeg er i et forhold som har levet i 3 år og det har ikke været det sundeste eller det bedste forhold. Og det er vi begge ikke i tvivl om. Vi begge savner noget fra hinanden. Min kæreste mangler kærlighed fra min side af & jo det kan jeg sagtens give ham ret i! han hverken får kys, kram eller blir kælet med.. Jeg har af mange grunde taget meget afstand til ham hvor han ikke er god til at holde sig selv ren og ha orden i tingene. Jeg skal fks fortælle ham ofte og tit at nu skal de sokker til vask for nu der 3 dag de på! og det samme gælder med bad! jeg sender min egen kæreste i bad, ellers får han det ikke gjort! han tænker ikke over sit fodtøj og der er huller i bunden da han arbejder i sine sko og det resultere huller og beskidte sokker der ikke kan redes! det 2 par sko jeg har givet ham, og han ødelægger dem! så stortset alle hans strømper er kneppet op! og han virker ligeglad! han hjælper ikke til med noget overhovedet, kun hvis jeg af flere gange ber ham tage opvasken når han tage en smule og opgir! han drikker og spiser hamrende usundt, og har døjet med enormt meget og ofte opkast hvor jeg i sidste ende tænke, Badr ham skal jeg ik kysse! og det gør jeg heller ikke, for jeg får det skidt og det siger mig INTET! han piller næse og spiser ofte det der kommer med ud, hvor jeg ber ham stoppe for det er for klamt og han er for stor til det! han pisser ude i haven og ikke mindst går og nuller sin tisse ting hele tiden, og vasker ikke sine fingre! adr! ja, øv.. så jeg ved ikke om det her ses som noget jeg skal komme ud af? jeg savner ham når ik jeg er sammen med ham, men træt af ham og vræsser af ham når han nærmer mig... jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre ! ): jeg har ligesom misten gnisten for ham, han er så ulækker på mange områder gentager sine klamme vaner, tager sig ikke af noget eller sig selv, vil hele tiden udfordre mig i sex,stillinger og jeg omvendt, og han tænder mig slet ikke ! ); og jeg har ikke engang lyst til sex.. ! vi har en dejlig datter sammen på 4 mdr og hende kan han heller ikke rigtig overskue ! det er så forfærdeligt, kommuen er efter os pga min bardom og hans problematikker, og det der gør jeg ikke tør satse at forlade ham, er at kommunen kun lader os beholde barnet da vi er to om hende...

Puha, det lyder ikke godt! en stor

Du skal følge dit hjerte.
Jeg leved i et forhold med en, der sagtens kunne gå i det samme beskidte tøj i mere end 3 dage af gangen, hvis han ikke skulle på job eller noget specielt, kunne han sagtens trække den 1 uge med at går i bad. Jeg har aldrig tændt vildt på ham, og sex var mere noget der skulle overstås, men vi fik en søn, og han var ca 1½ måned da jeg gik fra ham, jeg kunne ikke leve med det der. + at han kun tog opvasken, når der simpelthen ikke var mere rent, smed sit beskidte tøj rundt omkring. Han mente også, hvis han skulle være afhængig af vores søn, skulle jeg ud af huset! Og det kunne jeg simpelthen ikke, da min søn var 14 dage altså. Han brokked sig, når jeg bad ham skifte ham, og spurgte om det ikke kunne vente, (jeg kunne ikke gå ned og op igen, da jeg havde rigtig mange smerter efter fødslen)
Han mente også at jeg skulle rose ham, når han endelig gjorde rent, støvsuged osv. Men han tog det som en selvfølge at jeg gjorde det!
Va havde ikke sex fra jeg var ca 3 måneder henne i graviditeten, fordi jeg synes han var klam, lugted, svedte på mig osv

Men følg hjertet, gør hvad du føler er rigtigt, kun du ved hvad du kan leve med!

Ja det er jo ikke så skide lækkert. Jeg kan ret godt følge dig sådan set. 

Min eks var faktisk også sådan. Han ådf ikke sine bussemænder, til gengæld tørrede han dem af i ALT. Det var så klamt.

Han gik heller ikke i bad, måske 1 gang om måneden.

Men til sidst fik han rettet op på det. Nu har han endda et arbejde, hvor han skal gå i bad før han må spise frokost, og før han må tage hjem.

Han har droppet de fleste af sine uvaner, men det tog da også mindst 5 år at få ham til det hele.

Jeg kan ikke sige om du skal gå fra ham, det kan kun du bestemme. Men hvis det er det du vil, så synes jeg du skal gå til kommunen, og fortælle dem at du altså ikke holder ud at bo sammen med ham, når han er så ulækker. At du heller ikke kan se at det skal forestille at være et godt eksempel for jeres datter.
Hvis de ikke vil lade dig have hende alene, kan du sige til dem, at du gerne tager imod et tilbud om ophold på mor-barn hjem, eller anden familiehjem, hvor du kan få den hjælp de mener du har brug for.
Eller måske at der kommer en støtte i dit hjem, hvor i flere gange ugentlig kan diskutere de nødvendige ting. Og at du får en kontaktperson du altid kan ringe til og bede om ekstra hjælp.

