Er jeg for strid???

Hej Anja,
jeg synes bestemt ikke, du lyder som en kold og kynisk mor, tvaertimod, jeg synes, du lyder som en rigtig god mor, der har taenkt over sine handlinger Og lige nu nyder jeg jo saa bare godt de tanker

Mht. at gaa, saa er det heller ikke noget jeg krummer taer over, det gjorde jeg jo selv igaar. Jeg skulle saa bare aldrig have lukket doeren til sidst, for i starten stod doeren jo aaben. Jeg synes, det lyder som et rigtig godt forslag, det du skriver. Det vil jeg proeve naeste gang. Saa maa jeg jo leve med, at jeg kan rende derind 120 gange uden resultat. Hvis det saa maaske bare giver et resultat den 121. gang

Jeg har ikke rigtigt brugt det der med at komme ind paa vaerelset foer, da jeg engang har laest et sted, at det boer vaere et sted, der er forbundet med ro og noget rart. Men jeg maa indroemme, at jeg saa ikke lige ved, hvor jeg skal putte ham hen, saa nu er jeg efterhaanden begyndt at goere det.

Naar du saetter Mathilde ind, saetter du hende saa i seng, eller bare paa gulvet? Vil hun godt blive der? Hvis jeg saetter Marcus ind paa gulvet, saa er han oppe igen paa nul komma 5 og render rasende ud igen. Jeg kan baere ham ind igen jeg ved ikke hvor mange gange... Den eneste grund til, at han blev derinde igaar var, at han sad i sin tremmeseng, for han har nemlig aldrig fudet ud af at kravle ud af den.

Jeg har også hørt en psykolog udtale sig om netop det du skriver mht. værelset, men efter at M.B.H. sagde at man gerne måtte -bare ikke lukke døren, så har jeg valgt at "glemme" det andet igen..

Mathildes seng står ovenpå og alt hendes legetøj er nede, så jeg sætter hende på en taburet og der bliver hun eller rejser sig og bliver stående og hys'ser videre derfra.. Men nu hvor det var en putte-situation vil jeg sige det ar meget normal at kampen blev kæmpet der, men ellers ville jeg ikke bruge sengen.. Men tage kampen op og sige at du kan komme når du er faldet ned igen, er han ikke det, så må han tilbage på stolen..

Måske skal du gå 111 gange næste gang, men gangen efter måske kun 91 osv nedad indtil han ved at du mener det og han lige så godt gøre som du siger, for du står fast ved det du siger..

Men jeg synes også det skal være i det ekstreme situationer man sender dem et sted hen.. Min søster har to børn på 2½ og 6 år og de bliver konstant truet med at blive sendt på værelset og ender der da også ofte.. Men i deres situation gavner det slet slet ikke, de har praktiseret det så ofte og så meget at det praler af på ungerne.. Den yngste på 2½ griner ligefrem af dem.. Drengen på 6 er en sart dreng, som de ikke ser og lytter til, hvis du spørger mig.. Det gavner slet ikke at sætte ham på værelset gang på gang.. Men ting med måde tror jeg gavner det enkelte barn, men dermed ikke sagt at det gavner alle børn, for børn er forskellige..

Charlie1980 skriver:

Hej Anja,
jeg synes bestemt ikke, du lyder som en kold og kynisk mor, tvaertimod, jeg synes, du lyder som en rigtig god mor, der har taenkt over sine handlinger Og lige nu nyder jeg jo saa bare godt de tanker

Mht. at gaa, saa er det heller ikke noget jeg krummer taer over, det gjorde jeg jo selv igaar. Jeg skulle saa bare aldrig have lukket doeren til sidst, for i starten stod doeren jo aaben. Jeg synes, det lyder som et rigtig godt forslag, det du skriver. Det vil jeg proeve naeste gang. Saa maa jeg jo leve med, at jeg kan rende derind 120 gange uden resultat. Hvis det saa maaske bare giver et resultat den 121. gang

Jeg har ikke rigtigt brugt det der med at komme ind paa vaerelset foer, da jeg engang har laest et sted, at det boer vaere et sted, der er forbundet med ro og noget rart. Men jeg maa indroemme, at jeg saa ikke lige ved, hvor jeg skal putte ham hen, saa nu er jeg efterhaanden begyndt at goere det.

