Kæreste tøse.
Tusind tak for alle jeres tanker; det varmer virkelig oven på sådan en dag.
Bacon: Jeg vil meget gerne høre, hvordan man bærer sig ad med at tvangsindlægge folk! Har talt en del med Michael om det i dag og vi kom til den konklussion, at det nok ikke kunne lade sig gøre uden at få hende umyndiggjort og det ville nok være en lang retslig proces, som derfor ikke kunne hjælpe noget på problemet nu og her og desuden ville det sgu også være lidt meget at gøre ud af det, når hun jo er fint fungerende i pæren, når hun ellers er ædru...
Kalaha: Hold k for en historie med hende, du kender, der forsøgte selvmord! Mand. Hvad pokker sker der i hovedet på sådan et mensch, der sidder og taler sådan til syge mennesker?
En lille update:
Lægen fik indlagt min mor på hospitalet, så nu ligger hun på Århus sygehus og jeg har talt med en sød sygeplejerske et par gange, som har holdt mig orienteret om, hvordan det er gået i løbet af dagen.
Jeg har også lige talt med hende selv og hun er ved at være klar i mælet igen, omend hun stadig er noget snøvlet at lægge øre til... Du fredsens, hvor må hun have drukket meget for at have opretholdt den brandert fra ved 19-tiden i går aftes, da hendes gamle lejer kom og hældte hendes stash ud.
De har lovet mig på hospitalet, at de enten beholder hende eller får hende sendt et andet sted hen = at de i hvert fald ikke sender hende hjem, før jeg kan komme og hente hende og køre hende ned til det alkoholbehandlingssted, jeg talte med i formiddags. Så det er fandeme en lettelse!
Loggi: Tusind tak for at du forsøgte at komme op på siden af længden på mit indlæg - men dit skriftstykke er stadig pygmæisk ved siden af mit.
Det gav igen god, god mening, det du skrev. Frygtelig historie med din storebror og jeg er imponeret over, at du cuttede ham ud af dit liv! Det bliver også nemmere, når det pludselig handler om ens børn, synes jeg. Dem kan man sørme godt finde ud af at skære personer ud af sit liv for!
Du har helt ret i det med, at de druknende kan risikere at trække én med ned, når man forsøger at redde dem.
Og hun har såmænd også tit gjort det.
Men det er som om, jeg er blevet stærkere på den konto efter jeg selv er blevet mor, fordi min egen mor nu har været nødt til at vige pladsen som mit primære ansvar. Og efter Michael havde sine store SE MIG anfald i efteråret er hun endda rykket helt ned på en tredje plads.
Det har hjulpet mig til at blive knapt så personligt påvirket af, hvordan hun har det. Altså, selvfølgelig bliver jeg ked af det og bange for, at der sker hende noget, men tidligere er jeg virkelig gået i brædderne af angst og vrede og bekymring for hende og det gør jeg i hvert fald ikke mere.
Både min far og Michael nævnte også - på hver deres meget forskellige måde, at jeg måske burde give helt slip på hende. Min far mente, at jeg skulle sige, at jeg var træt af hende, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne og at hun nu kunne sejle sin egen sø og drikke sig ihjel, hvis det var det, hun ville... Min far er ikke helt galt på den, selvom han er en hård banan. Men han har selvfølgelig også bakset med hende i mange år og har måttet give op.
Michael spurgte, hvordan jeg ville have det med at sige farvel til hende. Og om jeg havde overvejet, hvor fri, jeg ville føle mig, hvis jeg ikke havde ansvaret for hende længere.
Det satte mange tanker og følelser i gang om min barndom, som jeg tror, jeg har jagtet - altså det af den, jeg har mistet - ved at forsøge at holde hende ovenvande igennem årene. Hele tiden har jeg haft det håb om, at hun skulle blive min mor igen. Min mor fra da jeg var helt lille og give mig al den kærlighed og opmærksomhed, som hun ikke kunne fra jeg var en 8-10 år og frem.
De tanker fik mig til at stortude med næsen nede i en gammel bog om børnefødselsdage, min mor og jeg altid kiggede i, når det var ved at være tid til at planlægge min fødselsdag. Nøj, hvor jeg hylede, mens jeg fortalte om bananbåde og lagkager og Michael var så sød til at lytte og kigge på billederne af alle fødselsdagsherlighederne i bogen og sige de helt rigtige ting til mig, så jeg bare kunne sidde og barne-hyle over, at jeg måske aldrig fik sådan nogle frugtfiduser og hurlumhej af min mor igen.
Nå. Hvor om alt er, er jeg sikker på, at det ganske givet også ville hjælpe hende, at stå med hele ansvaret for sig selv og sit liv. Det kræver bare, at hun lige er uden for livsfare, synes jeg for jeg ville sgu ikke kunne leve med, at hun døde, efter jeg havde bedt hende sejle sin egen sø.
Og desuden er det også skidesvært, fordi hun netop har været ædru og min egen søde, kloge, elskelige mor igen de sidste 3½ år og jeg kan ikke få mig selv til at give slip på hende efter det, fordi hun er blevet deprimeret og er begyndt at drikke igen. Og slet ikke, når jeg ved, hvor meget hun hader at drikke og have det sådan som hun har haft det i nogle måneder nu...
Men både du Loggi, Michael og min far har stadig væk ret i, at det bedste i den perfekte verden ville være, hvis jeg kunne give slip på hende... Måske...
Nu gjorde jeg det sgu igen. Overbelæssede indlægget med vidtløftig tale frit fra leveren.
Igen tak alle sammen for alle jeres kloge og opbyggelige ord!
Knus fra Birgitte, som nu vil smække mig i fifaen og se films med husbonden.