Hvad er der i din barndom som skulle gøre at kommunen føler de er nødt til at holde øje med dig?

Men, du skal vælge, om du er villig til at gøre en ekstrem indsats for at få din kæreste til at stoppe med alle sine klamme vaner. 
Eller om du vil tage en positiv kontakt til kommunen og i kan bo for jer selv, du og din datter. 

hvis jeg var dig ville jeg så hurtigt som muligt tage en snak med din sp om det her!

Forklar at du virkelig gerne vil gøre det så godt du kan for din datter, men at du ikke føler din støtter din beslutning i at få hende (og dig selv) væk fra de usunde "vaner" der er derhjemme...

hmm..

Stakkels dig! Du er da uden tvivl det helt forkerte sted og jeg synes det er ganske forfærdeligt at kommunen "tvinger" dig til at blive der ved at true dig med tvangsfjernelse!?

stort kram!!!

Caroline86 skriver:

hvis jeg var dig ville jeg så hurtigt som muligt tage en snak med din sp om det her!

Forklar at du virkelig gerne vil gøre det så godt du kan for din datter, men at du ikke føler din støtter din beslutning i at få hende (og dig selv) væk fra de usunde "vaner" der er derhjemme...

hmm..

Stakkels dig! Du er da uden tvivl det helt forkerte sted og jeg synes det er ganske forfærdeligt at kommunen "tvinger" dig til at blive der ved at true dig med tvangsfjernelse!?

stort kram!!!

gir dig ret...

Til TS: som caroline skriver fåe en snak med sp... og læg vægt på at du vil gøre dette for barnets skyld... han er jo ikke en rollemodel at opdrage et barn med!!!

han lydder rigtig meget som min x-kæreste, ham fik jeg ikke barn med så det er ikke helt samme problematik... men jeg ved hvordan det føles at stå med en fyr der ikke er særlig renlig...

det lydder somom du gerne vil ud af det... både for dig og din datters skyld...

MortilCilas skriver:

Puha, det lyder ikke godt! en stor

Du skal følge dit hjerte.
Jeg leved i et forhold med en, der sagtens kunne gå i det samme beskidte tøj i mere end 3 dage af gangen, hvis han ikke skulle på job eller noget specielt, kunne han sagtens trække den 1 uge med at går i bad. Jeg har aldrig tændt vildt på ham, og sex var mere noget der skulle overstås, men vi fik en søn, og han var ca 1½ måned da jeg gik fra ham, jeg kunne ikke leve med det der. + at han kun tog opvasken, når der simpelthen ikke var mere rent, smed sit beskidte tøj rundt omkring. Han mente også, hvis han skulle være afhængig af vores søn, skulle jeg ud af huset! Og det kunne jeg simpelthen ikke, da min søn var 14 dage altså. Han brokked sig, når jeg bad ham skifte ham, og spurgte om det ikke kunne vente, (jeg kunne ikke gå ned og op igen, da jeg havde rigtig mange smerter efter fødslen)
Han mente også at jeg skulle rose ham, når han endelig gjorde rent, støvsuged osv. Men han tog det som en selvfølge at jeg gjorde det!
Va havde ikke sex fra jeg var ca 3 måneder henne i graviditeten, fordi jeg synes han var klam, lugted, svedte på mig osv

 

Men følg hjertet, gør hvad du føler er rigtigt, kun du ved hvad du kan leve med!

adr hvor klamt... det er ikke skide lækkert! mit hjerte fortæller at i det her forhold blir jeg aldrig helt lykkelig og kærligheden vil altid mangle. Og han VIL og GIDER ikke gøre noget ved sit problem/problemer jeg vil altid have det at slås med, bruge alle mine kræfter vil blive brugt på at rette på ham, og det  vil der ikke komme noget godt ud af... han lover ting og holder dem ikke i længere perioder.. Men jeg har haft denne her samtale op med både SP og de pædagoer der kommer i huset, de ved hvad jeg har at slås med og VED også jeg pukler, med alt... og derimod er mine forældre kommet med ind i billedet så de kan passe og stimulere det lille barn så jeg ikke mister overskud, men problemet er at de to pædagoer der kommer i huset siger jeg ikke har reccuser som alene mor, hvis jeg gik fra ham. og de tænker også på længere sigt i barnets opvækst. Selvom jeg har sagt jeg godt kan og sagtens kan stå alene, for indtil videre gør jeg jo det meste arbejde selv, og han tager også en del af mine.. Men de siger gang på gang at i kan sammen give jeres datter noget forskelligt som hun har BRUG for, og det har vi set i jer begge.. så ingen af jer ville kunne beholde hende hvis ik i er sammen 100% og nu er mine forældre inde over det hele fordi han ikke gir 100%, og ikke nok med det føler jeg at det mere blir en trussel og tvang at jeg skal være sammen med ham!

