Svigter min hund, skal jeg finde et nyt hjem til den?

Dinna88 skriver:

Jeg har det lidt ligesom Höör. Jeg bliver skide ked af det på den stakkels hund vegne - den regnede med at den skulle vokse op ved dig, som sin omsorgsperson. Fordi du så får et barn, som du ikke KAN skille dig af med, så må hunden daffe. Det er skide synd. For mit vedkommende så har man hunden til slut - ligesom når man får børn

At mange så mener at man bare kan skaffe sig af med hunden gør ondt i mit hjerte. Den bliver svigtet af dem den elsker mest. Men som med personer der får børn, så kan det jo ske, at man ikke kan magte opgaven. Og sådan vil det altid være. Det er ikke nemt det hele. Det er bare så nemt at skille sig af med sin hund, mener mange.... 

jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre. Lider hunden, så må du finde den bedste løsning for den. Om det er ved dig der ser tiden an eller om det er ved en anden familie? Tja.. Det ved kun du. Det er dig der kender din hund bedst. 

ganske enig med dig her.. sad og blev helt harm da jeg læste TS´s indlæg.. tænk at man ikke kan finde bare lidt tid eller overskud til sin hund, så den ikke skal føle sig tilsidesat.. det forstår jeg bare ikke

sommerbarn<3 skriver:

Tror bestemt ikke der er mange der synes det er nemt at skille sig af med sit elskede dyr. Synes derimod hun tager ansvar ved at gøre det. Hunden vil sagtens kunne finde sig til rette hos den rette nye ejer. Dog synes jeg hun skal sikre sig at den får et BLIVENDE hjem denne gang. Og evt. lade den komme på besøg hos de nye til den har vænnet sig til dem for end den flytter ind permenent.

Men vi kan nok blive enige om, at mange mener at det er nemt at skille sig af med sin hund i forhold til sit barn. Dog mener jeg at det er det samme. 

Du skal gå ind på gipote.dk og oprette en annonce med det samme!!!!

Det der er bare  for synd for din hund.

Har selv to hunde, som er blevet "reddet" og den ene har vi anskaffet, efter vi vidste at vi skulle have en bebs. 

Man skal fand... tænke langsigtet når man afskaffer sig sådan en.

Men med den situation, du har sat jer alle i nu, så er det eneste rigtige du kan gøre, at finde den et andet hjem 

jydeinden skriver:

ganske enig med dig her.. sad og blev helt harm da jeg læste TS´s indlæg.. tænk at man ikke kan finde bare lidt tid eller overskud til sin hund, så den ikke skal føle sig tilsidesat.. det forstår jeg bare ikke

Det er så ærgeligt. Jeg kan godt se at det ikke er nemt, men for mig skiller man sig ikke bare af med en hund fordi den er ikke er belejlig. jeg skriver ikke i en negativ tone, eller noget - TS skal ikke se det som et angreb. Men det ligger fjern fra mig, at skille sig af med en hund.

Dinna88 skriver:

Det er så ærgeligt. Jeg kan godt se at det ikke er nemt, men for mig skiller man sig ikke bare af med en hund fordi den er ikke er belejlig. jeg skriver ikke i en negativ tone, eller noget - TS skal ikke se det som et angreb. Men det ligger fjern fra mig, at skille sig af med en hund.

er ganske enig her.. har altid haft det sådan at skulle jeg anskaffe mig et dyr så skulle den være hos mig til den dag den ikke var her på jorden mere.. og blev den syg så skulle den til dyrelægen.

dyr er ingen hindring for at få børn, og børn er ingen hindring for at få et dyr i mit hoved

Det er med os mennesker der skaffer et kæledyr, at vi giver den behov som vi selv har.. vi menneskeliggøre vores dyr og det er faktisk mere synd for dem fordi at deres ejere tror de har de samme følelser som vi selv har.. de har da følelser, men slet slet ikke i samme omfang som vi mennesker har. for en hund gælder det om at overleve. det er deres ur instinkt. når man har hunde som kæledyr kommer de under tæpper og putter i sengen og bliver nusset og kysset og forkælet. og det er faktisk ikke det hunde har brug for.. 

