så blev det min tur..

I torsdags den 8.december skulle jeg ned til lægen og have oprettet vandrejournal. Da den gyn.undersøgelse er overstået, spørger jeg til om livmoderen er den rigtige størrelse, da jeg ikke har taget noget på endnu, samtidig med at jeg havde pletblødt meget lidt (troede det var pga stress). Lægen syntes alt ser fint ud, men sender mig alligevel på skadestuen for at blive scannet "just in case".. Jeg har det fint og tænker, så kan jeg lige benytte turen til KS og tage et smut forbi centret og købe de sidste julegaver inden min tid til scanning. Umiddelbart tænker jeg bare, at det bliver lidt hyggeligt med en scanning, sådan at få lov til at se den lille inden nakkefoldsscanning, kunne da være lidt hyggeligt.

Desværre viser det sig, at den lille ikke har et hjerteblink. Desuden er den alt for lille i forhold til hvor langt jeg skulle være henne (9+2).

en sygeplejerske, en læge samt en gyn.overlæge konkludere alle, at baby er død og har været det i noget tid, da den er alt alt for lille.

Faktisk var den nærmest en lille plet på scaningen og lignede absolute ikke et menneske.

Jeg fik derfor piller med hjem til en medicinsk abort. Jeg her derfor været i gang med at abortere i denne weekdend.

Heldivis havde jeg en dejlig veninde, som tog fri for arbejde for at være hjemme hos mig. Min mand havde også muligheden, men han takler sorg ved at pukle løs med arbejde og distrahere sig selv for tankerne, og jeg er en person, som har et stort behov for at tale med veninderne om det, derfor var dette den bedste løsning.. Og hvor er jeg bare glad og taknemmelig  for at min veninde havde mulighed og lyst til at gøre det for mig.

jeg kan mærke på mig selv, at jeg har taget det tungere end jeg ville have forestillet mig at jeg ville gøre, men man kan vel aldrig forudsige sine egne reaktioner i pressede situationer..

Jeg ville lige dele dette med jer.. I må have en fortsat god dag og tak fordi i ville lytte/læse om min situation og sorg..

Mvh Marius' mor

marius' mor skriver:

I torsdags den 8.december skulle jeg ned til lægen og have oprettet vandrejournal. Da den gyn.undersøgelse er overstået, spørger jeg til om livmoderen er den rigtige størrelse, da jeg ikke har taget noget på endnu, samtidig med at jeg havde pletblødt meget lidt (troede det var pga stress). Lægen syntes alt ser fint ud, men sender mig alligevel på skadestuen for at blive scannet "just in case".. Jeg har det fint og tænker, så kan jeg lige benytte turen til KS og tage et smut forbi centret og købe de sidste julegaver inden min tid til scanning. Umiddelbart tænker jeg bare, at det bliver lidt hyggeligt med en scanning, sådan at få lov til at se den lille inden nakkefoldsscanning, kunne da være lidt hyggeligt.

Desværre viser det sig, at den lille ikke har et hjerteblink. Desuden er den alt for lille i forhold til hvor langt jeg skulle være henne (9+2).

en sygeplejerske, en læge samt en gyn.overlæge konkludere alle, at baby er død og har været det i noget tid, da den er alt alt for lille.

Faktisk var den nærmest en lille plet på scaningen og lignede absolute ikke et menneske.

Jeg fik derfor piller med hjem til en medicinsk abort. Jeg her derfor været i gang med at abortere i denne weekdend.

Heldivis havde jeg en dejlig veninde, som tog fri for arbejde for at være hjemme hos mig. Min mand havde også muligheden, men han takler sorg ved at pukle løs med arbejde og distrahere sig selv for tankerne, og jeg er en person, som har et stort behov for at tale med veninderne om det, derfor var dette den bedste løsning.. Og hvor er jeg bare glad og taknemmelig  for at min veninde havde mulighed og lyst til at gøre det for mig.

jeg kan mærke på mig selv, at jeg har taget det tungere end jeg ville have forestillet mig at jeg ville gøre, men man kan vel aldrig forudsige sine egne reaktioner i pressede situationer..

Jeg ville lige dele dette med jer.. I må have en fortsat god dag og tak fordi i ville lytte/læse om min situation og sorg..

 

Mvh Marius' mor

 

Syntes altid man tager det mere hårdt end man har planlagt. Og jeg var også sikker på at efter jeg havde tabt første gang at hvis det skulle ske igen ville jeg have ´nemmere ved at komme over det end første gang, men alle mine 6 gange har det været det samme så tror altid man vil tage det hårdt det er jo et stort ønske man har som bare ikke er blevet til noget.

man skal bare huske at lade sig selv have lov til at være ked at det, og når det så tager af så er det bare op på hesten igen, selvom det godt kan virke svært og uoverskueligt..

Du får lige en kæmpe kram med fra mig af

Vil ikke forlade siden uden at give dig et kæmpe cyberkram! 

Føler med dig! og kan sagtens forstå din sorg. Det er en hård tur at få, når man tror det hele går så godt. 

Håber alt det bedste for dig og din familie 

ville ikke hoppe videre uden

kan (måske) trøste med at et foster ikke går til grunde hvis det var sundt og rask..

