marius' mor skriver:
I torsdags den 8.december skulle jeg ned til lægen og have oprettet vandrejournal. Da den gyn.undersøgelse er overstået, spørger jeg til om livmoderen er den rigtige størrelse, da jeg ikke har taget noget på endnu, samtidig med at jeg havde pletblødt meget lidt (troede det var pga stress). Lægen syntes alt ser fint ud, men sender mig alligevel på skadestuen for at blive scannet "just in case".. Jeg har det fint og tænker, så kan jeg lige benytte turen til KS og tage et smut forbi centret og købe de sidste julegaver inden min tid til scanning. Umiddelbart tænker jeg bare, at det bliver lidt hyggeligt med en scanning, sådan at få lov til at se den lille inden nakkefoldsscanning, kunne da være lidt hyggeligt.
Desværre viser det sig, at den lille ikke har et hjerteblink. Desuden er den alt for lille i forhold til hvor langt jeg skulle være henne (9+2).
en sygeplejerske, en læge samt en gyn.overlæge konkludere alle, at baby er død og har været det i noget tid, da den er alt alt for lille.
Faktisk var den nærmest en lille plet på scaningen og lignede absolute ikke et menneske.
Jeg fik derfor piller med hjem til en medicinsk abort. Jeg her derfor været i gang med at abortere i denne weekdend.
Heldivis havde jeg en dejlig veninde, som tog fri for arbejde for at være hjemme hos mig. Min mand havde også muligheden, men han takler sorg ved at pukle løs med arbejde og distrahere sig selv for tankerne, og jeg er en person, som har et stort behov for at tale med veninderne om det, derfor var dette den bedste løsning.. Og hvor er jeg bare glad og taknemmelig for at min veninde havde mulighed og lyst til at gøre det for mig.
jeg kan mærke på mig selv, at jeg har taget det tungere end jeg ville have forestillet mig at jeg ville gøre, men man kan vel aldrig forudsige sine egne reaktioner i pressede situationer..
Jeg ville lige dele dette med jer.. I må have en fortsat god dag og tak fordi i ville lytte/læse om min situation og sorg..
Mvh Marius' mor
Kæmpe kram herfra. Jeg føler med dig 