jeg vil hellere anbefale dig at tale med en der har styr på adfærd hos hunde. fordi at jo den kan godt mærke du ikke har fokus på den længere og derfor søger den din opmærksomhed. det bliver en sindstilstand for den hvor den faktisk går hen og bliver som et lille barn fordi at du har gjort den til et lille barn i stedet for a være den hund den nu engang er.

for har du fokus på hundens adfærd på den rigtige måde, det hjælper nemlig ikke at afvise eller sige gå væk til hunden. den skal vide du bestemmer og du skal være dens herre.. og den skal lære at du har din måde at være med den og din måde at være med dit barn.

Jeg har selv hund og barn. og jeg har fint tid til dem begge to. det er altså ikke så svært igen... det vigtigste er jo at hunden bliver luftet. og det er ikke fordi at det kræver særlig meget. det er jo bare ned med baby i barnevognen og hunden i snoren og så bare afsted.. det er bare vigtigt med motion, og der kan du hvis det er en hund der gider, kaste med bolde eller pinde fra barnevognen eller sådan noget.. 

jeg håber du finder ud af det, for at gå af med hunden pga at du ikke har tid pga dit barn, det er altså lidt en dårlig undskyldning syntes jeg.

jydeinden skriver:

er ganske enig her.. har altid haft det sådan at skulle jeg anskaffe mig et dyr så skulle den være hos mig til den dag den ikke var her på jorden mere.. og blev den syg så skulle den til dyrelægen.

dyr er ingen hindring for at få børn, og børn er ingen hindring for at få et dyr i mit hoved

Vi er helt enige  

Jeg har det vist som Dinna88 - når man har anskaffet sig en hund, er man hundeejer og det er man, til hunden ikke lever mere.
Jeg har ingen børn, så jeg kan jo sagtens sidde her og forsvare hunden og sige til dig, at du skal tage dig af den for den er DIN men samtidig kan jeg jo også godt høre, at hverken du eller hunden har det godt.

Jeg har selv hund og bryder mig ikke om, når folk siger, at man som hundeejer uden børn gør hunden til sit barn. Der er STOR forskel. Man ved som hundeejer, at man en dag skal af med sin hund. Det kommer man forhåbentlig aldrig til at opleve med sit barn. 
Men naturligvis fylder hunden meget i min hverdag og hun får selvfølgelig også en stor del af min opmærksomhed. Jeg tror også, at hun ville ha svært ved omstillingen hvis der kom et barn ind i familien. 

Jeg synes, at du skal kigge godt og grundigt på dig selv og din hund. Du skriver, at du elsker din hund... så prøv at mærke efter om du ikke godt kan give din hund LIDT af det, den higer efter. Jeg forstår så udemærket, at hunden kommer på andenpladsen efter du har fået barn men måske reagerer hunden fordi du SLET ikke giver den noget mere. Den vil sandsynligvis være tilfreds med bare at komme med ud på en tur med baby i barnevognen og blive nusset lidt bag øret et par gange om dagen. Den behøver ikke få opmærksomhed hele tiden. Den kan sagtens nøjes med mindre - bare den får NOGET. 
Den skal bare lære, at den ikke længere får først og mest.. 

Men men... hvis du virkelig ikke føler, at du har noget at give den mere, så skal den videre. Ikke nødvendigvis til en enlig der kan give den 100% opmærksomhed men til en familie hvor alle på skift bruger tid på den og hvor den kender sin plads i hierakiet. Det gør den nemlig ikke længere hos dig.

Held og lykke med projektet 

Anonym skriver:

Skriver Anonymt fordi det er med tungt hjerte jeg overvejer denne beslutning.

Jeg har en lille hund på knap to år, som før i tiden var mit et og alt. Den fik alt min opmærksomhed, og var altid i centrum.