Naar du saetter Mathilde ind, saetter du hende saa i seng, eller bare paa gulvet? Vil hun godt blive der? Hvis jeg saetter Marcus ind paa gulvet, saa er han oppe igen paa nul komma 5 og render rasende ud igen. Jeg kan baere ham ind igen jeg ved ikke hvor mange gange... Den eneste grund til, at han blev derinde igaar var, at han sad i sin tremmeseng, for han har nemlig aldrig fudet ud af at kravle ud af den.

Vi bruger altså også time-out indimellem. Det fungerer ligesom når du Anja sætter Mathilde på værelset. Vi har adgang fra køkkenet til stuen og kan se sofaen fra køkkenbordet, hvor vi står og laver mad plus spiser.

Begge vores drenge er ekstremt stædige. Theodor er så stor nu, at han er vokset fra sine anfald, men når der er udsigt til, at det kan køre op med William, får han time-out, dvs. 2 minutter på sofaen. Døren er åben og han kan se og høre os men ikke deltage i spisning, madlavning osv. Det forhindrer os alle i at komme op i det røde felt, og når han kommer ud, er han afslappet og vi har undgået at råbe af ham eller andet, vi ville have fortrudt. Det fungerer faktisk ret godt

Hvis vi kan mærke, William er ved at køre op (og det er urimeligt, hvilket selvfølgelig er relativt), beder vi ham stoppe. Fortsætter han siger vi, at han kommer på sofaen næste gang. Og... næste gang kommer han på sofaen, hvor han bliver siddende. Han brokker lidt men bliver siddende

Tina

Kære Dorthe

Jeg har svært ved at komme med input, for jeg har ikke oplevet noget lignende. Andrea er nem på de områder....hun føjer bare (endnu, hun opdager vel snart, at hun er på vej i trodsalderen)

Hun kan dog godt blive tøsefornærmet, hvor hun stiller sig med ryggen til med armene over kors og surmuler....men det går hurtigt over. Hun kan også få skrigeture engang imellem, hvis hun ikke vil som os, men hvis vi giver hende lidt tid, kommer hun selv.

Men jeg tror som sagt, det er fordi han er ved at opdage sin vilje, og derfor vil teste jer for vildt.

Jeg læser med på sidelinien for at få gode råd, til når vi lander i de situationer.
Dorte

Vi har prøvet nærmest ALT igennem tiderne, og time-out metoden er klart den mest skånsomme, alt taget i betragtning

Forresten Dorthe, jeg har en metode der virker godt for mig, naar ungerne er umulige. Jeg minder hele tiden mig selv om at det er en fase, saa er det ligesom lidt nemmere at overskue. Saa tager vi bare én dag af gangen. Og det er jo som regel en fase som gaar over igen paa et tidspunkt.....naar de flytter hjemmefra, hi hi. Nej, det skulle geren vaere lidt foer.

Det lyder maaske dumt, men isear med min datter som kan vaere hys og sur, er det virkelig en god metode for mig.

Knus

Hej igen piger,
jeg tror, jeg vil begynde at praktisere den med time-out, naar han bliver urimelig, og saa finde en stol eller en skamel, han kan sidde paa inde paa sit vaerelse. Og saa maa jeg rende saa mange gange, det nu skal til, for det er nok rigtigt, som du siger Anja, at jeg nok skal rende faerre og faerre gange med ham for hver gang. Og saa skal jeg (vi) selvfoelgelig ogsaa passe paa med ikke at overbruge det, og kun goere det, naar han er urimelig eller koerer helt op i en spids, som du ogsaa skriver Tina.

Tina> Det er i oevrigt rart at hoere, at det godt kan lade sig goere at vokse mere eller mindre fra de der hysteri-anfald

Trine> Jeg vil proeve at minde mig selv om det naeste gang, at det blot er en fase. Men derfor har det nu alligevel vaeret virkelig rart med rigtig god og konstruktiv feedback fra jer, for jeg foelte lidt, at jeg var begyndt at staa fast.

Dortte> Du er vist bare en heldig qwinde

Knus fra Dorthe