Anonym skriver:

(vi begge er i 20'erne.

Jeg ved slet ik hvor jeg skal stille mig selv henne i denne her trælse situation. Jeg er i et forhold som har levet i 3 år og det har ikke været det sundeste eller det bedste forhold. Og det er vi begge ikke i tvivl om. Vi begge savner noget fra hinanden. Min kæreste mangler kærlighed fra min side af & jo det kan jeg sagtens give ham ret i! han hverken får kys, kram eller blir kælet med.. Jeg har af mange grunde taget meget afstand til ham hvor han ikke er god til at holde sig selv ren og ha orden i tingene. Jeg skal fks fortælle ham ofte og tit at nu skal de sokker til vask for nu der 3 dag de på! og det samme gælder med bad! jeg sender min egen kæreste i bad, ellers får han det ikke gjort! han tænker ikke over sit fodtøj og der er huller i bunden da han arbejder i sine sko og det resultere huller og beskidte sokker der ikke kan redes! det 2 par sko jeg har givet ham, og han ødelægger dem! så stortset alle hans strømper er kneppet op! og han virker ligeglad! han hjælper ikke til med noget overhovedet, kun hvis jeg af flere gange ber ham tage opvasken når han tage en smule og opgir! han drikker og spiser hamrende usundt, og har døjet med enormt meget og ofte opkast hvor jeg i sidste ende tænke, Badr ham skal jeg ik kysse! og det gør jeg heller ikke, for jeg får det skidt og det siger mig INTET! han piller næse og spiser ofte det der kommer med ud, hvor jeg ber ham stoppe for det er for klamt og han er for stor til det! han pisser ude i haven og ikke mindst går og nuller sin tisse ting hele tiden, og vasker ikke sine fingre! adr! ja, øv.. så jeg ved ikke om det her ses som noget jeg skal komme ud af? jeg savner ham når ik jeg er sammen med ham, men træt af ham og vræsser af ham når han nærmer mig... jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre ! ): jeg har ligesom misten gnisten for ham, han er så ulækker på mange områder gentager sine klamme vaner, tager sig ikke af noget eller sig selv, vil hele tiden udfordre mig i sex,stillinger og jeg omvendt, og han tænder mig slet ikke ! ); og jeg har ikke engang lyst til sex.. ! vi har en dejlig datter sammen på 4 mdr og hende kan han heller ikke rigtig overskue ! det er så forfærdeligt, kommuen er efter os pga min bardom og hans problematikker, og det der gør jeg ikke tør satse at forlade ham, er at kommunen kun lader os beholde barnet da vi er to om hende...

puha det lyder ikke sjovt.... kan du ikke melde ham til et problem med "de fantastiske 5" eller sådan noget? (mener det sku helt seriøst). Kan da godt forstå du har det sådan, jeg ville sku have det ligeså, jeg ville tabe respekten for ham. 

kæmpe kram.

Kay skriver:

gir dig ret...

 

Til TS: som caroline skriver fåe en snak med sp... og læg vægt på at du vil gøre dette for barnets skyld... han er jo ikke en rollemodel at opdrage et barn med!!!

han lydder rigtig meget som min x-kæreste, ham fik jeg ikke barn med så det er ikke helt samme problematik... men jeg ved hvordan det føles at stå med en fyr der ikke er særlig renlig...

det lydder somom du gerne vil ud af det... både for dig og din datters skyld...

dem har jeg talt og snakket med.. enda også de pædagoer der kommer hos os, Men de alle sammen siger at jeg ikke har nok reccuser som alene mor.. og derfor kan vi kun beholde barnet hvis vi er sammen og samtidig arbejder sammen. Men problemet er jo at han ikke træder 100% ind i det, og kun når han VIL... jeg føler mig tvunget til at blive i forholdet for ikke at miste vores datter.. Men det er ikke til at holde ud! jeg har gang på gang forklaret dem jeg sagtens kan være der for hende alene.. for han yder intet og er rigtig ulækker... men stadig slår de den samme hånd i bordet og forklare der er noget her vi ikke kan give hende alene... men hvis vi er sammen om det gir det noget til barnet.. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op... de mener hele tiden der er noget jeg ikke kan give som han kan give og omvendt.. ): nu er mine forældre blandt ind i billedet for at tage noget tid med barnet da jeg ellers pukler og står med meget af ansvaret alene.. så forstår jeg i den grad heller ikke hvorfor han SKAL være i billedet, når de ligesom ved han ik kan stå fremme med ret mange ting, og heller ikke gider finde sig et arbejde fordi det kedeligt, men bare sidde på sin flade og være på pension...! han gør sig dårligere end han er ! ligeså snart det handler om en scooter eller noget der er spændene for ham, kan han yde i flere timer, men alt andet som hus, mad og barn tager han ikke alvorligt .. jeg aner ikke, jeg føler mig virkelig på bar fod... sagsbehandleren har ikke sagt hvad hun tænker eller ville gøre hvis jeg sku stå alene nu men det pædagoernes tanker når det nu er de har været her og jeg så deler det med dem... han er bare ikke min kop te, for han er vírkelig blevet så doven, og jeg kan ikke elske med ham mere og så bevæger han sig tit over på snakken om at bestille en luder hjem, forstår ham sørme også godt, vi kan ikke rigtig passe sammen da vi er så forskellige

