Jeg vil egentlig bare ud med det hele, der er sikkert nogle der ikke vil kunne forstå min situation, men alligevel har jeg brug for at komme ud med det.
Jeg er sååå træt af det hele, min mand og jeg har kæmpet for vores kærlighed i over 2 år, vi blev mødt med afslag efter afslag fordi at udlændingeservice finder på alle mulige grunde til at give afslag, selv om vi har ret til at blive familiesammenført efter ophold i Sverige, har de brugt som undskyldning at der ikke var nok kvitteringer efter deres mening.
I den seneste afgørelse har de skrevet a vores børn ikke tager skade af undvære deres far. Jeg er helt færdig, for hver måned vi har kæmpet blev jeg ødelagt mere og mere inden i, det resulterede i at jeg har fået en svær depression og selvmordstanker forlader mig aldrig, den eneste grund til at jeg ikke gør det, er at vores børn ikke skal lide mere end de gør og min familie skal ikke belastes og såres endnu mere. Hver dag er en kamp for mig at stå op, jeg beder til gud hver morgen så jeg kan få en lille smulle kræfter til at komme igennem endnu en dag. Min mand er en kæmpe hjælp til at komme igennem det daglige, for jeg har meget svært med at finde overskud selv til de mindste ting, det eneste der kan få mig til at smile er mine børn, de er det eneste der holder mig i live.
Jeg er så brugt op, ingen ord kan beskrive hvad jeg føler inden i, og når min mand skal forlade os endnu engang tør jeg ikke engang at tænke på hvad der sker med mig/os. Jeg elsker ham så meget at ingen ord kan beskrive det, jeg ved at vi hører sammen, men det hele er imod os, det gør mig såå ked af det at vores børn også skal lide på grund af noget vi selv ikke er herrer over.
Jeg har ikke flere kræfter tilbage, jeg kan ikke sove, spise eller noget mere, det føles som om jeg er ved at miste mig selv. Hvor ville jeg ønske nogle gange at jeg slet ikke var blevet født. Je har mistet håbet om at jeg nogen sinde bliver lykkelig og glad igen.
Anmeld