Det er jeg ked af at høre. Jeg synes du lyder til at takle det meget godt, og hvor er det også dejligt for dig, at have sådan en veninde ved sin side

marius' mor skriver:

I torsdags den 8.december skulle jeg ned til lægen og have oprettet vandrejournal. Da den gyn.undersøgelse er overstået, spørger jeg til om livmoderen er den rigtige størrelse, da jeg ikke har taget noget på endnu, samtidig med at jeg havde pletblødt meget lidt (troede det var pga stress). Lægen syntes alt ser fint ud, men sender mig alligevel på skadestuen for at blive scannet "just in case".. Jeg har det fint og tænker, så kan jeg lige benytte turen til KS og tage et smut forbi centret og købe de sidste julegaver inden min tid til scanning. Umiddelbart tænker jeg bare, at det bliver lidt hyggeligt med en scanning, sådan at få lov til at se den lille inden nakkefoldsscanning, kunne da være lidt hyggeligt.

Desværre viser det sig, at den lille ikke har et hjerteblink. Desuden er den alt for lille i forhold til hvor langt jeg skulle være henne (9+2).

en sygeplejerske, en læge samt en gyn.overlæge konkludere alle, at baby er død og har været det i noget tid, da den er alt alt for lille.

Faktisk var den nærmest en lille plet på scaningen og lignede absolute ikke et menneske.

Jeg fik derfor piller med hjem til en medicinsk abort. Jeg her derfor været i gang med at abortere i denne weekdend.

Heldivis havde jeg en dejlig veninde, som tog fri for arbejde for at være hjemme hos mig. Min mand havde også muligheden, men han takler sorg ved at pukle løs med arbejde og distrahere sig selv for tankerne, og jeg er en person, som har et stort behov for at tale med veninderne om det, derfor var dette den bedste løsning.. Og hvor er jeg bare glad og taknemmelig  for at min veninde havde mulighed og lyst til at gøre det for mig.

jeg kan mærke på mig selv, at jeg har taget det tungere end jeg ville have forestillet mig at jeg ville gøre, men man kan vel aldrig forudsige sine egne reaktioner i pressede situationer..

Jeg ville lige dele dette med jer.. I må have en fortsat god dag og tak fordi i ville lytte/læse om min situation og sorg..

 

Mvh Marius' mor

 

 ved hvordan du har det! Godt du har en dejlig veninde!!!! 

tusind tak for jeres hilsner piger.. de varmer..

Ja, jeg er meget heldig at have sådan en vidunderlig veninde..

heldigvis, var det meget let at se, at dette barn ville have været et meget sygt barn, hvis det ville blive født..

Vi har heldigivs en sund og rask dreng i forvejen, men netop af denne grund havde vi nok alligevel valgt et meget sygt barn fra, syntes elv at det ville være egoistisk af mig i forhold til den tid der ville gå fra vores søn til den nyfødte, samtidig med at et sådan barn, nok ikke ville kunne leve særlig længe..

Så heldigvis blev en svære beslutning taget for os..

Du får lige et kæmpe Godt der er nogle hos dig.. 

marius' mor skriver:

I torsdags den 8.december skulle jeg ned til lægen og have oprettet vandrejournal. Da den gyn.undersøgelse er overstået, spørger jeg til om livmoderen er den rigtige størrelse, da jeg ikke har taget noget på endnu, samtidig med at jeg havde pletblødt meget lidt (troede det var pga stress). Lægen syntes alt ser fint ud, men sender mig alligevel på skadestuen for at blive scannet "just in case".. Jeg har det fint og tænker, så kan jeg lige benytte turen til KS og tage et smut forbi centret og købe de sidste julegaver inden min tid til scanning. Umiddelbart tænker jeg bare, at det bliver lidt hyggeligt med en scanning, sådan at få lov til at se den lille inden nakkefoldsscanning, kunne da være lidt hyggeligt.

Desværre viser det sig, at den lille ikke har et hjerteblink. Desuden er den alt for lille i forhold til hvor langt jeg skulle være henne (9+2).

en sygeplejerske, en læge samt en gyn.overlæge konkludere alle, at baby er død og har været det i noget tid, da den er alt alt for lille.

Faktisk var den nærmest en lille plet på scaningen og lignede absolute ikke et menneske.

Jeg fik derfor piller med hjem til en medicinsk abort. Jeg her derfor været i gang med at abortere i denne weekdend.

Heldivis havde jeg en dejlig veninde, som tog fri for arbejde for at være hjemme hos mig. Min mand havde også muligheden, men han takler sorg ved at pukle løs med arbejde og distrahere sig selv for tankerne, og jeg er en person, som har et stort behov for at tale med veninderne om det, derfor var dette den bedste løsning.. Og hvor er jeg bare glad og taknemmelig  for at min veninde havde mulighed og lyst til at gøre det for mig.

jeg kan mærke på mig selv, at jeg har taget det tungere end jeg ville have forestillet mig at jeg ville gøre, men man kan vel aldrig forudsige sine egne reaktioner i pressede situationer..

Jeg ville lige dele dette med jer.. I må have en fortsat god dag og tak fordi i ville lytte/læse om min situation og sorg..

 

Mvh Marius' mor

 

l.kjoeller skriver:

du får lige en stor er SÅ hårdt at gå gennem, ikke mindst i december (hvor jeg også mistede i sin tid). Håber i snart står med to streger igen

tja.. lige umiddelbart har jeg det faktisk sådan at de 2 streger ikke haster voldsomt.. jeg skal lige komme videre i mit hoved tror jeg..

men der går nok også lidt tid før menses starter igen, så mon ikke det passer med at mit hoved er klar..