mariamiss6 skriver:

Ja det er jo ikke så skide lækkert. Jeg kan ret godt følge dig sådan set. 

Min eks var faktisk også sådan. Han ådf ikke sine bussemænder, til gengæld tørrede han dem af i ALT. Det var så klamt.

Han gik heller ikke i bad, måske 1 gang om måneden.

Men til sidst fik han rettet op på det. Nu har han endda et arbejde, hvor han skal gå i bad før han må spise frokost, og før han må tage hjem.

Han har droppet de fleste af sine uvaner, men det tog da også mindst 5 år at få ham til det hele.

Jeg kan ikke sige om du skal gå fra ham, det kan kun du bestemme. Men hvis det er det du vil, så synes jeg du skal gå til kommunen, og fortælle dem at du altså ikke holder ud at bo sammen med ham, når han er så ulækker. At du heller ikke kan se at det skal forestille at være et godt eksempel for jeres datter.
Hvis de ikke vil lade dig have hende alene, kan du sige til dem, at du gerne tager imod et tilbud om ophold på mor-barn hjem, eller anden familiehjem, hvor du kan få den hjælp de mener du har brug for.
Eller måske at der kommer en støtte i dit hjem, hvor i flere gange ugentlig kan diskutere de nødvendige ting. Og at du får en kontaktperson du altid kan ringe til og bede om ekstra hjælp.

Hvad er der i din barndom som skulle gøre at kommunen føler de er nødt til at holde øje med dig?

Men, du skal vælge, om du er villig til at gøre en ekstrem indsats for at få din kæreste til at stoppe med alle sine klamme vaner. 
Eller om du vil tage en positiv kontakt til kommunen og i kan bo for jer selv, du og din datter. 

at de er her af overvågning af forældre egnethed er pga min tidlig omsorgssvigtet periode i min barndom som har lagt uslettet spor og derfor har jeg også mine kampe..

og at vores forhold er så rodet og der tit opstår konflikter gør de endnu mere er bekymrede, og det er netop det jeg prøver komme ud af, MEN de tvinger truer mig nærmest til at blive i det, hvis vi skal have det barn for de mener ikke jeg vil kunne klare det alene, og om det så vil være nok timer til noget støtte og hvor meget kommunen  kan bevilge ! for de mener at der er noget han kan give hende som jeg ikke kan give hende og omvendt, men samtdig siger de også at når ikke vi har det godt mig og min kæreste hvis vi har været uenige over noget, smitter det tydeligt af på vores datter, men det jo LIGESOM også derfor jeg prøver knække det mønster og vil videre, for han yder absolute intet....! kun hvad han selv synes er sjovt eller siger ham noget.. udover det pukler jeg med meget selv, og gør alt selv, og det VED pædagoerne og SP godt, og nu mine forældre kommet med ind i billedet og skal tage den lille i nogle timer så jeg kan få lidt luft da min kærste ikke yder 100% som de forlangte vi begge skulle og han skal hjælpe til og være ikke mindst holde sig selv ren, men intet hjælper og han er ligeglad, han sidder bare på sin flade og intet arbejde vil finde, han gider ik lave noget for andre men bare sidde og modtage sin pension .. men hvis det kun er begrundet at barnet er vores fordi vi er sammen, hvad kan jeg så stille op? leve i det her rod? finde mig i hans klamhed og dovenheder?? leve med en jeg er træt af og elsker mindre og mindre fordi han ikke prøver lave sin vane om,  jeg vil nødig miste vores barn, men jeg vil da heller ikke bruge mit liv på at være ked og være en mor for min egen kæreste som er 3 år ældre end jeg de kræfter kunne jeg bruge på mit barn

Flodkilling skriver:

puha det lyder ikke sjovt.... kan du ikke melde ham til et problem med "de fantastiske 5" eller sådan noget? (mener det sku helt seriøst). Kan da godt forstå du har det sådan, jeg ville sku have det ligeså, jeg ville tabe respekten for ham. 

kæmpe kram.

og hvad er det ?