Men under min graviditet har jeg skubbet den fra mig totalt, og slet ikke haft overskud til den, jeg har flere gange taget mig i at gå amok på den fordi den bare piver konstant.

Nu hvor jeg er blevet mor har jeg slet ikke overskud til den, den er nummer to, og jeg hverken nusser eller putter med den som jeg plejede at gøre.

Mit barn ligger nummer et, og jeg har egentlig ikke overskud til at have min hund længere, og slet ikke når jeg ved hvor stor opmærksomhed den kræver.

Skal jeg finde en nyt hjem til den? hvor at det kun drejer sig om den? eller skal jeg beholde den og se tiden an? Jeg er bange for at det bliver værre, især fordi den er så opmærksomhedskrævende og altid vil være i centrum.

Jeg elsker den meget højt, men magter den bare ikke, og jeg er så ulykkelig over det. 

Hjælp kære kvinder, jeg er i mine vildeste fortvivelser!

Jeg ELSKER dyr og har altid gjort det. MEN jeg må sige at jeg også synes hunde der opfører sig på den måde er noget at det mest irriterende der findes.

Og det er jo ikke hundens skyld.. men måske fordi den bliver opdraget for menneskeligt? Jeg ved jeg selv ville komme til det, så det er ikke for at dømme dig på nogen måde! Og jeg ved også at jeg slet ikke orker at være i nærheden af sådanne hunde når jeg nu har børn, så for mig at se er der ikke ngoen vej udenom.. jeg tror du er nødt til at skille dig af med hunden, selv om det er synd for alle.

Jeg synes som udgangspunkt også et dyr er hos sin familie livet ud, men jeg ved hvordan jeg selv har lyst til at banke enten hundens eller mit eget hoved ind i væggen af irritation når jeg er sammen med sådan en hund (ville jeg selvfølgelig ALDRIG gøre, men det er for at illustrere hvor irriteret man kan blive).
Men øv øv for jer begge, og held og lykke

Hej

Kan godt forstå din problemstilling og har selv prøvet det med at finde et nyt hjem til hunde hvor tingene ikke fungerede. Nogen gange ka det være den bedste løsning af forskellige årsager.

Har prøvet at have en hund der ikke kunne være alene hjemme. Vi boede  i hus og tænkte vi kunne finde en løsning på dette ved at have en hundegård. Vi havde to andre hunde. Det viste sig dog at på trods af de andre hundes selskab var den alt for ulykkelig ved at være foruden sine mennesker, så vi valgte at finde den et hjem hvor vi lagde vægt på at den ikke ku være alene hjemme. Den fik heldigvis en ny ejer som kunne være sammen med ham 24 timer i døgnet, da hun kunne have ham med på arbejde, så det var super og hunden fik det som blommen i et æg.

På et tidspunkt stod jeg overfor flytning til lejlighed og havde en skøn cocker spaniel som var vant til masser af udeliv. Det var på ingen måde fair at placere ham i en 2-værelses og fandt en dejlig familie der boede i hus der ville have ham.

Lige nu har jeg så en hund som jeg også synes jeg har mindre tid efter jeg har fået barn nr. 2. Sagens kerne og det jeg vil frem til er at det som jeg synes det handler er om det er for hundens eller ejerens skyld. I det første to af mine nævnte tilfælde  handlede det om hundenes livskvalitet. Jeg savner stadig min cocker og drømmer tit om ham men ved han fik det godt og det kunne jeg ikke have givet ham midt i det kaos jeg stod i dengang.

Den hund jeg har nu har det fint selvom jeg ikke har helt så meget tid til ham lige nu, men ved også at det er sådan i en periode og så kommer tiden igen. Som udgangspunkt mener jeg også man skal stå ved de ansvar man påtager sig medmindre det er dyrets livskvalitet det går ud over. Så måske du kunne tænke i om du ka gøre noget så din hund trives lidt bedre. Altså bruge lidt mere tid på den i hverdagen eller om du helt har opgivet og det så bare er bedst for hunden at få et andet hjem. Håber du finder en god løsning på dillemaet.